Hvorfor gik han?

Jeg mødte for 4 mdr. siden en mand igennem mit arbejde (han er kunde i mit firma) som jeg blev dybt og inderligt forelsket i. Han boede på daværende tidspunkt sammen med en anden kvinde, som han har kendt i to år - men en stor del af ugen overnatter han imidlertid i en lejlighed som han har i nærheden af sit firma - da de boede langt væk. Det gav os frihed til at ses en del og vores forhold blev ret intenst ret hurtigt. Han forlod hende for halvanden måned siden og flyttede midlertidigt ind hos mig indtil han fandt et midlertidigt sted, hvor han kunne lande - tanken var så, at vi skulle finde noget sammen. Jeg har boet alene i 4 år, og er fri af tidligere bindinger, og han ramte mig virkelig i hjertet. Han flyttede som sagt fra hende, og vi havde en vidunderlig tid hos mig - meget lykkelig... Jeg mødte hans forældre, deltog i firmafester og var i det hele taget, på ingen måde længere hemmelig.
Han talte bryllup og kiggede hus og virkede enormt "på".
Men... det tog tid at få fjernet hans ting fra deres fælles hjem, og da jeg begyndte at skubbe til ham, sagde han, at de nok skulle blive fjernet, men han vidste ikke hvornår. Han virkede pludselig træt og uden overskud (naturlligvis! ovenpå sådan et brud)- og jeg tror ikke rigtigt - set i bakspejlet, at han orkede at skulle tilbage til deres fælles hjem og konfronteres med sin dårlige samvittighed, hos en eks som er helt i hundende...(Kan jeg se nu)... Herefter gav jeg ham et ultimatum: Fjern dine ting fra mig, eller fra hende...
Han valgte at hente sit tøj hos mig og flytte ind i et sommerhus som han kan bo i indtil jul.
Jeg er naturligvis ked af denne udvikling, jeg elsker ham,og ser klart et potentiale i ham - han er på mange måder en skøn mand. Men han siger nu, at han har brug for lidt tid til at finde sig selv (kender vi ikke bare den kliche lidt for godt??) - ikke desto mindre, så tror jeg på ham... Han siger, at han kan se et mønster i, at han flygter hver gang der bliver stillet følelsesmæssige krav til ham... og nu har han opsøgt en psykolog for at bearbejde sig selv. Han ved, at han trods sit udtalte ønske om familieliv og børn, gemmer sig i en ofte 14 timers arbejdsdag, hvorefter han segner når han kommer hjem...
Vi er skiltes i god ånd, men pt. har vi ingen kontakt - det hele skete for en uges tid siden.
Jeg savner ham, men jeg accepterer også at han måske bare har haft brug for en "bridge over troubled water".Jeg ved at tingene er gået enormt stærkt - selv for mig - den evige single - det var skønt at han var hos mig, men det gik for stærkt. Hvis vi nogensinde skulle starte igen, skulle vi gå langsommere frem... det er blevet ganske tydeligt for mig. Mit spørgsmål er nu: har en vi fremtid sammen? Kommer han tilbage? Eller skal jeg glemme ham og komme videre? Jeg føler mig meget parat til at indgå i et velfungerende forhold igen, og ligenu naturligvis gerne med ham...
Lad mig gerne høre jeres erfaringer og råd. OG dette skal helst ikke blive en debat omkring det umoralske i at tage en mand fra en anden kvinde - det er en anden snak! :o)

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=30&conference=301&posting=781107#781107
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=28&posting=781759#781759
Og nu igen for 3. gang?
Bliver du ved indtil du får det svar du helst vil have? Alle andres gætterier omkring din fremtid vil jo ikke være andet end netop det: gætterier.
Svaret er måske/måske ikke! Hvem kan vide det? Spørg ham da direkte og forlang et klart svar, så du kan komme videre med dit liv!

Ikke han var klar til dit ultimatum.. Set i bakspejlet kan du vel også se, at det ikke er smart at presse en mand, som er igennem et brud.. For om han var færdig med hende eller ej, så er den slags ikke morsomt.. Og hvis du så begynder at stille krav osv, så gør du det altså heller ikke nemmere for ham.
du skulle nok have givet ham den plads og tid som han havde brug for.. Så var der en ærlig chance for at det ville fungere.. Tror jeg !
Er ikke sikkert det er færdigt endnu, har ikke hørt nogen "fed dame synge"
Giv ham lidt tid, er han interesseret, så vender han tilbage.. Men så må du også lige hoppe ned fra ryggen af ham.

Kan jeg godt se at jeg har presset ham... Jeg blev bare usikker på ham, fordi jeg synes han tøvede, og når man er fanget i sin angst kan det være svært at tolke signaler rigtigt. Mit ultimatum var måske i virkeligheden et råb om en klar udmelding fra hans side - hvad jeg fik! Men det var slet ikke det der var lagt op til....

Jeg ønsker en dialog omkring et emne som optager mig og som fylder meget i mit hjerte for tiden - og i dette tilfælde viste tredje gang sig at være lykken!

medmindre man enten
1. kender svaret på forhånd og vil have det
2. kan klare at blive afvist.
Og for mit vedkommende gider jeg ikke læse dit indlæg 4. gang.
Selvfølgelig er du optaget af det, men dette er ikke et terapeutisk forum, hvor vi er forpligtede ti at svare dig.
Læs de svar du allerede har fået.

Stort knus til dig Tove, fordi du er sådan en varm og hjertelig person. Jeg ønsker dig alt det bedste og lykke i det liv. :o)

Har du forklaret ham noget af det du skriver her, måske er din ven som du siger, påvirket af al den virak der har været i hans liv på det seneste.
Min ven var også meget ambivalent da jeg i sin tid stillede ham overfor et ultimatum. Mig eller konen! Men som han sagde blev det alligevel dette der afgjorde, at han fik taget stilling. Han valgte mig selvom han ellers først var flyttet tilbage til konen.
Det var ikke fordi han ikke havde det godt hvor han var, men fordi han indså, at det var mig var årsag til, at han var blevet det glade menneske som han var blevet.
Det har været en rigtig god tid , vores første 2 år sammen, den eneste sorte sky der har været på himlen, har været at han savner sine børn i hverdagen. Han har også lidt sort samvittighed overfor sin kone, som havde ventet tålmodigt på at han traf sit valg, og hun gav ham altid en ny chance når han ikke kunne bestemme sig til hvad vej han skulle gå. Men hvad der er bedst for dig og din ven, det skal jeg lade jer om at finde ud af, jeg ville bare fortælle dig, at for os var det ret godt. Vi har ikke fortrudt noget omkring at vi valgte hinanden

Jeg håber naturligvis at det samme vil ske for mig...at han vælger mig til sidst... ligenu har vi afbrudt kontakten helt og jeg har fortalt ham, at jeg elsker ham, men at jeg i respekt for ham giver ham space og tid til at "lande" på sine fødder igen, og at jeg håber at han igen tager kontakt, når han har lidt overskud...
Ikke fordi jeg ikke vil støtte ham i den svære tid, men fordi det kan være svært at støtte uden forventninger, når vi er så følelsesmæssigt involverede i hinanden...
Dejligt at høre at det lykkedes for dig og din kæreste :o)