Hvem afgør hvilken tro der er sand ?

Jesus gjorde det klart at der er nogle former for tilbedelse som Gud ikke godkender. Han talte om „falske profeter“ og sammenlignede dem med et træ som frembringer dårlige frugter, og som „bliver hugget om og kastet i ilden“. Han sagde også: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige.“ — Mattæus 7:15-22.
Jesus sagde om nogle der ville hævde at følge ham: ’Jeg vil erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.’ (Mattæus 7:23) Og da Jesus engang talte til de religiøse ledere på hans tid, citerede han Guds ord angående det frafaldne Israel og anvendte det på dem idet han sagde: „Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.“ — Markus 7:6, 7.
Gud og hans søn godkender tydeligvis ikke enhver form for tilbedelse. Ergo kan enhver form for tilbedelse ikke være sand. Vil det så sige at der kun er ét trossamfund der har sandheden? Eller kunne det tænkes at Gud virker gennem visse religioner, men forkaster andre? Eller at han godkender eller forkaster enkeltpersoner i forskellige trossamfund?
Apostelen Paulus skrev under guddommelig inspiration: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ (1 Korinther 1:10) Og ifølge Filipperbrevet 2:2 er det vigtigt at de kristne „er enige, har den samme kærlighed, er forenede i én sjæl, tænker ét“.
Er der en sådan enighed, resulterer det i én religion. Det stemmer med at der ifølge Bibelen er „én Herre, én tro, én dåb“. — Efeserne 4:4, 5.
Ovenstående konklusion hviler på et solidt bibelsk grundlag. Hvis man undersøger den bibelske beretning, vil man se at Gud beskæftigede sig med sit folk gennem én tilbedelsesordning. Tidligt i menneskehedens historie brugte Gud patriarker, eller familieoverhoveder, som sine repræsentanter. Nogle af de mest kendte er Noa, Abram (Abraham), Isak og Jakob. — 1 Mosebog 8:18-20; 12:1-3; 26:1-4; 28:10-15.
Det folk som nedstammede fra Jakob, kom i trældom i Ægypten. Selvom de blev undertrykt på det grusomste, blev de en milliontallig skare. Gud udfriede dem og førte dem mirakuløst gennem Det Røde Hav. Derefter antog han dem som sit folk og gav dem love gennem mellemmanden Moses. Derved opstod Guds nation, Israel. — 2 Mosebog 14:21-28; 19:1-6; 20:1-17.
Det er værd at lægge mærke til at Gud ikke godkendte de former for gudsdyrkelse som blev praktiseret af de omgivende nationer. Faktisk straffede han sit folk når det afveg fra hans love og forfaldt til sådanne former for gudsdyrkelse. — 3 Mosebog 18:21-30; 5 Mosebog 18:9-12.
Hvad så hvis nogle fra andre nationer gerne ville tjene den sande Gud? Først måtte de forlade deres falske tilbedelse og derefter slutte sig til Israel i tilbedelsen af Jehova. Mange af dem fik Guds godkendelse og blev hans loyale tjenere, deriblandt kana’anæerinden Rahab og moabitterinden Rut, hetitten Urias og ætiopieren Ebed-Melek foruden hele grupper af mennesker, som for eksempel gibeonitterne. Kong Salomon af Israel bad en inderlig bøn på vegne af alle dem der, ligesom de ovennævnte, sluttede sig til Guds folk i den sande tilbedelse. — 2 Krønikebog 6:32, 33.
Senere, efter at Jesus var blevet sendt til jorden, blev den sande tilbedelse grundfæstet på hans lære, og der blev på storslået måde kastet lys over Guds hensigter. Med tiden blev de sande tilbedere kaldt „kristne“. (Apostelgerninger 11:26) Jøder som ønskede at få Guds godkendelse, måtte holde op med at tilbede ham på den måde de hidtil havde gjort. De kunne ikke vælge mellem de to tilbedelsesordninger eller tjene Gud på individuelt plan. Som vi har set i Guds ord, var de sande tilbedere forenede i „én tro“. — Efeserne 4:4, 5.
Nogle finder måske tanken om at Gud kun accepterer én måde at tilbede ham på, yderliggående og utiltalende. Men det er ikke desto mindre hvad man kan konkludere ud fra Bibelen. I tidens løb blev mange som tidligere havde dyrket Gud på deres egen måde, opmærksomme på dette og sluttede sig til Jehovas sande tilbedere. Ethvert forbehold de måtte have, blev med tiden opvejet af glæde og store velsignelser. Bibelen fortæller for eksempel at efter at en ætiopisk mand havde taget imod den kristne tro og var blevet døbt, „fortsatte [han] sin rejse med glæde“. — Apostelgerninger 8:39.
Alle der i dag tager imod den sande tro og følger den, vil erfare en lignende glæde. Men hvordan kan man identificere den sande religion når nu der er så mange trossamfund at vælge imellem?

så enkelt er det. Det er rigtigt at det er svært at elske sin næste - vi fejler alle i den disciplin, Så skriften minder gentagne gange de kristne om, at de ikke må synde - de skal være enige, de skal elske hinanden, de skal stifte fred, de skal hjælpe enkerne, de skal være langmodige osv. Sådan står der naturligvis, fordi de kristne i praksis gjorde det modsatte (ligesom alle andre mennesker gør) - de skændtes, de blev vrede, de syndede, de elskede ikke deres næste osv.
At pille citater ud om, hvordan de kristne skal opføre sig og så tro det betyder, at der kun er en kirke der praktiserer kristendom er en farisæisk måde at læse Bibelen på. Farisæerne er dem der gerne vil opstille en masse regler der siger, at dem der ikke gør som farisæerne ikke er godkendt af Gud. Virkeligheden er, at Åbenbaringen fortæller os, at Gud godkendte menigheder der "horer" med afguder, at NT fortæller os om et gigant skænderi mellem Paulus og Peter, hvos Paulus kaldte Peter en hykler (noget nær det værste man kan kalde en kristen, fordi "hykler" var de kristnes skændsord for farisæerne), at menigheden i Antiotika kom op at skændes om tolkningen af nogle religiøse spørgsmål, så Paulus var nødt til at rejse til Jerusalem og få forhandlet et kompromis på plads - kort sagt, der var alt andet end enighed i de tidlige kristne menigheder. De mindede sådan set om kristne kirker i dag.....
Jehovas Vidner fejer problemerne ind under gulvtæppet, fordi I er nogle farisæiske hyklere der ligner kalkede grave: smukke udenpå, men rådne indeni. I sikrer freden ved at ledelsen kører en diktatorisk linje overfor "undersåtter" der ikke retter sig efter ældsternes holdninger - lykkes det ikke at banke de formastelige på plads smides de ud af menighed, hvorefter den psykologiske krigsførelse fortsætter ved at være ligeglade med dem. Det er næstekærlighed som farisæerne elsker den I dyrker, og enighed som en diktator opnår den I praktiserer. Virkeligheden er altså, at kristne er uenige, og engang er nødt til at tage fat i konflikterne for at forlige sig med deres broder.
Det er nemlig Bibelens måde - at forlige sig med hinanden, finde kompromisser og accepterer forskellighederne. Ensretning er ikke svaret, ftg! Enighed, ja tak, men en reel enighed, ikke en forloren enigheden baseret på undertrykkelse af dem med anderledes holdninger!

vil du svare på dette indlæg ftg ?
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=1816019#1816019

´

... Tekster - men nogle tekster som JW/WTS har
fordrejet som forlæg til at udspy JW/WTS's egne læresætninger.
ftg ...... ...... ......
Jesus gjorde det klart at der er nogle former for tilbedelse som Gud ikke godkender.
.... KOMMENTAR:
Is the Society* a true prophet of God?
How does the Society test the true prophet's message?
"The best method of proof is to put a prophecy to the test of time and circumstance. The Bible invites such a test…the Bible…establishes the rules for testing a prophecy at Deuteronomy 18:20-22."
....... Ovenstående med mere, samt AFSLØRINGEN AF JW/WTS findes blandt mange andre steder her:
http://www.blueletterbible.org/study/cults/exposejw/chap1.cfm

Meget mere behøves vist ikke for at svare på ftg's indlæg der kun kan benævnes som
værende et usselt, Fordrejet og uvederhæftigt forsøg på at udgive sig for sand Kristen -
Med venlig hilsen
jalmar

Er det ikke det gud gør selv..? Hvis man ikke tror på gud, kommer man ikke ind i himmerriget. Så nej, bibelens måde er ikke at modtage folk med andre meninger, kun dem med meninger som er den samme, eller minder om deres. :-)