Jeg ved ikke hvordan jeg kommer igennem det..

Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år.. I de 3 år er vi tit gået fra hinanden i et par dage og fundet sammen igen.. Efter at jeg er begyndt at komme sammen med ham har han bestemt meget over mig.. Der var mange ting som f.eks rygning, druk, make-up og drengevenner jeg måtte smide væk, fordi at han var utilfreds og jeg gjorde det fordi at jeg var så forelsket.. Det endte også med at jeg ikke måtte gå med en del af mine veninder, så nu har jeg kun meget få tilbage.. Det skal siges at vi har skændtes tit og at det til tider er endt lidt voldeligt, men ikke sådan noget med knytnæver og slag, men mere at rykke hårdt i hinanden osv.. Jeg stoler ikke på ham, fordi at han selv har sagt at vi ikke skal snakke med det modsatte køn og at jeg så har "fanget ham" i at gøre det.. Alt sådan noget.
Jeg føler at jeg er nået til det punkt hvor jeg ikke kan det her mere (og det har jeg tit følt), men der er noget der holder mig tilbage.. Jeg føler at jeg er bange for at skulle sidde tilbage alene uden nogle venner eller veninder at kunne snakke med, og jeg er bange for at jeg skal sidde og se ham med en anden samtidigt med at jeg ikke er kommet over ham (men det er jo normalt).. Min familie har tit sagt at det snart må ende, da vi alligevel ikke har nogen fremtid sammen, og det er rigtigt.. Der er bare en eller anden frygt der holder mig tilbage.. Ikke frygten for at han vil gøre noget ved mig, for jeg ved at han bare ville være ligeglad og leve videre.. Jeg ved ikke helt præcis hvad det er der holder mig tilbage, det er bare rigtig svært..
Bare det at hans forældre har sagt at de nok skal "ordne" min familie burde være nok til at jeg gør det forbi med det samme, men nej..
Jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her, men jeg følte bare at jeg havde brug for at komme ud med det [:*(]

er altid det, der stiller sig i vejen for udvikling og nye muligheder. I dit tilfælde frygten for at stå alene - igen..
"For at kunne gribe skal man kunne slippe" - kære ven ;-)
Hvis DU skal kunne gribe nye muligheder, må DU slippe umyndiggørelsen fra en kæreste, der ikke regner dig for en SK..
Du kan også vælge at blive og lade dig TOTALT udradere - it's up to YOU and only YOU.
Og ja at sidde alene ER hårdt. MEN det lyder næsten værre, det du er i nu.
Go for it - Verden venter. Men ikke for evigt.
Godt Nytår til dig - min ven ;-))

Det lyder til at mindst en af jer er af anden etnisk herkomst.
Det er jo ikke normalt at ikke måtte se og tale med det modsatte køn.😕
Kun i den muslimske verden er "brugt og vist helt normalt"

jeg vil foreslår du render din vej NU !!!😮

Jeg har selv prøvet turen. Jeg var bundet i 20 år. Det bliver værre og værre. Så hvis du vil slippe for pinsler, så gå nu.
Du får ødelagt dit liv, hvis du fortsætter. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige for at du gør noget. Jeg havde det lige så svært, så jeg kender det. Men i guder, hvor har jeg fortrudt, jeg ikke gik.

være grov - dette er kærligt ment.
Men det lyder som om en vis portion uselvstændighed kan være forklaringen. Man KAN IKKE stå på andres ben - KUN egne.

Ja, folk giver rigtig gode råd herinde, det er derfor internettet er en stor hjælp. Lyt til dem, de ved hvad der er bedst. Lad ham være, kontakt ham aldrig igen, jeg er sikker på det er det han også ønsker. Det er bedste for jer begge. I kan ikke sammen, når I er så forskellige. Der er nok nogle der kan elske dig som den smukke pige jeg ved du er, og nogle der kan elske ham uden at han skal fortælle hvad hun ikke skal gøre. Som sagt, folk har ret. Skrid fra ham med det samme.
FT/KK - Out

Inderst inde for det har han vidst altid ønsket, men uden at sige det!