Jeg ved ikke om jeg kan ....
Jeg har mange overvejelser omkring mit forhold, og jeg ved ikke om jeg kan blive i det.
Jeg mødte denne her mand på Facebook for 2 år siden - vi er begge voksne, omkring de 40, har begge børn, og vi "klikker" på skrift, på den måde at forstå, at vi bliver hinandens venner og fortrolige på mange fronter. Vi bor langt fra hinanden og mødes ikke ansigt til ansigt - men på en eller anden finurlig måde, er det jo også nemmere at have en at snakke med, som man ikke konfronteres med.
Tiden går og vi mødes efter nogen tid til en kop kaffe nogle gange, hvor det er muligt.
Pludseligt sker det, der sker mere, vi bliver kærester og ses jævnligt gennem det sidste ½ år. Alt dette er super og manden får større og større indflydelse på mit følelsesliv.
Nu er det bare det, at hans vennekreds primært består af hunkønsvæsner - OG at hans tidligere kone og han leger ægteskab et godt stykke hen af vejen (i mine øjne).
Det tricker en jalousi-djævel i mit indre, som jeg ikke er sikker på, at jeg har lyst til at leve med.
Jeg kan forsøge at argumentere med den der djævel, og fortælle den, at manden jo ikke skal ændres, og at han skal bibeholde sin vennekreds, samt at det er bedst for hans børn (og dermed ham) at han ses med sin tidligere kone flere gange om ugen, spiser med hende, kører hende på arbejde osv. Men et eller andet sted er det bare ikke nok - jeg kan ikke tale min indre uro til ro, og jeg SYNES sq, at det er knaldhamrende forkert, at hun fortæller ham onsdag morgen, at hun har taget mad ud til mad til torsdag aften - og at han bare smiler og fortæller mig, at det har hun meddelt.
Samtidig har vi i løbet af sidste gang vi havde tid sammen, talt en del om, at det virker som om hans eks ikke er ovre ham - han gik fra ægteskabet i sin tid og har haft dårlig samvittighed hele tiden, hvilket har gjort at han har hoppet og sprunget for både børn og deres mor. Så kom han med en bemærkning om, at han måtte tage hensyn til hende, når hun havde det sådan - men hvor er hensynet til mig?
Min mavefornemmelse fortæller mig helt klart, at der er noget ravruskende galt - og jeg ved, at jeg plejer at skulle lytte efter den.
Jeg elsker ham - men for H...... hvor er jeg forvirret lige nu! Er jeg bare besiddende?
Jeg mødte denne her mand på Facebook for 2 år siden - vi er begge voksne, omkring de 40, har begge børn, og vi "klikker" på skrift, på den måde at forstå, at vi bliver hinandens venner og fortrolige på mange fronter. Vi bor langt fra hinanden og mødes ikke ansigt til ansigt - men på en eller anden finurlig måde, er det jo også nemmere at have en at snakke med, som man ikke konfronteres med.
Tiden går og vi mødes efter nogen tid til en kop kaffe nogle gange, hvor det er muligt.
Pludseligt sker det, der sker mere, vi bliver kærester og ses jævnligt gennem det sidste ½ år. Alt dette er super og manden får større og større indflydelse på mit følelsesliv.
Nu er det bare det, at hans vennekreds primært består af hunkønsvæsner - OG at hans tidligere kone og han leger ægteskab et godt stykke hen af vejen (i mine øjne).
Det tricker en jalousi-djævel i mit indre, som jeg ikke er sikker på, at jeg har lyst til at leve med.
Jeg kan forsøge at argumentere med den der djævel, og fortælle den, at manden jo ikke skal ændres, og at han skal bibeholde sin vennekreds, samt at det er bedst for hans børn (og dermed ham) at han ses med sin tidligere kone flere gange om ugen, spiser med hende, kører hende på arbejde osv. Men et eller andet sted er det bare ikke nok - jeg kan ikke tale min indre uro til ro, og jeg SYNES sq, at det er knaldhamrende forkert, at hun fortæller ham onsdag morgen, at hun har taget mad ud til mad til torsdag aften - og at han bare smiler og fortæller mig, at det har hun meddelt.
Samtidig har vi i løbet af sidste gang vi havde tid sammen, talt en del om, at det virker som om hans eks ikke er ovre ham - han gik fra ægteskabet i sin tid og har haft dårlig samvittighed hele tiden, hvilket har gjort at han har hoppet og sprunget for både børn og deres mor. Så kom han med en bemærkning om, at han måtte tage hensyn til hende, når hun havde det sådan - men hvor er hensynet til mig?
Min mavefornemmelse fortæller mig helt klart, at der er noget ravruskende galt - og jeg ved, at jeg plejer at skulle lytte efter den.
Jeg elsker ham - men for H...... hvor er jeg forvirret lige nu! Er jeg bare besiddende?