Jagten på gnisten...

...vejen til mænd/kvinders hjerter! De kloge hoveder!
Helt ærligt! Min mand - undre sig lige så meget som mig, hvorfor det er kvinderne, der skal behandle deres kærester/mænd som børn. Rose ham, anerkende ham - jamen HALLO!!! Det er da ikke nogen ligestilling! Hvorfor er det kvinderne der skal "mor-syge" deres mænd? Eller som det nu er sagt, en lille hund... gucci gucci... Mænd slipper sgu for alt det hårde arbejde, der ligger i den menneskelige del af følelser.
Vi sad og så Jagten på gnisten igen igår - og min mand syntes ærlig talt, det er forfærdeligt at "de kloge hoveder" vil have at kvinderne skal opføre sig, som forældre overfor - dem der skal forstille at være en ligeværdig partner. Jeg skal være ærlig og sige, jeg kan ikke spille det overfladiske spil. Har ikke lyst til det og kan for den sags skyld ikke finde ud af det, for i min verden er vi sgu 50-50 om livet.
Er jeg helt gal på den eller?

Fuldstændig enig, jeg græmmedes også i aftenens program; 'At mænd skal roses, også selvom de kun laver mad én gang om ugen - for ellers gør de det jo ikke igen!'
Øøh, der er da noget helt galt; Som du også siger er ens partner jo altså ikke ens barn - også selvom han er er hankøn 🙂

Ja hva fanden er det for nogle mænd og kvinder som deltager i det der møg program. Min kæreste skal da fanme heller ikke lege mor og rose mig hver gang jeg tager opvasken eller bukker mig efter mine eller hendes snavsede sokker på gulvet.
Hvad sker der. hvor er de selvtænkende henne. hos os sker tingene sku automatisk den som er tidligst hjemme laver og handler ind. når vi er sammen så er hele familien sammen om det så både vores 2 børn kan nyde det og vi kan nyde hinanden. Er lidt træt af alle de indlæg med knist mig her og knist mig der. Hvis du elsker ham/ hende så vis det for fanden overrask hende lav sjove og FJOLLEDE ting sammen der gør at latter og smil ikke bliver en mangel vare. Husk at kommentere hinanden. du ser fanme godt ud, dejlig røv osv. og sørg for at de alvorlige snakke også er med så i ved hvor jeres partner er føleses mæssigt så i på forhånd kan være der til at støtte op om den person og det liv du jo burde elske så højt. stop med skænderier over sms hva faen er i så sammen for. MÆND hvor bliver drenge røven af, ud og kør gokart klatrer i træer og banke jer selv lidt på brystet. det gør jer glade og det smitter. Og så slut med at ligge hjernen hjemme i skuffen og tro at jeres forhold kommer til at due igen fordi i ser et program eller hopper en enkelt tur til par psykologen, snak basale ting. kan jeg ændre det her uden at miste mig selv stil jer selv de spørgsmål, og vær ærlige over for jer selv. Jeg fik en gave af min kæreste en dag, Hun sage denne her skal du have fordi du altid er der for mig og lytter og passer på mig, du skal have den fordi du er en super far for vores børn og min største kærlighed som jeg altid ved er den eneste ene for mig. Det gav mig helt tåre i øjene, for tænker ikke over det, er jo bare mig selv. passer på dem jeg elsker, men finder mig fanmer heller ikke i alt og kan finde ud af at sige fra. Elsk din kæreste fordi det er hende eller ham, vær ikke bange for at lave dig lidt om så længe det ikke handler om det grundlæggende i dig (for så er det jo ikke dig længere) NYD KÆRLIGHEDEN OG VÆR DIG SELV 100%

Jeg er helt enig med dig. Har ikke set programmet, men har hørt problmet omtalt andre steder. Det kan da ikke være rigtigt, at det er sådan mænd vil / skal tackles af kvinder. Og det behøver vi jo heller ikke. Det er os frit for at sige nej. Men betyder det så, at vi også siger nej til parforholdet, fordi de fleste mænd skal tackles som børn?
Jeg kan ikke li' tanken, men er det det kompromis, vi som kvinder må acceptere, for at manden giver os det vi gerne vil have? Er det nødvendigt for at manden kan rumme vores behov for redebyggeri, romantik, lange samtaler, osv.? Er det et nødvendigt rollespil i et livslangt ægteskab?

Jeg ved ikke det er kvinder i livslange ægteskaber's "hemmelighed"....og jeg ved heller ikke om disse kvinder er mere lykkelige...
Jeg er nemlig fraskilt 🙂... (fordi jeg ønskede et ligeværdigt forhold mellem to voksne, og ikke længere gad lege mor for min ex)
Men hvis der er nogen der har svaret, vil jeg da meget gerne indvies i hemmeligheden. Indtil da nyder jeg at bo alene med mine børn - så kan jeg nemlig selv bestemme, hvornår og hvorlænge kæresten kommer på besøg😉

Du skriver:
"Jeg er nemlig fraskilt ... (fordi jeg ønskede et ligeværdigt forhold mellem to voksne, og ikke længere gad lege mor for min ex)"
Hvis du nu havde rost ham en smule, var i måske gifte endnu :)
Hvad er et ligeværdigt forhold?
Og er forskellen ikke blot at kvinder pludselig ikke gider lege mor...

men bliver sikkert sablet ned.
Sagen er, alle har ret. Man skal finde en der modsvare sine behov. Mand 33 har ret. Mette har ret. osv
Kernen er vel, HVORDAN man får dette ligeværdige forhold.
Et godt sted, at starte er vel at rose hinanden, og allerede her opstår så det første problem. Fordi roser man for sin egen skyld, for at opnå noget, eller roser man for den andens skyld, af ren kærlighed uden bagtanker????????
Eller gør vi i virkeligheden lidt af hvert hen over "sommeren."😉
Folk med problemer kan så søge råd i bøger og hos terapeuter. Fordi der selvfølgelig er forsket i den slags.
Generelt vil mænd gerne roses for en konkret handling. eks: "se jeg har lagt fliser."
mens kvinder generelt gerne vil roses for udseende og væremåde. eks: "ser jeg godt ud i denne kjole."
Manden kan så tænke: Jamen jeg roste hende for helvede også sidste gang hun havde en lignede på. Mens kvinden kan tænke: Jamen altså, jeg har vasket tøj, vasket op og passet børn, så han havde tid til de fliser, så helt ærligt, det manglede sgu da bare.
Hvis det sidste afsnit er tilfældet, så bliver det en kamp mellem parret om ikke at rose før den anden har rost, og det er en ond cirkel, hvor parret ikke lære at tale sammen før det er for sent.
Mens hvis du roser, selv for noget for dit eget køn, ligegyldigt, så udvikler forholdet sig positivt.
Kald det at være mor i forholdet, eller andet negativt. Vi har forskellige måder, at ville roses på, og ros skal man have betingelsesløst en gang i mellem. Det gælder børn og det gælder voksne.
Det medfører så, at man må sige, at man elsker sin parter i dag, selv om man også sagde det i går, uden at betragte ham/hende som tunghør.
Husk at gøre det på hans/hendes måde, så får man igen af det samme på sin måde.(forhåbentlig hvis det er et ligeværdigt forhold).
Hvis ikke det er tilfældet, så har man jo netop ikke valgt en partner der passer til ens behov.
Hvis ens egen ros til partneren er ud fra ens egne behov, går det ligeledes galt.
Kærlighed er at give, ikke mindst give plads. Så får man så meget igen.
Nogle kan, andre kan ikke.
venlig hilsen
Grøn

Hvor har du været hele mit liv? [l]

Ja, lige nu er jeg her.😖
Glæder mig, at jeg har en meningsfælle.😉
venlig hilsen
Grøn

Jeg kunne ikke være mere enig med thecaveman.
Jeg kan godt lide at min mand roser mig, når jeg har lavet ekstra god mad, i stedet for at tage det som en selvfølge. Hvis han ikke satte pris på det, så kunne jeg da godt leve af rugbrød eller en hurtig salat. Hvilket han ikke kan, altså han får noget ud af at rose min mad. Jeg ved dog også at han ikke ville rose den, hvis det ikke var fordi han synes det er lækkert.
Jeg er sikker på at hvis jeg ikke sagde det var skønt at han havde redt sengen, støvsuget, taget opvasken eller noget andet, så ville motivationen være mindre.
Selvfølgelig skal man ikke rose bare for at rose, men hvad er der galt med at vise at man ikke tager den andens "arbejde" for givet?

men jeg mener da at anderkendelse og bekræftigelse er vigtige ingredienser i et parforhold.
Forhåbentlig har man da lyst til at rose, bekræftige og motivere den man elsker uanset om man er mand eller kvinde. kærlighed er ikke en købmandsbutik eller en ligestillingsdebat.

... være mere enig med dig! Men problemstillingen er at det er kvinderne der skal rose og anerkende for at "få" noget ud af det. Det gælder vel begge veje?! 😉

Jeg ved det generelt virker lidt svært, når tingene bliver stillet op som om vi skal spille skuespil over for hinanden. Det skulle meget gerne komme fra hjertet, at vi mener vi vil anerkende og elske hinanden, fordi vi vil det, og ikke fordi en parterapeut siger det. For mig virker det for sceneopsat og ikke som noget de vitterlig vil, men det er sidste chance inden tæppet falder ned eller hedder det panik før lukketid. Parforholdet er en udfordring hele tiden, og vil man hinanden må man vise det, og være naturlig og ærlig. Alt andet er spild af hinandens tid.
Helt klart er det en 2-vejskommunikation, hvor både manden og kvinden tager og giver.
Jeg har set programmet en gang, og jeg må indrømme jeg krøllede tær. En mand som har være utro, en forsmålet hustru der kontrollere og bruger magt. Er stadigvæk ikke fundet sammen et par år efter hans utroskab, hvad er det de prøver på. Er det skuespillet, iscensættelsen eller er det Emma Gad der kommer hen over, hvad sker det. Hvorfor bruger vi så meget tid på at prøve og prøve?