Jalousi eller ikke

Jeg skriver til dig, fordi jeg har et problem, som fylder meget i min hverdag. Skal lige sige at vi er en sammenbragt familie.
Jeg er jalousi på min kæreste. Jeg har kendt hende i et år - og jeg elsker hende meget højt - og hun elsker også mig, men er ikke så god mener jeg til at vise det i dagligdagen. Vores sexliv er gået i stå, og vi har mange problemer med mit, det ene barn som slår og diskuterer alt. MEN - efter at vi havde kendt hinanden i et par måneder, begyndte jeg at blive jaloux over de mindste ting.
Jeg har to børn sammen med en anden kvinde, som jeg var sammen med i 10 år. I det forhold kendte jeg ikke til følelsen jalousi - den kom simpelthen aldrig op i mig. Vores forhold endte med, at hun var mig utro ihvertfald 1 gang, og før det, var hun aldeles fraværende i familielivet.
Som sagt, er jeg begyndt at blive jaloux over ting som, at hun snakker meget i telefonen eller er på nettet, jeg ved det jo ikke, for jeg er der ikke, men faktum er at der er optaget i længere tid af gangen, og jeg begynder så helt automatisk at ringe flere og flere gange til hende, men der er jo optaget, så bliver jeg iriteret over dette, ikke mindst fordi jeg ikke kan få fat på hende, men også fordi jalousien vokser og vokser inden i mig, og når hun så er begyndt at hemmeligholde at hun har lavet det ene eller det andet, ja så bliver jeg endnu mere jalou.

Jeg har nu fået den klare udmelding fra hende at hun ikke gider at sove smammen i hverdagen, fordi hun har ondt (hun har ledegigt) og fordi at når hun ikke får sin søvn, ja så bliver hendes hverdag noget lort med mange smerter mv., jeg føler bare at det har store konsekvenser at vi ikke sover sammen i hverdagen, bl.a. for vores sexliv, men også fordi, jeg så føler at man ikke lever sammen som en rigtig familie. Jeg bryder jeg mig ikke om det. Jeg føler, at jeg ikke er god nok, når hun gør/er som hun er. Jeg bliver bange for at miste hende - eller for at hun er mig utro. Når det så sker prøver jeg at kæmpe rigtig hårdt for at få hende til at kunne lide mig.
Igår kom jeg til at tjekke hvilke sider hun havde kigget på på internettet, og fandt da også at hun havde været inde på en dating side (det vidste jeg godt for vi havde et brud for ca. et par måneder siden) men den stod bare der på listen over besøgte hjemmesider, jeg gik ind på siden og i det samme kommer hun ud fra toilettet, jeg blev spurgt hvilken side jeg havde åbnet, og blev faktisk meget flov og ked af det, over mig selv, og det sårede hende så inderligt meget. Det lyder sygeligt - og jeg hader det - jeg ville allerhelst være ligeglad og bare tænke at sådan er det nu engang bare - men jeg bliver bare så ked af det, når det sker. Det er ikke en tanke jeg lige kan skubbe væk - og jeg kan gå og være ked af det meget længe.
Kan der være en sammenhæng ifht. at jeg har oplevet utroskab fra min tidligere kæreste?
Jeg ville ønske at min kæreste var åben om de ting der sker i hendes hverdag, så jeg ikke skal hive tingene ud af hende. Men man skal jo også have lov at have nogle ting for sig selv, selvom man lever i et fast forhold.
Jeg ved ikke om du/i kan guide mig - men for mig ødelægger det mange ting i min hverdag.

Kære dig.
Det lyder til, at du har brug for åbenhed og forsikring om, at det virkelig er dig, hun vil ha'. Har du gjort dette klart for hende (?) og får du stadig ingen forsikring, må du beslutte dig for, om du kan leve med dette.
Personligt ville jeg blive MEGET såret og i tvivl, hvis min kæreste gik på dating-sider og oven i købet, ikke ville sove hos mig! Kan I ikke aftale ikke at dyrke sex i hverdagsnætterne, så hun får sin nattesøvn?- For så burde der vel ikke være et problem?
Det er kun dig, der kender dine grænser og ved, hvor meget de kan flyttes (eller hvor meget du VIL flytte dem). Du må gøre dine behov og følelser klar for hende. Du skal ikke bare tænke "så'n er det så. Det må jeg bare lære at leve med", hvis det går dig på!
S'fø'lig skal der være rum til individualitet i et parforhold, også det er meget vigtigt, men det er trods alt et PARforhold, og så må man altså gå på kompromis, og det gælder både for dig OG for HENDE!!
Noget af det vigtigeste i et parforhold er vel, at man har en, man føler sig helt tryg ved. - Og får hun dig ikke til at ha' den følelse, kunne det være DU skulle ta' at kigge lidt på dating-siderne! For jeg er sikker på du vil kunne finde en anden, der kan få dig til at føle tryghed!
Noget andet er, at du måske sku' prøve at lægge en dæmper på din trang til at skulle overbevise hende om at du ka' li' hende. Det er en "dræber" i et uligevægtigt parforhold.- Hun oplever enten 1: at du kvæler hende eller/og 2: at hun ka' gøre hvad hun vil,- for du finder dig sgu' i det hele.- og helt grundlæggende mister hun respekten for dig.
Så på den måde er du selv med til at "smide brænde på bålet" og få hende til at få dig til at føle mindreværd!
Det lyder til, at du (ubevidst) gi'r hende alt for meget magt over dig og over forholdet.
Prøv at fokuser på noget andet, så det ikke er HENDE der er forudsætning for om du har et godt selvværd. Jeg ved det lyder plat og godt brugt, men; få dig en hobby, gå ud med vennerne (UDEN hende). Et godt socialliv gør altså en til et mere selvstændigt, gladere menneske. Og hvis du ikke konstant tjekker hende (via tlf og net), men faktisk har nok i dig selv (jeg mener ikke du ska' ego-trippe, men at din selvrespekt og din livsglæde kun afhænger af DIG!), så kunne det jo være hun også fik respekt for dig, og at hun så vil ind i dit liv, i stedet for at det hele tiden er dig, der prøver at komme ind i hendes.
Ja, det var en lang smøre. Håber du ku' bruge bare lidt af det;-)
Held og lykke med det.

Jeg tror helt ærligt at i trænger til en god lang snak om jeres forhold er mere værd og om der er mere at bygge på... i bliver nødt til at tale om det er virkelig er værd at gå rundt og have det dårligt hele tiden....

Kære dig.
du har nok ret vedr. det med at jeg har brug for åbenhed og FORSIKRING om det er mig hun vil have, men hvordan fanden kan jeg sige det til hende, jeg har faktisk prøvet nogle gange ved at spørge direkte, om hun elskede mig, og får så bare svaret ja, ellers havde hun jo ikke gidet at spise eller være sammen med mig.
Nu er det mig der normalt skulle have sovet hos hende, fordi hun har 2 børn, så det er måske også noget af pulimikken ved det, for hendes ene bar bliver sendt med en taxa hver morgen til institutionen, så hvis det skal være i hverdagen er det nødsaget til at være hos hende. Med hensyn til sex i hverdagen, ja så skal den jo selvfølgelig komme når man begge har lyst, men herud over ja så har vi kun fri week-ender hver anden uge, og helt ærligt jeg er sku ved at blive MEGET træt af at skulle være afhængig af kun at kunne elske hver 14 dag, sådan har det aldrig været før med hende, men PLUDSELIG blev det sådan at så skulle vi ikke sove sammen i hverdagen, og i og med vi ikke skulle det ja så gad hun ikke have sex der for, ja så tog jeg bare og kørte 1 - 2 timer senere, jamen helt ærligt, hvor er vi så henne???? og hvorfor skubber hun mig længere og længere væk?
Ja jeg har da behov, men når jeg siger dem til hende f.eks mht. sex, ja så siger hun bare ja dem kan jeg ikke indfri, og hun syntes at jeg bare skal finde en anden hvis jeg ikke er tilfreds??? fedt nok, jamen det er jo ikke en anden man elsker, det er sku da hende, hvorfor forstår hun ikke at det er det, hvorfor tager hun det ikke seriøst, eller er hun måske seriøs, nå men det bliver åbenbart heller ikke til noget i denne week-end, hun blev pisse sur efter jeg havde sagt at jeg følte at hun skubbede mig længere og længere væk, ja så kom hun bare med, ja hvis du nu bare fik orden på dine problemer med dine børn ja så kunne det også være at det kørte bedre det her forhold, nå ja tænkte jeg, (og fik sagt) dvs. at hvis jeg har mere styr på mine børn så elsker du mig mere og vil mere med mig????, så var det ud af døren, nå men så må jeg jo vente i 14 dage mere nu har jeg også kun ventet i 4 mdr

Det med magt over forholdet det siger hun ihvertfald at jeg har???? jo det er da rigtigt at jeg spørger om vi skal spise sammen eller om vi skal ses, men helt ærligt det burde da faktisk ikke være nødvendigt at skulle spørge om, men jeg gør det alligevel fordi jeg ikke gider at blive ved med at høre på at nå men du trækker bare det ene eller det andet ned over ørene på mig
Venner det har jeg ikke flere af, jo en som jeg ikke rigtig ved hvor jeg har, men ellers har min ex. kone ødelagt det for mig
Ja jeg kan da godt bruge det, men håber også at du svarer her

Ja du har nok ret, på et eller andet plan, men helt ærligt jeg elsker hende, men spørgsmålet er måske om hun elsker mig`?, prøv hvis du gider evt lige at se mit andet svar oven over

Jeg har været i nogenlunde samme situation i et tidligere forhold. Og i bagklogskabens lys kan jeg se, at det jeg gjorde, var at presse for meget på og dermed skubbede jeg hende væk.
Mit råd er, at du måske skulle trække dig lidt væk, for at trække hende med dig, så at sige. Prøv virkeligt, at lægge de dårlige følelser på hylden for en tid, hvis du kan. (Er meget lettere sagt, end gjort.) Find nok i dig selv og lad hende komme til dig. Og når hun så begynder at vise dig interesse igen, så tag snakken med hende, om at du gerne vil høre om hendes hverdag. Giv hende fornemmelsen af, at hun kan fortælle dig alt.
Jeg tror alt i alt, at du måske presser for meget på. Giv hende lidt plads. Hvis hende, at hun elsker dig. Ved at trække dig væk. Det lyder måske underligt, men jeg tror det vil hjælpe.
S.

Hej
Du skriver "ja så siger hun bare ja dem kan jeg ikke indfri, og hun syntes at jeg bare skal finde en anden hvis jeg ikke er tilfreds??? "
Det er en hård udmelding. Min fornemmelse er at du giver formeget (forlanger) i forhold til det hun kan give/forlanger. Spørgsmålet er om det er det du vil leve med.
Når dagen er omme kan du elske hende så meget du vil, men hvis det betyder at din krælighed lider, så vil du være bedre stillet ved at finde ud af et andet liv.
Jeg syntes ellers de andre på debatten har givet dig nogle rigtig gode råd! Du burde kigge lidt mere på dig selv.

Jeg forstår måske godt alt hvad du skriver, men hvordan eller hvad mener du med at trække mig lidt væk, er det ved f.eks ikke at spørge om vi skal ses om aftenene, spise sammen osv. Er det ved at sige/spille skuespil og f.eks sige nej jeg vil gerne have en friaften idag, eller at jeg kunne tænke mig at male eller læse en bog. Er det når hun f.eks ringer og fortæller om det ene eller det andet, så bare lytte, og lade være med at fortælle om hvad man selv har oplevet f.eks. i hverdagen?
Hvordan giver man hende en føelse af at hun kan fortælle alt?
Jeg syntes hun er begyndt at hemmeligholde ting, jeg ved f.eks at hendes søsters mand har fødselsdag på fredag, og tror at hun er inviteret, hendes søster og jeg kommer ikke så godt ud af det fordi jeg siger min mening og derfor er jeg garanteret ikke inviteret, men helt ærligt hvorfor kan hun ikke bare sige det som det er hvorfor skal jeg trække oplysningerne i den retning ud af hende, jo jeg kan da måske godt se at det kan være svært at sige det, men det er da ikke bedre at hemmeligholde det, for jeg bliver EDDER SUR når jeg finder ud af det, i princippet er jeg sku nok lidt ligeglad med at tage derned, men hun ( min kæreste) har selv været æske sur på et tidspunkt over at hun ikke var inviteret med det ene eller det andet sted i min familie, som på et tidspunkt ikke ønskede at se hende af den ene eller den anden grund, og det er da i princippet noget fis at man ikke kan komme i de respektive familier, når man er et par? Man burde da tage sammen til f.eks en fødselsdag som et par, i den enes eller den andens familie??

Ja det er en hård udmelding og har da også været svær at tackle, for hvad fanden svarer man til det?
Og nej det er da naturligvis ikke det svar jeg ønsker at få, på ingen måde
Ja du har ret min kærlighed forsvinder gradvist, eller gør den, jeg har nu tænkt meget over hvad kærlighed er, og jeg gør mig faktisk mange tanker i mange retninger, nogle gange er jeg blevet stik tosset over det svar hun har haft givet mig så jeg har svaret ja, men så gør jeg det (altså finder en anden) men når jeg så sidder og tænker efter ja så ønsker jeg jo ikke en anden, og pakker det lidt væk, jo en lille tilståelse, jeg har da haft været inde på en dating side og kikket, den ene gang da jeg fik beskeden om at jeg bare kunne finde en anden, men helt ærligt det sagde mig ikke en brik, hvorfor er det jeg bliver ved med at finde mig i det, hvorfor bliver jeg ved med at gå tilbage til hende, er det kærlighed, er det tryghed, eller hvorfor?????

Hej
Syntes selvfølgelig der er kommet nogle gode svar, men savner lidt mere respons, er brevet for langt?