Håbets fane...
Stod op i morges. Fodrede Avalance, min kat og tændte for fjerneren som altid. Satte kaffen over og lyttede til den næsten messende strøm af informationer om alle de problemer som vi forventes at tage stilling til idag... Mens at kaffen løb igennem lavede jeg lidt mad som jeg indtog i Avalances selskab. Han var vist, som altid, mere sulten end jeg.
Da kaffen var hældt op tog jeg den med ind i stuen, åbnede gardinerne, og så kom chokket!
Verden var ikke længere sort, men hvid!
Jeg var godt klar over hvad der var blevet lovet, men jeg bor meget tæt på vand og når andre har lidt frost og sne, så har vi som regel regn...
Jeg besluttede at dagen idag var dagen hvor jeg ikke skulle ud at køre fra morgenstunden!
Alt imens at synet af sne fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, så brød en solstråle igennem skyerne i horisonten. Den ramte vores kulkraftværk og dettes skorsten.
Der stod den så, "håbets hvide fane". Stolt blæste den hvidt op imod den stålgrå baggrund...
Når man fryser og er træt, er der så noget smukkere end symbolet på varme, energi og lys for fremtiden?
Jeg kikkede videre ned i storebælt, en slags morgenritual for at finde ud af hvor klart vejret er... Broen var væk i disen... Jeg kunne kun ane nogle få vindmøller, men synet af dem var alt for energisk for en træt sjæl...
Jeg fokuserede tættere igen...
Den stod der stadig den lysets vogter, de frysenes, samt fremtidens frihedsgudinde for energi...
Vi skylder disse få stolte kæmper mere end vi aner på denne kolde dag...
Da kaffen var hældt op tog jeg den med ind i stuen, åbnede gardinerne, og så kom chokket!
Verden var ikke længere sort, men hvid!
Jeg var godt klar over hvad der var blevet lovet, men jeg bor meget tæt på vand og når andre har lidt frost og sne, så har vi som regel regn...
Jeg besluttede at dagen idag var dagen hvor jeg ikke skulle ud at køre fra morgenstunden!
Alt imens at synet af sne fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, så brød en solstråle igennem skyerne i horisonten. Den ramte vores kulkraftværk og dettes skorsten.
Der stod den så, "håbets hvide fane". Stolt blæste den hvidt op imod den stålgrå baggrund...
Når man fryser og er træt, er der så noget smukkere end symbolet på varme, energi og lys for fremtiden?
Jeg kikkede videre ned i storebælt, en slags morgenritual for at finde ud af hvor klart vejret er... Broen var væk i disen... Jeg kunne kun ane nogle få vindmøller, men synet af dem var alt for energisk for en træt sjæl...
Jeg fokuserede tættere igen...
Den stod der stadig den lysets vogter, de frysenes, samt fremtidens frihedsgudinde for energi...
Vi skylder disse få stolte kæmper mere end vi aner på denne kolde dag...