Jubii, min far ringede...

Godt nok var det forkert nummer, men hvad pokker. Man skal vel være glad alligevel.
Fik en opringning fra min far i Sverige, her i eftermiddags. Han startede samtalen med....nå er det dig?....så har jeg trykket det forkerte nummer.
Det skal lige siges, at min far er ret gammel (85) og lider af aldersbetinget Parkinson.
Det udelukker dog ikke, at man stadig kan have en lille smule høflighed tilovers for sin datter der bor i et andet land. Han har aldrig interesseret sig for hvad vi laver, og heller ikke for hans børnebørn.
Men at ringe forkert op, og ikke engang spørge hvordan jeg og familien har det, tager jeg som ren fornærmelse.
Er der andre herinde, der har oplevet, eller oplever noget lignende?
Hilsen Kajsa

Du kan da trøste dig med at han kan dit nummer.. Det siger da lidt om at du ikke er glemt..

...har været programmeret i hans telefon fra dengang min mor levede. Hun døde for 11 år siden....
Kajsa

For søren da osse.....
Store medfølende tanker til dig......du kender ham bedst på trods af afstand, alder og sygdom.
Håber du kan tilgive ham.
PS:Tilgivelse er at lægge noget til - det modsatte af at trække noget fra.*ss*

Desværre for dig er det det ikke.¨du må trøste dig med at han er syg og ikke ved havd han gør.
jeg føler med dig

Kajsa.....
Har du glemt, at tænke denne tanke:
Der er mere mellem himmel og jord, end vi umidelbart går og tænker/tro....???
Var det mon ikke meninge, at far skulle ringe til sin Kajsa...???
Også en måde, at anskue det på, for lige meget hvad så glemmer vore forældre os aldrig, men en far...!!! han kan få de forkerte ord lagt i sin egen mund, så vi som døtre, nemt kan forstå dem.... Forkert..
Knus Fra Mummi

Du må da sidde med en underlig følelse bagefter, ik sandt -
Men han er en gammel mand,og som du selv skriver, så er han syg -
Tænker på om han ikke er klar over, hvor sjældent han ringer til dig, det kan jo være, at hans hukommelse er, at det var igår i talte sammen sidst -
Det kan jo også være, at han har svært ved at fastholde sin koncentration på en bestemt ting, så som en telefonopringning, at da han så får dig i røret, så må han så hurtigt videre inden han glemmer, hvem han egentlig skulle ringe til -
Ja jeg forsøger at finde en forklaring til episoden, men det vigtigste jeg vil sige er, at ja selvfølgelig sårer det, men det er måske bare sådan han er : ikke at give udtryk for de store følelser, måske evner han det ikke, så er det jo en form for følelses handicap og pas på med at lade det gå ind og såre dig -
Som mummi skriver . der er mere mellem himmel og jord osv.
Jeg siger : Intet sker tilfældigt, det kan bare tage et stykke tid, før man kan se meningen med det -
Min far havde jeg ikke megen kontakt med, og ½ år før han døde, (det er 11 år siden) tog han pludselig kontakt til mig, ringede tit og ofte og snakkede mig fanden et øre af, alt fra hans og min mors ægteskab, min og mine søskenes barndom osv, han snakkede i timevis og spurgte aldrig, hvordan det gik hos mig, tror ikke det faldt ham ind, for han havde så meget han skulle af med -
Den første gang han ringede og sludrede i timevis, var på min fødselsdag, og det troede jeg i første omgang var grunden til han ringede, men nej -
Først da han i samtalen nævnte en kæreste han havde fået et barn med , efter mine forældres skilsmisse, og nævnte at det var sjovt, at hun netop havde fødselsdag lige denne dag, og jeg så svarede nåe altså samme dag som mig, så blev der stille et øjeblik : har du fødselsdag idag❓hvorfor sagde du ikke noget om det❓-
Øøh du er min far, så det troede jeg du vidste, svarede jeg, men nej det havde han ikke tænkt på, men exens dag blev husket så mange år efter -
Der sad jeg også med en underlig følelse bagefter -
Hoold da på kajsa søde, hvilke erindringer dit indlæg sætter igang :-)
Hygge aften til dig
guller

hvem han snakker med....det er det der gør det så sårende... Han har aldrig haft lyst til at snakke med mig. Jeg ved det jo godt....men alligevel er det så sårende når det sker på den måde.
Hvis han bare lod være med at ringe.....jamen så kunne jeg måske glemme....den ligeglade far, som aldrig ringer. Og tro mig....det er ikke fordi at han er gammel....han har aldrig gjort det. Grunden til at han gjorde det i aften, var at han så forkert på hans knapper....
Siden mor døde for 11 år siden, har har taget frivillig kontakt til mig....5 gange! jubii....
Kajsa

er han heller ikke.....det er næsten det værste...
Kajsa

næsten hverdag....at lade være med at huske. Huske min dårlige barndom....alle slag....mors gråd..når hun blev slået. Mine egne minder om slag. Mor sagde altid, at jeg skulle huske på hvad far altid gjorde for mig.
Han tog mig på udflugt på bjerget...vi stod på ski sammen....han fulgte mig til skøjtetræning.
Det er rigtigt...han gjorde alle de ting....men det kan ikke opvejes af alle de slag, og ligegyldighed jeg husker.
Kajsa

er tykke. Jeg forstår dig ganske godt. Min egen far var ikke bedre. Alligevel sad jeg med ham indtil hans sidste åndedrag. Visse mennesker har ikke andre evner end bare at tage imod og får aldrig nok fra det gode i livet uanset hvor meget man elsker dem. Jeg blev voksen, men mine foräldre blev det aldrig. Jeg kan forstå det, men ikke akceptere det. Han kastede al sit had og al sin bitterhed på mig og påstod på sit dödsleje, at jeg ikke var hans sön. Men jeg har jo haft så meget uheld i livet, så det betyder ingenting mere. Tag vare på dit liv ! Se til at du ikke bliver bitter eller sur. Du kan jo besöge ham eller kontakte ham om du vil,men styre ham er antagelig umuligt. Måske skider han på dig uanset hvad du gör, men det skal du ikke lade dig gå på af. Det vigtigste er egentlig, at du selv har en god samvittighed overfor ham, specielt når han er död. Jeg er ikke bitter på min far. Han var simpelthen bare et menneske, som styrede alt ondt over på mig og jeg har ikke fundet noget godt minde fra ham siden. Hans hjerte var overfor mig hårdt som sten og jeg savner ham ikke det mindste. Ösker at lykken fölger dig i dit liv. MVH Leif (Som også bor i Sverige):)

...at jeg aldrig kan konfrontere ham med de ting jeg gerne vil sige. Jeg har ikke råd til at tage derop, og han gider ikke at tage herned, hvilket kan være ligemeget, da jeg ikke gider at se ham.
Han ved godt hvad han har lavet....men har gået igennem livet med en løgn om, at han ikke kan huske det. Han kan ikke huske at han har slået mig....han kan ikke huske at han har slået min søster....ej heller kan han huske at have slået min mor.
Det er vist ligemeget hvor man bor....råddenskab er at finde alle steder.
Ps. Er du Svensker..eller lader du bare som om....? ;o)
Jeg er jo selv fuldblodssvensker!
Kram Kajsa

så godt du kan. Du behöver ikke at have dårlig samvittighed over at bryde forbindelsen, hverken helt eller delvist. Selv huskede jeg altid min fars födselsdag og sendte gave til ham og/eller besögte ham. Julen var ligedan. Jeg ringede til ham. KOntaktede ham i årevis, men han "glemte" altid min födselsdag og jul var et ukendt begreb for ham. På min 30-års födselsdag sad jeg i Värmland og önskede at han ville ringe eller at han bare havde sendt et postkort - det havde gjort mig lykkelig ! Men IKKE - han forblev totalt uforandret overfor mig hele sit liv. Men sig ikke at han ikke havde föleser - nej - min bror, som er et år yngre end jeg fik alt - både kärlighed, hilsner og gaver. Men min bror faldt i smagen - havde penge og biler. Jeg havde äldre bil og mindre at röre mig med, men det spiller ingen rolle - min bror kunne for min skyld få alt og det var jo også det han ville. Men et postkort med: "Tillykke med födselsdagen - hilsen far" - det önskede jeg allermest af alt. Nej - jeg er ikke svensker, men har boet i Sverige i mange år. Lycka till - hoppas du mår bra - ge inte upp, tänk på alla andra värden, som livet har och leva ditt liv för dom som tycker om och värdesätter dig, som den du är. Jag är säker på att du är en jättesnäll människa. Inte behöver du lida för det, din pappa har gjord - tänk på att det ju inte är ditt fel. Lär av det - gör som jag - bli inte som din pappa - bli motsatsen ! GOA Hälsningar Leif :)