Er jeg helt normal?
Dette spørgsmål stiller de fleste mennesker sig selv løbende. Jeg har surfet lidt rundt i SOL for at læse mig klogere. Og det er ret tankevækkende læsning jeg modtager.
Det jeg læser, er for en stor del om folk (skribenter), der hver i sær afslører en hunger efter at kunne sætte sig selv i en eller anden “kasse” - en slags spejling til det man vel må betegne som værende “normal” eller “ikke normal”.
Det er med andre ord livscyklusen, den er gal med.
Altså der, hvor man på en tidslinie i sit liv mener, at man da så skal have en kæreste, allerede burde være gift, allerede burde have købt egen bolig og bil og sommerhus. Hvis man så ikke har alt det, er man måske ikke helt normal oven i?. Det er så her, spejlingen i SOLsystemet kommer til udtryk, i form af spørgsmål og råd, i en slags gensidighed. Faktisk interessant, da alle aldre giver imput, på godt og ondt.
Jeg har læst indlæg af unge kvinder der spørger, om de skal “snyde” kæresten ved at ophøre med p-pillerne, fordi de hungrer efter barn. Hvilken panik og ego viser dette?.
Så har jeg læst om parforhold, der bryder efter en sådan afsløring, når graviditeten er en realitet.
Altså bristede forhåbninger, og dermed en ny situation som skal spejles op i mod det, som man tror er “normalt” eller “ikke normalt” for den store øvrighed.
Under kategorien ensomhed er den også gal. Her finder man skribenter som render rundt og beklager sig over at være jomfru som fyrreårige. Ikke at det er et problem for dem selv, men altså åbenbart er det for vennerne og i særdeleshed over for MOR.
Det jeg fornemmer spejler sig tydeligt er (ret mig hvis jeg tager fejl), at der er stor forskel på bysamfund og øde landområder. Det er min opfattelse, at det er mere accepteret at være single - eller jomfru - i storbyen, end ude på landet, hvor det nærmest vækker både opsigt og foragt.
Mit spørgsmål med dette indlæg er jo faktisk omhandlende livssyn. Altså det paradoks, at vores største problemer i Danmark tilsyneladende har at gøre med en eller anden grad af identitetsproblemer - problemer med at genkende/sætte sig selv i kasse med det, man mener andre har defineret for os som værende rigtigt eller forkert.
Er du en af dem, der også går og er lidt forvirret over livet, og enten selv føler at du eller omgivelserne gør eller tænker mere eller mindre rigtigt, i forhold til dig selv og dit ståsted i livet og på livslinien.
Hvad mener du selv?
Det jeg læser, er for en stor del om folk (skribenter), der hver i sær afslører en hunger efter at kunne sætte sig selv i en eller anden “kasse” - en slags spejling til det man vel må betegne som værende “normal” eller “ikke normal”.
Det er med andre ord livscyklusen, den er gal med.
Altså der, hvor man på en tidslinie i sit liv mener, at man da så skal have en kæreste, allerede burde være gift, allerede burde have købt egen bolig og bil og sommerhus. Hvis man så ikke har alt det, er man måske ikke helt normal oven i?. Det er så her, spejlingen i SOLsystemet kommer til udtryk, i form af spørgsmål og råd, i en slags gensidighed. Faktisk interessant, da alle aldre giver imput, på godt og ondt.
Jeg har læst indlæg af unge kvinder der spørger, om de skal “snyde” kæresten ved at ophøre med p-pillerne, fordi de hungrer efter barn. Hvilken panik og ego viser dette?.
Så har jeg læst om parforhold, der bryder efter en sådan afsløring, når graviditeten er en realitet.
Altså bristede forhåbninger, og dermed en ny situation som skal spejles op i mod det, som man tror er “normalt” eller “ikke normalt” for den store øvrighed.
Under kategorien ensomhed er den også gal. Her finder man skribenter som render rundt og beklager sig over at være jomfru som fyrreårige. Ikke at det er et problem for dem selv, men altså åbenbart er det for vennerne og i særdeleshed over for MOR.
Det jeg fornemmer spejler sig tydeligt er (ret mig hvis jeg tager fejl), at der er stor forskel på bysamfund og øde landområder. Det er min opfattelse, at det er mere accepteret at være single - eller jomfru - i storbyen, end ude på landet, hvor det nærmest vækker både opsigt og foragt.
Mit spørgsmål med dette indlæg er jo faktisk omhandlende livssyn. Altså det paradoks, at vores største problemer i Danmark tilsyneladende har at gøre med en eller anden grad af identitetsproblemer - problemer med at genkende/sætte sig selv i kasse med det, man mener andre har defineret for os som værende rigtigt eller forkert.
Er du en af dem, der også går og er lidt forvirret over livet, og enten selv føler at du eller omgivelserne gør eller tænker mere eller mindre rigtigt, i forhold til dig selv og dit ståsted i livet og på livslinien.
Hvad mener du selv?