Hvorfor en vækstpakke?
Hvorfor skriger Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre på en vækstpakke, når økonomisk teori siger, at ekspansiv finanspolitik er virkningsløs ved naturlig ledighed?
Det er der en række årsager til
Årsag nummer et er, at expansiv politik ikke er virkningsløs ved naturlig ledighed. Derimod er expansiv konjukturpolitik uvirksom overfor strukturledighed og anden ledighed der ikke afhænger af konjukturerne. Konjukturpolitik virker kun overfor en form for arbejdsløshedsproblemer, nemlig konjukturledighed - som vi har masser af lige nu.
Men der ligger naturligvia andet end økonomisk teori bag. Ideen i konjukturpolitik er at føre en expansiv økonomisk politik i krisetider og det omvendte under højkonjukturer. Argumenterne for at gøre det er velunderbyggede, sålænge vi taler om kriser af kortere varighed. Omvendt er der også argumenter imod nemlig især:
1) Kriser er nødvendige for at sikre vigtige tilpasninger i økonomien (eksempelvis tvinge byggeriets lønninger ned - de bliver nemlig altid for høje under højkonjukturer).
2) Ved langvarige kriser begynder den ekspansive politik at sætte gang i en løn-inflations spiral, så den på længere sigt giver h'jere arbejdsløshed.
Alt dette ved alle økonomer og de fleste politikere. Så hvorfor er de alligevel uenige om, hvad der skal gøres? Fordi alle ved det er politisk uigennemførligt at føre konsekvent konjukturpolitik. Det går ofte let at udvide forbruget, men når man så skal skære under en højkonjuktur kommer der vilde protester: for hvorfor skal vi have nedskæringer når landet flyder med penge?
Den realistiske konsekvens af konjukturpolitik er derfor, at man fører ekspansiv politik under lavkonjukturer for at få gang i beskæftigelsen og expansiv politik under højkonjukturer fordi skattekronerne vælter ind. Og så er det jo ikke konjukturpolitik, men en reel udvidelse af den offentlige sektor vi taler om.
Det perspektiv kender alle aktører, hvilket forklarer den forskellige holdning til at lave vækstpakker i øjeblikket. Det betyder også at der er forskel på de vækstpakker de forskellige partier foreslår:
Enhedslisten og SF foreslår især vækst på de velfærdsydelser der har et socialistisk sigte: fordi de selv regner med at vækstpakkerne fortsætter
Soc foreslår især vækst på arbejderområderne (byggeri med mere). Deres store slagnummer er naturligvis, at det jo er der arbejdsløsheden er værst.
RV foreslår nok at bruge penge på en vækstpakke, men det er det man kalder strukturelle tiltag de foreslår (ting der på længere sigt giver besparelser). Det skyldes naturligvis, at den slags forslag på længere sigt skruer ned for økonomien, så man undgår problemet med at den ekspansive politik aldrig afløses af nedskæringer.
DF foreslår naturligvis at pengene skal til pensionisterne
Og VK prøver at bevare magten, så de kigger mest på hvad de tror er populært blandt vælgerne.
Men der ligger naturligvia andet end økonomisk teori bag. Ideen i konjukturpolitik er at føre en expansiv økonomisk politik i krisetider og det omvendte under højkonjukturer. Argumenterne for at gøre det er velunderbyggede, sålænge vi taler om kriser af kortere varighed. Omvendt er der også argumenter imod nemlig især:
1) Kriser er nødvendige for at sikre vigtige tilpasninger i økonomien (eksempelvis tvinge byggeriets lønninger ned - de bliver nemlig altid for høje under højkonjukturer).
2) Ved langvarige kriser begynder den ekspansive politik at sætte gang i en løn-inflations spiral, så den på længere sigt giver h'jere arbejdsløshed.
Alt dette ved alle økonomer og de fleste politikere. Så hvorfor er de alligevel uenige om, hvad der skal gøres? Fordi alle ved det er politisk uigennemførligt at føre konsekvent konjukturpolitik. Det går ofte let at udvide forbruget, men når man så skal skære under en højkonjuktur kommer der vilde protester: for hvorfor skal vi have nedskæringer når landet flyder med penge?
Den realistiske konsekvens af konjukturpolitik er derfor, at man fører ekspansiv politik under lavkonjukturer for at få gang i beskæftigelsen og expansiv politik under højkonjukturer fordi skattekronerne vælter ind. Og så er det jo ikke konjukturpolitik, men en reel udvidelse af den offentlige sektor vi taler om.
Det perspektiv kender alle aktører, hvilket forklarer den forskellige holdning til at lave vækstpakker i øjeblikket. Det betyder også at der er forskel på de vækstpakker de forskellige partier foreslår:
Enhedslisten og SF foreslår især vækst på de velfærdsydelser der har et socialistisk sigte: fordi de selv regner med at vækstpakkerne fortsætter
Soc foreslår især vækst på arbejderområderne (byggeri med mere). Deres store slagnummer er naturligvis, at det jo er der arbejdsløsheden er værst.
RV foreslår nok at bruge penge på en vækstpakke, men det er det man kalder strukturelle tiltag de foreslår (ting der på længere sigt giver besparelser). Det skyldes naturligvis, at den slags forslag på længere sigt skruer ned for økonomien, så man undgår problemet med at den ekspansive politik aldrig afløses af nedskæringer.
DF foreslår naturligvis at pengene skal til pensionisterne
Og VK prøver at bevare magten, så de kigger mest på hvad de tror er populært blandt vælgerne.
Det er det samme
Naturlig ledighed og strukturledighed er det samme, og man siger, at den naturlige ledighed/strukturledigheden ligger på omkring 5 % af arbejdsstyrken.
Hvor skal pengene kommer fra?
Hvor skal der skæres ned for at finansiere projekterne? Ellers skal vi ud og belåne Danmark igen?
Lad nu recessionen rette økonomien op. En recession betyder lavere forbrug og mere produktion og opsparing - det er medicinen som den syge økonomi har brug for.
Politikere kan ikke stikke en Søren Pind i en lort uden at ødelægge hele fortovet.
Lad nu recessionen rette økonomien op. En recession betyder lavere forbrug og mere produktion og opsparing - det er medicinen som den syge økonomi har brug for.
Politikere kan ikke stikke en Søren Pind i en lort uden at ødelægge hele fortovet.
Den strukturelle ledighed
Den strukturelle ledighed i Danmark vurderes pt. at være ca 100.000. Jeg citere fra Det Økonomiske Råds seneste rapport:
"Et pejlemærke i tilrettelæggelsen af finanspolitikken er den
strukturelle ledighed, som vurderes med nogen usikkerhed
at være omkring 100.000 personer." http://www.dors.dk/graphics/Synkron-Library/Publikationer/Rapporter/For%E5r%202009/Diskussionsopl%E6g/Hele%20pub.pdf side 8
Til sammenligning forventer OECD at ledigheden i løbet af 2010 kommer på 220.000, så objektivt set kan man godt forsvare ideen om finanspolitiske lempelser. Personligt ser jeg nu hellere strukturelle reformer.
"Et pejlemærke i tilrettelæggelsen af finanspolitikken er den
strukturelle ledighed, som vurderes med nogen usikkerhed
at være omkring 100.000 personer." http://www.dors.dk/graphics/Synkron-Library/Publikationer/Rapporter/For%E5r%202009/Diskussionsopl%E6g/Hele%20pub.pdf side 8
Til sammenligning forventer OECD at ledigheden i løbet af 2010 kommer på 220.000, så objektivt set kan man godt forsvare ideen om finanspolitiske lempelser. Personligt ser jeg nu hellere strukturelle reformer.