Hører DFs idioti da aldrig op?
Tina Petersen er – hvis nogen skulle have glemt det – igen blevet byrådsmedlem i Svendborg. En slags bijob til hendes arbejde som folketingsmedlem i Danmark for Dansk Folkeparti. Det var også dér, i Svendborg Byråd, hun startede sin politiske karriere for snart mange år siden. Så steg hun godt nok i graderne. Blev amtsrådsmedlem. Og derefter folketingsmedlem. Ved kommunalvalget sidste år mente hun nok at kunne overkomme at stille op igen til byrådet i Svendborg. Det gjorde hun så og blev valgt med fynd og klem – med flere stemmer end Jens Munk, der i mange år har repræsenteret partiet i byrådet. Fra 1. januar blev hun altså så byrådsmedlem igen. Det har hun sandt for dyden ikke gjort det store ud af – sådan rent arbejdsmæssigt altså.
Men det kan da nok være, hun tidligere på ugen fik gjort opmærksom på, at hun er på banen igen. Som sædvanlig – når det gælder Dansk Folkeparti – var det en fjernsynsudsendelse i primetime, der fik folketingsmedlem og byrådsmedlem Tina Petersen op i det røde felt. Den metode plejer at give størst effekt – ikke nødvendigvis for sagen, men i hvert fald for eksponeringen. Af politikeren. Denne gang var anledningen en dokumentarudsendelse på TV 2 om bortførelsen af en lille dreng fra Svendborg. Under et samkvem bortførte en far sin søn, Adam, til Syrien. En ulykkelig sag. Med, naturligvis, stor presseopmærksomhed. Den lille dreng kom hjem til sin mor Helle Jensen i Svendborg til sidst – ikke mindst takket være folketingsmedlem Naser Khader, der rejste til Syrien og forhandlede med faderen. I mandags blev dramaet så oprullet på TV.
Og så var hun der, som en mis, Tina Petersen. Dagen efter udsendte hun via sit parti på Christiansborg en pressemeddelelse, som fortjener at gå over i historien for meningsløst indhold og kynisk populisme. For god ordens skyld, så kommer her pressemeddelelsen i sin fulde ordlyd:
DF: Svendborg kommune må vise ansvarlighed i Adam-sagen. ”Alle tv-seere, der i går så udsendelsen om den fire-årige Adams bortførelse fra Svendborg til Syrien, må sidde med en grim smag i munden over de offentlige svigt, som viste sig i løbet af de 14 dage, Adam var i sin fars og kidnappers vold”. Det siger Tina Petersen, MF, Dansk Folkeparti samt medlem af kommunalbestyrelsen i Svendborg. ”Et stort tillykke til Adams mor Helle Jensen, fordi hun fik sin søn hjem. Men så slutter de positive udtalelser om sagen også”.
”Jeg er dybt beskæmmet over, at den irakiske far nu får tildelt uovervåget samkvem med den søn, han har optrådt så forfærdeligt imod. I den forbindelse efterlyser jeg handling fra Svendborg Kommune. Jeg ved jo, at kommunen er i dialog med Statsforvaltningen omkrind den her sag”, siger Tina Petersen.
Hun undrer sig over, at kommunen ikke for længst har stået klar med al den hjælp til Helle Jensen og Adam, som de to har behov for. ”Adam er jo voldsomt påvirket af bortførelsen. Han har angstanfald, og moderen kan heller ikke være helt rolig, når der nu bliver givet samkvem til manden, der bortførte hendes søn. Jeg vil have at vide præcis, hvad Svendborg Kommune har tænkt sig med hensyn til at hjælpe den lille familie. Og det synes jeg også, befolkningen har krav på at få at vide”, siger Tina Petersen.
Så mange var ordene. Fra Tina Petersen. Og lad det være slået helt umisforståeligt fast: Tina Petersen har ret til som person, som byrådsmedlem, som folketingsmedlem at mene, sige og spørge om hvad hun vil. Men derfor gør det jo ikke noget, hvis det, hun siger og spørger om, er bare en smule kvalificeret. Tag nu f.eks. Tina Petersens ”tillykke” til Helle Jensen, ”fordi hun fik sin søn hjem”. Altså, det er et halvt år siden – det skete faktisk i september sidste år. Men for nogle mennesker, og åbenbart også for Tina Petersen, er virkeligheden kun virkelig, når den har været på TV.
Tag f.eks. også den der med, at ”den irakiske far nu får tildelt uovervåget samkvem med den søn, han har optrådt så forfærdeligt imod”. Jamen, gør han da det? Det skal der træffes beslutning om – hvilken slags samkvem, altså – i april. Lige nu har vi marts. I den forbindelse efterlyser Tina Petersen ”handling fra Svendborg Kommune”. Og hun undrer sig – udover det med samkvem – ”over, at kommunen ikke for længst har stået klar med al den hjælp til Helle Jensen og Adam, som de har behov for”. Nu er det ikke forbudt at spørge – heller ikke før, man udsender en pressemeddelelse. Heller ikke for Tina Petersen. Har hun mon spurgt Helle Jensen? Nix, siger Helle Jensen. Overhovedet ikke. Hun bor da ellers ikke mere end et stenkast fra Tina Petersen. En rask lille gåtur, så kunne Tina Petersen have ringet på hos Helle Jensen for at høre hendes udlægning. Og ellers er telefonen da opfundet. Helle Jensen har også efter Tina Petersens pressemeddelelse i øvrigt fortalt, at hun kun har roser til Svendborg Kommune for dens hjælp og støtte.
Tina Petersen fremturer i pressemeddelelsen med et krav om, at hun vil ”have at vide præcis, hvad Svendborg Kommune har tænkt sig med hensyn til at hjælpe den lille familie”. Jamen, hvorfor spørger hun så ikke direkte dem, der ved besked? Hun er jo i kraft af at være byrådsmedlem og medlem af kommunens Socialudvalg i den privilegerede situation, at hun kan spørge direkte – inden hun larmer op offentligt med en mistænkeliggørelse af kommunens indsats. Har hun gjort det? Nix. Men det er klart, det kan være svært at overkomme det hele. Specielt, hvis man også skal nå at skrive den slags pressemeddelelser. På de knap tre måneder, Tina Petersen har været medlem af byrådet har hun kun haft tid til at deltage i under halvdelen af de møder, som hendes vælgere med rette må have en forventning om, at hun deltager i. Der har været to møder i byrådet. Dem har hun deltaget i. Der har været et to dages seminar for byrådsmedlemmer. Det blev hun væk fra. Til Økonomiudvalgets møde i tirsdag var der indkaldt en udvidet kreds – så alle partier kunne være repræsenteret. Gruppeformanden for Dansk Folkeparti dukkede ikke op. Det er, så vidt vides, Tina Petersen. Desuden sidder Tina Petersen i byrådets Socialudvalg. Det har holdt tre møder. Tina Petersen har kun deltaget i ét af dem.
På baggrund af tv-virkeligheden kan det da godt være, at Tina Petersen sidder med ”en grim smag i munden over det offentliges svigt” i Adam-sagen. Andre kan så i den virkelige virkelighed sidde med en grim smag i munden over, at Tina Petersen svigter det offentlige hverv, hun er sat til at passe – et offentligt hverv, hvor hun, hvis hun ellers passede det, kunne få svar på spørgsmål, der måske kunne gøre hendes pressemeddelelser mere kvalificerede – eller overflødige. Men måske er det slet ikke det, det drejer sig om for Tina Petersen. Måske er det, som Helle Jensen, har udtalt til Fyns Amts Avis: ”Hun må være en uvidende politiker, der gerne vil høste lidt omtale efter tv-udsendelsen”.
Men det kan da nok være, hun tidligere på ugen fik gjort opmærksom på, at hun er på banen igen. Som sædvanlig – når det gælder Dansk Folkeparti – var det en fjernsynsudsendelse i primetime, der fik folketingsmedlem og byrådsmedlem Tina Petersen op i det røde felt. Den metode plejer at give størst effekt – ikke nødvendigvis for sagen, men i hvert fald for eksponeringen. Af politikeren. Denne gang var anledningen en dokumentarudsendelse på TV 2 om bortførelsen af en lille dreng fra Svendborg. Under et samkvem bortførte en far sin søn, Adam, til Syrien. En ulykkelig sag. Med, naturligvis, stor presseopmærksomhed. Den lille dreng kom hjem til sin mor Helle Jensen i Svendborg til sidst – ikke mindst takket være folketingsmedlem Naser Khader, der rejste til Syrien og forhandlede med faderen. I mandags blev dramaet så oprullet på TV.
Og så var hun der, som en mis, Tina Petersen. Dagen efter udsendte hun via sit parti på Christiansborg en pressemeddelelse, som fortjener at gå over i historien for meningsløst indhold og kynisk populisme. For god ordens skyld, så kommer her pressemeddelelsen i sin fulde ordlyd:
DF: Svendborg kommune må vise ansvarlighed i Adam-sagen. ”Alle tv-seere, der i går så udsendelsen om den fire-årige Adams bortførelse fra Svendborg til Syrien, må sidde med en grim smag i munden over de offentlige svigt, som viste sig i løbet af de 14 dage, Adam var i sin fars og kidnappers vold”. Det siger Tina Petersen, MF, Dansk Folkeparti samt medlem af kommunalbestyrelsen i Svendborg. ”Et stort tillykke til Adams mor Helle Jensen, fordi hun fik sin søn hjem. Men så slutter de positive udtalelser om sagen også”.
”Jeg er dybt beskæmmet over, at den irakiske far nu får tildelt uovervåget samkvem med den søn, han har optrådt så forfærdeligt imod. I den forbindelse efterlyser jeg handling fra Svendborg Kommune. Jeg ved jo, at kommunen er i dialog med Statsforvaltningen omkrind den her sag”, siger Tina Petersen.
Hun undrer sig over, at kommunen ikke for længst har stået klar med al den hjælp til Helle Jensen og Adam, som de to har behov for. ”Adam er jo voldsomt påvirket af bortførelsen. Han har angstanfald, og moderen kan heller ikke være helt rolig, når der nu bliver givet samkvem til manden, der bortførte hendes søn. Jeg vil have at vide præcis, hvad Svendborg Kommune har tænkt sig med hensyn til at hjælpe den lille familie. Og det synes jeg også, befolkningen har krav på at få at vide”, siger Tina Petersen.
Så mange var ordene. Fra Tina Petersen. Og lad det være slået helt umisforståeligt fast: Tina Petersen har ret til som person, som byrådsmedlem, som folketingsmedlem at mene, sige og spørge om hvad hun vil. Men derfor gør det jo ikke noget, hvis det, hun siger og spørger om, er bare en smule kvalificeret. Tag nu f.eks. Tina Petersens ”tillykke” til Helle Jensen, ”fordi hun fik sin søn hjem”. Altså, det er et halvt år siden – det skete faktisk i september sidste år. Men for nogle mennesker, og åbenbart også for Tina Petersen, er virkeligheden kun virkelig, når den har været på TV.
Tag f.eks. også den der med, at ”den irakiske far nu får tildelt uovervåget samkvem med den søn, han har optrådt så forfærdeligt imod”. Jamen, gør han da det? Det skal der træffes beslutning om – hvilken slags samkvem, altså – i april. Lige nu har vi marts. I den forbindelse efterlyser Tina Petersen ”handling fra Svendborg Kommune”. Og hun undrer sig – udover det med samkvem – ”over, at kommunen ikke for længst har stået klar med al den hjælp til Helle Jensen og Adam, som de har behov for”. Nu er det ikke forbudt at spørge – heller ikke før, man udsender en pressemeddelelse. Heller ikke for Tina Petersen. Har hun mon spurgt Helle Jensen? Nix, siger Helle Jensen. Overhovedet ikke. Hun bor da ellers ikke mere end et stenkast fra Tina Petersen. En rask lille gåtur, så kunne Tina Petersen have ringet på hos Helle Jensen for at høre hendes udlægning. Og ellers er telefonen da opfundet. Helle Jensen har også efter Tina Petersens pressemeddelelse i øvrigt fortalt, at hun kun har roser til Svendborg Kommune for dens hjælp og støtte.
Tina Petersen fremturer i pressemeddelelsen med et krav om, at hun vil ”have at vide præcis, hvad Svendborg Kommune har tænkt sig med hensyn til at hjælpe den lille familie”. Jamen, hvorfor spørger hun så ikke direkte dem, der ved besked? Hun er jo i kraft af at være byrådsmedlem og medlem af kommunens Socialudvalg i den privilegerede situation, at hun kan spørge direkte – inden hun larmer op offentligt med en mistænkeliggørelse af kommunens indsats. Har hun gjort det? Nix. Men det er klart, det kan være svært at overkomme det hele. Specielt, hvis man også skal nå at skrive den slags pressemeddelelser. På de knap tre måneder, Tina Petersen har været medlem af byrådet har hun kun haft tid til at deltage i under halvdelen af de møder, som hendes vælgere med rette må have en forventning om, at hun deltager i. Der har været to møder i byrådet. Dem har hun deltaget i. Der har været et to dages seminar for byrådsmedlemmer. Det blev hun væk fra. Til Økonomiudvalgets møde i tirsdag var der indkaldt en udvidet kreds – så alle partier kunne være repræsenteret. Gruppeformanden for Dansk Folkeparti dukkede ikke op. Det er, så vidt vides, Tina Petersen. Desuden sidder Tina Petersen i byrådets Socialudvalg. Det har holdt tre møder. Tina Petersen har kun deltaget i ét af dem.
På baggrund af tv-virkeligheden kan det da godt være, at Tina Petersen sidder med ”en grim smag i munden over det offentliges svigt” i Adam-sagen. Andre kan så i den virkelige virkelighed sidde med en grim smag i munden over, at Tina Petersen svigter det offentlige hverv, hun er sat til at passe – et offentligt hverv, hvor hun, hvis hun ellers passede det, kunne få svar på spørgsmål, der måske kunne gøre hendes pressemeddelelser mere kvalificerede – eller overflødige. Men måske er det slet ikke det, det drejer sig om for Tina Petersen. Måske er det, som Helle Jensen, har udtalt til Fyns Amts Avis: ”Hun må være en uvidende politiker, der gerne vil høste lidt omtale efter tv-udsendelsen”.