Indberetter du omsorgssvigt?

6 ud af 10 folkeskole lærere, har i en undersøgelse lavet af måneds magasinet "undervisere", fortalt at de undlader at indberette det, hvis de opdager et barn der er udsat for omsorgs svigt. Grundlaget for ikke at indberette det, er i følge en folkeskole lære, at der ikke sker noget, når de har indberettet en sag til myndighederne.
Hvordan håndtere de sociale myndigheder disse sager? Hvor meget skal der til ifølge dem, før et barn er udsat for omsorgs svigt, og hvor meget er i reglen for meget eller lidt.
Set med mine øjne, så er al omsorgs svigt forbudt og myndighederne bør skride til handling med det samme.

Jeg mener at børn skal have hjælp til at være børn, og kan deres forældre ikke det, så skal myndighederne skride til handling og hjælpe forældrene. Oftest er det ikke mangel på vilje, men på evne.
Jeg ville handle med det samme, hvis jeg opdagede omsorgs svigt.
Ville du det?
I så fald, hvordan?

Så er det med det samme indenfor dørerne om man så må sige.
Det er fordi folkeskolerne ikke har fast procedure for indberetninger at mange sager havner mellem to stole.
Det er så godt du er så god. Hvor mange har du indberettet?

det er også min oplevelse.
Tøndersagen og lign. sager ville aldrig blive så omfangsrige, hvis komunenerne reagerede.
De svigter også med tilsyn af institutioner for udviklingshæmmede... nu råber de pårørende op.
Jeg har meldt nogen til komunen for et halvt år siden...ingen reaktion...boligforeningen ringede og angav de samme mennesker for 2 1/2 måned siden pga naboklager....stadigvæk ingen reaktion fra komunene side..
vh anonym

Jeg har selv en dreng med Autistiske træk desværre så ingen hans problem heller ikke de fem skoler han er blevet smidt ud fra, trods jeg råbte om hjælp til ham fra han var fem år. Først da han blev fjorten fandt man ud af der var noget galt. I mellemtiden havde kommunen smidt hans sag væk, og egentligt var de også ligelad med om han ikke viste sig et helt år i skolen. Og når de så endelig har fundet en special skole så tjekker de ikke op på hvad skolerne laver, om de overhovedet lære noget, og skolerne får et beløb på mellem 30.000kr. til hundrede tusinder kroner om måneden

Jeg har en dreng der er stukket af fra en af danmarks mest belastede institioner. Hvidovre kommune siger at man desværre ikke kan lede efter ham, da han ikke er tvangsanbragt. Men er min dreng ikke vigtigt, han har ihvertfald en diagnos derpå, kommunen giver inst. 100.000 kr. pr. md. og så vil de ikke lede efter ham før han har lavet noget kriminelt. Hvad har de tænkt sig skal han slå sig selv ihjel, lave overfald, eller røve en bank først!!! Hvorfor ikke forbygge, og komme igang, underlig procedure

Det er jo et spørgsmål om at henvende sig det rigtige sted. Sundhedsplejerskerne er pligtige til at tage sig af det og socialudvalgsformændene er folkevalgte. Hvad er problemet?
Ringer Du til omstillingen?

dvs. de motager beskeden og takker, men der sker ingen handling fra deres side.
Tiden går...

jeg har haft en sundhedsplejeske inde over min sag, fordi jeg var bekymret over at skulle udlevere mit barn til en hash misbruger... det var ikke grund nok.
Politiet informerede mig heller ikke, da de blev involveret i en trafikulykke fordi fare havde drukket og taget ulovlige piller. Han har fået en dom. Jeg har kun fået det af vide, fordi han selv har fortalt mig det og jeg har den fulde forældremyndighed.
Mange tak og statsamtet er ikke til en skid...

så nok derfor jeg ikke fik noget af vide.
Utroligt, at man som forældreindehaver ikke får sådanne informationer.
Farens personlige frihed....GAAB

Har heldigvis aldrig været i situationen.
Hvis der var tale om klare fysiske overgreb, så ja. Der vil jeg hellere blande mig en gang for meget end en gang for lidt.
Men der er jo grænsetilfælde, hvor man ikke er helt sikker, og der tror jeg ikke, jeg vil være den første, der hænger i røret til kommunen.
Jeg vil være HELT sikker i min sag, før jeg skrider til en sådan handling. Men man kan jo f.eks. i stedet gøre pædagogen i børnehaven/læreren i skolen opmærksom på, at man har en mistanke om noget.
Mange hilsner
dr100

Ja som uddannet person, socialrådgiver, kan man kun ryste på hovedet, når man læser indlæg som dette.
resultatet af undersøgelsen viser at 40 % af lærerne vil indberette. Virkeligheden er noget helt andet. På skoler skoler med eks. 1000 elever, vil det ikke være usædvanligt, hvis der kun er to lærer, der vil indberette hvis de opdager noget "unormalt", ja man skal jo også kunne se forældrene i øjnene bagefter.
- andres berøringsangst begrundes med hvornår er der tale om omsorgssvigt.
Jeg har holdt møder, foredrag på skoler om emnet, og det er mit klare indtryk, at lærerne vil gå langt inden de underretter om børn, de er stolte og vil gerne vise hvad de dur til.
Sidst men ikke mindst, så gælder ovenstående så sandeligt også inden for faggruppen af socialrådgiver.
Sidst nævnte rettes der først op på, når selve uddannelsen af socialrådgivere ændres. Det er dog et andet emne.

Det er noget ganske andet du taler om.

i henhold til dit indlæg, "set med mine øjne, så er al omsorgssvigt forbudt og myndighederne bør skride til .... osv."
Hvornår mener du at der er tale om omsorgssvigt❓ det er klart at et barn med mange blå mærker eller andre tegn på vold er for det meste let at opdage men der findes masser af andre tilfælde og grænsetilfælde. Det er umuligt at forlange at alle skal være superforældre og det er jo netop kommet frem at en stor del af alle forældre slår eller tjatter til deres børn, selv om det er ulovligt. hvor går grænsen❓ hvad med psykisk vold❓ en del børn for feks. heller ikke ordentlig mad, tøj, rent sengetøj osv. fordi forælderen hellere vil sidde på bodegaen eller fordi de simpelthen ikke magter at overse hverdagen, en del enlige indvandrerkvinder kan simpelthen ikke kommunikere rigtigt med deres egne børn, enten direkte på grund af sproget eller fordi de ikke kan følge med i samfundsudviklingen og deres børns udvikling.
Det er ikke så let at sige : nåh da da, der er sørme nok en der lider af omsorgssvigt, det står jo ikke malet i panden på børnene, og børn er meget (for) loyale
overfor deres forældre.

Du siger du har indgivet en underretning. Det betyder at kommunen skal foretage en undersøgelse af familien, og familiens behov for støtte - det tager tid.
resultatet skal udmunde i et tilbud om særlig indsats/støtte i hjemmmet - tager tid
Hvis familien ikke vil tage i mod den tilbudte hjælp . så skal behovet for støtte revurderes. Tager tid.
ja, alting tager tid.
Det bliver ikke nemmere i kommuner, hvor politikerne har sat grænse for forskellige former for tilbud eks. mat 5 anbringelser (sidst nævnte er i øvrigt ulovligt).
For dit vedkommende er det også træls, når du ikke kan følge op på din underretning. Med henvisning til reglen om tavshedspligt.

Omsorgssvigt for mig er når barnet lider. Når forældrene ikke evner at være forældre.
Jeg er selv mor til 2 piger på helholdsvis 4 og 11 år. Jeg er ikke super overskuds mor hele tiden. Men jeg ved at, hvis ikke jeg er kærlig overfor mine piger, så kan de heller ikke være det over for andre mennesker og det vil resultere i at de bliver meget lidt empatiske (f eks) i skole /børnehave. Jeg ved at de skal ha alle de praktiske ting som tøj, mad, tag over hovedet, rent sengetøj osv. og det får de.
Jeg mener ikke at omsorgssvigt er når forældre har en off day, eller er syge osv.
Jeg mener at omsorgssvigt er når barnet lider ved at være sammen med sine forældre, når barnet ikke lærer omgang med andre mennesker, når barnets basale behov ikke opfyldes.
Jeg er klar over at emnet er meget bredt(og svært), men jeg tror ikke der er meget tvivl hvis man møder et barn der er blevet svigtet, og møder man sådan et barn, har man så ikke pligt til at gøre noget?

lærerne gang på gang oplever at der ikke sker en skid når de indberetter omsorgssvigt - på et tidspunkt opgiver lærerne - dette er meget menneskeligt og forståeligt, men også meget forkert.
Aben ligger hos kommunerne, men det er jo nemmere at pege fingre af lærerne.

du har bare ikke ret i at det er så let, blot fordi et barn ikke trives er der ikke nødvendigvis tale om omsorgssvigt, der er masser af grænsetilfælde. Man kan igennem samtaler måske nå noget af vejen men det er ikke givet. Vi lever alle forskelligt og hvad der er normalt for dig er slet ikke altid normalt for andre, der er selvfølgelig nogle signaler som straks indikerer at her er måske noget galt men det er langt fra givet at det altid er tilfældet.
-
Det er i høj grad også sin sag at "anklage" (for det vil forældrene føle) nogle for så at finde ud af det feks. var en forkert beslutning at sende barnet i pleje eller på anden måde at gribe ind i menneskers private anliggender.
-
Pressen skal nok vide at være der hvis der bliver begået fejl i systemet både den ene vej og den anden vej.

Hej
Jeg har været på flere skoler, hvor man har meldt omsorgssvigt, men hvor kommunerne ikke reagerer, fordi der ikke er ressourcer til det. Dybt dybt forurolignede, men sådan ser virkeligheden ud!
Jeg har haft elever som kunne berette om weekender, hvor de har været på besøg hos nogle sammen med forældrene og lillesøster på 8 mdr, hvor det endte med, at mor og far blev skide fulde, men drengen faldte i søvn med babyen under bordet. Det er blevet meldt og intet er sket! Så ansvaret ligger i meget høj grad hos lærerne i dag. De må håndtere problemet, for der er ingen andre der åbenbart gør!
Mit indtryk er, at der skal mere end misbrug til, før kommunerne reagerer og at det næsten er ytæmkeligt i dag, at børnene bliver fjernet. I sidste ende søger kommunerne at barnet vokser op hos forældrene og siger i samme tonefald, at det er det bedste for børnene. I mine øjne, dækker det bare over, at regeringen ikke vil afsætte for mange penge til de ressourcesvage familier og satser mest på de stærke, som "får hjulene til at dreje rundt i samfundet". Samtidig siger de, at uddannelse er til for alle og at enhver er sin egen lykkes smed. Så er kursen allrede lagt! Og ansvaret er pillet væk! De svage familier bliver svagere og de stærke bliver stærkere.
-A

Jeg er ikke lærer eller besidder en stilling med indskærpet indberetningspligt. Jeg har oplevet lydsiden af et barn, der blev svigtet af sin mor og stedfar i grov grad. Hun græd dagen lang og ofte også det meste af natten. Det blev for meget efter at have hørt hende få tæsk - hun var kun 2½ år! Vi kunne høre slagene, skrigene og hendes bøn om at de holdt op. Jeg ringede til kommunen med en anonym indberetning. Pigens stedfar havde meldt os andre i opgangen til politiet for det rene ingenting (politiet kontaktede os ikke engang!) - stedfaderen mente fx at vi kiggede ondt og nedsættende på ham og meldte fem husholdninger for injurier på det grundlag.....altså ønskede jeg ikke at udsætte min egen familie for fare ved at sætte navn på indberetningen. Kommunen måtte gerne kende mit navn, men ikke familien.
Der blev taget hånd om pigen.....men familien fik også at vide, at indberetningen var kommet fra mig. Som "tak" meldte de mig for omsorgssvigt og chikanerede mig og familien groft. Vi blev i sidste ende nødt til at flytte.
Jeg/vi ville gerne hjælpe pigen, men det var ikke vores egen sikkerhed værd. Principielt ville jeg gerne svare, at jeg til enhver tid ville melde omsorgssvigt, men set i bakspejlets ulideligt klare lys, må jeg erkende, at jeg har lært, at det kan være nødvendigt at lade værre af hensyn til min egen families og mine børns sikkerhed. Det er en svær balancegang.
Goody2shoes

Jeg kender feks til en mor, der har 3 drenge.
De to store er i aflastning, det er eller var ( jeg ved ikke hvordan der går idag ) den mindste dreng ikke.
Han var lidt over 2 år, kunne ikke sige et eneste ord, gjorde ikke opmærksom på sine behov, hverken sult eller tørst, eller en ble der skulle skiftes. Han var ganske enkelt for NEM, han gjorde ikke opmærksom på han var vågen hverken om morgen eller efter middagslur, han kunne sidde på gulvet i timer uden at flytte sig eller sige noget.
Han græd faktisk aldrig.
Han kom i sko der var 5 nummere for små, ( og gik derfor meget dårligt, og havde blå nedgroede negle)
bukser i str 68, ( str 6 mdr!!!) der sad ved knæene, og hans medbragte tøj var møghamrende beskidt.Han kom aldrig i bad - og var SÅ BESKIDT! gammel indtøret snot, ørevoks,gammel betændelse ned på halsen fra mellemøre betændelse, og en forfærdelig lugt i bagen af afføring og urin.
Om vinteren fik han en trøje på, for mor kunne ikke finde hans Jakke.
Det var forfærdeligt at se på.
Vi meldte hende igen og igen og igen, vi gik i vuggestuen, deres kommentar : ja vi ved det godt, men i det her kvarter er der så mange dårlige familier. CHOK, de havde IKKE reageret, selv om de VIDSTE fra familien, og børnehaven til de 2 store børn at den var gal.I hans gaderobe stod et par gummistøvler i en str 20, som pædagoer gav ham på, selvom de var alt alt for små - jeg gav ham et par støvler i en str 25.
Kommunen reagerede ikke overhovedet - og hvad gør man så når man har skrevet - og ringet mindst 10 gange? og det var enda ikke kun os der anmeldte hende, det gjorde flere - der skete bare INTET!
Men jeg ville gøre det igen og igen, og jeg ville ikke have det mindste problem med at tale med forældrene om det.
Enya-

Det kommer ikke bag på mig. Jeg har mødt mange lærere, som ikke er særlig gode eller dygtige på det menneskelige niveau. De har ingen psykoligiske evner.
Jeg har set, hvordan børn eller unge mennesker bliver svigtet af mange mennesker inden for de offetnlig system, fordi de har en dårlig socialrådgiver eller lærer. Hvor de inderst inde er ligeglade.
Jeg vil tage en dialog med barnets forældre, hvis det er småting. Hvis det er højere i niveau, vil jeg ring efter professionel hjælp. Jeg tænker meget på barnet.

Jeg står selv med et stort problem, og tumler med hvorvidt jeg skal lave et par bekymringsskrivelser til kommunen.
Det er nemt nok at sige "ja, selvfølgelig vil jeg det" når man ikke er ude i at det kan være nødvendigt, men nu er jeg her, og har det enormt skidt med at skulle indberette et par ellers søde mødre.
Jeg er ikke lærer, men har et par nabo drenge på 11-12 år der spreder skræk blandt kvarterets andre børn, og det er min 6 årige datter som oftest står for skud, da hun har lært at man kan sige fra når de andre gør noget man ikke vil være med til, og da de andre i frygt for at det skal gå ud over dem, så rotter sig sammen med drengene.
Det er ikke bare små drengestreger, men langt alvorligere ting, ja selv min kat går det ud over.
Jeg har snakket med forældrene men det har ikke nyttet, og den ene drengs far sagde bare "jeg var også en rod som dreng" og grinede.
Forældrene er totalt ligeglade med hvad deres drenge laver, og det ved drengene så de kan gøre som det passer dem.
Så står jeg med dilemmaet, skal skal ikke, på den ene side tror jeg at de drenge har brug for hjælp da de er på galt spor i livet, og på den anden side er jeg bange for at det bliver endnu værre for min datter og min kat.
Så er der også det at vi ikke bare kan flytte.
Så i kan nok se, man skal være i situationen for at kende sin reaktion.
Men klart, der er ting som vil gøre at jeg slet ikke ville være i tvivl.

For nok 10 eller 11 år siden anmeldte jeg min egen bror og hans daværene kone for omsorgssvigt. Jeg gjorde det anonymt. De ved ikke den dag i dag at det var mig. Jeg er ligeglad. Myndighederne var hurtige og ligetil. Mine små nevøer røg i pleje hos mig i 14 dage mens sagen kørte. Jeg var den eneste der vil tage dem. Selv mine foraldre ikke ville tage dem. det endte med at min bror kom ude af narko misbrug og fik eneforældremyndighed over børnene, blev gift for anden gang og har fået to flere dejlige børn, eget firma, osv. Hans eks røg inde og ude af fængsel m.m. Jeg ved ikke hvad der sket med hende efterfølgende. Hans drenge var henholdsvis 3 og 4½ dengang. Jeg synes stadigvæk at det jeg gjorde var det rigtige. Ingen andre ville gøre det, for det gør vi ikke mod hinanden.
En anden sag er da jeg blev involveret som pædagog i en tvangsfjernelsessag. Der blev barnet fjernet og røg hjemme igen efter 1 måned fordi forældrene gik på antibus. Det undrede mig meget, fordi de samme forældre fik fjernet et barn nogle år tidligere. Det bare er blevet til en dejlig velfungerende ung person, mens jeg kan kunne ryste på hoved for det andet. Jeg fatter det stadigvæk ikke.

Hvad med at definere, hvad du mener med omsorgssvigt? Det er blot et surt opstød, du kommer med. Du aner ikke, hvad du snakker om og lyder utrolig selvfrelst.
Opdager du omsorgssvigt, har du sgu da pligt til at indberette det. Arbejder du med børn, har du skærpet indberetningspligt.
Du skal blot være klar over, at dit smagsdommeri også bliver chekket.
Jeg betragter dit indlæg som det rene "smagsdommeri" Du overfortolker!!!
Efter min guide kommer den officielle definition på omsorgssvigt!
Så kan du jo selv dømme hvor mange i din omgangskreds, du skal indberette!!!! (dig selv inclusiv)

------------------------------------------
1: Hvilket barn drejer det sig om❓
Navn, cpr-nummer mv.
2: Hvor længe har I kendt barnet❓
Hvor længe har barnet gået i institutionen, dagplejen eller skolen❓
3: Familiemæssig baggrund
Er der søskende❓Er forælderen eneforsørger❓Hvordan går da samværet med den anden forælder❓
4: Fysiske forhold ved barnet
Virker barnet f.eks. underernæret❓Hvad med renlighed❓Er det tit træt og uoplagt❓
5: Motorisk udvikling
Kan barnet indgå i fysiske udfoldelser på lige fod med de andre børn❓
6: Barnets leg, læring
Koncentrationsevne. Er udviklingen i så henseende alderssvarende❓
7: Samspil med jævnaldrende
Leger barnet med andre, eller går det tit for sig selv❓Opstår der let konflikter omkring barnet❓
8: Samspil med de voksne
Er der nogle voksne, barnet har det særligt godt med❓Er det generelt afvisende overfor kontakt❓
9: Barnets følelsesmæssige tilstand
Er det indesluttet eller måske meget udadvendt – ligefrem ukritisk i kontakten til andre
10: Barnets evne til at tage eget initiativ
Kan barnet på egen hånd tage nye udfordringer op, eller er det utryg ved enhver ny ting❓
11: Forældresamarbejdet
Ser man forældrene til forældremøder og andre aktiviteter❓Kommer de til konsultationerne❓Hvordan reagerer de, når I snakker om barnets forhold❓
12: Hvad har man gjort indtil nu
Er der sat ind på nogen særlig måde❓har man haft støttepædagog❓Har man talt uformelt med psykolog om barnet – evt. hvilke råd fik man ad denne vej❓
13: Sammenfatning
Nogle ord om, hvad I mener, der skal gøres i forhold til barnet i dagpasning eller skole. Undgå enhver fortolkning og forklaring
---------------------------------------------------

Omsorgssvigt

Man kan skelne mellem fire former for omsorgssvigt.
Aktivt fysisk omsorgssvigt
Hvor en eller flere voksne tilsigtet på fører barnet smerte eller skade. Denne form for mishandling kan antage så voldsomme dimensioner, at barnet dør af skaderne.
• brud på arme, ben, ribben eller andet,
• blå mærker på krop, lemmer, ansigt,
• brændemærker (varmekilder, cigaretter, skoldning),
• mærker efter fysisk afstraffelse (sæde, kinder, lemmer),
• mærker efter menneske bid,
• rifter eller hudafskrabninger ved mund, læber, gummer, øjne,
• rifter eller hudafskrabninger på ydre genitalier, samt
• kraftig rødmen og irritation omkring mund eller ydre genitalier.

Passivt fysisk omsorgssvigt
Alvorlige forsømmelser fra den voksnes side, hvor der er tale om manglende tilfredsstillelse af fysiske behov, så barnets sundhedstilstand er i fare.
• bliver i perioder (1-2 timer eller mere) overladt til sig selv uden voksent opsyn,
• er gentagne gange ikke blevet afhentet fra daginstitution eller dagpleje,
• har været forladt af forældre i perioder på flere dage,
• er forkert ernæret i form af underernæring, for lidt eller for uregelmæssig mad,
• er forkert ernæret i form af for meget mad,
• bliver forsømt mht. nødvendig lægebesøg, ved sygdom eller forebyggende undersøgelser,
• barnet er usædvanligt slapt eller træt,
• barnet virker upasset, usoigneret, uplejet eller snavset, samt
• barnet er ikke klædt på passende til årstid eller vejrlig

Aktivt følelsesmæssigt omsorgssvigt
Forælderen udsætter barnet for en skadende handling af ikke-fysisk karakter.
• barnet bliver i perioder holdt indespærret,
• barnet bliver truet med vold/tæv,
• barnet bliver truet med tab af kærlighed eller af vigtige relationer,
• barnet bliver tiltalt eller omtalt på en krænkende måde (ond/dum/grim/umulig/et barn som ingen kan lide)
• forældrene forholder sig i perioder direkte fjendtligt til barnets behov (ser barnet som en modstander, en der modarbejder forældrene),
• barnet bliver i perioder aktivt ignoreret af forældrene. De vil ikke høre barnet/ikke tale til det,
• barnet bliver aktivt forhindret i samvær med andre børn og/eller andre voksne,
• barnet bliver passet af et stort antal skiftende eller tilfældige voksne,
• barnet bliver mest passet af ikke-voksne større søskende

Passivt følelsesmæssigt omsorgssvigt
Barnet udsættes for alvorlige forsømmelser af psykisk karakter på grund af forældrenes manglende evne til at give tryghed, omsorg og kærlighed. Mangler som medfører risiko for udviklingsmæssige skader.
• barnet har overværet fysisk mishandling af mor eller anden vold i hjemmet,
• barnet har ofte været passet af voksne der har været påvirket af alkohol, narkotika, piller,
• barnets dagligdag i hjemmet er præget af uforudsigelighed,
• barnets forældre er kun i begrænset omfang i stand til at reagere på barnets følelser, de reagerer primært på hvordan de selv har det,
• barnets forældrene er kun i begrænset omfang i stand til at aflæse barnets kropslige signaler om lyst/ulyst og grænser,
• barnet bliver hyppigt afvist følelsesmæssigt af forældrene
De tre sidste tegn/symptomer tenderer mod at indeholde en højere grad af vurdering fra sundhedsplejerske.

Typiske symptomer, der så godt som altid er tegn på, at der er noget galt i barnets liv:
• manglende evne til at opleve glæde
• psykosomatiske symptomer som f.eks. ufrivillig vandladning og neglebidning
• voldsomme raseriudbrud
• ringe selvværd og selvtillid
• indesluttethed
• ensomhed, går meget alene
• mistænksomhed
• tvangshandlinger
• voksenadfærd
• indlæringsvanskeligheder
• koncentrationsbesvær
• klæbende kontakt til voksne
• ukritisk i kontakt til andre, indladende

HVAD VENTER DU PÅ!!!!

eller møder, der ikke gider se deres børn.
Fordi det må også være omsorgssvigt.
Hermed du har ret i at man må definer, hvilken omsorgssvigt altså hvilken karakter den skal have, før en lærer skal indberette .-)
godt indlæg

Ja, jeg ville melde det og jeg har også været med til at melde et forældrepar, på en tidligere arbejdsplads. Jeg arbejdede i en pædagogisk institution hvor et søskendepar havde et meget belastet hjemmeliv og det blev meldt til kommunen...som så intet gjorde.
Det er meget fustrerende at se et barn mistrives hver dag, og så opdage at der absolut intet sker når man inddrager kommunen i sagen. Jeg synes det er utrolig vigtigt at de virkelig går ud og gør noget aktivt hvis de får besked om mistænkelige forhold, men det sker bare alt for sjældent.

Det er kommunernes ansvar, underretning skal kun bruges til at frembringe en bekymring.
Selvfølgelig er det kommunernes forpligtigelse at holde øje med børn og unges trivsel.
Det er bare forbandet svært, når der ofte er ansat en off. person pr. 10.000 borger.
- Dansk Socialrådgiverforening kan således bryste sig af, at de har ca. 6.000 medlemmer.
Før nævnte 1 pr. 10.000 familier, så skal det dertil siges, at denne vedkommende ofte skal varetage en række andre opgaver - for at kunne nå det, er der mange der lukker øjnene (berøringsangst)for sager der "er tidsrøvende/tunge/ubehagelige.

Når jeg læser dit indlæg, glædes jeg over første afsnit, og væmmes over andet, hvor kommunen kvitter med at placere aben hos dig.
Den sagsb. må virkelig sove godt - eller ?
Reglen for anonym underretning kan i særlige tilfælde tilsidesættes, men dette skulle du have fået oplyst om inden du gav anonym underretning.
Derfor vil mit råd være, skriv bekymringerne ned, send det anonymt. Vent, sker der ikke noget inden for overskueligt fremtid (den var svær ikke ?), send endnu et brev, gør evt. opmærksom på tidligere brev.
Erfaringerne viser, at en henvendelse til socialudvalgsformanden eller prøst kan give vind i sejlene.
tilslut vil jeg slå det fast, at underretning skal ses som et hjælpeværktøj for kommunen, i forb. med undersøgelse af en familie (sag).

have været brugt til at indberette mig selv.
Undskyld, men meget kort fortalt, så er der forskel på indberetning og konkret undersøgelse som du henviser til. Selvfølgelig vil det hjælpe den off. beslutningstager en del, hvis det hele lå lige for føderne .....
Nej med alt respekt for dit fine indlæg, så mener jeg ikke privatpersoner/lærere skal have deres arbejde belastet yderligere, end til at komme med en underretning om en bekymring.
- For mange lærere er det svært nok i sig selv.
Nogle skoler har det princip, at det ikke er lærere, men skolen (inspektør eller anden person), der udfærdiger underretningen.
gør i det ?
Hvordan bliver den formidlet videre, og til hvem? Det fremgår ikke af din notits.

Hvorfra har du din viden om, at det ikke er usædvanligt, at kun to lærere på skoler med 1000 elever vil indberette? Jeg kan tilsvarende, ud fra mine erfaringer, hævde, at de 40 % er langt fra virkeligheden - i modsat betydning - men hverken du eller jeg har andet belæg end egne oplevelser at vurdere ud fra.
For mig - og samtlige kolleger, jeg kender, der har stået i situationen - handler det at være stolt og vise, hvad vi duer til, netop om at reagere straks, vi får kendskab til eller mistanke om omsorgssvigt. Erfaringerne viser bare, at en underretning til de sociale myndigheder alt for ofte munder ud i ingenting. Var jeg mere kynisk, ville jeg udelukkende opfatte mine indberetninger som vished for, at jeg havde min ryg fri, hvis det for alvor gik galt.
Det er dybt frustrerende at reagere med reel bekymring for et ungt menneske og gang på gang se, at eneste træk fra de sociale myndigheders side er et netværksmøde, hvor der indgås aftaler mellem forældrene og socialrådgiveren - aftaler, som ikke overholdes - og så aftaler vi et nyt møde fire-fem måneder senere, ofte med en ny sagsbehandler, nye aftaler indgås - osv.
40 % er et vederstyggeligt lavt tal - og jeg håber, mediernes omtale af emnet kan ændre det, men jeg er overbevist om, at følelsen af, der ikke er hjælp at hente, spiller voldsomt ind.

Der er et grundlæggende problem - et pardoks om du vil.....
En lærer der opdager noget skal indberette til kommunen - javel og så kommer det
Hvis det viser sig at der ikke var noget om et er der et stort problem.
OMVENDT: en lærer indberetter ikke - det viser sig senere at der foregik uhyrligheder i hjemmet i dette tilfælde har læreren begået noget der minder om lovbrud: han har ikke opfyldt sin indberetnings pligt !!!!
Hvad pokker gør en degn som er i tvivl ???????

Jeg vil gerne uddybe dette, men er forhindret pga. div. aftaler herunder tavshedserklæringen.
Kan dog oplyse, at sidst jeg udtalte mig, måtte jeg igennem civildomstol, det tog 1 år vandt sagen.....hurra.... pengene gik til advokaten.
Men er udd. socialrådgiver, og har holdt foredrag til lærer for at sætte dem ind hvordan de bedst kan formidle en alvorlig bekymring, således familien, skolen og offentlig forvaltning kan arbejde videre med bekymringen/problemet og få det løst. Tro mig, 99% af alle familier ønsker at få hjælp til at tackle deres hverdag anderledes.
- Her vil nogen sige, at det ikke gælder de familier, der ikke "vil kunne opfinde den dybe tallerken".
Man skal ikke læse meget litteratur, før det er klart for de fleste, at familierne ønsker hjælp/støtte, men fastholdes ofte i situationerne af dels den off. forvaltningstilgang til "sagerne", eller - undskyld - fordi folk trækker sig, fordi "det nytter ikke noget" holdning.
Mens jeg sidder her og skriver, kan jeg mærke hvor meget jeg igen brænder for at komme ud på skolerne.

Hvorfor skal man melde omsorgsvigt❓Min eksmand bankede både børnene og jeg og, han har jagtet os i flere år. Jeg gik på kommunen og bad om hjælp med det resultat, at de tog børnene. Så jeg fortryder, at jeg bad om hjælp. Ikke nok med det de gav ham også samvær uden overvågning

da jeg gik i folkeskole opdagede de at jeg havde problemer der hjemme og kom til en psykolog, jeg fortalte hende alt men hun frarådede mig at gå til politiet med det... derfor skete der desværre ikk noget...

nogle år senere fandt min mors ven ud a det og meldte til politiet at mine to småsøskende var udsat for incest. vi kom på krisecenter osv, men ved afhøringerne kunne mig, min storesøster og min mor kun fortælle om hvordan han slog os, kun min mor havde set hva han gjorde mod de små... men det talte ikk og mine småsøskende sagde jo ikk noget, selvom man tydeligt ku se på dem der var noget galt under videoafhøringerne!
det endte med a han gik fri, har børnene stadig hveranden weekend og alt hva vi fortalte blev bare glemt...
mange tak for det!!!