Jeg har fortrudt

Kære soldebattører.
Hvorfor er det altid først bagefter at man ser sine fejl?
Jeg har begået en stor fejl og har fortrudt så meget, og nu ved jeg ikke hvordan jeg får sagt undskyld uden at det også vil opfattes mere forvirende.
Jeg fik sagt en del sandheder til min kæreste i går, og jeg mente hvert et ord og havde stort behov for at få det sagt, i håb om at han både ville forstå og også kunne se mit perspektiv på ham og vores forhold.
Jeg har været pisse ulykkelig og længe.
Kort fortalt så har jeg været ret påvirket af hans store ego og selvoptagethed og som i jo sikkert kan regne ud så er det kommet til udtryk på rigtig mange måder.
een af sandhederne var bla. dette :
Jeg går i seng og vågner alene. Ingen godnatsnak, knus, kys og kram, for han vil hellere sidde for sig selv og foran et fjernsyn til langt ud på natten, også selvom han skal op kl 7.00.
Konsekvens : at han så ikke har noget overskud fordi han er træt, bliver let vred, og har et hidsigt temperement i forvejen, og det er let at træde forkert i hans øjne.
Hvordan det påvirker mig, samt at gøre ham opmærkom på det´, var bla en af de ting som jeg fik sagt.
Han sagde at jeg skulle lukke røven, at jeg ikke skulle stikke min næse i Alt og have en mening om Alt og det var han dødtræt af.
Jeg spurgte hvad jeg egentlig lavede her i forholdet til ham og han svarede at det måtte jeg sku da selv vide og at nu gad han ikke høre på mere, jeg kunne gå et andet sted hen hvor nogen gad lytte til mit mundlort!
Jeg stillede ham spørsgmålet : betyder jeg egentlig noget for dig? - det svarede han ikke på, men fortsatte med at kigge ind i tvet optaget af en film.
Hold kæft hvor blev jeg ked af det, kan ikke beskrive hvordan jeg frøs indeni.
Alligevel så samlede jeg alt mit mod til mig og rejste mig, gik hen til ham, slukkede for tvet, og omfavnede ham og hviskede at han skulle fortælle mig hvad jeg betyder for ham eller fortælle mig at det er slut.
Han sagde, lad os gå op i seng så, og vi elskede. Jeg spurgte om han godt ville sige om jeg skulle flytte, og han sagde : du skal ikke flytte nogen steder pus, og så sov han.
Hvorfor fortryder jeg nu❓Jo, fordi han nu ved at jeg føler og tænker sådan, og jeg ved at han vil tænke meget negativt om det jeg har gjort ham opmærksom på, ja der er kommet en stor kurre på tråden fordi jeg fortalte ham mine sandheder.
Er der nogen af jer kloge soldebattører der kan fortælle mig hvordan jeg får sagt undskyld og får ham til at glemme hvad jeg sagde ?
sorrytosayQ

vægt i stjernetegn?

Jeg er ikke vægt men fisk, men hvad har det med noget at gøre?
Er det for at lave sjov❓
Jeg stiller åbenbart for store krav til min kæreste og det skulle jeg aldrig have gjort.
sorrytosayQ

Jeg synes ikke du behøver at sige undskyld. Og han behøver heller ikke sige undskyld for de grimme gloser han kom med.
Jeg synes ikke du har gjort noget forkert, men kan godt forstå du gerne vil snakke med ham om det skænderi. Selvfølgelig har du det det skidt med det der blev sagt, men det har han da forhåbentlig også...
Pas på med at tage det hele på dig, han handlede da heller ikke specielt klogt eller rimeligt.
I vores forhold ville han nok undskylde sin ufølsomhed og sine hårde ord og jeg ville forklare igen mine handlinger og ord. Og så ville vi blive gode venner igen. Altså hvis det var forgået i vores forhold.
Hvis nogen skal undskylde er det ham, ikke dig.
Men igen ...en undskyldning er ikke et must, bare i kan tale roligt om det der foregik uden at skyde skylden på hinanden.

Han vil aldrig sige undskyld, men bare glemme alt om sit eget og huske hvad jeg sagde.
For ham er det mig der er galt på den...mig og mit mundlort er hvad han vil huske.
Hvis jeg ikke er den der rækker hånden ud, søger ham, fortæller ham at jeg elsker ham, viser ham min interesse osv...så sker der ikke noget, jeg har forsøgt at lade være, med det resultat at flere dage kan forløbe i pinlig og dræbende tavshed.
Det er mig der skal mildne ham, ikke omvendt..og det har jeg så forresten også fået fortalt ham...kors hvor er jeg dum!
sorrytosayQ

Er du dum..? Det synes jeg nu ikke.
Men din kæreste lyder til at være det...
Helt ærligt, det handler ikke om dit mundlort.
Måske er han bare egoistisk, arrogant, nedladende og ikke værd at samle på.
Du lyder som om du godt ved det, og som om at du faktisk har tænkt dig at stå model til det.
Har du det? Hvis ja, så hvorfor, for jeg forstår det ikke helt.

Jeg forstår det heller ikke, men jeg ved at jeg er nødt til at sige det jeg føler og oplever, i håbet om at det kan gøre en forskel, ændre tingene til noget godt og rart.
Desværre ved jeg nu at jeg skal lære en svær kunst, kunsten at indordne mig for at undgå misstemninger imellem min kæreste og jeg.
Hvorfor pokker skal det være så svært at tage imod oprigtighed og en velmenende håndsrækning og som jo var det eneste jeg ville, i håbet om det gode og rarer, det forstår jeg så heller ikke.
Men jeg ved hvad jeg tænker og føler og jeg ved at han er´arrogant, nedladende og en masse andet og det´er bare det´jeg ønsker at få ham til at "se", hvad det gør ved andre.
For hvordan i alverden mon han vil få andre til at føle sig særligt betydningsfulde i hans selskab...........jeg følte mig meget forkert, og det har sat mange flere tanker igang.
Men som Laura sang så smukt i fredags, så har jeg Ingen anden drøm, end at tro på at han og jeg skal være sammen og ikke hver for sig.
SorrytosayQ

Så vil jeg krydse fingre for at han vil forandre sig.
Og jeg håber at du husker at droppe ham hvis han ikke ændrer sig.
Og jeg håber du ikke bare vil indordne dig.
For det vil være det første skridt til at du mister både din fornuft, realitetssans og din identitet.
Held og lykke, og god påske.

som noget, der er værd at spille liv på 😉
Ja, det gør ondt at gå - men det gør da vist mere ondt at blive.
Værdsætter du dig selv eller vil du nøjes !?

Og jeg kan ikke helt forstå hvordan det kan være du fortryder - andet end frygten for at han tænker negativt - og vil det ikke i bund og grund være hans problem?
Og jeg kan faktisk godt se hvad der kan ligge til grund for at du fortryder for de ting du efterlyste fik du ingen respons på.
Jeg har ikke læst andet end dit indløg så jeg ved ikke hvad du har fået af svar så der kan være gentagelser.
For det første så vil jeg råde dig til at finde det mod der gjorde du slukkede tv'et igen - og måske skulle du gøre det inden i skal have en "skal-jeg-forlade-dig snak"
For det andet så syntes jeg du skulle tage en snak med ham om hvordan du nu har det - at du mangler feedback fra ham og at det ikke er nok "bare" at elske - det siger jo selvfølgeligt noget om hans følelser - det virker på mig som om du vil have mundtlig bekræftigelse og så er det da klart du sidder og føler det som om det var en fiasko.
Hvad er det værste der kan ske ved at han måske får negative tanker? at han forlader dig? smider dig ud?
Ok det er jo også en grim konsekvens - og på den anden side så er du jo ensom og ulykkelig - som jeg læser det.
Det kunne også være at du skulle fortælle ham at du har en ide om at han får de tanker og at du gerne lige vil tjekke med ham om det stemmer - for hvis der er noget mange mennersker er røv dårlige til så er det at læse tanker - og tænk hvis han sidder og tænker - hey der var hun modig og fik fortalt mig hvad hun gerne vil og ja lige nu blev jeg noget fornærmet/sur for jeg følte mig angrebet - jeg syntes alligevel det er flot af hende.
- jeg kender jer jo ikke så jeg gætter kun her - ikke desto mindre så kan jeg sagtens genkende processen her for den har jeg levet efter i mange år og uanset hvor angstprovokerende det er at stå ved sig selv og sige - jeg vil have dette - jeg kræver dette så er det i sidste ende hamrende befriende at turde - så jeg syntes du skal klappe dig selv på skulderen og se om du evt kan finde en glæde over at selvom det er svært og selvom det er en grim konsekvens der kan være - så stod du lige her ved dig selv - og jeg syntes det ville være så brand ærgeligt hvis du begyndte at undskylde osv fordi du er bange for at han bliver sur...der var en grund til at du bragte emnet på bane -
DU ER IKKE TILFREDS - og hvem skal passe på dig hvis du har travlt med at passe på ham og hans humør???
Du er rigtig modig i min optik - og jeg syntes det er så flot at du faktisk fik meldt ud hvad du havde på hjertet!
Jeg er sikker på at hvis du et øjeblik glemmer alt om hvordan han har det og hvad han tænker så kunne du måske bruge et par minutter på at finde ud af hvordan du har det inderst inde med at du stod op for dig selv - og helt ærligt - vil du gerne leve sådan resten af dig liv fordi du er bange for at han går?
Chancen for at han går er måske endda større fordi han faktisk ikke bliver udfordret lidt.
Bare lidt tanker fra mig.
Held og lykke og en god portion mod i din retning 🙂
Lotte

I det øjeblik min kæreste talte sådan til mig, havde jeg enten råbt meget højt, hvad fanden han bildte sig ind, at kalde mine tanker for mundlort, eller også var jeg skredet!!
Det holder IKKE at være i et forhold hvor man ikke kan fortælle hinanden om sine tanker og meninger, uden at komme op at skændes eller være bange for om han skrider...
Har han altid været sådan, eller er det noget han er begyndt på efter i er flyttet sammen?
Men hvordan kan det være at du finder dig i det?? Er det fordi du ikke har haft en kæreste før, og er bange for ikke at få en igen, hvis du ikke holder fast på ham??
Eller har dine forældre haft sådan et forhold, hvor hun - og måske jer børn - ikke kunne sige noget til jeres far, uden han sprang i luften??
Jeg prøver bare at forstå det, for der må være en rigtig god grund til at du finder dig i at blive behandlet sådan... Den var ikke gået hos mig!!
Du må aldrig gemme dig selv og dine føleleser!! Slet ikke for at gøre en fyr tilfreds!! Sæt dig ned og tænk over hvad du forventer af en kæreste. Giver han dig det?? Spørg evt hvad han forventer af et forhold, og spørg ham så om han synes at i har det!!
Mis - god påske.