kan jeg tilgives?

Kan lige så godt bare lægge ud med det samme:
- Jeg er gravid.
- Jeg er midt i 30'erne og mor til 2 vidunderlige døtre på 10 & 6, som jeg aldrig, aldrig, aldrig kunne være foruden og som synes deres mor er den cooleste i verden.
- "gravøren" er min livsledsager/mand igennem 13 år, som også er far til mine døtre.
- Min karriere kører som den skal og økonomien er f.s.v. i orden.
- Jeg elsker min familie højere end noget...
Min mand og jeg bor ikke sammen pt. (har gjort det, de første 11 år), men ses som kærester, med stort K, og er i alle (eller, de fleste - ellers boede vi vel også sammen)henseender glade for hinanden og for livet...
Hvorfor er det så lige at jeg ikke ser anden mulighed end at få mit foster fjernet?
Jeg kan ikke overskue strækmærker som jeg ellers er sluppet fra, halsbrand, falske bækkenløsninger. - Flere veer som ikke virker, brystbetændelser, søvnløse nætter, barsel på 60% af dagpengene. Jagten på den fede daginstitution...
Jeg synes lige jeg har fået mit voksenliv tilbage og jeg vil så nødigt af med det igen... Til gengæld ved jeg jo godt at jeg ville have alle forudsætninger for at gøre en babys liv værd at leve. Det er måske ikke den klassiske kernefamilie mellem 4 vægge og under samme tag, men der er plads i vores hjerter og i vores økonomi.
Jeg føler mig forkælet, smålig, latterlig, egoistisk og virkelig virkelig ude at svømme.
Er der nogen der ude, der er i stand til at give mig et voksent og meget gerne lidt kærligt indspark??

Det er altid i orden at få en abort. Hellere det end et uønsket barn...
Og selvom i nok vil elske ungen under alle omstændighededer når den først er der, vil du måske altid tænke "Hvad nu hvis vi ikke havde fået ham/hende..."
Omvendt kan man frygte at hvis du får en abort, vil du tænke det samme...
Det er dit liv - du har (så vidt jeg ved) kun et, og det gælder om at få det bedste ud af det...
Hvad synes faren??
Mis

Hej
Kan godt følge dig, nu er ungerne ud over ble aldren, og skal jeg så starte forfra???
JA du skal vi har selv prøvet det ( vi bor også hver for sig), den mindste vi havde var 9 år og der var en ny på vej, og dengang tænkte vi også på og vi skulle eller få det fjernet, men heldigvis beholdte vi vores dejlige lille pige,( der idag er 6 år), vi vil aldrig kunne tilgive os selv hvis barnet var blevet fjernet.
Så tænk det igennem igen.
Alt godt fremover( håber inderligt at det bliver familieforøgelse)
:-)

Her sidder jeg og har lige læst dit indlæg.Jeg er dybt rystet.Du har alt det jeg gerne ville opleve igen.I januar mistede jeg mit ufødte barn der døde af sig selv i min mave pga mongolisme. Hvilken mor kan ønske at få fjernet sit barn pga de ting du nævner, du ikke ønsker såsom strækmærker o.s.v......Har du hørt om noget der hedder P-PILLER eller i det hele taget prævention??? Du skulle skamme dig og og tage dig selv i nakken og tænke på det lille barn du har i maven.Det er ikke Hans/Hendes skyld det ligger i din mave.Og ja nu tænker du sikkert at jeg bare kan blive gravid igen og få et nyt barn.Men du aner sikkert ikke hvad det vil sige og miste et ønskebarn, selvom vi i forvejen har en vidunderlig datter på snart 3.
Så kære kvinde tag og bliv voksen og elsk den lille ny du har i din mave som de to andre guldklumper du har i forvejen.
Et stort SPARK bag i fra mig

Du skal absolut ikke skamme dig! Har selv været i din situation og valgte abort. Klart jeg var ked af det - meget - men det går over! Jeg kunne have haft en på 14-15 år i dag udover de to andre som er 24 og 21 år. Jeg er SÅ lykkelig over at jeg ikke lyttede til den "sentimentale" stemme og fik barnet. Bare tanken om "arbejdsdage på skolen", forældreråd, lektioner osv. osv. - NEJ TAK. Der er en tid for det hele. Tænk på dig selv og de børn du har allerede nu og glæd dig over dem!

Du burde måske have tænkt på det FØR du blev gravid. Jeg synes det er meget dårlige grunde du kommer med til ikke at få det, når det er noget der kunne have været forebygget.

Det skulle have været til hende den anden.

Du kan ikke tillade dig at skrive et indlæg med sådan en tekst, men jeg går ud fra, at det er din sorg der gør det. Hvilket på sin vis er forståeligt.
Vi har en datter på 6 år og har i 3 år prøvet på at blive gravide igen. Jeg ville derfor selvfølgelig ønske, at det var mis/os der stod i hendes situation og var gravid.
Men jeg vil samtidig sige, at jeg fuld ud forstår hendes problem. Selv om jeg står i denne frustrerende situation lige nu, så tror jeg, at jeg ville have valgt abort, hvis jeg stod som denne mor. 2 børn allerede og på en måde enlig mor. Nej, jeg havde valgt barnet fra.
Det er bedre at have fuld opmærksomhed og energi til 2, end halv til 3....

En tung beslutning at tage, og en sten du altid skal bære i din rygsæk.
Men det er ok at være egoistisk i så store beslutninger her i livet.
Har selv været i samme situation, bortset fra at jeg boede sammen med faderen "den eneste ene" - så alt i alt var alle muligheder til stede for rammerne for et nyt barn. Men jeg valgte alligevel mit/vores voksenliv med alle de fede oplevelser man kan have med store børn - og uden.
Da manden i mit liv så valgte at stikke af med den langbenede blonde sekretær 4 år efter, blev jeg da endnu mere glad for beslutningen.

af livets svære beslutninger, og der er både for og imod, og det vil du lige meget hvad komme til at mærke... Da det jo ikke virker til, at i bor fast sammen, er det jo også dig der kommer til, at være alene mor til 3.... Og er det virkeligt et hændeligt uheld i har været ude for...??? For mit eget vedkommende, kan jeg berette, at jeg gik de sammen svære beslutninger igennem for mange år tilbage.. Den sidste i min "lille" flok blev født med en meget sjælden kromosonfejl, og var ja undskyld mig " en lille Pain in the as" fra fødslen... Jeg blev gravid mindre end et år efter, og med lægens ord for, at det var helt ok, med den beslutning jeg tog... Ja så fik jeg en abort, trods min modstan mod dette...Dobbeltmoral...??? Nej, vildrede, og magtesløshed... Der var ligesom nok, at se til og det var virkeligt et stort uheld... MEN, jeg vil så også sige, at er man kommet dertil, så MÅ det bare ikke ske igen... Der skal man sterilisere sig, eller som i mit tilfælde få en spiral, for livet er jo ikke noget man spøger med....Mht. min yngste... Hun er i dag en dejlig glad pige på 17 år der elsker livet betingelsesløst, og jeg fortryder ikke idag min abort, for hun havde brug for hele mig i de unge år.. ;0) Held og lykke med din/jeres beslutning

Hej du
Et kærligt spark du ønsker -
Og det skal du få :
Først vil jeg sige, at jeg er enig med dig i, at man kan blive noget så træt og opgivende, ved tanken om alle de kræfter og problemløsninger, der så skal til, og lægges i, omkring at få et nyt familiemedlem -
Så langt så godt -
Men her kommer første kærlige men bestemte FODnote :
Du fokuserer only på ALT det, som tager energi og kræfter, og så er du allerede nede under gulvbrædderne, og betragter din baby i maven, som et problem, du får på halsen -
Du skriver, at du er glad for dine 2 børn og aldrig ville vælge at være dem foruden -
Så jeg går ud fra, at du her får en masse igen, som giver dig glæde, smil, uvurderlige øjeblikke, og energi - ikke sandt -
Anden kærlige, men bestemte FODnote :
Disse stunder og gyldne gaver, må du have med i dine overvejelser, for det er dem, du ifald du vælger at sige nej til at få barnet, det er dem du også vælger fra -
Tredie kærlige, men bestemte FODnote :
Jeg tror at de færreste vælger abort, uden mange og lange overvejelser, og det vil være forbundet
med skyldfølelse, som vil dukke op resten af ens liv, for de flestes vedkommende - uanset om grunden til valget, var nok så velbegrundet -
Jeg taler af egen erfaring -
Fjerde kærlige, men bestemte FODnote :
Du skriver at du har mulighederne for at tage vare på et barn til og VIGTIGST, der er masser af kærlighed -
Sæt dig ned, alene med dig selv -
Og mærk efter i dig, alle de modstridende følelser du har omkring få/ikke få barnet -
Sæt så ord på - skriv ned -
Positive som negative -
Se på det du har skrevet, og vurder det -
Er du "offer" for dine egne "negative" forestillinger eller er det reelt betinget -
DU er den, der har svaret - ingen anden -
Kærlige spark og ønsker om at du må finde den rigtige beslutning for dig og dine
guller

Tror du, det er for sjov jeg spørger om jeg kan tilgives???? Jeg er sgu da udmærket klar over at det er et "luksus"problem! Men husk lige at selv luksusproblemer kan være ødelæggende, så længe man står i dem.
Jeg har desværre masser af gode venner som er ufrivilligt barnløse eller som har mistet deres elskede babyer grundet forfærdelige fysiske handicaps og jeg har ikke skrevet indlægget for at træde nogen over tæerne eller på anden måde være skamløs.
Du har lidt et stort tab og jeg føler med dig - er trods alt mor og jeg håber det bedste for dig. - Men vær sød at husk, at det bedste for dig, ikke nødvendigvis er det bedste for mig.

... Hvis altså bare det havde forholdt sig sådan at jeg rent faktsik ikke havde passet på mig selv - men så godt virker p-piller tilsyneladende heller ikke... :o)
Blot som en lille opfrisker: Jeg er ikke teenager, jeg var ikke beruset og jeg var ikke ubeskyttet...

Jeg kan kun være enig med Guller. Jeg har nogle skønne unger og ville, ligesom dig ikke være foruden dem. Om jeg pt kunne overskue en hverdag med bleskift, søvnløse nætter mv...det kunne jeg nok ikke. På den anden side ville glæden, kærligheden og omsorgen til dette lille nye vidunder, overskygge alle mine bekymringer. Jeg er ikke af den opfattelse at børn 'tager skade' af en stor familie (jeg har selv 4 børn), tværtimod. Og hvor der er hjerterum, er der husrum. Men som Guller skrev - det er KUN dig selv der kan føle inderst inde om glæden er større end de negative overvejelser. Ligegyldigt, hvad du vælger, så pøj pøj herfra :o)
Madmor

jeg syntes dit indlæg var okay indtil du kom med den latterlige undskyldning om at du ikke ville kunne klare strækmærker osv. for mig lyder det som om du har en meget barnlig tankegang, jeg mener at du måske slet ikke er klar til at få børn. og så har du jo desværre to!!
det er ok at du ikke kan rumme et barn mere nu hvor du skal til at finde dig selv og dig personlige jeg igen, men at bruge strækmærker som undskyldning er noget man kunne forvente at høre fra en på 15 år!!

Og Guller.
Og jer andre...I har ret Allesammen.
Jeg var egentlig godt klar over at jeg ville få "pisset" et par stykker af med det her indlæg.
Men man kan ikke sætte sådanne overvejelser til offentligt skue, overfor mennekser som ikke kender een og som ikke ved hvad man indeholder af samvittighed og overvejelser, uden at få nogle over snuden.
Jeg ved jo godt at jeg er den eneste der kan tage beslutningen og i sidste ende også er den eneste der ved hvad JEG og min familie kan leve med.
Jeg kæmper videre inde i mit hoved...
Det skal lige siges at faderen ikke er 100% positivt indstillet til nr. 3, som tingene ser ud nu. Han kan ikke se tingene hænge sammen.
- Boede vi lykkeligt sammen, ville han kysse det velkomment. Hvilket jeg også ville - og så havde jeg aldrig skrevet mit indlæg til at starte med.

Læs lige hvad jeg har skrevet ovenover som svar på madmor.
Jeg er klar over at mit indlæg "beskriver" mig heeeelt ensidigt. Der er ingen af mine personlige kvaliteter inkluderet i indlægget - Mit problem er helt isoleret og derfor fuldstændigt blottet for hvem - ellers - jeg er. Med henvisningen til div. strækmærker, var dette alene for at anskueliggøre at mine kvaler er baseret på både store og (indrømmet) små betragtninger.
Hvis jeg alene var bange for min krop, så havde jeg nok aldrig fået nr. 2 - tror du?
Der ud over kan jeg fortælle dig at du før, og indtil flere gange i andre indlæg (hvor jeg har brugt mit rigtige nickname og gæt hvorfor jeg ikke har gjort det idag ;o) !!!? ), har rost mine resonnementer til skyerne
Men tak for dit input alligvel.

jeg synes da det mest mærkværdige ved dette indlæg og dit er, at det synes at forkomme normalt at i bor hver for sig selvom i er gift!???
er det normalt? kender i andre der gør det?
hvordan fungerer det så mht. børnene?
overnatter i nogengange ved hinanden?
er det bare mig der er for fantasiløs til at forstille mig et ægteskab hvor man bor hver for sig???

jeg blev godt gammeldags rasende da du kom med strækmærker som begrundelse til abort. skal jeg være 100% hudløs ærlig, så få den abort, nu ved jeg at jeg vil få mange hug. men som jeg skrev, hvis du ikke har overskud til alt det der kommer med et lille barn, skal du ikke gøre det, det vil gå ud over barnet og tilsidst og i væreste fald kan du ende op med en depri. og hvor fedt ville det være...

Det er en alternativ måde at få tingene til fungere.
Vi var de sidste par år (under samme tag) ved at bide hovederne af hinanden, var uvenner over alt og kunne bestemt ikke enes om det mindste. De fleste havde i sådan en situation, nok blot valgt en regulær skilsmisse. Forståeligt nok!!
Da jeg ikke kunne forsvare overfor mine børn, at leve som hund og kat - Samtidig (og som 1. prioritet)taget i betragtning at børn, som begynder at få ondt i maven på grund af deres forældres kævl, tog jeg den meget drastiske beslutning at rykke mine teltpæle op.
Ja... Vi har dobbelt husleje, dobbelt forsikring, dobbelt alt og det gør ikke underværker for ens økonomi, men til gengæld har vi nu (i sidste ende)2 glade afbalancerede børn, som ikke længere bider negle og som klarer sig fantastisk (intet mindre)både i skolen og i sociale sammehænge.
De føler sig totalt hjemme i begge deres hjem og er selv med til at bestemme - i de udstrækninger, jeg kan forsvare at lade dem tage "medansvaret" for diverse beslutninger, vel at mærke.
Min mand og jeg bruger ikke længere oceaner af tid på at diskutere småting og bruger ikke længere timer på IKKE at kommunikere.
Når vi er sammen, er vi det 100% og vi har faktisk fundet ud af at vores kvalitetstid med de kære små er mere end fordoblet, i vores alternative familieforhold.
Jeg har ingen anelse om hvor længe det skal være strikket sammen på denne måde, men jeg og min mand har ikke tænkt os at gøre noget overilet på den konto... Vil ikke vælte vore børns hverdag med flere uregelmæssigheder, end højst nødvendigt. Alt ting var faktisk snorlige perfekt og så blev jeeg gravid.
Bor derfor som delemor i en 2-værelses - lige nu med 2 børn, ikk'- hvoraf den ene lige om lidt er teenager...

Du har ret.
Og jeg kan sagtens forstå at du fik lyst til at slå mig med den skarpe side af en spade.
Jeg har bare svært ved at forsvare min beslutning om at fjerne det(hvis den kommer til det) overfor mennesker som har mistet eller som aldrig har fået børn!!!
En ting er at man risikere at gå ned efter en abort, men jeg skal også slås med folk som finder mig utaknemmelig og det finder jeg svært at tænke på. Der er vel ingen der ville betænke sig, hvi jeg var 18 år?? Eller hvad?
Tror sgu snart mit hoved eksploderer.

for det føreste, lad vær med at tænk over hvad andre mennesker ville mene, hvis du lever dit liv efter os vil du også gå ned med flaget. og hvis du var 18 år havde du sikkert fået mere høvl. hvis du får barnet og der opstår en form for omsorgs-svigt, pga du ikke har overskud til en baby nu,vil du få høvl af de selv samme mennesker der sidder og siger at det er guds gave at blive gravid osv. så er det bare noget andet de hakker over. man kan aldrig gøre alle tilfredse, så bare gør dig selv tilfreds, så vil du have det bedre med dig selv end hvis du skulle prøve at gøre alle dem på SOL tilfredsse.
jeg syntes det lyder som om du allerede har besluttet dig for en abort, nu vil du bare have afvide at det er det rigtige du gør, og det er det!! du skriver selv at du ikke har overskud til en baby nu. og de kræver meget, det ved jeg, har selv en på 10 mdr og du ved det eftersom du jo har to børn. du må bare ikkefå en aboet af de forkerte grunde (strækmærker...). personligt overskud og ens livs-situation en en fandens god grund, hvis bla disse toikke fungere optimalt vil et barn måske ikke trives. og det ville jo også være noget skidt.

Tænk på de to gange hvor du har siddet med dine 2 døtre i armene for første gang... Var det ikke en vidunderlig følelese? :o)
Og hvad med nu... kunne du undvære dine døtre nu? Nej vel. Har du forudsætningerne, så giv barnet del i livets gave.

...mange herinde også har skrevet, at du ikke skal sætte et barn i verden, som du ikke er sikker på, at du kan overskue. Selvfølgelig vil du finde kræfterne og energien til at give dit tredie barn kærlighed og omsorg, hvis du får det, MEN...
Det er en stor beslutning at vælge at få et barn, og det vil til enhver tid være bedre at fjerne et barn end det vil være at sætte er barn i verden, som man ikke er helt sikker på, at man har overskud til. Jeg synes ikke, du skal have dårlig samvittighed over, at du ikke orker at få det tredje barn, du har jo i forvejen to børn, som du elsker, værdsætter og giver omsorg, og det skal du bare koncentrere dig om.
Til alle de hellige mennesker, der er så kloge, at JA selvfølgelig vil det være bedre ikke at blive gravid, men nu er det nu engang sådan, at det ikke altid går som præsten prædiker, og det er sgu altid bedre at tænke efter "fejlen", end slet ikke at tænke.

hm, tjah det er nok bare mig der sådan har kigget lidt enten eller på ægteskab. enten sammen eller hver for sig. ikke begge dele samtidigt.
har stadig lidt svært ved at se hvordan det praktisk talt fungerer.
bla. sådan noget som sex (men siden du er gravid, så skulle det jo stadig være i orden;-))
men det er da godt at blive klogere...:-)
håber du finder ud af det med graviditeten.

Kære dig.
Dit indlæg hedder "Kan jeg tilgives?" og du bruger "skammer mig" som alias. Derefter beskriver du dine tanker og forbehold, som jeg - med min alder (39) - sagtens kan følge. Jeg har også to børn i næsten samme alder som dine og kan ligesom du også nu mærke, at jeg er ved at få et "voksenliv" igen. Dét nyder jeg ... iblandet en smule sørgmodighed over, at baby-nærheds-tiden er ovre.
Min første graviditet endte i en spontan abort. Dengang var jeg jo ikke så gammel og drømte ikke om, at så mange graviditeter gik galt, så det var et chok for mig, da det skete.
Jeg lå på stue med kvinder, som selv havde valgt abort - og alle uden undtagelse følte sorgen overvældende. Uanset, om aborten er eget valg eller spontant, følger sorg, tvivl og selvbebrejdelser med - det lærte jeg i hvert fald.
Og selvom min abort skete spontant, forstod jeg dengang, at det gjorde ligeså ondt følelsesmæssigt selv at have bestemt det.
Det er din egen beslutning.
Og dine grunde - både for og imod - er fuldstændig i orden, for de er DINE grunde.
Det er også dig, som skal igennem sorgen og den følelsesmæssige efterbearbejdning i det hele taget.
Det er ikke nogen nem beslutning og det vigtigste er ikke, HVAD du beslutter - men AT du virkelig tager din beslutning og holder fast ved den. Står inde for den.
For jeg tror ikke, det handler så meget om, hvorvidt du kan tilgives (af andre). Det handler om, hvorvidt du kan tilgive dig selv.
Overfor din egen indre "dommer", må du vist hellere have argumenterne i orden ;-) ... uanset hvad du vælger.
kærligst,

Tak for dig og dit skarpe syn.
Som en krølle på halen på hele historien, kan jeg oplyse at, hvad der end var i min mave, så er det væk nu... Uden at jeg har taget aktiv del i at det ikke længere er der.
Men er det ikke også 80% der går tabt ??? Ved det ikke...
Jeg har ikke dårlig samvittighed over dét eller de tanker jeg har gjort mig, før det gik tabt og jeg føler ingen sorg eller ærgerlighed - Omend en smule tomhed...;o) - Men det var hvad jeg bad om, man ligger som man reder og jeg ved at det er ok.
kh fra mig

... og jeg glæder mig over, at du er så afklaret :-)
Tomhedsfølelsen havde jeg helt glemt. Ja, det er mærkeligt at forholde sig til!
Kærligst,

Din krop er din egen!

Kære "skammer mig",
jeg er journalist på Ude og Hjemme og er ved at skrive en artikel om folk, der er gift/kærester og elsker hinanden men har valgt at bo hver for sig. På engelsk har man ligefrem givet det et navn: LAT (Living Apart Together).
Jeg leder med lys og lygte efter et dansk ægtepar, som har indrettet sig på den måde, og som har lyst til at fortælle om det i Ude og Hjemme.
Har du og din mand lyst til at fortælle jeres historie?
I så fald må du meget gerne kontakte mig på følgende: sorenjohannesen@yahoo.dk
Med venlig hilsen
Søren Johannesen

Jeg har mistet et barn - Sa - alligevel forstår JEG udemærket godt hvis du ikke ønsker endnu et barn! Hvis du har de børn du føler du vil have bør du ikke skamme dig, selvom det altid vil gøre ondt.
Men der er flere ting du skal tænke over;
hvad vil dine børn sige?
hvordan vil du føle om 10 år med viden om at du kunne have haft endnu et barn?
Er du sikker på at du virkelig ønsker den abort og det ikke bare er et valg taget ud fra en chok tilstand?

Hej du
Jeg har været igennem det samme. Jeg var 39 fik en abort og kom aldrig over det, nu et år senere prøver jeg at blive gravid igen.
Jeg synes det er helt ok at få en abort og jeg vil aldrig dømme andre, mem jeg kumme ikke selv leve med det.
Hvis du har lyst til at sludre er mit tlf. 45 87n 70 76.
Hilsen Corinna