I have nothing to say, sorry.
for næsten 50 år siden fejrede jeg min 18 års fødselsdag i et fængsel i Santos Brasilien.
dengang skulle vi have 18 måneders sejltid som dreng ombord på et skib, og desuden 18 måneders sejltid som koksmath inden man kunne få et års sejltid som ungkok.
fra jeg var 15 år og indtil min 18 års fødselsdag sejlede jeg fast med de berømte kaffeskibe fra DFDS til Brasilien og Argentina.
under et ophold på reden ud for Santos havde jeg fået fri fra kl. 11.30 til næste dag kl. 11.30, så jeg tog en båd taxa og besøgte en ven jeg kendte i byen, det var en dansk tatovør som manglede nogle tatovør nåle fra danmark.
vi var 2 koksmather ombord samt en kok og en høker - hovmester, samt 6 drenge.
den samlede besætning på skibet var 43 mand.
næste dag mødte jeg op på havnen kl. 11 og jeg kunne kun se agterenden af skibet, fordi skibet var blevet lastet før den oprindelige aftale.
jeg prøvede på at få en båd taxa til at sejle mig ud til skibet, men han kunne ikke sejle så hurtigt, så han ringede til Lodsen, men han måtte ikke sejle med passagerer.
skibsmægleren stod på havnen, og han fortalte mig at vi lige skulle op på en politistation så de kunne dokumentere at jeg stadig var i live, fordi alle mine papirer lå på skibet.
vi tog en sporvogn og efter en længere rejse kom vi endelig til en politistation.
mødet med politiet var ikke særlig venligt, jeg blev mødt af 2 betjente med store revolvere ved bæltestedet.
den ene betjent skrev en længere rapport uden at spørge mig, og desuden talte han kun portugisisk så vi kunne alligevel ikke tale sammen på mit jyske og engelsk lignende sprog.
da han langt om længe var færdig med at skrive hans rapport rejste jeg mig op fordi jeg troede at jeg skulle underskrive rapporten, hvorefter han tog pistolen frem og bad mig om at sætte mig på gulvet igen.
derefter blev jeg overført til en celle på politistationen hvor der allerede sad ca. 45 fanger, hvoraf en af dem var svensker, og han fortalte mig at han havde været der i 4 måneder, og han var blevet voldtaget af de brasilianske fanger.
da jeg kom ind i cellen blev svenskeren lukket ud, og han gav mig hans konservesdåse som skulle bruges til mad, og som hovedpude fordi vi skulle sove på det kolde gulv.
"maden stod i en trækasse ude på gangen, og det viste sig at det var affald fra byens hoteller, som mest bestod af ris og mangofrugter.
jeg vidste naturligvis ikke hvorfor jeg skulle i fængsel, så jeg troede naturligvis på mæglerens forklaring om, at jeg blot skulle sidde i cellen indtil skibet havde telegraferet min identitet til politiet.
der skete ingenting, så jeg sad i cellen i 9 måneder, inden der endelig kom en engelsk talende mand der fik mig ud igen.
da jeg havde siddet i cellen i ca. 1 uge bad en af fangevogterne mig om at slæbe trækassen om på den anden side af væggen hvor der sad utallige kvindelige fanger, og de var meget sulte så de kæmpede indbyrdes med deres konserves dåser for at få mad.
i cellen ved siden af den jeg sad i var der kun 5 fanger, og vi kunne se på at en af dem hængte sig i et lagen som han åbenbart havde tiltusket sig, vi andre fanger havde intet til at beskytte kroppen med, og cellens gulv var utrolig kold om natten.
pludselig efter 14 dage kom fangevogteren med en lille pakke, og en lille besked på portugisisk som jeg naturligvis ikke forstod, men med hjælp fra de andre fanger fandt jeg ud af at beskeden var sendt fra Brooklyn bar på Guldkysten i Santos, og afsenderen var en pige der hed Maria Duarte Da silva, det var en pige som vi søfolk kunne danse med, hvis vi købte drinks til hende, og naturligvis også mange drinks til os selv, vi vidste naturligvis godt at pigerne drak te eller sukkerrods saft, men vi skulle alligevel betale fuld pris for pigernes drinks hvorefter de fik udleveret jetoner, som de så senere kunne ombytte til kontanter.
i de 9 måneder jeg sad i cellen sendte pigen mig rigtig mad en gang om ugen, så jeg fik ingen følgesygdomme udover at vi alle var befængt med lus, og cellen var naturligvis fuld af kakerlakker.
ingen af fangerne prøvede på at voldtage mig for jeg spillede åndsvag, og sang om natten, så de andre fanger kaldte mig den skøre tysker.
da jeg endelig kom ud af cellen stod Maria uden for porten og tog imod mig, og vi gik en tur op på et højt bjerg midt i byen hvor der var et kapel hvor de nygifte havde skænket diverse rosenkranse, blomster, eller aftryk af deres hænder.
Maria havde købt nye bukser og en skjorte til mig, og så havde hun lånt noget undertøj af et mandligt familiemedlem, for mit tøj var naturligvis beskidt, og jeg lugtede af lort og urin, for der var kun en hul i det ene hjørne af cellen hvor vi kunne forrette vores nødtørft, og så var der en hane med kold vand.
jeg havde intet fodtøj, eller det vil sige, jeg havde nogle gamle sko hvor sålen var flikket sammen med noget ståltråd.
mine øjne skulle vænne sig til dagslyset, og mine briller var meget fedtede, så jeg kunne næsten ikke se ud i horisonten.
pludselig spurgte Maria på sit engelsk lignende portugisiske sprog mig om hvorfor jeg havde tårer i øjnene, og jeg slog det hen og fortalte at det var fordi lyset var så stærk, men faktisk græd jeg over den omsorg hun havde givet mig i de 9 måneder i cellen.
af en eller anden grund så havde Maria og de andre piger på Brooklyn bar fået den ide at skibet lå i Rio, så de havde samlet penge sammen så jeg kunne tage med bussen til Rio.
skibet lå derimod i Santa Fe i Argentina, 300 af mil op af La Plata floden, så allerede næste morgen skulle jeg med en færge fra Santos til Montevidio, og derfra videre til Bounes Aires i Argentina.
færgeturen tog ca. 3 døgn, og jeg havde ingen ide om at turen ville tage så lang tid, og jeg havde ingen penge til at købe mad for.
en af matroserne fortalte mig at der var et rum hvor der var sat mad frem til den del af besætningen der havde nattevagt, så jeg sneg mig ind og stjal noget af natholdets mad.
da vi endelig langt om længe kom til Montevideo kunne jeg se at der lå et svensk skib i havnen, og jeg gik omgående ombord for at bumme noget mad, penge og smøger, og det viste sig at den svenske fange der blev løsladt da jeg kom ind i cellen var ombord på skibet.
bådsen sørgede for at alle besætningsmedlemmer samlede lidt penge sammen til mig, og da jeg spurgte ham om en adresse hvortil jeg kunne sende det lånte beløb fortalte han mig, at hvis jeg nogensinde mødte en sømand der var i samme situation som mig, så skulle jeg hjælpe ham, og jeg havde betalt min gæld tilbage til dem, det skete "heldigvis flere gange, at jeg måtte hjælpe en sulten og forhutlet sømand.
velankommet til Bounes Aires blev jeg indkvarteret på et billigt hotel for natten, og jeg glemmer aldrig min morgenmad næste dag, det var kogte ris med spejlæg på og en slags frugt suppe med ristede croutonner til desert.
da jeg kom ud af hotellet stod den lokale mægler og tog imod mig, og han kørte mig på hans scooter ned til bus stationen, og en 12 timers rejse begyndte, der var flere stop undervejs så vi passagerer kunne købe forfriskninger hos de lokale, men jeg turde ikke forlade bussen.
da vi endelig kom til Santa Fe kunne jeg se skibet ligge i havnen da bussen kørte ned af et bjerg, så jeg troede at det var nemt at finde ombord.
ingen tog imod mig på bus stationen, og det viste sig at jeg havde taget forkert af skibets beliggenhed, for det lå på den modsatte mole fra bus stationen, så jeg måtte bruge de næste 3 timer på at gå rundt i havnen for at finde skibet.
da jeg endelig kom ombord på skibet omkring midnat blev jeg modtaget med flag, stearinlys, cacao og småkager.
skipperen ville ikke have mig ombord, for de havde afleveret min køjesæk, og mine papirer til et andet af rederiets skibe, så jeg måtte rejse hjem som konsulat passager, nok det værste der kan overgå en sømand, for man må kun opholde sig på kammeret, hvor jeg fik maden leveret uden for døren, og jeg måtte ikke tale med nogen, eller blot skrælle kartofler.
som konsulat passager rangerer man under fladlus og kakkerlakker.
da vi langt om længe kom til København stod politiet og tog imod mig fordi jeg skulle på session i Odense, men først skulle jeg testes på et kontor, vistnok i Nyrups gade.
derefter fulgte der 18 måneders rekrut og soldater tid, hvoraf de første 4 måneder var på Bullows kasserne i Fredericia, hvor vi boede 24 mand på hver stue, og vi havde naturligvis kun kold vand i hanerne.
sergenten elskede at røvrende os med udkald midt om natten, hvor vi måtte gå ca. 35 km. med fuld oppakning.
vi havde vand med i en beholder, men der var forbud mod at drikke det, så da vi lå i "flyverskjul i en grøft drak jeg lidt vand, og da vi langt om længe kom tilbage til kassernen var min krop fuld af røde udslet, hvorefter jeg blev isoleret på infermariet i en uge.
hvergang vi havde været på træningstur til "tyrens røvhul forlangte sergenten at vi skulle kravle rundt på ler skrænterne ved Lillebælt, og når vi så kom tilbage til kassernen måtte vi alle under den kolde bruser med Garent gevær, uniform, støvler og gamacher for at få skyllet leret af, hvorefter vi kunne bruge det meste af den normale sovetid på at pibe vores udstyr, så det blev finpudset igen.
en tidlig morgen forlangte sergenten at jeg pudsede hans støvler, hvilket jeg nægtede, så istedet for blev jeg sendt ud i gården hvor jeg skulle "dræbe fjenden med bajonettet på riflen, "fjenden var nogle sække der var hængt op, og indeholdt halm.
jeg havde ikke fået redt min seng så lagenet var glat og stramt, så sergenten ville give mig en skriflig advarsel hvorefter jeg sprang frem og gennembankedede ham, det kostede mig 40 dage i en enecelle i Odense arrest.
jeg sad i cellen 23 timer i døgnet, hvor jeg samlede tøjklemmer, så jeg kunne tjene 3 kr. om dagen.
om søndagen kunne vi komme i fængslet's kirke, men det var mere tortur, end det var gudstjeneste, for bænkene var lavet sådan at vi skred ned på gulvet, hvis vi faldt i søvn.
I have nothing more to say, I'm so sorry.
dengang skulle vi have 18 måneders sejltid som dreng ombord på et skib, og desuden 18 måneders sejltid som koksmath inden man kunne få et års sejltid som ungkok.
fra jeg var 15 år og indtil min 18 års fødselsdag sejlede jeg fast med de berømte kaffeskibe fra DFDS til Brasilien og Argentina.
under et ophold på reden ud for Santos havde jeg fået fri fra kl. 11.30 til næste dag kl. 11.30, så jeg tog en båd taxa og besøgte en ven jeg kendte i byen, det var en dansk tatovør som manglede nogle tatovør nåle fra danmark.
vi var 2 koksmather ombord samt en kok og en høker - hovmester, samt 6 drenge.
den samlede besætning på skibet var 43 mand.
næste dag mødte jeg op på havnen kl. 11 og jeg kunne kun se agterenden af skibet, fordi skibet var blevet lastet før den oprindelige aftale.
jeg prøvede på at få en båd taxa til at sejle mig ud til skibet, men han kunne ikke sejle så hurtigt, så han ringede til Lodsen, men han måtte ikke sejle med passagerer.
skibsmægleren stod på havnen, og han fortalte mig at vi lige skulle op på en politistation så de kunne dokumentere at jeg stadig var i live, fordi alle mine papirer lå på skibet.
vi tog en sporvogn og efter en længere rejse kom vi endelig til en politistation.
mødet med politiet var ikke særlig venligt, jeg blev mødt af 2 betjente med store revolvere ved bæltestedet.
den ene betjent skrev en længere rapport uden at spørge mig, og desuden talte han kun portugisisk så vi kunne alligevel ikke tale sammen på mit jyske og engelsk lignende sprog.
da han langt om længe var færdig med at skrive hans rapport rejste jeg mig op fordi jeg troede at jeg skulle underskrive rapporten, hvorefter han tog pistolen frem og bad mig om at sætte mig på gulvet igen.
derefter blev jeg overført til en celle på politistationen hvor der allerede sad ca. 45 fanger, hvoraf en af dem var svensker, og han fortalte mig at han havde været der i 4 måneder, og han var blevet voldtaget af de brasilianske fanger.
da jeg kom ind i cellen blev svenskeren lukket ud, og han gav mig hans konservesdåse som skulle bruges til mad, og som hovedpude fordi vi skulle sove på det kolde gulv.
"maden stod i en trækasse ude på gangen, og det viste sig at det var affald fra byens hoteller, som mest bestod af ris og mangofrugter.
jeg vidste naturligvis ikke hvorfor jeg skulle i fængsel, så jeg troede naturligvis på mæglerens forklaring om, at jeg blot skulle sidde i cellen indtil skibet havde telegraferet min identitet til politiet.
der skete ingenting, så jeg sad i cellen i 9 måneder, inden der endelig kom en engelsk talende mand der fik mig ud igen.
da jeg havde siddet i cellen i ca. 1 uge bad en af fangevogterne mig om at slæbe trækassen om på den anden side af væggen hvor der sad utallige kvindelige fanger, og de var meget sulte så de kæmpede indbyrdes med deres konserves dåser for at få mad.
i cellen ved siden af den jeg sad i var der kun 5 fanger, og vi kunne se på at en af dem hængte sig i et lagen som han åbenbart havde tiltusket sig, vi andre fanger havde intet til at beskytte kroppen med, og cellens gulv var utrolig kold om natten.
pludselig efter 14 dage kom fangevogteren med en lille pakke, og en lille besked på portugisisk som jeg naturligvis ikke forstod, men med hjælp fra de andre fanger fandt jeg ud af at beskeden var sendt fra Brooklyn bar på Guldkysten i Santos, og afsenderen var en pige der hed Maria Duarte Da silva, det var en pige som vi søfolk kunne danse med, hvis vi købte drinks til hende, og naturligvis også mange drinks til os selv, vi vidste naturligvis godt at pigerne drak te eller sukkerrods saft, men vi skulle alligevel betale fuld pris for pigernes drinks hvorefter de fik udleveret jetoner, som de så senere kunne ombytte til kontanter.
i de 9 måneder jeg sad i cellen sendte pigen mig rigtig mad en gang om ugen, så jeg fik ingen følgesygdomme udover at vi alle var befængt med lus, og cellen var naturligvis fuld af kakerlakker.
ingen af fangerne prøvede på at voldtage mig for jeg spillede åndsvag, og sang om natten, så de andre fanger kaldte mig den skøre tysker.
da jeg endelig kom ud af cellen stod Maria uden for porten og tog imod mig, og vi gik en tur op på et højt bjerg midt i byen hvor der var et kapel hvor de nygifte havde skænket diverse rosenkranse, blomster, eller aftryk af deres hænder.
Maria havde købt nye bukser og en skjorte til mig, og så havde hun lånt noget undertøj af et mandligt familiemedlem, for mit tøj var naturligvis beskidt, og jeg lugtede af lort og urin, for der var kun en hul i det ene hjørne af cellen hvor vi kunne forrette vores nødtørft, og så var der en hane med kold vand.
jeg havde intet fodtøj, eller det vil sige, jeg havde nogle gamle sko hvor sålen var flikket sammen med noget ståltråd.
mine øjne skulle vænne sig til dagslyset, og mine briller var meget fedtede, så jeg kunne næsten ikke se ud i horisonten.
pludselig spurgte Maria på sit engelsk lignende portugisiske sprog mig om hvorfor jeg havde tårer i øjnene, og jeg slog det hen og fortalte at det var fordi lyset var så stærk, men faktisk græd jeg over den omsorg hun havde givet mig i de 9 måneder i cellen.
af en eller anden grund så havde Maria og de andre piger på Brooklyn bar fået den ide at skibet lå i Rio, så de havde samlet penge sammen så jeg kunne tage med bussen til Rio.
skibet lå derimod i Santa Fe i Argentina, 300 af mil op af La Plata floden, så allerede næste morgen skulle jeg med en færge fra Santos til Montevidio, og derfra videre til Bounes Aires i Argentina.
færgeturen tog ca. 3 døgn, og jeg havde ingen ide om at turen ville tage så lang tid, og jeg havde ingen penge til at købe mad for.
en af matroserne fortalte mig at der var et rum hvor der var sat mad frem til den del af besætningen der havde nattevagt, så jeg sneg mig ind og stjal noget af natholdets mad.
da vi endelig langt om længe kom til Montevideo kunne jeg se at der lå et svensk skib i havnen, og jeg gik omgående ombord for at bumme noget mad, penge og smøger, og det viste sig at den svenske fange der blev løsladt da jeg kom ind i cellen var ombord på skibet.
bådsen sørgede for at alle besætningsmedlemmer samlede lidt penge sammen til mig, og da jeg spurgte ham om en adresse hvortil jeg kunne sende det lånte beløb fortalte han mig, at hvis jeg nogensinde mødte en sømand der var i samme situation som mig, så skulle jeg hjælpe ham, og jeg havde betalt min gæld tilbage til dem, det skete "heldigvis flere gange, at jeg måtte hjælpe en sulten og forhutlet sømand.
velankommet til Bounes Aires blev jeg indkvarteret på et billigt hotel for natten, og jeg glemmer aldrig min morgenmad næste dag, det var kogte ris med spejlæg på og en slags frugt suppe med ristede croutonner til desert.
da jeg kom ud af hotellet stod den lokale mægler og tog imod mig, og han kørte mig på hans scooter ned til bus stationen, og en 12 timers rejse begyndte, der var flere stop undervejs så vi passagerer kunne købe forfriskninger hos de lokale, men jeg turde ikke forlade bussen.
da vi endelig kom til Santa Fe kunne jeg se skibet ligge i havnen da bussen kørte ned af et bjerg, så jeg troede at det var nemt at finde ombord.
ingen tog imod mig på bus stationen, og det viste sig at jeg havde taget forkert af skibets beliggenhed, for det lå på den modsatte mole fra bus stationen, så jeg måtte bruge de næste 3 timer på at gå rundt i havnen for at finde skibet.
da jeg endelig kom ombord på skibet omkring midnat blev jeg modtaget med flag, stearinlys, cacao og småkager.
skipperen ville ikke have mig ombord, for de havde afleveret min køjesæk, og mine papirer til et andet af rederiets skibe, så jeg måtte rejse hjem som konsulat passager, nok det værste der kan overgå en sømand, for man må kun opholde sig på kammeret, hvor jeg fik maden leveret uden for døren, og jeg måtte ikke tale med nogen, eller blot skrælle kartofler.
som konsulat passager rangerer man under fladlus og kakkerlakker.
da vi langt om længe kom til København stod politiet og tog imod mig fordi jeg skulle på session i Odense, men først skulle jeg testes på et kontor, vistnok i Nyrups gade.
derefter fulgte der 18 måneders rekrut og soldater tid, hvoraf de første 4 måneder var på Bullows kasserne i Fredericia, hvor vi boede 24 mand på hver stue, og vi havde naturligvis kun kold vand i hanerne.
sergenten elskede at røvrende os med udkald midt om natten, hvor vi måtte gå ca. 35 km. med fuld oppakning.
vi havde vand med i en beholder, men der var forbud mod at drikke det, så da vi lå i "flyverskjul i en grøft drak jeg lidt vand, og da vi langt om længe kom tilbage til kassernen var min krop fuld af røde udslet, hvorefter jeg blev isoleret på infermariet i en uge.
hvergang vi havde været på træningstur til "tyrens røvhul forlangte sergenten at vi skulle kravle rundt på ler skrænterne ved Lillebælt, og når vi så kom tilbage til kassernen måtte vi alle under den kolde bruser med Garent gevær, uniform, støvler og gamacher for at få skyllet leret af, hvorefter vi kunne bruge det meste af den normale sovetid på at pibe vores udstyr, så det blev finpudset igen.
en tidlig morgen forlangte sergenten at jeg pudsede hans støvler, hvilket jeg nægtede, så istedet for blev jeg sendt ud i gården hvor jeg skulle "dræbe fjenden med bajonettet på riflen, "fjenden var nogle sække der var hængt op, og indeholdt halm.
jeg havde ikke fået redt min seng så lagenet var glat og stramt, så sergenten ville give mig en skriflig advarsel hvorefter jeg sprang frem og gennembankedede ham, det kostede mig 40 dage i en enecelle i Odense arrest.
jeg sad i cellen 23 timer i døgnet, hvor jeg samlede tøjklemmer, så jeg kunne tjene 3 kr. om dagen.
om søndagen kunne vi komme i fængslet's kirke, men det var mere tortur, end det var gudstjeneste, for bænkene var lavet sådan at vi skred ned på gulvet, hvis vi faldt i søvn.
I have nothing more to say, I'm so sorry.