jeg undrer mig over om heste ligger
sig ned og sover, eller om de bare står op og sover, jeg læste for længe siden at en dyrlæge havde fundet en slags "krog i hestens' bagkrop, som gjorde at hesten var "låst fast, når den stod op og sov.
endvidere, hvorfor bygger man så mange hestebokse, hvorfor kan hestene ikke stå bundet som de gjorde i gamle dage, da gårdene havde mindst 40 heste.
min far fortalte mig at han engang havde været karl på et stort gods hvor han sov sammen med hestene, men godsejeren havde lovet en præmie til den kusk der kunne køre et spand heste, næsten i døden ved at misbruge dem ud over det normale.
på film ser vi hvordan heste bliver misbrugt, og styrter hårdt til jorden, jeg ved ikke om de er trænet til det, eller om de løber ind i en wire, hvis det sidste er tilfældet må det være dyrplageri.
for mange mange år siden var en tysker der ville krydse indlandsisen, og han havde en af datidens moderne motordrevne sneslæder med sig på turen, manden hed Wegner, og han begyndte opstigningen inde i fjorden ved den sorte engel, et bjerg som senere blev et minebrud, stedet ligger nord for Umanaq, og hedder Marmorilik, eller der hvor man tidligere hentede grønlandsk marmor.
der er en mindeplade for Wegner der hvor han kom op på isen, et meget stejlt og hårdt teræn, men han brugte altså heste til at komme op på isen med, istedet for hunde, sagnet fortæller at han havde hø med til hele turen, og hver eneste aften gravede han et stort hul i sneen så hestene kunne stå i læ og spise og sove, hvilket naturligvis er en skrøne, hestene blev skudt da han kom op på isen med den nye slæde, som ikke ville starte.
i 1975 overtog det danske firma Greenex pladsen efter at DAC havde stået for hele bygningen af området, naturligvis med hjælp fra folk fra hele verden, der var canadiere og svenskere til minebrydning, og østrigere, sweijsere til kabelarbejdet og ophængning af gondoler, kablerne går fra den ene side af fjorden og over til minen på den anden side af fjorden, muligvis en kabelbane på midst 3 km. uden stivere undervejs.
da man støbte det første fundament i bjerget måtte arbejderne stå på en spinkel trækonstruktion, medens de fik beton fra en helikopter. læs mere på black angel.com
anyway greenex tilbød at hente slæden hvis nogle af de ansatte ville hjælpe til i fritiden, vi blev naturligvis fjøjet derop med helikopter, og vi havde også rigeligt med mad med, for der skulle jo skovles sne i dagevis,
de havde fundet slæden med et slags instrument, og endelig efter 14 dage kom slæden frem igen, og blev fløjet til Umanaq museum, hvor den stadig ligger udenfor.
endvidere, hvorfor bygger man så mange hestebokse, hvorfor kan hestene ikke stå bundet som de gjorde i gamle dage, da gårdene havde mindst 40 heste.
min far fortalte mig at han engang havde været karl på et stort gods hvor han sov sammen med hestene, men godsejeren havde lovet en præmie til den kusk der kunne køre et spand heste, næsten i døden ved at misbruge dem ud over det normale.
på film ser vi hvordan heste bliver misbrugt, og styrter hårdt til jorden, jeg ved ikke om de er trænet til det, eller om de løber ind i en wire, hvis det sidste er tilfældet må det være dyrplageri.
for mange mange år siden var en tysker der ville krydse indlandsisen, og han havde en af datidens moderne motordrevne sneslæder med sig på turen, manden hed Wegner, og han begyndte opstigningen inde i fjorden ved den sorte engel, et bjerg som senere blev et minebrud, stedet ligger nord for Umanaq, og hedder Marmorilik, eller der hvor man tidligere hentede grønlandsk marmor.
der er en mindeplade for Wegner der hvor han kom op på isen, et meget stejlt og hårdt teræn, men han brugte altså heste til at komme op på isen med, istedet for hunde, sagnet fortæller at han havde hø med til hele turen, og hver eneste aften gravede han et stort hul i sneen så hestene kunne stå i læ og spise og sove, hvilket naturligvis er en skrøne, hestene blev skudt da han kom op på isen med den nye slæde, som ikke ville starte.
i 1975 overtog det danske firma Greenex pladsen efter at DAC havde stået for hele bygningen af området, naturligvis med hjælp fra folk fra hele verden, der var canadiere og svenskere til minebrydning, og østrigere, sweijsere til kabelarbejdet og ophængning af gondoler, kablerne går fra den ene side af fjorden og over til minen på den anden side af fjorden, muligvis en kabelbane på midst 3 km. uden stivere undervejs.
da man støbte det første fundament i bjerget måtte arbejderne stå på en spinkel trækonstruktion, medens de fik beton fra en helikopter. læs mere på black angel.com
anyway greenex tilbød at hente slæden hvis nogle af de ansatte ville hjælpe til i fritiden, vi blev naturligvis fjøjet derop med helikopter, og vi havde også rigeligt med mad med, for der skulle jo skovles sne i dagevis,
de havde fundet slæden med et slags instrument, og endelig efter 14 dage kom slæden frem igen, og blev fløjet til Umanaq museum, hvor den stadig ligger udenfor.