Jeg vil hjælpe min lillebror

Jeg håber der er en venlig sjæl der vil give sig tid til at læse det her, for jeg er virkelig på bar bund.
Jeg skriver på vegne af min bror da han ikke selv, er i stand til at kunne overskue at skrive selv.
Jeg er hans storesøster og er 22 år og han er 19 år. Han har p.t. haft en meget svær depression i nu godt 10 mdr. og måtte stoppe i 3. g.
Jeg er en af de eneste han har betroet sig 110% til, og jeg har lovet at hjælpe ham.
Det er først for ca. 2 måneder siden at jeg kunne komme til at kommunikere med ham første gang, da han ellers har isoleret sig, og ikke haft kontakt til andre end sin læge og psykiater, pga. manglende lyst og overskud.
Han bor hjemme hos vores mor, og jeg er flyttet hjemmefra for nogle år siden.
Situationen er den lige nu at alle hans dage er ens. Han opholder sig kun på værelset, hvor han enten sover eller fordyber sig i et computerspil for at slippe væk fra virkeligheden og få tiden til at gå mens han venter på at medicinen virker. Mor laver med til ham og serverer det, da han ikke selv er i stand til at tilberede et måltid. Ellers er han kun ude af værelset når han skal på toilettet, eller spise om natten.. Han har snakket med en psykiater(en tilfældig) en del gange, og har prøvet tre forskellig slags medicin. Han føler at han er gået i stå og at der ikke sker noget overhovedet. Han fortæller at medicinen blokerer for de negative tanker, men også for de positive. Han siger at han ikke kan føle noget. Hverken glæde, lettelse, tristhed eller andet. Hans humør er bare monotont.
Vi har benyttet os meget af en metafor når vi har talt sammen. Vi sammenligner hans sygdom med et brækket ben. Han kan godt tvinge sig selv ud af døren og gå en tur eller andet, men hvis ”knoglen stadig er knækket”, så heler den ikke ved at man går på benet. Knoglen skal først hele før man kan genoptræne det igen..
Så lige nu har han sin lid til at medicinen skal påvirke hjernen biokemisk så han kan få det manglende overskud der skal til, for at komme i gang med livet igen.
Nogle af de symptomer han beskriver at han har er bl.a.
Ø Det er som om at hans hjerne er rastløs, den kan ikke få ro og han ved ikke hvor han skal gøre af sig selv
Ø Han har svært ved at komme ud af sine drømme når han vågner, det tager ofte 15-20min at komme helt ud i virkeligheden, og det er en kamp. Så nogle gange er det lettere at prøve at sove igen.
Ø Han siger at han føler at der er noget der presser fysisk under hjerneskallen. Som om at alt blodgennemstrømning foregår i hovedet og at det er tungt. At der er betændelse i pandelappen.
Ø Han nævnte en episode i filmen ”Adams æbler” hvor en halvretarderet præst bliver skudt i hovedet og den rammer en tumor der sidder i hjernen. Og da den var væk blev han normal. Sådan føler han at der er noget der sidder og forstyrrer hans tanker og følelser.
Ø Han får ro ved nogle gange bare at ligge i sengen og lytte til en rolig stemme i fjernsynet. Det er lige meget hvad personen siger, bare det er en behagelig stemme.
Ø Han kan ikke koncentrere sig i længere tid af gangen, og kan ikke læse så meget af gangen. Bl.a. derfor jeg skriver.
Ø Han kan bliver træt når der er andre mennesker omkring sig. Og kan blive meget træt hvis min mor f.eks. har gæster. Selvom han ikke er tilstede i lokalet. Bare det han ved at der er andre mennesker i hjemmet gør ham meget udmattet.
Mit og hans spørgsmål går på om der er andre der har, eller kender nogle der har oplevet noget lignende og har haft samme symptomer.
Og i så fald, hvad var ”nøglen” for at komme ud af det? Hvor lang tidshorisont er der på sådan en slags depression?
Skal han skifte psykiater, skal han vente, skal han tvinge sig selv eller kan jeg gøre noget?
For lige nu sker der intet, og den ene dag æder den anden, og de er alle ens…
Håber på lidt feedback
M.v.h. Katja

at prøve at få ham i et fitnesscenter. Eller i det mindste at dyrke motion, sport eller bare gåture.
Havde engang en kæreste som led af depressioner, og det hjalp hende virkelig meget at gå til fitness.
Har han prøvet en psykolog ?
Psykiateren ved kun noget om medicinering, han er ikke i stand til at finde en evt. årsag til din brors depression.

Han har også brug for fysisk aktivitet. Man kan godt sammenligne menneskelegemet med en maskine, og når maskinen er ved at gå i stå må der gøres en indsats for at få den i gang igen. Det nytter heller ikke hele tiden at fokusere på sygdom, for derved bliver det blot endnu værre. Vore tanker påvirker vort mentale helbred. Han må derfor lære at tænke positivt. Jeg tror ikke på at han bare bliver "rask", eller at medicin vil hjælpe ham. Han må gøre en bevidst indsats for at komme ud af sin situation. Alt det som han gør nu skal han gøre modsat. Han må bryde med sine vaner. Jeg vil anbefale at han kommer ud i naturen, får noget frisk luft og at han gradvist forøger sin fysiske aktivitet. Med en ihærdig indsats skal han nok blive rask.

Få ham undersøgt for skizofreni...der er for mange symptomer der peger derhen.

Jeg har selv gået i terapi hos en privatpraksiserende psykiater i flere år, som min egen læge henviste mig til.
Min psykiater skrev ikke bare medicin ud. Det var først, da jeg var i sådan en pine, at han prøvede at finde frem til noget som kunne lindre det helvede, jeg gennemgik, og hele tiden blev det kombineret med terapi. Og jeg har/har haft stor glæde af begge dele, og har ikke villet undvære det.
Jeg har også gået til psykolog og terapiformen var den samme, bortset fra at psykiateren kan udskrive medicin, hvis det er nødvendigt.
Det var først efter lang tids terapi at min psykiater forsøgte sig frem med den rette medicin til mig.
Og det kan godt tage noget tid at finde den rette medicin. Jeg prøvede flere forskellige slags uden at det virkede på mig. Men fik til sidst Efexor, og det har en kolosal positiv effekt på mig. Medicin virker forskelligt fra person til person, så man kan ikke sige, hvad virker for den ene virker også for den anden.
Katja, mange af de ting som din bror gennemgår kan jeg godt genkende, for jeg kunne heller ikke overskue hverdagen, og trak mig socialt og ville bare sove tiden væk.
Efter jeg fik den korrekte medicin har den mindsket sociale fobi og mine depressive dyk.
Terapien har hjulpet mig med at se indad og få sat ord på de svære følelser, som jeg ikke før kunne sætte ord på. Ligeledes har det hjulpet mig til at erkende min lidelse, og være mere åben om det.
Jeg går hos en privatpraksiserende psykiater og endnu engang, han skriver ikke bare medicin ud, hvis det ikke er nødvendigt. Og jeg kender flere, som går i terapi hos privatpraksiserende psykiatere, og de siger, at de er glade for samtaleterapien. Og de bliver ikke pumpet fuld af medicin.

Hvordan det foregår i tilknytning til sygehus-psykiatrien ved jeg ikke noget om, så det undlader jeg mig at udtale mig om.
Det er gratis at gå i terapi hos en psykiater, hvor det koster penge hos en psykolog. Det har da også haft en stor betydning for mig, for jeg ville aldrig have haft penge til at forsætte i terapi hos en psykolog i de år, jeg har gået i terapi.
Det er rigtigt, at de kan hjælpe din bror at komme ud. Men det skal være små skridt ad gangen, så det ikke allerede fra starten virker uoverskueligt for ham. Hvis der er have, hvor din bror bor, kan det også bare være lige at gå udenfor og få noget luft. Eller bare det, at stå op og komme i bad.
Men det er da forfærdelig svært at være pårørende til en, som har en psykisk lidelse, fordi man er så magtesløs. Og min familie har også haft det svært, og været nervøse for mig.
Og de mennesker, som fejlagtigt siger, at man bare skal tage sig sammen, ved ikke hvad de snakker om, desværre.

Det der er brug for er at "patienten" bliver rask. Selv skizofreni kan gå over uden "behandling". Et sundt legeme giver et sundt sind.

Jeg er ked af at høre at din bror har det så dårligt. jeg kan fortælle dig lidt om min historie, det håber jeg kan give dig lidt.
Min mor led af depressioner i mange år.
Så jeg har læst spurgt og hørt meget på hvad der kunne hjælpe.
Sollys eller dagslys, mindst 2 timer om dagen. Motion eller aktivitet (det kunne jo være aktivitet udenfor. Selvom der ikke er sol, hjælper dagslys)
Og så havde min mor vitamin mangel der gjorde at hun fik depressioner. Så hun gik til lægen og fik nogle vitaminindsprøjtninger, engang imellem.

Sund mad, frisk luft og fysisk aktivitet, samt troen på at han får det bedre, så skal han nok blive rask.

Mange skriver gode råd ang. motion, sol m.m., og det er også helt fint ifht. depresivitet.
Det med Skitzofreni, synes jeg ikke der er belæg for overhoved ud fra det der beskrives, så bare slap af ang. det.
Hvis jeg sad overfor din bror nu, ville jeg spørge ind til hvad der der er sket de sidste år i hans liv. Hvordan var gymnasietiden?..konstant presset/stresset? Har han festet meget..med brug af stoffer? Ryger han hash eller har taget extasy? Har der været dødsfald i familien?...o.s.v.
Det er svært bare på baggrund af dit brev at gøre sig "klog" på situationene. Men der er nok en moderartdepression inde i billede. En svær depression er hvis han f.eks. ikke engang kunne gå på toilettet for eksempel.
Det kunne også være udløst af en eksistensiel krise,...jeg kan ikke noget efter at være droppet ud af gym. Jeg fejlede, og hvad skal jeg med mit liv,..har ikke lyst til noget, interessere mig ikke for noget..o.s.v.
Jeg havde selv en krise da jeg var 22 om sådanne ting. En psykolog hjalp mig videre, men jeg var nok ikke helt der hvor din bror er, men følte mig dog meget tom og modløs.
Jeg ville henvende mig til det lokale distrikt psykiatricenter. Der er psykiater,socialrådgiver og andre fagpersoner tilknyttet.
Han skal nok komme igennem det, bare rolig. Og pas også på dig selv og mærk efter om det tager meget på dig, ikke? Lad professionelle komme til, og vær der for ham så meget som nu er sundt.
Held og lykke med det.
kh
N

at der bliver fundet noget medicin der kan hjælpe din bror. Jeg havde selv glæde af min medicin (mirtazapin) næsten fra dag et.
Da jeg fik det bedre besluttede jeg i samarbejde med min psykiater at gå over til perikon (urtemedicin med dokumenteret virkning) for at slippe for bivirkninger.
Fik besked på også at starte med at spise fiskeolie-piller, da det også hjælper mod dep.
Måske var det en god ide at din bror også tog fiskepiller ved siden af anden medicin.Jeg ta´r 3 gram fiskeolie om dagen, og kan godt mærke hvis jeg glemmer det.
Det er en ordentlig mundfuld, men man vender sig til det.
Husk at tage dem umiddelbart inden et måltid, for at undgå "fiskebøvser". Det kan jo ikke skade at prøve, er også godt for mange andre ting.
Det er også rigtigt at mangel på B-12 vitamin kan være et problem hvis man har dep. Men mon ikke psykiateren allerede har sørget for at der er blevet taget en blodprøve så det kunne blive undersøgt?
Håber virkeligt at din bror får det bedre snart, så han kan komme vidre her i livet.
Og prøv om I ikke, trods alt kan finde noget at grine af. Sjove film eller bøger måske. Når jeg er nede, skal jeg helst ikke høre for meget sørgeligt.
Den der med, at der er nogle der har det værre end mig, er ikke nogen opmuntring, tvært imod.
God vind med jer.

Selvfølgelig skal der gøres noget.
Når den medicin han får, ikke har hjulpet endnu, lyder det til, at der skal noget mere til. Medicin plejer at virke næsten fra dag 1 (selvom fagvidenskaben siger der skal gå mindst 3 uger).
Men din bror lyder helt sikkert meget deprimeret. Det er dog ikke sikkert, det udelukkende er depression i sig sig selv.
Her er et par steder han kan prøve at gå til:
http://www.kognitiv-center.dk/
http://www.jyskfobiskole.dk/
Jeg kan anbefale et sådant forløb, fordi det dels er daglig terapi (ikke ugentligt). Derfor går det meget hurtigere med at komme på benene igen. Dels fordi man deltager med andre i samme situation og kan bakke hinanden op.
Grunden til, jeg henviser til en af fobiskolerne er, at det også lyder som om din bror har det svært med socialt samvær (og tingene hænger tit sammen). Han skal under alle omstændigheder til en samtale først på skolen, hvor de vurderer om han egner sig til et forløb eller om der skal andre ting til. Opholdet kan han få betalt af kommunen, hvis de vil hjælpe.
Mange hilsner
anonym

Kan hjelpe i første omgang Prøv Jan felis . fuglebakkevej hej

Tak for alle de konstruktive svar..
Det har været til stor hjælp.. Bare det at få lidt støtte og feedback fra andre...
Nu vil jeg tage en snak med min bror om hvad vi skal gøre..
Jeg har fået lidt mere gå på mod, og tingene ser ikke så sorte ud som i starten..
Mvh. Søs

jeg ønsker dig og din bror held og lykke,det skal nok gaa alsammen.Lige pludselig en dag,kommer han ud af det.Nogle mennesker i den alder din bror har,er sommetider en smule mere følsomme,end flertallet,jeg taler af erfaring.For mit vedkommende(en i familien,stod det paa i nesten et aar for saa lige pludselig at "vaagne igen" og saa var det bare der ud af.Naar din bror en dag er parat vil solen skinne igen og alt vil vere glemt.Det maa vere dejligt at have saa god en søster som dig.Knus anon