hvorfor kan de dog ikke blive lidt længere

Min mand og jeg har et rigtig dejligt vennepar. De er super dejlige mennesker, og vi har det rigtig dejligt når vi er sammen.
Problemet er bare at vi ikke kan være sammen ret lang tid af gangen, da deres søn på 7 år styrer hvornår de skal hjem. og det gør han HVER gang.
Vi havde for noget tid siden lavet den helt store middag, med dessert og hele svineriet, og vi skulle bare hygge. Min mand og jeg glædede og helt vildt. Men de var ikke engang hos os i to timer, for sønnen ville pludselig hjem. Vi sad og rigtig hygge snakkede - pludselig sagde sønnen: Mor jeg vil gerne hjem - og hun svarede okay så kører vi nu. Jeg blev simpelthen så ked af det, jeg synes jo vi hyggede os.
Når de kommer uden sønnen - hvilket "desværre" er sjældent - kan vi hygge i timevis, men med ham bliver det oftest max 1½ time.
Jeg er ellers vild med deres dreng, vi har en datter på samme alder og de leger rigtig godt sammen, men jeg er knap så vild med ham når han kan "ødelægge" - kan jeg kalde det "voksen behov"?
Når vi skal ses aftaler vi tit, at vi kører ud til dem, men jeg vil også gerne have de besøger os.

Indtil videre har jeg bare accepteret det, siger til mig selv at når jeg nu er så glad for dem må jeg accepterer, at han styrer deres gå hjem tidspunkt, men alligevel irriterer det mig.
Skal jeg lade det være som det er eller skal jeg sige til dem på en pæn måde, at jeg bliver ked af at de bare styrter ud af døren når han vil hjem??????

- den meget store byrde, at styre en hel familie. Det kan ikke være nemt for sådan en lille pode. 😃
- Hjælp ham lidt. Næste gang den scene udspiller sig, siger du bare til barnet at det ikke er ham, der er inviteret som sådan. Det er hans forældre og han er bare med og dem der er med, må vente til de voksne er færdige med det, de har aftalt (er inviterede til)
- Det kræver en meget fatsvag voksen, hvis ikke den kan gribes i luften. 😉

og mist dit gode venskab. Man skal ikke blande sig i hvordan andre opdrager deres børn. De gange hvor de kommer med drengen kan du jo planlægge efter at de bliver cirka en time eller 2. Og de gange de kommer alene kan du jo så planlægge lidt mere.....
Hvorfor ødelægge venskabet over sådan en bagatel.
Børn kan hurtigt blive trætte og det må man da også tage hensyn til som voksen. børn skal jo også aktiveres lidt selv og føle sig velkomne ellers vil de da helt sikkert hurtigt hjem. De keder sig jo hvis der ikke er andre børn at lege med. Man kan vel ikke forvente at en dreng skal med til en damefrokost eller en middag hos nogle mennesker hvor de voksne bare sidder og snakker.
Jeg husker alle de kedelige lange frokoster jeg måtte tage med til sammen med mine forældre. Kunne jeg godt have undværet. Der sad man så og alle de voksne snakkede om politik og deres nye biler og hvad de have fået lavet ved deres huse etc. Kedeligt kedeligt kedeligt, det er altså bare ikke noget for børn. Og der var ingen andre børn at lege med.
Så synes ikke du skal gøre mere ved det andet end det jeg skrev ommkring planlægningen af middagen alt efter om drengen er med eller ej. det er da sådan en god værtinde gør og ikke siger til barnet at han ikke er velkommen som "Dulkis" skriver, da er da meget uhøfligt og hører ingen steder hjemme. De middage jeg som dreng havde det bedst med var hos min mors bekendte fordi de have øje for om jeg kedede mig eller ej. De inddrog mig i samtalen og spurgte hvordan det gik og jeg følte mig meget velkommen, så der gik tiden alt for hurtigt og der ønskede jeg ikke at tage hjem.

- endda rigtigt meget! - at du skriver, du er vild med deres dreng. Det er fedt, at du ikke bliver irriteret på HAM og opfatter ham som en møgunge.
Er der en grund til, at de farer op, når han vil hjem? Kan han blive RIGTIG "træls", hvis han ikke får sin vilje - så deres reaktion skyldes frygten for en scene? Eller er han et af de børn, som ikke kan klare for lang tid i "fremmede" omgivelser, og som bliver træt og ked af den type ustruktureret samvær?
Uanset hvad, så tror jeg egentlig ikke, jeg ville gøre meget andet end at ærgre mig lidt. Det er SÅ følsomt et område - også blandt venner - at blande sig i andres måde at agere over for deres børn på. Langt de fleste går i forsvarsposition og tror, det handler om kritik af deres barn eller deres opdragelse af barnet - og det er der ikke mange af os, der er gode til at tackle.
Jeg ville nok lide i stilhed og så glæde mig over, at han om få år er en stor dreng, der næppe får lov til eller har lyst til at begrænse den tid, I er sammen. I forhold til meget gode venner er jeg konfliktsky netop på børneområdet - det er i den grad en varm kartoffel, der kan slå revner i selv nære forhold.

Prøv at liste ud af forældrene om han ska på koloni eller ligende. Så lav de hyggelige middage når han er væk.
Og når han er med, så ved i det max er de 1 1/2 - 2 timer og kan planlægge derefter. Lav evtuelt tapas til de korte middage. Det er lige til at gå til og afbryder sønike og vil hjem. Så er det ikke det store problem.
Bare i ved hvad i går ind til. For de kan åbentbart ikke ændre genariet. Så hellere planlægge så alle er glade.
😉[l]

- jeg udleder af indlægget, at der er et jævnældrende barn at lege med ligesom det vist også fremgår det er HVER gang, den unge mand laver det stunt. Selvfølgelig kan der være tilfælde - enkeltstående tilfælde - hvor man laver den aftale med barnet, at det kan bestemme, hvornår vi skal hjem, men da ikke HVER gang man er nogen steder. Er det sådan hjemme hos jer? Jeg fik at vide, da jeg var barn, at jeg kunne bestemme, når jeg blev voksen - og det gjorde jeg så, men jeg tror ikke, jeg blev tonedøv overfor andres behov og ønsker. Jeg fandt til gengæld ud af, der var andre ønsker og behov end udelukkende mine.
- Er verden kun god nok, (set fra din vinkel) hvis børn altid er i centrum, eller kunne det være en medvirkende årsag til, at de som voksne, ikke forstår at rette lidt ind efter andre mennesker? Mon det er rollen som verdens navle, der gør dem uopmærksomme overfor andre?
- Det så heller ikke alle forældre man ikke kan være venner med, hvis man ikke vil finde sig i hvad som helst fra deres poder - heldigvis da. Ligesom der vel heller ikke er meget venskab i et "spil for galleriet". For mig er det ret indlysende, hvis folk har gjort en masse ud af, jeg skal komme. Så ville jeg da føle mig som et skarn, om jeg skred efter 1½ time, fordi jeg har en unge med "dirigentstok-syndrom".
- Jeg skrev vist ikke noget om at være uvelkommen. Jeg skrev "inviteret som sådan" og det vil du vel ikke anfægte, er den rette sammenhæng?

- og den ryger helt sikkert også ind på lystavlen, men jeg har bare ikke tålmodigheden til ikke at sige tingene lige ud.
- Hvad andre forældre vil ligge under for, må de for såvidt selvom for min skyld. Jeg reagerer bare når det kommer dertil, at det påvirker eller direkte generer mig.

en datter deres søn leger med.
Når vi er hos dem, skal vores datter ikke styre hvornår vi skal hjem, og det er uanset hvor vi er. Men dog kan jeg godt se at det ikke er smart at blive længe ude på en skole aften, da vi jo bliver "straffet" dagen efter, men en rigtig træt pige.

Vores børn - deres søn, bliver ikke overladt til sig selv når vi er sammen. vi snakker med dem kan godt finde på lege med dem, sidder ude i haven og snakker mens de leger.
TRO MIG HAN FØLER SIG MEGET VELKOMMEN
Deres søn kan forstyrrer en samtale, uanset hvad, kan han helt afslutte den. DET KAN I DEN GRAD GØRE MIG GODT GAL I SKRALDEN, men jeg viser det ikke, brokker mig dog til manden når vi er alene. Ja synd for ham 😕
deres søn er mere end velkommen - vi henter ham nogle gange fra skole eller har ham i weekenden, og der vil han aldrig hjem, men så snart hans mor eller far er her, skal de hjem næsten med det samme.
Jeg ved godt det er et meget ømt punkt når det handler om venners børn, det kan ødelægge meget, derfor skriver jeg også om jeg bare skal lade som ingenting eller om jeg skal sige det til dem.

Men hvis vedkommende er konfliktsky. Så er der vel ikke andet for end at planlægge efter omstændighederne.
Jeg har en veninde hvor jeg planlægger efter hvordan jeg ved hvordan hun er. Vi har kendt hianden i en menneskealder. Og hun aflyser ret ofte når vi laver aftaler. Så jeg sætter aldrig det særligt højt. Da hun er flink og vi har et godt forhold. Så tager jeg det ikke så tungt hun aflyser,i det jeg altid laver en backup plan ved aftaler med hende. Hun er 36 og sandsynligheden for hun ændre sig er nok meget lille.🙂
Nogen ændre sig ikke, andre gør.
Men det idelle ville være at fortælle parret at det er et problem for dem at de hopper og springer for deres dreng. Og konsekvensen for deres barn, har du ganske ret. 😖

Du skrev at drengen ikke var inviteret som sådan, det må man da opfatte som ikke at være velkommen. Det er egentlig kun dine forældre vi vil se, du er ikke inviteret som sådan, du er bare påhæng. Føler man sig velkommen ved at få den melding, jeg spørger bare....
Desuden har ingen ret til at blande sig i hvordan andre forældre opdrager deres børn. Hvis der var nogle der på nogen måde anfægtede min måde at opdrage mine børn på ville jeg bare ryste på hovedet af dem og vende dem ryggen.
" Er verden kun god nok, (set fra din vinkel) hvis børn altid er i centrum".
Børn skal ikke være i centrum hele tiden, men må da gerne føle sig velkomne. Børn er også i min verden individer som gerne må udtrykke deres mening og ikke små soldater som bare skal følge ordrer. Du kan opdrage med tvang og magt og du vil få børn som sikkert er stile og rolige fordi de kender konsekvenserne eller du kan tale med dit barn og få børn som føler sig værdsat og kan danne sig deres egne meninger. Vi snakker jo om et barn på 7 år som er begyndt i skole og skal til at lære af livet. Og selvom du måske ikke kan se det Dulkis så har børn også følelser. Og hvis de ikke bryder sig om at være et sted mener jeg godt man kan tage hensyn til deres følelser. I gamle dage var det som du skriver at forældrene sagde til deres børn at de kunne bestemme når de blev voksne, altså Hold kæft,trit og retning princippet. Idag er det heldigvis sådan at børnene bliver lyttet til (ja måske ikke hjemme hos dig) men i mange familier og man også ser dem som individer som
har ret til at være medbestemmende. Dermed ikke sagt at de får deres vilje hvergang, men de får lov til at udtrykke deres mening om tingene og så må man komme frem til en løsning i fælleskab som gavner alle partnere i familien.Det giver mere harmoniske børn i stedet for den konsekvente opdragelse med straf og konsekvenser hele tiden.

- forhold dig nu til indlægget (trådstarterens). Læs det evt igennem igen og se ved selvsyn, der står HVER GANG!!

- vi er meget enige. 🙂

Og!!!!!

Du og andre som vil blande sig i andres opdragelse af deres børn er ikke andet end blandemaskiner. Tror i da at i kan gøre et bedre job end forældrene som kender deres barn.
Bland jer dog udenom, hvis i har et problem med det, så må i jo bare finde ud af om i vil være venner eller ej, men bland jer dog udenom hvordan andre opdrager deres børn med mindre de spørger om et godt råd.....

Tja hvis man skal være så konflikt sky overfor andre mennesker og deres børn. Så er dit råd det helt rigtige.
Og hvis man ikke må fortælle et nært vennepar at man har et problem med den måde besøget foregår på. Så kan jeg sq godt forstå at vi er sådan en flok knude-mænd. Når man skal holde kæft af politisk kkorrekthed
Og hvis vi alle tror at bare er peachie, men ikke får noget at vide af andre. Så lever vi på en løgn.
Jeg håber aldrig jeg kommer til at have venner som dig, der ikke vil fortælle mig deres version af sandheden. For ingen har 1. prioritet på den. Man kunne lære noget og ikke ende som en dinosaurer
Hvis det stod til dig, så ville du sikkert heller ikke blande dig hvis naboen bankede sine børn. For vi skal jo endelig ikke blande sig, det er ikke vores bord. Og du vil så sige det ville du i hvertfald.
Men hvor går så din grænse for at se den anden vej når et eksempelvis barn bliver misrøgtet? Er det nok de bare får mad og vand og ikke tæsk? Eller er det når forældrene ikke aner en dyt om at opdrage et barn. Og derved smadre derved et liv.
Hvilket jeg så ikke siger disse forældre gør. Jeg kender dem ikke.

Det er deres børn, deres valg. Ikke dit. Hvis nogen sagde til mig at de mente jeg skulle opdrage mine børn på den og den måde ville de blive bedt om at skride. så enkelt er det.
Det har intet med konfliktsky at gøre, men hvorfor opsøge konflikten. Skulle jeg fortælle min søster at jeg synes at hendes børn får alt for mange dyre ting, at de skal lære at tjene deres egne penge etc. Hvorfor skulle jeg det, vi snakker om voksne mennesker, om forældre som har haft barn/børn i flere år. De kan sagtens selv finde ud af det.
Nu snakker vi om et lille bitte problem her, ikke om vold og misrøgt og hvad du nu finder på at blande ind i debatten. Og et liv bliver ikke ødelagt fordi du ikke får lov til at blande dig. Hvem har sådan lige den endegyldige sande opdragelses metode som du åbenbart tror du har.