Hvorfor gør livet ondt??? (Langt)

En advarsel; er måske ikke nødvendig, men dette indlæg er ikke søndagshygge.

   ”HVIS JEG VAR EN HUND – SÅ VAR JEG BLEVET AFLIVET!!”
Ja, jeg ved det er hårde ord, men endnu mere sørgeligt bliver det af, at det er den udkernede sandhed!
MIG: Pige/kvinde 23, charmerende, humoristisk, ærlig, kærlig, følsom, intelligent, enestående og helt almindelig!
MIT LIV: Nærmest perfekt til mit18. år, derefter er det KUN gået ned af bakke… Har haft flere (en??) depressioner, on and off, lige siden! Mest ON!
Alle med en depression ved, at ord ikke kan beskrive følelsen. Når jeg har det rigtig slemt, hvilket er flere gange om dagen nu, kan jeg slet ikke holde ud at være i min krop. Jeg får ”anfald” hvor jeg ryster, græder, skriger, hyperventilerer, sveder koldsved, smadrer ting…
Jeg har altid haft et kontroversielt forhold til mad. Anoreksi er vidst en overdrivelse, bulimi måske periodisk. Når jeg har det skidt har jeg brug for at føre min smerte ud af kroppen, som f.eks. ved at kaste op, hvilket jeg har gjort i mange år. Det lindrer.
Da der fra min families side, blev fokuseret på min ”spiseforstyrrelse,” skiftede jeg metode, og begyndte i stedet at snitte mig i armen for at finde ro. Ikke hårdt, men nok til at det bløder, som en dyb rift vil jeg tro. Nu virker det heller ikke for mig mere!
NU: Har boet sammen med den vidunderligste mand de sidse 2½ år, men hans ressourcer er sluppet op nu, og jeg bebrejder ham intet! Han har elsket mig i tykt og tyndt, men har valgt at han nu vil flytte fra mig. Det har næsten været ligeså hårdt for ham, som for mig, - indimellem er jeg som et barn, jeg kan intet, og tør intet!
SÅ NU er jeg helt fortabt. Min familie har også, efter utallige forsøg, givet op. De ved ikke hvad de skal gøre for at hjælpe mig, og jeg tvivler på at jeg kan hjælpes.
Jeg har de sidste år forsøgt at tage en HF på VUC i Ålborg, mangler vidst egentligt kun 2 eksamener, som jeg havde i sidste uge, men ikke mødte op til.
Det at finde en ny lejlighed er i sig selv uoverskueligt for mig. Min kæreste flyttede 15. maj, og jeg har langt fra råd til huslejen her selv, så snart er jeg også hjemløs! Jeg føler mig så ensom og forladt, og min egen selvmedlidenhed er bestemt ikke godt selskab.
Jeg trænger til at arbejde, komme ud, føle et ansvar over for andre end mig selv. Men mit CV ser ikke så lovende ud, så derfor forstår jeg jo egentligt godt, at ingen vil ansætte mig.
Jeg har givet op! ER DET MENINGEN AT LIVET SKAL GØRE ONDT??? Er det?? Det, der lige nu holder mig i live, er min samvittighed!
FREMTIDEN: Jeg håber jeg får en! Jeg VIL! Men hvordan får jeg mit liv vendt til noget positivt?? Mine humørsvingninger er ekstreme, så det hænder faktisk også at jeg er glad, som nu, og jeg tænker: ”Nu gør du sådan og sådan, og så skal du bare se….” Men 2 timer senere, kan jeg sidde med hovedet begravet i en sofapude, og kvæle mine skrig!
Første skridt: at sætte telefonstikket i! Og møde verden face2face, eller? Jeg ved jeg har så meget at byde på, jeg ved bare ikke hvordan jeg skal bære mig ad med at få hul!

MEDICINEN: Og JA! Jeg HAR været ved min læge, MANGE gange! 2 forskellige læger endda! Beskeden er: ”Nu skal du se, nu skriver jeg en recept på det her anti-depressive middel, og så snakkes vi ved om en måned.”
Helt generelt er jeg imod de såkaldte ”lykkepiller,” jeg tror ikke på at vi som mennesker skal fylde os med ”stoffer” for at finde vores glade JEG!
Men, desperat bliver man jo på et tidspunkt, og ikke mindst ligeglad. Og når først man fyldes af ligegyldighed, er selv stærke holdninger og fordomme ligegyldige. Så for et årstid siden startede jeg på cipralex, 20 mg dagligt.
Efter 3 måneder, og 90 vågne nætter gik jeg til lægen og sagde, at jeg for det første ikke synes de havde hjulpet, og for det andet havde enormt svært ved at falde i søvn, og når jeg endelig sov, så vågnede jeg af de mest skrækindjagende mareridt. ”Du får da lige en recept på nogle sovepiller så.”
2 måneder senere, frustreret, uden døgnrytme, og TRÆT: ”Jamen så sætter vi da bare din dosis op på cipralex, og ser hvad der sker ved det.!”
2 måneder senere: Farvel piller!
Ikke 1 gang spurgte min læge, udover hans afkrydsningsskema, om hvordan jeg havde det!
I morgen har jeg et møde med min sagsbehandler. Hun vil stoppe min kontanthjælp hvis ikke jeg starter i aktivering, da hun ikke mener jeg har det skidt, når jeg ikke længere tager medicinen.
Jeg synes i forvejen mit liv er meningsløst, det bliver i hvert fald ikke bedre at sidde fra 8 – 16 og lave ingenting, og jeg er slet ikke sikker på at jeg kan…
Tak fordi I gad lytte, eller læse!
Anonym

Det var hårdt at læse, mest nok fordi det omkring medicinen er tæt på mig....

Jeg har nok ikke noget egentligt svar til din situation, men vil da bare fortælle at jeg har fuld forståelse for dit dilemma...
Vejen frem er indlysende, bliv gladere og få mere selvværd,,, men løsningen,,hmm, ja det er jo der kniber....

Jeg håber af hele mit hjerte at du finder lyset fremad på din vej, snart, og at du på den ene eller den anden måde, kommer på fode igen...
de stærkeste tanker og forhåbninger til dig,,,
knus rie

det er simpelthed uardigt
så længe må du ikke gå og skulle klarer de ting selv
der er kun en vej
glæm din sagsbehandler og kom afsted allerede idag
du skulle forlængst ha været i behandling på et psykiatisk hospital
du har kæmper bravt men nu må du altså stoppe med at ville klarer tingene selv, ellers kan det frygtes at du går helt i hundene!
en god ide ville værer at få din kæreste til at følge dig derhen (elsker han dig hjælper han dig også gerne)

Kære dejlige menneske!
Jeg har selv haft en depressiv kæreste i 6 år. Hendes "sygdom", vrede, aggresivitet, udfald pga nedtrapning og optrapning i medicin er også en del af min hverdag. Her følger mit råd, så kan selv bestemme om det er løsningen for dig. LYT TIL DIT HJERTE OG VÆLG.
Vi har alle dårlig kapitler i vores liv. Vi ville ønske at vi bare kunne springe disse over, rive siderne ud af bogen og komme til hyggen, det søde liv, glæde... Men for nogle er livet indrettet så for at nå til denne glæde (ikke sagt at sorgen ikke vil vende tilbage) er der nogle stadier der skal overståes. Du bliver nødt til at se det som et vilkår! Der er en mening med det: Måske skal du senere i livet hjælpe andre i lignede situation, måske skal disse tider få dig til at bearbejde ting i din fortid som du har gemt langt væk. Din krop reagerer, din krop skriger på hjælp!
Jeg er rystet over det danske sygehusvæsen, det er så gammeldags at jeg selv er ved at brække mig! Hvordan fanden kan en ung pige som dig gå så længe uden hjælp? Mit råd til dig er at finde en psykolog, der kan være der 24-7 eller hurtigst muligt eller lade dig indlægge, da du ikke er parat til at stå med livet som ansvar (tror jeg, ved det ikke, men jeg tolker det som om du overvejer selvmord). Man skal i dette system kræve sin ret, ellers får man intet. Ja, jeg ved at godt at i din situation er det slet ikke let at kræve sin ret, men du har intet valg!

"Lev i dag så kan du dø i morgen, lykkelig for hver en levet stund". Det er nu livet banker på, det er nu -GRIB DAGEN.
Meget kærlig og søde tanker herfra
;)

fuuldstændig lige som dig..og har haft det i mange år. jeg er bare ældre, over de 30 og har heller aldrig fået hjælp. men jeg har kæmpet hele mit liv og for år tilbage fik jeg diagnosen borderline.. det lyder som du har noget ligende...start med at skifte læge, fremlæg sagen så sagligt og ærligt som du kan.. har læst om enden pige herinde som var på din alder, og stod i de samme.. du skal have hjælp til alt det du tumler med, hjælp til at finde din hylde og du er ikke den eneste der står med problemer som er ved at drukne dig,,så kan godt forstå din frustation..
man start med at lave en liste for dig selv om de drømme du har og det du ønsker dig her i livet.. også de helt kortsigtede mål, ect. fodbad, ordne nejle osv ting som er gode for gig her og nu...og se hvilke du kan gøre selv og hvilke du behøver hjælp til..og lad være med at lade dig slå ud over at det ser alt for svært og uoverkommeligt ud.. du kan altid få en psykiater men der er ofte ventid og hjælpen er begrænset.
men held og lykke til..
knuz herfra.

Hej
Jeg kender det alt for godt. Et kort øjeblik troede jeg at du var min ex-kæreste. Jeg har selv opgivet et forhold efter 3 år, da jeg ikke magtede/gad hendes humørsvingninger.
Min råd til til min ex har hele tiden været "gå til psykolog" om du så føler at det ruinerer dig, gør det....
LYKKEPILLER
Din modstand mod piller er problematisk, jeg mener det er jo ikke godt at du ikke vil tage de piller som skal hjælpe dig og din sagsbehandler ser jo heller ikke positivt på det. Jeg har selv et indgående kendskab til produktionen af lykkepiller/cipralex og medicinalbranchen.
Lykkepiller er langt fra naturmedicin, men er en sammensætning af molekyler dvs, kemi. Men det er ikke noget af være bange for. Der er meget stor omhyggelighed omkring det at lave medicin. F.eks. bliver Lundbeck og andre producenter tjekket op i hoved og røv og hvis der er den mindste tvivl om at pillerne kan være sundhedsskadelige, ikke virker eller at producenten ikke har 1000 % styr på ALLE processer i virksomheden, så får man ikke lov til at sælge sit produkt og det har man STOR respekt for. Desværre kan bivirkninger ikke undgåes, men cipralex er en forbedring i forhold til cipramil hvor en stor del af bivirkningerne er fjernet.
Har du overvejet at skifte læge, han lyder ikke til at kan/vil hjælpe dig? Har du overvejet en psykolog? Hvad siger din sagsbehandler til en kombination af psykolog og lykkepiller?
Hvis du tager imod psykolog behandling så skal du være påpasselig med at i kommer helt til bunds i dit liv, jeg har hørt om mange eksempler på at man går til teapi i 3 måneder, får lappet lidt, snakket lidt om hvordan ens liv er her og nu og så er den gal igen 2 år efter.
Held og lykke med livet.
Mvh jacob-ham-selv

Jeps, det er uartigt
Psykologisk hospital: Muligt, men mange af dem der bliver indlagt bliver lappet sammen uden at man når ordentligt til bunds, for de har jo ikke ressourcer nok så 2 år efter har man det skidt igen. Men det er da et forsøg værd det skal nok hjælpe lidt, men forvent ikke for meget af de offentlige tilbud.
Ex-kæresten, jeg ville gerne have hjulpet min ex-kæreste men måske skal man også begge erkende at det var det forhold det man vist kalder et "clean cut". Det er hårdt for jer begge at skulle mødes igen og igen. Du er stærk nok til at kunne selv (hvis du da ikke ha nogle venner familie du vil have hjælp af) ....jo hvis du beslutter dig for at det er vejen frem så kan/må du gøre hvad der skal gøres.
Og iøvrigt til den anonyme, erkend fra nu af over for dem du kender at du har det skidt hvis du har det skidt. Det er hårdt at skulle til at tude (igen) men det er en klassisk fejl at man roder rundt med alle sine problerme selv uden at man tør tale med andre. Man tror måske at man kan selv men det kan man ikke.
Mvh
jacob-Ham-selv

Desuden kræver det mange psykologtimer, hvis
du skal nedtrappe Cipralex og andre type psykofarmaka.
Psykofarmaka  er skabt, fordi staten vil spare på
psykologhjælp. Men staten sparer ikke en pind, pga.
alle de timer der skal bruges til nedtrapningen. Samt
de vanvittige store tilskud til medicinen. Det er sørgerligt
men sandt.
1. Du skal gå til samtaleterapi hos en psykolog.
2. Du skal spise sundt og regelmæssigt. Fordi mangel
på sund mad påvirker dit sind.
3. Lær at tælle til 10, når du føler et vredesudbrud er på vej.
4. Gå til yoga, og få fred i dit sind.
Hvis du ikke gør det, så vil du komme galt af sted.

Kæreste søde...
Da jeg læste disse her indlæg, fik jeg helt tårer i øjnene.
Ville lige sige, hold da op nogle søde svar der er kommet til dig. Heldigvis findes der stadig folk der råder med hjertet og støtter og trøster.
Typisk er det ydre ting der påvirker os. Har du tænkt over, hvilke ting der får dit humør ned i kælderen??
Nogle gange er man simpelt hen nødt til at lukke det sidste kapitel i denne her sørgelige bog og starte på en frisk med en helt ny bog. Det koster mange kræfter, men det er den eneste vej.
Jeg har en livsfilosofi der hedder; Et accepteret liv er letter at leve. Måske skal du acceptere at de ting der er sket, er sket og sige til dig selv at det er okay, at komme videre nu.
Mit liv har selv været hårdt. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var 18. hele min familie er ødelagt og der har ikke været andet end uvenskab i familien lige siden. Jeg har en mor som flere gange har være ved at tage sit liv, i trussel-form. Havde hun ikke mig havde hun ikke levet længere i dag. Men det hat ædt mig op. men jeg siger til mig selv hver gang det er hårdt, at jeg er nødt til at acceptere at sådan er mit liv altså og at acceptere dette gør at jeg kan smile og leve videre.
Jeg er 25 år nu og dimitterer som folkeskolelærer om tre uger🙂Jeg har kæmpet og kæmpet og nu kommer fortjenesten. Mor har det meget bedre og har fået selvtillid igen og jeg har tabt mig små 10 kilo og fået fast job osv..
Men... ind imellem kommer der nogle tilbagefald og det er hårdt, men vi overlever søde.
Lige da jeg læste dit indlæg tænkte jeg, hvordan hjælper jeg dig! Du er total sej... Min mor nægtede også lykkepiller. Det er kun stærke og intelligente mennesker der kan dette. Stort tillykke.🙂Men om du kan klare alt det her selv, tvivler jeg på. Du må føle dig enormt alene og forladt. Men se lyst på det søde. Et nyt kapitel starter NU! Solen skinner og hvorfor skal du ikke kunne nyde dit liv. Få fat i en kvindelig psykolog.
Hvis ikke du ønsker dette, så skal du begynde at socialisere dig mere. jeg arbejdede fx på en tankstation i halvandet år fuldtids inden jeg begyndte at læse. Dér fik jeg rigtig mange venner som fik mig til at leve og grine igen. Men også venner jeg kunne græde hos. De er stadig mine venner i dag og jeg elsker dem.
Sødeste dig!! Elsk dig selv mere og accepter dit liv. Lad være med at straffe dig selv, da du har været nok igennem.
Du er SLET ikke alene her i verden og skriv endelig igen på debatsiden hvis du får brug for det :)
Jeg vil tænke på dig!
Knus Laupigen :)

Sådan som du beskriver dig selv søde; charmerende, humoristisk, ærlig, kærlig, følsom, intelligent, enestående og helt almindelig!
Det er utrolig store flotte ord og jeg kan kun sige at det må være ydre ting der påvirker dig, idet du inderst inde elsker dig selv, ellers ville du ALDRIG kunne beskrive sig selv med disse dejlige ord.
Find ud af hvad det er der ødelægger dig og skaf dig af med disse omgivelser eller lignende og accepter at du nu skal videre smukke!
Jeg har mistet en storebror, en far en hel familie. Et helt bagland. Har kun min mor nu og masser af nye venner da jeg socialiserede mig forfra. Jeg startede på et nyt kapitel, et nyt liv, som du også skal NU!!!
Knus Laupigen :)

Kemi virker på nogle.
Nogle kan "nøjes" med kemi, nogle kommer godt videre med en kombination af indlæggelse og kemi. Men der er stadig mange der ikke kan klare sig med ovenstående.
Samtale teapi er nok p.. dyr men det er det der skal til, der skal en til der kan rode i ens fortid og familie forhold, for det er ofte der at det er gået galt, og der løsningen ligger.
Yoga og tæl til ti....tror du at det virker for alle?
I øvrigt de jeg kender der har været på lykke piller er trappet stille og roligt ned og er kommet godt ud af det igen.
Mvh Jacob-ham-selv
Yoga,

Lykkepiller er efterhånden blevet et "forbudt" ord herhjemme - en medicin som kan hjælpe mange depressive til at få en tålelig hverdag.
Jeg har selv depression tæt inde på livet - min partner er svært depressiv, men efter han er begyndt på en kombination af medicinsk behandling (Lamictal - han blev aggressiv af Cipralex)) og samtaleterapi, har han fået en rolig og stabil hverdag, som vi begge kan holde ud.
Gennem din læge kan du blive henvist til terapi hos en psykiater - det er gratis.
At din kæreste ikke kan holde til det, er fuldt forståeligt, men der er altså hjælp at hente - for jer begge.
Depressionsforeningen har selvhjælpsgrupper og pårørendegrupper rundt omkring i landet - se www.depressionsforeningen.dk - du kan deltage i samvær med andre depressive, hvor man hjælper og støtter hinanden, og din kæreste kan i en pårørendegruppe finde styrke til at tackle din sygdom sammen med andre pårørende.
Det er ikke nok blot at skælde ud på behandlersystemet. Man skal også selv arbejde positivt og konstruktivt med - så er der hjælp at hende.
Held og lykke til dig - du har fortjent bedre end en uudholdelig tilværelse!

medicinen kan være løb. Det er videnskablig bevist at man ved hjælp af løb kan forebygge depression. (jeg tror der kommer mere serotonin op til hjernen)
I løb vil man sandsynligvis være tilbøjelig til at kæmpe - mendens jeg tror man fx i meditation vil være tilbøjelig til at sænke paraderne og det kræver mere overskud, efter min vurdering.
Jeg tror du har brug for at kæmpe til du bliver udmattet!! næste gang du får det dårlig, synes jeg du skal prøve at løbe en tur i skoven, betragt som en lille kamp imod din depression, der skal kæmpes, kæmp - KÆMP!!!!!

Hej
Jeg kender godt det med lykkepiller og ingen ændringer i min mentale tilstand. Prøv noget behandling uden lykkepiller, men med en garanteret effekt. Jeg havde en depression, men det viste sig, at det egentligt var mit sukkerforbrug (misbrug), der havde fastholdt mig i depressionen, så da jeg fik hjælp til at slippe ud af med sukkeret - ja - så forsvandt depressionen også, og uden antidepressiv medicin, som ikke havde hjulpet mig.
KH
ianflemming

Hej igen
Jeg fandt lige adressen på sukkermisbrug-behandling - så den får du også www.janjosefsen.dk

Kære annonyme!
Kender, alt for godt, de ting du beskriver. skal selv til lægen her i næste uge og opleve lægen med afkrydsningsskemaet, er egentligt bange for at han siger: du er ikke syg nok.. ved ikke hvad jeg ville gøre. Jeg er selv fast besluttet på at tage min eksamen på gymnasiet her om nogle måneder, men føler ligesom dig, og er helt vild bange for, at jeg ikke når så lang.
Har gået til psykolog i ret lang tid nu, og det eneste råd jeg føler jeg kan give videre, er: lav et mantra og brug fx. en rytme til at slå takten med, det kunne være: jeg ved jeg kan ellr jeg acceptere mig selv som jeg er... nogle gange virker det.
Mange medlidende tanker, Frederikke