Jeg er trist

Jeg er så trist og ked af det.
Jeg er ikke tilfreds med mit udseende da jeg syntes at jeg er lav, tyk og har et grimt ansigt.
Jeg har ikke nogen uddannelse men en hel del gæld (ca. 130000 kr). Det fag som jeg er ved at uddanne mig indenfor er domineret af kvinder hvilket får mig til at føle mig mindre maskulin.
Jeg er ikke forelsket i min kæreste mere og hun tænder mig ikke. Jeg føler ikke at jeg kan gå fra hende da hun er totalt afhængig af mig. Min mor er dødelig syg og jeg frygter at jeg snart vil miste hende. Jeg føler mig dårligt udrustet med et lem på ca. 18 cm og har mindreværdskomplekser over dette. Jeg er kronisk syg uden at det ses på mig. Jeg føler ikke at livet er værd at leve.
Hvad gør jeg....?????

"Jeg føler mig dårligt udrustet med et lem på ca. 18 cm og har mindreværdskomplekser over dette"

lol. og standarden i europa er 12-13 cm... hvis du er under 10 cm så er man udenfor normen, men det er mere end nok til at give en kvinde orgasme.
men hvis du skal pive, så er du velkommen til at købe en penis enlarger og få et klamt monster lem. hvad med at elske dig selv for den du er?
hvis du ikke kan respektere dig selv og dit eget udseende hvem kan så?

Vi er 2 gå i byen fyre
Der scorer mange piger
Henriks lem er 13 cm !!!!!!!!!!
Michaels lem r 15 cm !!!!!!!!!!!!
UDEN problemer....
I svømmehallen kan vi se vi er helt normale
størrelser.
NB: Vores MØDRE er begge døde !!!
Henrik skylder 28.000.-
Michael skylder efter konkurs 1.1 million.
Vi er under 30 år begge to.
Vi bor begge i storkøbenhavn.

det helt rigtige i og med at du åbner dig her. Du har brug for nogen at snakke med om dine problemer og triste tanker. Og det er jo sådan med triste tanker at de sjældent kommer alene. Hvis du bare går med dem inde i dig selv risikerer du at du helt mister lysten til at leve. Du siger din kæreste er afhængig af dig. Det er jo ikke rart, hverken for dig eller for hende. Har du prøvet at snakke med hende om det? De 18 centimeter kan jeg garantere dig ligger inden for det man kalder normalområdet. Nu har jeg aldrig ligefrem målt min...meen....18 centimeter plus minus, det skal du bestemt ikke føle dig snydt over. Jeg har i hvert aldrig modtaget nogle klager over lige præcis den del...selv om jeg også kender til følelsen af at være meget mindre end alle andre. Men det har jeg heldigvis fået modbevist i praksis....det var kun en følelse som hang sammen med at jeg ikke troede ret meget på mig selv i det hele taget, da jeg var i...ja sørme i tyverne ligesom du :-))

Hejsa, tag en snak med din læge. Jeg går pt. til samtaler ved min pga. egne problemer og det er godt.
Han kan jo hjælpe dig med størstedelen af dine problemer. Ønsker du at tabe dig kan han vejlede.
Han kan forklare dig nærmere omkring din mors sygdom så al uvisheden ikke knuger dig hele tiden.
Han kan lytte til dig og lade dig "få luftet ud" i dine følelser.
Han kan måske hjælpe dig med din egen sygdom.
Og så videre...
Eller også kan du få en henvisning til en pskykiater f.eks.
Jeg garanterer dig at selv om man i starten ikke er vild med at snakke med en anden om sine problemer og føler at man bør kunne klare det selv, så letter det fantastisk meget når man er kommet igang.
Og motion har også en gavnlig effekt på humøret. Jeg bruger selv krudt på styrketræning, og har det meget bedre bagefter. Jeg kommer af med nogle agressioner ganske harmløst, og desuden udløser det et stof i hjernen der gør én i bedre humør.
Jeg håber inderligt at du finder livsglæden igen.
Knus herfra.

Søge en læge
Søge en læge
Søge en læge
Søge en læge
Søge en læge
Søge en læge
Søge en læge
Søge en læge
Søge en læge
Og jeg mener det.
/t