Hvorfor græder jeg ikke?

Mistede min mor sidste onsdag efter en månedlang indlæggelse på sygehuset. Hvad vi troede skulle være en kort og ganske uproblematisk indlæggelse viste sig at blive månedlang og hendes død - hendes kræftsygdom blussede op og kræfterne svandt ind dag for dag. Jeg var i chok, da det virkelig gik op for mig hvor syg min mor var - havde på ingen måder regnet med at det var så alvorligt og at det var nu hun skulle væk. Jeg sov hos min mor hver nat lige til det sidste og gjorde alt hvad jeg kunne for at give hende den bedste sidste tid.
Det er mit livs sorg og kan slet ikke forestille mig et liv uden min mor - jeg har grædt mig i søvn, ligget søvnløs med tankerne kværnende oppe i hovedet (se evt. tidligere indlæg - brev til min mor, som jeg skrev et lille døgn efter at hun sov ind), så jeg troede det ville eksplodere, været vred - råbt og skældt ud.
Men nu her 5 dage efter - sidder jeg med en mærkelig følelse i kroppen - tom og dybt ulykkelig, men alligevel afklaret - men kan ikke græde, selvom det er det jeg har allermest lyst til. Jeg føler mig som en følelseskold skid, skammer mig over at jeg ikke græder. Folk tror jeg holder tårene tilbage og siger - du må gerne græde - og der er ikke det jeg hellere ville - men jeg kan bare ikke. Hvad sker der? Føler mig dybt unormal - troede man var grædefærdig i lang tid efter sådan en stor sorg. Er jeg stadig i chok?
Nogen der har nogle kloge lindrende ord - for det gør virkelig ondt at have det på denne måde?

Hej,
Jeg vil tro, at du stadigvæk er i chok.
Da min fætter, som var en storebror for mig, døde bare 32 år gammel græd jeg som pisket... Stadig når jeg tænker på ham, om alle de ting vi skulle ha' oplevet, vores børn som skulle lege og bare det, at se ham blive gammel, så græder jeg. Vi reagerer bare forskelligt og du er ikke unormal. Du sørger måske bare på en anden måde... Måske tænker du meget over tingene, uden du rigtig at tænker. For det gør mennesker jo hele tinden... Også når de ikke "ligger mærke til det". Det skal måske bare falde på plads i dig. Bare rolig, din mor ved du elsker hende. Som du siger, var du ved hendes side til hun døde. Det ville man ikke være hvis man ikke elsker. Det vigtigste er, at hun ved det. Det er lige meget hvad andre tror. Det I har/havde tvivlede hun ikke på. Det må du heller ikke :)
Held og lykke fremover.

Det er helt normalt.
Min veninde mistede sin mor også til den forpulede cancer (må fanden tage den) for et år siden.
I starten var det ikke noget problem at græde, men efter morens død havde hun samme problem. Det var som om hun ikke kunne mere, men i virkeligheden var hun bare gået igang med at bearbejde på en ny måde efter at hendes mor sov ind. Hun følte sig også helt tom og udtømt og helt passiv og kunne ikke rigtigt udtrykke noget som helst.
Men efter en tid (kan ikke huske hvor lang tid der gik, men det er jo også forskelligt fra person til person), så kom tårerne.
Jeg har hørt fra flere at det er en meget normal reaktion og de fleste sidder med dårlig samvittighed over ikke at kunne græde, men det skal man jo ikke, for det er jo ikke ligefrem fordi din mor ikke er i dine tanker jo...
Jeg er meget ked af at høre at det var det skæbnen ville med din mor, det er så hårdt at miste og det føles så uretfærdigt, så uretfærdigt og du har min dybeste medfølelse.
Jeg ønsker dig og dine pårørende alt det bedste fremover og håber i kan støtte hinanden i den svære tid.
Hjertlig hilsen AnonymN

Du er ikke en kold skid.. Du har grædt noget, men jeg tror at chocket, som du selv siger stadig er så stor at du ikke kan rumme det ligesom smerten også skal være til at holde ud, før dit system vil give sigselv lov til at forholde sig til det.
Min far var syg i 9 år, ingen havde forestillet sig at han ville holde SÅ længe, og da han døde, græd jeg heller ikke så meget som jeg havde forestillet mig..Jeg savner ham stadig, selvom han døde i 2003, og jeg har også undret mig over at jeg ikke har grædt mere.. Så nej, du er ikke unormal - vi forholder os alle anderledes anderledes til sorg og smerte - du føler begge, og det kan godt være at du, når du ike har grædt, vil føle disse følelser meget længere og mere intenst end de der allerede har grædt noget af det ud.
Jeg ønsker dig en god sommer - trods dit store tab.

Hejsa..
Jeg har lige oplevet det at min bedste ven igennem 15 år kørte galt og brækkede ryggen, og vi har så lige fået at vide at han ikke kommer til at gå igen... Og jeg har også allermest til bare at græde hele tiden, men mennesker har (desværre) en evne til at lægge afstand til tingene. Så selvom det gør ondt, og man er klar over det er virkeligt det der er sket, så vil man alligevel gerne have en vis afstand til noget der gør så ondt... Ved ikke om det er noget der kan hjælpe lidt..

Først vil jeg sige, at det var et meget smukt brev du skrev til din mor.
Dernæst vil jeg sige, at vi alle sørger på hver vores måde.
Det er der ingen opskrift på. At du i øjeblikket ikke græder, betyder bestemt ikke, at du er en følelseskold skid.
Jeg tror ikke, du helt har fattet, at din mor er væk.
Den slags kan godt tage tid.
Min far døde også af kræft, efter kun 1 måneds indlæggelse.
Vi og lægerne troede ikke han skulle dø på det tidspunkt.
Jeg var 27 år dengang.
Jeg virkede meget afklarede omkring det. Ordnede begravelse og hans bo, uden at græde, handlede bare praktisk.
Mine veninder sagde til mig, at de synes jeg virkede lidt for afklaret.
De kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke virkede mere ked af det.
Jeg følte mig også bare tom indeni. Følte faktisk ikke noget.
Sagde til folk omkring mig, at døden jo var en naturlig del af livet.
Men rent faktisk, tror jeg ikke jeg havde fattet at han var død.
Først et halvt år efter, kom reaktionen.
Der gik det op for mig, at han virkelig ikke kom tilbage.
Jeg græd meget i den periode, og alle de gamle minder kom frem.
Jeg har efterfølgende snakket med andre, der har mistet én, og først følt en reaktion senere.
Det er ikke unormalt, og du kan ikke fremskynde sørgeprocessen.
Det kommer når du er klar til det.
Den første jul og fødselsdage, uden de mor, kan også give en reaktion.
Det er her, man virkelig savner sine nærmeste, og mærker hvor meget de betød for én.
Så pige22, du er hverken kold eller unormal. Du har mange ting der skal bearbejdes, før du kommer helt igennem sørgeprocessen.
Lad det hele gå sin naturlige gang, så du selv kan følge med.
Brug evt. dine skriveevner, som du gjorde i brevet til din mor, og skriv breve, digtsamlinger eller dagbog om dine følelser.
Det kan være en stor hjælp, at skrive sine tanker ned.
Kærlige hilsner
Tina.

Først vil jeg gerne kondolere. jeg kan godt nogenlunde sætte mig ind i din sitiuation, da jeg selv mistede min mor for snart 7 år siden. I selve sygdomsforløbet græd jeg også meget. men da hun døde blev jeg selvfølgelig ked af det, men havde også en form for lettelse, da hun havde fået fred, og ikke led mere. men selv om jeg ikke græd tårer, græd jeg inden i. jeg tror det er lidt samme sitiuation.
jeg vil ønske dig en god fremtid🙂

vil starte med at sige at jeg er rigtig ked af det på dine vegne.. det er et voldsomt og uretfærdig tab du lider.. håber du har rigtig mange dejlige mennesker til at være omkring dig.. forstår godt at det gør ondt, og det er hårdt - der er desværre bare ingen trøstende ord der rigtig hjælper, det hele kommer til at lyde som en kliché.. men du må ikke tro at du er unormal, du er fuldstændig normal.. du må ikke oveni din sorg begynde at tvivl på dig selv..
Der findes en helt fantastisk bog der hedder den nødvendige smerte af Marianne Davidsen-Nielsen som meget fint beskriver sorgen over at miste.. forstår godt at du nok ikke lige har overskud til at læse en bog, men den er der ihvertfald..
håber for dig at du kommer godt igennem det hele.. 🙂

jeg ved godt jeg kun er 14, men jeg har altså også en mening (:
det lyder underligt jeg ved det godt, men: jeg tror det er fordi det ikke rigtig er gået op for dig endnu, måske fordi du føler hun stadig er hos dig.
Min mor var engang meget syg, og jeg græd lige da hun blev hentet af ambulancen. Men derefter kunne jeg ikke græde. Jeg KUNNE bare ik.
Men efter et halvt år kom jeg til at tænke på det igen. Og SÅ begyndte jeg at græde.
Måske er det samme tilfælde ved dig. Selvfølgelig er min mor ikke død. Så det er ikke nær så slemt. Men det var bare et eksempel.
Jeg er ked af at høre din mor er død.
Undskyld hvis det generede at en 14 årig pige skrev tilbage.