Jesu måde at undervise på
Jesus genspejler Guds visdom i sin måde at undervise på. Ved en lejlighed da nogle soldater var blevet sendt ud for at arrestere ham, vendte de tomhændede tilbage og sagde: "Aldrig har noget menneske talt således." (Johannes 7:45-46) Det var ikke nogen overdrivelse. Af alle mennesker der har levet, har Jesus, der var "fra regionerne oventil", haft det største forråd af kundskab og erfaring. (Johannes 8:23) Intet andet menneske har kunnet undervise som han. Lad os blot betragte to af de metoder denne vise lærer benyttede sig af.
VIRKNINGSFULD BRUG AF ILLUSTRATIONER. "Alt dette fortalte Jesus folkeskarerne ved hjælp af billeder. ja, uden et billede talte han ikke til dem," siges der om ham. (Mattæus 13:34) Vi kan ikke andet end forundres over den enestående evne han havde til at forklare dybe sandheder ved hjælp af enkle situationer fra hverdagen. Landmanden der sår, kvinden der laver en dej, børn der leger på torvene, fiskere der haler deres vod op, og hyrden der leder efter et mistet får, var alt sammen noget hans tilhørere havde set mange gange. Når vigtige sandheder blev forbundet med noget velkendt, indprentede det sig hurtigere og dybere i sindet og hjertet. (Mattæus 11:16-19; 13:3-8, 33, 47-50; 18:12-14)
Jesus brugte ofte lignelser, det vil sige korte fortællinger hvoraf man kunne udlede en morale eller en bibelsk sandhed. Da det er lettere at forstå og huske fortællinger end abstrakte begreber, hjalp Jesus på den måde sine tilhørere til at huske det de lærte. I mange af sine lignelser gav Jesus en så levende beskrivelse af sin Fader at det gjorde et uudsletteligt indtryk på tilhørerne. Det er for eksempel ikke vanskeligt at se hvad man kan lære af lignelsen om den fortabte søn: Når én der er kommet på afveje, oprigtigt viser tegn på sindsændring, vil Jehova kærligt og medfølende tage imod ham igen. (Lukas 15:11-32)
I morgen vil vi se på en anden af Jesu undervisningsmetoder. Hav en god dag!
______________
"Så sagde han: „Der var en mand som havde to sønner. Og den yngste af dem sagde til faderen: ’Fader, giv mig den del af formuen som tilkommer mig.’ Så delte han sine midler mellem dem. Senere, ikke mange dage derefter, samlede den yngste søn alle [sine] ting og rejste ud til et fjernt land, og dér satte han sin formue til ved at føre et udsvævende liv. Da han havde givet alt ud, blev der en streng hungersnød i hele det land, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og sluttede sig til en af borgerne i landet dér, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. Og han havde hele tiden et brændende ønske om at mætte sig med de bælgfrugter som svinene åd, og ingen gav ham [noget].
Da han kom til fornuft sagde han: ’Hvor mange daglejere hos min fader har ikke overflod af brød, mens jeg er ved at omkomme af sult her! Jeg vil bryde op og rejse til min fader og sige til ham: „Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.“’ Så brød han op og gik til sin fader. Mens han endnu var langt borte fik hans fader øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham ømt. Så sagde sønnen til ham: ’Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.’ Men faderen sagde til sine trælle: ’Hurtigt! hent en lang klædning frem, den bedste, og giv ham den på, og sæt en ring på hans hånd og [giv ham] sandaler på fødderne. Og kom med fedekalven, slagt den og lad os spise og være glade, for min søn her var død og er kommet til live igen; han var blevet væk og er fundet.’ Og de begyndte at være glade.
Nu var hans ældste søn ude på marken; og da han kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. Han kaldte da en af tjenerne til sig og forhørte sig om hvad dette betød. Han sagde til ham: ’Din broder er kommet, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham sund og rask tilbage.’ Men han blev vred og ville ikke gå ind. Så kom hans fader ud og bønfaldt ham. Som svar sagde han til sin fader: ’Se! i så mange år har jeg trællet for dig, og aldrig har jeg overtrådt dit bud, og dog har du aldrig givet mig et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner. Men så snart din søn her, som har opædt dine midler sammen med skøger, kom, slagtede du fedekalven til ham.’ Så sagde han til ham: ’Barn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit er dit; men vi kunne ikke andet end glæde os og fryde os, fordi din broder her var død og er kommet til live, og han var blevet væk og er fundet.’“
(Lukas 15:11-32) -----------------------> http://www.watchtower.org/bible/index.htm
VIRKNINGSFULD BRUG AF ILLUSTRATIONER. "Alt dette fortalte Jesus folkeskarerne ved hjælp af billeder. ja, uden et billede talte han ikke til dem," siges der om ham. (Mattæus 13:34) Vi kan ikke andet end forundres over den enestående evne han havde til at forklare dybe sandheder ved hjælp af enkle situationer fra hverdagen. Landmanden der sår, kvinden der laver en dej, børn der leger på torvene, fiskere der haler deres vod op, og hyrden der leder efter et mistet får, var alt sammen noget hans tilhørere havde set mange gange. Når vigtige sandheder blev forbundet med noget velkendt, indprentede det sig hurtigere og dybere i sindet og hjertet. (Mattæus 11:16-19; 13:3-8, 33, 47-50; 18:12-14)
Jesus brugte ofte lignelser, det vil sige korte fortællinger hvoraf man kunne udlede en morale eller en bibelsk sandhed. Da det er lettere at forstå og huske fortællinger end abstrakte begreber, hjalp Jesus på den måde sine tilhørere til at huske det de lærte. I mange af sine lignelser gav Jesus en så levende beskrivelse af sin Fader at det gjorde et uudsletteligt indtryk på tilhørerne. Det er for eksempel ikke vanskeligt at se hvad man kan lære af lignelsen om den fortabte søn: Når én der er kommet på afveje, oprigtigt viser tegn på sindsændring, vil Jehova kærligt og medfølende tage imod ham igen. (Lukas 15:11-32)
I morgen vil vi se på en anden af Jesu undervisningsmetoder. Hav en god dag!
______________
"Så sagde han: „Der var en mand som havde to sønner. Og den yngste af dem sagde til faderen: ’Fader, giv mig den del af formuen som tilkommer mig.’ Så delte han sine midler mellem dem. Senere, ikke mange dage derefter, samlede den yngste søn alle [sine] ting og rejste ud til et fjernt land, og dér satte han sin formue til ved at føre et udsvævende liv. Da han havde givet alt ud, blev der en streng hungersnød i hele det land, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og sluttede sig til en af borgerne i landet dér, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. Og han havde hele tiden et brændende ønske om at mætte sig med de bælgfrugter som svinene åd, og ingen gav ham [noget].
Da han kom til fornuft sagde han: ’Hvor mange daglejere hos min fader har ikke overflod af brød, mens jeg er ved at omkomme af sult her! Jeg vil bryde op og rejse til min fader og sige til ham: „Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.“’ Så brød han op og gik til sin fader. Mens han endnu var langt borte fik hans fader øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham ømt. Så sagde sønnen til ham: ’Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.’ Men faderen sagde til sine trælle: ’Hurtigt! hent en lang klædning frem, den bedste, og giv ham den på, og sæt en ring på hans hånd og [giv ham] sandaler på fødderne. Og kom med fedekalven, slagt den og lad os spise og være glade, for min søn her var død og er kommet til live igen; han var blevet væk og er fundet.’ Og de begyndte at være glade.
Nu var hans ældste søn ude på marken; og da han kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans. Han kaldte da en af tjenerne til sig og forhørte sig om hvad dette betød. Han sagde til ham: ’Din broder er kommet, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham sund og rask tilbage.’ Men han blev vred og ville ikke gå ind. Så kom hans fader ud og bønfaldt ham. Som svar sagde han til sin fader: ’Se! i så mange år har jeg trællet for dig, og aldrig har jeg overtrådt dit bud, og dog har du aldrig givet mig et kid, så jeg kunne være glad sammen med mine venner. Men så snart din søn her, som har opædt dine midler sammen med skøger, kom, slagtede du fedekalven til ham.’ Så sagde han til ham: ’Barn, du har altid været hos mig, og alt det der er mit er dit; men vi kunne ikke andet end glæde os og fryde os, fordi din broder her var død og er kommet til live, og han var blevet væk og er fundet.’“
(Lukas 15:11-32) -----------------------> http://www.watchtower.org/bible/index.htm