ingen kontakt med nogen fra min fortid
jeg var noget af en outsider som barn og ung.
indtil omkring 7 klasse var jeg bange for de andre, for der foregik mobning på skolen og da vi flyttede meget, altid var de nye i klassen og ingen penge havde holdt jeg lav profil.
i gymnasiet var det ikke fordi folk ikke kunne lide mig - men det kunne jeg ikke. jeg var meget flov over mig selv, skjulte det nogenlunde succesfuld og dækkede konsekvent over mine forældres druk og arbejdsløshed. for at gøre det nemmere for mig selv løj jeg en del dengang. jeg sørgede selv for at være meget alene. plus at jeg gik og døjede med en psykisk syg mor og mit eget coming out som homoseksuel. så dem der rent faktisk syntes jeg var interessante, dem holdt jeg på afstand. egentlig var det jo enormt hårdt gjordt mod dem og mig selv.
jeg kom så heller ikke igang med alt det jeg havde tænkt mig rent uddannelsesmæssigt.
hvordan er det så idag, ja jeg har et ok job og har kæreste og er ved at købe hus. men jeg har stadig svært ved at have en større omgangskreds. og det mærkelige er, jeg kigger faktisk efter folk fra skoletiden. på facebook og alt muligt, ser om jeg kan finde noget om dem.
men jeg kontakter ingen. det er ligesom jeg stadig føler skam over at være mig og ikke at have opnået de ting jeg ønskede. da jeg mødte en fra skolen i min hjemby sidste år gav jeg hende min email men svarede aldrig. jeg kunne ikke.
det er meget besynderligt som jeg bare kan blive ved med at gemme mig.
indtil omkring 7 klasse var jeg bange for de andre, for der foregik mobning på skolen og da vi flyttede meget, altid var de nye i klassen og ingen penge havde holdt jeg lav profil.
i gymnasiet var det ikke fordi folk ikke kunne lide mig - men det kunne jeg ikke. jeg var meget flov over mig selv, skjulte det nogenlunde succesfuld og dækkede konsekvent over mine forældres druk og arbejdsløshed. for at gøre det nemmere for mig selv løj jeg en del dengang. jeg sørgede selv for at være meget alene. plus at jeg gik og døjede med en psykisk syg mor og mit eget coming out som homoseksuel. så dem der rent faktisk syntes jeg var interessante, dem holdt jeg på afstand. egentlig var det jo enormt hårdt gjordt mod dem og mig selv.
jeg kom så heller ikke igang med alt det jeg havde tænkt mig rent uddannelsesmæssigt.
hvordan er det så idag, ja jeg har et ok job og har kæreste og er ved at købe hus. men jeg har stadig svært ved at have en større omgangskreds. og det mærkelige er, jeg kigger faktisk efter folk fra skoletiden. på facebook og alt muligt, ser om jeg kan finde noget om dem.
men jeg kontakter ingen. det er ligesom jeg stadig føler skam over at være mig og ikke at have opnået de ting jeg ønskede. da jeg mødte en fra skolen i min hjemby sidste år gav jeg hende min email men svarede aldrig. jeg kunne ikke.
det er meget besynderligt som jeg bare kan blive ved med at gemme mig.