Jeg er besat af min kæreste...

Ja, som overskriften lyder, så er jeg 'besat' af min kæreste...
Vi har været kærester i snart 2 år, og har haft vores oppe-og nedture som andre også kan have.
Jeg elsker ham virkelig meget, måske for meget....? Jeg savner ham helt vildt når vi ikke er sammen, og når vi er sammen, kan jeg slet ikke få nok af ham. Tænker ikke kun på sex, men bare hans nærvær. Jeg kan ikke lade være med at kysse på ham, og kramme ham. Jeg må bare røre ham hele tiden...
Når vi ikke er sammen, tænker jeg konstant på ham. Hvad han laver, hvor dejlig jeg synes han er osv. Jeg er nok det mange ville kalde for et 'klistermærke'...
Han har ikke sagt jeg er for meget eller noget, men jeg får ikke rigtig noget fra ham. Han tager ikke initiativ til kram, nus eller noget. Men jeg er bange for at skræmme ham væk, når jeg er så 'klistret'. Men jeg kan bare ikke lade være...! Jeg kan ikke lade ham være, jeg må bare have ham hos mig konstant... Ville bare sådan ønske han gjorde for mig også... Ved godt jeg har et problem, men jeg ved ikke hvordan jeg skal løse det? Nogen der har et råd eller to?
Majse.

Spørge ham, om han synes du er for påtrængende, men bare ikke kan få sig selv til at sige det, for jeg tror godt det kan være svært. Og samtidig, kan du jo sige til ham, at du godt kunne tage lidt mere initiativ til kys og kram og kærtegn, få talt ud om det.
Held og lykke med det.

...for at elske. Bare nyd ham.

du er simpelthen nødt til at give ham noget modspil, han er træt af dit evige nussieri inden der er gået et halvt år mere... så hvis du seriøst mener at du ikke kan undvære ham så er det nok et godt tidspunkt at ændre adfærd på!
det er ok at savne sin kæreste, men prøv og se om du kan tænke på andet end ham når i ikke er sammen, det er faktisk ret vigtigt, så du ikke ender uden din egen identitet hvis det en dag går galt, eller det kan faktisk være grunden til at i ender galt, du ved det ik selv, men du bliver træt af ham på et tidspunkt hvis du ikke slipper ham lidt nu!
har ikke prøvet det du skriver om, men hvis jeg var din kæreste, ville jeg nok have brug for at savne dig også. det får han slet ikke lov til, når du hele tiden kaster dig over ham, hvor er hans "udfordring" i jeres forhold? jeg mener, er du ikke det mindste bange for at han med tiden tager dig for givet??
selvom i har været sammen i lang tid, må du stadig gerne , bare engang imellem lade ham kæmpe lidt for dig!
jeg ved ik om det kunne bruges til noget, men held og lykke med forholdet.

...Og så skrevet på vallentines day... =O)
Først og fremmest er det da super dejligt du er så glad og forelsket i din kæreste efter 2 år.....
Jeg forstår dog godt din frustration, at det kan blive "for meget" især hvis han ikke selv tager initiativ, så bliver det en anelse ensidigt..... Og du bliver nok dobbelt klistret (for at bruge dit eget ord) for at få respons, og gu gør du det, det er da klart man gerne vil ha' en eller anden form for tilkendegivelse og feedback.... Men som jeg forstår det er det et problem for dig selv, og måske du kunne have gavn af og lære _Kvinder der elsker for meget_ Nogle ting i den vil du sikkert tænke det er ikke mig, men andre ting kan du måske tage op til overvejelse....
Pøj pøj med det.. Kærligst Trina

Når du nu selv er bekendt med at " være klistret" så beslut dig at holde op med klisterriet.
Du beklager dig over at din kæreste ikke tager initiativ til "at klistre" tro sig fanden, han får jo ikke chancen når du er over ham hele tiden.
Hvis du ellers er mere end 15-16 år, så burde du have så meget indsigt og selvkontrol, at din klistermani kunne ophøre, helt sikkert til stor glæde for din kæreste.
Så får han chancen for at "opsøge" dig , det er jo det du efterlyser.
... hvis nogen bliver ved med at proppe mad i munden på en, så opnår man aldrig at føle sult 😉

Jeg kan godt se at du har et "problem" i dit forhold. Nu skal jeg jo ikke fare frem og dømme dig for hårdt, men kunne det tænkes at du har noget, eller rettere, mangler noget, fra din fortid...noget uforløst, et savn, en hændelse, eller andet som kunne tænkes at have været medvirkende til at du så desperat og krampagtigt (formoder at det er sådan din kæreste oplever dig!), søger tryghed hos din kæreste. Prøv om du kan komme tilbage i dit følelsesunivers, dine tidligere oplevelser, og se om der ikke her er et eller andet der måske åbner en dør eller to, og giver dig en "aha" oplevelse eller måske endnu bedre, vækker noget i dig, som du måske har fortrængt gennem en del år...prøv, prøv, prøv...det er helt gratis at arbejde med sig selv, men det kræver at du lukker op for alle dine sanser, og ikke kun lader dine følelser i nuet, styre dit liv...
God fornøjelse...og held og lykke med en kommende større glæde ved dig selv...🙂[s]

med min x-kæreste i SEKS år! Jeg ved først nu bagefter at det var fordi jeg længtes så meget efter hans anerkendelse.
Det var ikke fordi han ikke fortalte mig at han elskede mig eller ikke kyssede eller krammede mig, men da den første forelskelse havde lagt sig, var det som om jeg skulle hiiiiive alt det ud af ham.
Jeg blev nød til at tage kys i stedet for at få dem, og det blev altid mig der sagde "jeg elsker dig" og ham der svarede "jeg elsker også dig" - og det tæller altså ligesom ikke helt ligeså meget.
Det blev værre og værre fordi jeg altid krævede hans opmærksomhed trak han sig mere og mere tilbage fordi han blev irriteret.
Det var altså overhovedet ikke derfor vi gik fra hinanden, og jeg VED at han elskede mig meget højt, men jeg ved nu, hvor jeg er i et bedre forhold, at jeg skulle have givet slip selv om det er så svært. Lad HAM komme til dig! Du er nød til at spille lidt kostbar en gang imellem.
Jeg gav ham små gaver, jeg vaskede hans tøj (selv inden vi boede sammen), lavede det mad han bedst kunne lide, tog sexet undertøj på - gjorde ALT for at glæde ham i håb om at han ville gøre lidt for mig, men det skete aldrig rigtig...
Med min nuværende kæreste kan jeg også sidde og stirre på ham i timevis og kan ikke få nok af at kysse ham, røre ved ham, holde op ham osv, men han er rigtig god til at give mig igen. Det er et halt anderledes forhold og i dag glemte han valentinsdag på trods af at jeg har sendt ham et kort (vi bor langt fra hinanden) men jeg var ligeglad.
Hvis det havde været min x ville jeg have blevet så skuffet og ked af det fordi jeg havde så meget brug for hans bekræftelse hele tiden men aldrig fik den. Så burde denne ene dag da være den dag hvor han kunne huske det, når der er hjerter osv over det hele.
Men med min nye kæreste betød det ingenting at han havde glemt det for han fortæller mig hver dag hvor meget han elsker mig. Vi har valentinsdag hver dag selv om vi har været sammen i 1½ år og ikke ligefrem er teenagere mere.
Prøv at skubbe ham lidt væk - så skal du bare se😉

og jeg synes, jeg er heldig.
Min mand gennem rigtig mange år er og har altid været en total "kælepotte", eller et kæmpe klistermærke, som du kalder det. Altid har han skullet kysse og kramme og holde om og sidde tæt. Og helt ærligt - det er derfor, jeg stadig er sammen med ham.
Selv er jeg ikke den, der øser ud af kærtegn - kan bare ikke. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ikke kan - det er bare ikke mig. Men jeg modtager gerne - meget gerne, og jeg afviser ikke. Nogle få gange har min mand efterlyst, at jeg tog initiativ, og så har jeg prøvet at øve mig, men det ligger ikke rigtigt for mig. Måske har din kæreste på samme måde, og du må selvfølgelig gøre op med dig selv, om du kan leve med det.
Heldigvis har min mand holdt fast ved mig, og det er jeg både taknemmelig og lykkelig for.
Nogle giver dig det råd at være kostbar. Det ved jeg virkelig ikke. Vil det ikke være at komplicere forholdet for dig? Jeg tror, det er vigtigere at være, som man er og som man føler, og jeg tror, du er en meget kærlig person.
De kærligste hilsner
Isa

Tusind tak allesammen for jeres tilbagemeldinger. Jeg har fået rigtig meget at tænke over... Igen..