Ingen kørekort - pinligt?

Hej
nu blev overskriften lidt misvisende - jeg HAR faktisk lige fået kørekort.
Som 31årig.
Alle årene siden jeg var 18 gik jeg og skammede mig over at jeg ikke kunne køre bil. Jeg er klar over at det er urationel, men sådan var det. Baggrunden er måske at jeg voksede op i en meget belastet familie og som ung altid prøvede på at skjule det overfor de bedre stillede kammerater (jeg gik på en skole hvor de fleste var ret velhavende og var derfor lidt udenfor i forvejen), mest af alt det faktum at mine forældre var arbejdsløse og fattige. Det er svært at forklare det og det lyder også åndssvagt når jeg ser det på skrift, men jeg tror at da vi så alle blev 18 og jeg var den eneste uden kørekort, så var det ligesom at min facade røg, for det var åbenlys at jeg ikke havde råd i modsætning til de andre.
Jeg har så aldrig haft råd til bil alligevel, og generelt ikke haft så mange penge til rådighed. Det blev først noget bedre her de sidste 18 måneder, og så en dag gjorde jeg det bare. Gik til en kørelærer og fik det overstået. Fik kortet for 2 uger siden.
Men alligevel er jeg stadig flov over det. Det må have været et temmeligt nederlag dengang, hverken at få det foræret som ung eller selv at kunne sørge for det i så mange år. Ellers ville det jo ikke være så belastende for mig.
Det føles ånddsvagt, men jeg undviger stadig når folk kommer til at tale om biler, kørekort osv, og de måske spørger hvornår jeg tog kortet eller noget i den retning. Jeg er stadig flov over at det tog mig så lang tid.
Egentlig ved jeg ikke engang hvorfor jeg skriver det her. Det er måske bare for at komme af med det.

- i bund og grund er det en følelse du har. Sikkert fordi du kender baggrunden og den er ikke plausibel i din bog.
- Hvis du så vender det om, så er der vel ikke nogen, der har forhindret dig - efter dit 18. år at tjene pengene og tage det kort, eller hvad? Var det vigtigste at dine forældre skulle give dig det? Så kan jeg da fortælle dig, at jeg aldrig har betalt andet end halvdelen til mine ungers. Ikke af nød men af princip.
- Hjælper det på bitterheden❓
PS - min far fik aldrig kørekort. Hvem tror du så altid skulle køre, når han skulle hjem? Se dig omkring - mange fravælger....

Stort set samme historie som dig.
Min forældre var dog ikke arbejdsløse, men mange penge var der nu ikke.
Jeg voksede op i et hjem uden bil, da ingen af mine forældre har kørekort.
Gymnasiet var i hellerup, og flere af mine klassekammerater fik en bil til deres 18 års fødselsdag.
Jeg har aldrig selv følt, at jeg havde behov for et kørekort. Jeg boede i byen, og alt var indenfor gå/cykelafstand.
Var en bil nødvendig, kunne jeg jo altid få hjælp af en kammerat eller tage en taxi.
Men så...... noget skete der gjorde, at det blev nødvendigt med et kørekort, og det tog jeg så som 32 årig.
Pointen er - lad være med at skamme dig over det. Ingen har kigget skævt til mig pga. det mgl. kørekort.
Og nu har du jo fået kortet 🙂
Nogle forsikringsselskaber giver billigere forsikringer til lidt ældre nye billister, så der er absolut også fordele ved det.
Det aller vigtigste er nu, at du får erfaring.
Køb en bil. Evt. en skrotbunke du ikke behøver betale kasko på, og kør i den hver evig eneste dag.
Om et år eller to har du rutinen og erfaringen, og din kørsel er lige så god som en der har kørt i 10 år.

og slap dog af! Hvorfor er du så hård ved dig selv..........
Min mand er 34 og har ingen kort.. vi har så heller ingen bil.. men han kan køre damplokomotiver, og det han stolt af. Så, vær glad for det du kan, det du har valgt i livet, men la vær at vælge at være flov, og skid dog hul i din tro på at andre måske synes du mærkelig først at ta kørekort nu.
Så tillykke! Du gjorde det... 😃

da mere pinligt for dem mellem 18 og 25 år som mistede livet i påsken,fordi de trode at de var racerkørere.
Konfirmation og senere kørekort,og så var man voksen,troede man.
Måske på papiret,men ikke altid i praksis.

Jeg har kørekort. Spinkede og sparede for at tage det da jeg blev 18 for jeg kunne altså heller ikke få det leveret med far og mors private post. Men, jeg har stort set ikke kørt siden. Jo, en kortere periode i arbejdsmæssig sammenhæng men ellers bruger jeg stadig min cykel, mine ben og offentlige transportmidler.
Biler er dyre, støjende, beskidte og så tager det en KRIG at komme rundt i byen i sådan en og det tager så lang tid at finde en parkeringsplads.
Jeg synes ikke der er noget pinligt i ikke at have kørekort eller bil. Faktisk synes jeg det er helt unødvendigt medmindre man bor i udkanter af byerne eller ude på landet hvor der er langt til alt. Jeg er faktisk rigtig ærgerlig over at have brugt så mange penge på et kørekort, for jeg tvivler på at jeg nogensinde kommer til at blive"rigtig" bilist.
I disse dage hvor vi skal tænke både økonomisk og miljømæssigt har jeg det mere end fint med at være bil-løs indehaver af et førerbevis.

Jeg var 25 år. Jeg var den eneste af mine søskende, der ikke fik et kørekort af mine forældre. Det var ikke, fordi de manglede penge.
Det har jeg ikke rigtig tilgivet dem. Ikke på grund af kortet, men uretfærdigheden. !!!!!!!!!!!!!
Jeg havde lige så mange penge eller snarere lige så få, som mine søskende.
Du kan se, vi har alle vores at slæbe rundt på. 🙂
Det var mit nederlag, jeg var ikke så elsket, som mine søskende. Hvorfor, jeg ved det ikke.

Hør nu her. Bare så du kan se det fra en anden vinkel. Min barndom/ungdom lyder meget nær din, og lige præcis derfor tror jeg at det ser sådan ud fo mig i dag. Det første der skete 3 mdr inden min 18 års fødselsdag var at jeg begyndte på kørekort. I dag er jeg så 27 og har været ejer af 23 biler i forskellig stand. I indkørelsen holder der i øjeblikket 2 biler som koster tæt ved 10000 om md + forbrug😖 det er sindsygt mange penge for os men det er på en måde godtgørende for min barndom. Min pointe er at det, handler ikke om at have en stor bil eller et flot kørekort. men kun om at have dækket sine behov. Jeg er lidt misundelig på dig over at du på en måe har accepteret at det var der ikke råd til. Du skal ikke skamme dig, men derimod være stolt af at du har kunnet klare dig uden.

selvom jeg er 35 år...Jeg flyttede til Kbh, da jeg flyttede hjemmefra og der var det ikke særlig nødvendigt...vænnede mig bare til ikke at have det. Bor godt nok nu i en større jysk by hvor det er være nyttigt, er trods alt den ene af ejerne af vores bil. Men jeg klarer mig nu fint med min cykel - det er også sundere... :-)