Hvorfor elsker jeg hende stadig?

Min kæreste gennem 11 år og jeg gik fra hinanden i februar. Vi har en søn sammen på 11 år. Jeg kan simpelthen ikke komme videre med mit liv.
Lige meget hvad hun gør mod mig, kan jeg ikke få hende ud af hovedet. Hun laver mange problemer i forhold til vores søn og anklager mig for at være en dårlig far, hvilket jeg bestemt ikke er. Hun har snuppet alle vores fælles venner og har fået dem vendt mod mig. Hun taler grimt til mig, lige på nær når hun har brug for en tjeneste, så er hun from som et lam. Men lige så snart tingene ikke går efter hendes hoved, så er den gal igen.
Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg stadig elsker hende så højt som jeg gør og de kammerater jeg har snakket med det om, begriber ikke hvad jeg vil med hende. Jeg er helt nede i kulkælderen og jeg føler at hun tramper på en mand der i forvejen ligger ned. Hvad skal jeg gøre? Hjælp!

At elske en person er ikke noget vi selv kan styre. Kun du kan finde frem til hvad du skal gøre - Du kan lave dig en liste med positive og negative ting/oplevelser omkring hende du elsker.
Når listen er færdig ser du på de enkelte sætninger og spørger dig selv om det er noget du vil acceptere - vil du det er jo OK - vil du ikke det, så find ud af hvordan du takle problemet og ikke mindst gøre det du beslutter dig til, uanset hvor ondt det kan gøre og hvor elendigt du får det. Det kan kun gå fremad.
Håber du snart finder dig til rette i livet og kan se fremad igen.

er norsk med dansk far elsker danmark ville helst bodd der.forstår deg godt,har det på samme måte med min mand han har såret meg så hårdt mange ganger,alle sier jeg skal gi faen i ham,men jeg elsker ham stadig,jeg har tenkt mye over hvorfor jeg gør så,og har kommet frem til atdet har nok med at han er så likgyldig med mig,og at jeg har ønsker om at betyge noe for ham, at jeg skal vere verdifull for ham.så jeg sier til dig,du er for verdifull til at hun skal tråkke på dig

du kommer sikkert aaaldrig af med din kærlighed til hende men du er tvunget til at møde andre og evt. forelske dig i en anden da det vil tæge den værste smerte Flemming

Helt rigtigt, hvad "Duen" skriver til dig... Situationen er altid særlig "besværlig" når der er børn med i det, og man ikke kan enes, finde sig tilrette.... For der skal jo være kontakt, og det helst, af den gode art, når der er børn med i det...
Og du må og skal sige fra over din kæreste, når hun beder dig om tjenster.... Du sælger dig selv, og hun udnytter, for mig at se, klart, at du stadig er "lidt forelsket"
Jeg har selv været ude for lidt af det samme, da min eks, blev smidt ud af sin nye dame.. Så besluttede han lige med ét, at der var da vist "lige lidt" følelser tilbage overfor lillemor her, og troede han kunne ringe tidlig og sent, hvis han havde brug for hjælp til noget...
Jeg fandt dog ud af at, "Giver du fanden en lillefinger, ja så stryger hele hånden Sgu´" Han troede lige, at her skulle han så kunne komme retur efter behag...
Måske ikke helt det samme som hos dig, da min kærlighed til eks er gået fløjten og er helt passé, men eksemplet er lidt det samme...
Jeg meldte klart ud, at nu var det definitivt slut og han måtte indse det... han begyndte også, at se sin nye dame, sådan, on and of, og sikke et trekants drama vi kunne få der hva´...
Tror du får det bedre ved, at lukke total af over for din eks og kun har kontakt, når du skal have dit barn, og ellers er det ud og møde nye mennesker, finde en sød veninde/kæreste....
Du skal ikke reservere dig selv, til hende og sidde "stand by" til når hun lige har brug for din hjælp... Og sidde med en masse kærlighed til en der alligevel, ikke gider den kærlighed mere, der er andre der, helt sikkert gerne vil nyde godt af den...
Start nu på dit "nye jeg" allerede idag...

Det er også en god måde, at se det på... Meget godt indlæg set fra en mands synspunkt..
Og gir dig ret, sådan er der kvinder der skal have det.. Har selv kendt til flere, hvor jeg har tænkt.. Hvorfor siger manden dog ikke fra...??
mummi

Jeg tror,at vi mennesker er ufatteligt meget
vanedyr...
At selvom din eks behandler dig dårligt, så er
det hende du har levet sammen med i 11 år..trods
alt..
Det vi kender er 'trygt', selvom det kan være
nok så smerteligt.
Og så gør det hamrende ondt, at blive kasseret,
man vil så gerne accepteres, respekteres, elskes
det gør så ondt...når alt dette bliver taget fra
een. Jeg kender selv alt for godt til, at ville
tækkes en mand, hvis han afviser mig...fordi mit
selvværd ryger ned under gulvbrædderne..og jeg
gerne vil ha' kabbalen til at gå op..det KAN ikke
passe, at jeg er så umulig at elske...
Ligesom i et eventyr tænker jeg, at først skal
man så grueligt meget igennem...men SÅ ender det
også godt...kærligheden overvinder alt, når bare
jeg gør mig tilstrækkeligt umage...men...i det
virkelige liv, har jeg erfaret, at jeg først og
fremmest må finde den gode kærlighed til mig selv
finde trygheden i mig selv...så er man ikke så nem at vælte omkuld...man lader sig ikke skalte
og valte med i modvind..
Hmm..sikke en masse tanker...håber, at du kan
bruge dem til noget :-)
Og pas nu på dig selv...du er alt for meget værd
til at lade dig nøje med et menneske, som ikke
behandler dig med den kærlighed og respekt du
fortjener...

flot et indlæg, og jeg håber virkeligt, at vores debattør, der lagde op til denne debat, kan bruge det til noget.
Og slutningen af dit indlæg siger det klart og tydeligt, hvad et menneske ikke skal finde sig i....

Er os selv lige kommet ud af et forhold, det varede dog kun 11 mdr. men vi venter barn sammen.
Han forlod mig da jeg var 3 mdr. henne, men vi har stadig kontakten.
Jeg har også følelsen af at han "tramper på en som i forvejen ligger ned", - Han er sindsygt dobbeltmoralsk, og opfører sig mildt sagt som et svin overfor mig.
Og det er mærkelig for det føles som om jeg næsten ikke kan kende den fyr jeg forelskede mig i :(
Det største problem er dog, "jeg ELSKER ham stadig"... Og uanset hvor mange mennesker der siger til mig "hva vil du med ham", og uanset hvor meget jeg selv hader ham, kan jeg stadig ikke kontrolere mine egne følelser.
Det eneste du kan gøre for at hjælpe dig selv, er at få hende godt på "afstand", ved godt at det kan være svært ikke at holde kontakten vedlige når man har et barn sammen, men al den overflødelige kontakt i muligvis har, den bliver du nødt til at stoppe med, selvom det er hårdt!

For godt 1½ år siden gik min kæreste gennem godt 3 år tilbage til sin x.
Først nu er jeg ved at komme over ham. Jeg tror at når det er så svært at glemme er det fordi man har elsket og givet sig selv mere end 100%, og at man ikk selv har fattet den mindste mistanke til at noget var galt.
Vi havde sex dagen før og næste dag siger han : Jeg elsker dig ikk mere og flytter derefter hjem til sin X.
Min veninde siger : Det er altid letter at forlade end blive forladt. Må jo give hende ret.
Tiden læger alle sår,også dit, men det tager tid.
Trøste Knuzz fra en der selv har prøvet det

Tusind tak for input - Jeg vil læse alle svarene igennem igen og jeg VIL komme videre. Det kan jo kun gå fremad herfra......
Hvis der er andre der har en mening er i velkomne til at komme med yderligere input.
Hvis i vidste fra hvor mange sider jeg har hørt at jeg bare skal sige fra......Så det vil jeg gøre nu.

Jeg ved godt det ikke altid er lige sjovt at erkende, at man har et problem, men tit og ofte er det rart at komme af med sine frustrationer til en fremmed. Dine venner støtter dig selvfølgelig, men de er for tætte på dig til at kunne give dig et ordentlig svar. Hvis jeg var dig ville jeg søge hjælp hos en psykolog. Det er ikke kun et sted, hvor folk med alvorlige problemer kommer. Det er et godt sted, hvor man kommer til at se sit problem i et andet perspektiv, og samtidig får hjælp til at bearbejde det.
Med venlig hilsen Lilli