Karen sliber øksen

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/09/26/0926060901.htm
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup, vil med et nyt lovforslag svinge øksen og rydde op i opgaverne omkring anbringelse af børn.
Bl.a. vil ministeren oprette en telefonlinie, hvor man kan henvende sig, hvis man har mistanke om at der er svigt i tilsyn.
Det kan næsten ikke roses nok, at Karen Hækkerup udviser ansvar og holder fokus på opgaverne, så vi i fremtiden forhåbentlig ikke ser børn og unge mishandlet, vanrøgtet og misbrugt.
Men er det vejen frem, kan det gøres bedre ?
Jeg selv har en lidt mindre aggressiv ide.
Jeg foreslår at man giver de implicerede incitament til at udvise oprigtigt engagement i forhold til de anbragte.
Hvis man sørger for, at den anbragte får fuld indsigt i de beslutningstagere og ledere som gennem tiden har haft ansvar for sagen, så har den anbragte mulighed for senere i livet at vise sin taknemmelighed for den omsorg vedkommende har modtaget.
Der er jo ikke noget der varmer mere om hjertet end hvis man modtager en sådan tak fra dem man har hjulpet i en svær situation. Det bærer næsten lønnen i sig selv.
Syntes du også Karen skal anvende en større grad af motivation i den kommende lovgivning ?

Mon ikke Karen og du snakker om hver sin målgruppe ?
Karen snakker om de uendeligt kyniske mennesker, der kan hitte på at splitte deres virke op i flere virksomheder alene for at kunne hæve flere direktørlønninger.
Du snakker om de mennesker, der har hjertet med i deres virke, og som har deres klienters bedste i tankerne, længe før de tænker på sig selv.
Hvis du tænker på f.eks. de sager der har været for folkedomstolen i pressen,er det ganske horribelt, hvad der foregår nogle steder - økonomisk plat og seksuelt misbrug, så er der nok ikke stort håb om, at "din" tilgang til problemet løser noget som helst, så mon ikke der er plads til begge modeller ?

Folkedomstol er en hån mod retsbevisheden, og derfor er det vigtigt at gøre noget positivt, der reducerer det problem
Netop fordi det er uretfærdigt når folkedomstolen dømmer, er det vigtigt at der skabes gennemsigtighed.
Det er forfærdeligt for de implicerede og velmenende, embedsmænd og andre aktører, når de hænges ud, på trods af deres prisværdige indsats.
Ved at skabe en løsning der beskriver hvem de prisværdige er, motiveres dem der har oprigtig interesse i at børnene bliver hele mennesker der kan bidrage positivt til samfundet i deres voksne liv.
Min pointe er, at man kan være nok så skrappe over for de onde, nedrige og kyniske, men skaber man ikke grobund for at opføre sig ordentligt og ganske enkelt være empatisk og oprigtigt interesseret i børnene, så vil det ikke hjælpe et klap.
Hvem vil påtage sig opgaven for det gode, hvis man ikke kan værdsættes for det, men netop risikere at blive uretfærdigt hængt ud.
Man skal motivere de gode og kyle de onde på porten.

Mon ikke Karen og du snakker om hver sin målgruppe ?
Karen snakker om de uendeligt kyniske mennesker, der kan hitte på at splitte deres virke op i flere virksomheder alene for at kunne hæve flere direktørlønninger.
Du snakker om de mennesker, der har hjertet med i deres virke, og som har deres klienters bedste i tankerne, længe før de tænker på sig selv.
Hvis du tænker på f.eks. de sager der har været for folkedomstolen i pressen,er det ganske horribelt, hvad der foregår nogle steder - økonomisk plat og seksuelt misbrug, så er der nok ikke stort håb om, at "din" tilgang til problemet løser noget som helst, så mon ikke der er plads til begge modeller ?

Private aktører på det sociale område er sjældent drevet af næstekærlighed alene, og det offentlige tilsyn er blevet underprioriteret igennem mange år.
Det lyder som om, at det kristne livssyn er det, som du gerne så omsorgsarbejdet bygget op om.
Det kan man desværre heller ikke regne med som garant for det "gode og uegennyttige"
https://lh4.googleusercontent.com/-qLS1L3dol1o/T2khd4FnKZI/AAAAAAAAATw/D4h_wOyZO90/s512/katolsk%2520selvt%25C3%25A6gt.JPG

Jeg er ikke religiøs hvis det var hvad du vil vide ?
Mit udgangspunkt er børnene, og de mennesker som vil udvise omsorg og påtage sig opgaven med at sørge for, at disse børn og unge får en opvækst der medfører de bliver hele voksne mennesker.
De mennesker du henviser til, hører ikke til i den kategori.
Hvor vil du hen med det ?
Selv de mest primitive samfund tager sig af deres børn !
I Danmark har vi taget os af vores børn i tusinder af år.
Det har intet med religion at gøre.

Jeg er ikke religiøs hvis det var hvad du vil vide ?
Mit udgangspunkt er børnene, og de mennesker som vil udvise omsorg og påtage sig opgaven med at sørge for, at disse børn og unge får en opvækst der medfører de bliver hele voksne mennesker.
De mennesker du henviser til, hører ikke til i den kategori.
Hvor vil du hen med det ?
Selv de mest primitive samfund tager sig af deres børn !
I Danmark har vi taget os af vores børn i tusinder af år.
Det har intet med religion at gøre.

OK, men løsningen af omsorgsopgaver er, hvis det ikke er i offentligt regi, enten løst af mennesker, der har gjort det til en levevej, eller de kristne organisationer, der har fået mange opgaver tildelt hvad angår anbringelser, pleje, børnepasninger etc.
en borgerlige regering har klart søgt at placere ogaverne i privat regi - enten hos levebrødsvirksomheder/enkeltmandsvirksomheder - med offentligt tilskud, eller gennem kristne organisationer, der løser en række opgaver - med offentligt tilskud.
Jeg skulle bare fiske efter, om du var en af dem, der mener at de kirkelige organisationer er mere velegnede til løsningen af velfærdsstatens "tilbud". Tilbud i gåseøjne, fordi mange mennesker - herunder anbragte børn - faktisk ikke har megen indflydelse på egen situation.
Der er som udgangspunkt ingen undersøgelser, der peger mod, at anbragte børn i andres varetægt får et bedre liv, end hvis de var blevet hos deres forældre, og der er flydende grænser for hvornår en tvangsfjernelse anses for nødvendig. Det er som om, at tvangsfjernelserne er blevet mere norm end at støtte op om de forældre, der har behov for at få hjælp til opgaven at være forældre. Det hører til undtagelsen at biologiske forældre ikke vil deres børn noget godt.
Tvangsfjernelser er en af de mest voldsomme ingreb, men hvis det absolut er en nødvendighed, så vil jeg klart foretrække den offentlige løsningsmodel, fordi der er langt bedre uddannet personale, der er flere om opgaven - hvilket i sig selv virker fremmende for selvjustitsen med hensyn til uhensigtsmæssig behandling af barnet, og som regel er både de menneskelige omkostninger mindre, og den økonomiske belastnbing ligeså.
Kirkelige organisationer med offentlige tilskud kan selv sige fra eller til overfor om de vil påtage sig opgaven, så dels vil de have en bedre økonomi, fordi de får offentlige tilskud, og dels kan de vælge om de vil tage mere eller mindre besværlige børn ind. Umiddelbart kan det jo så godt se ud som om de løser opgaverne bedre. De tunge tilfælde er bare overladt til det offentlige.
"Sladretelefoner" eller øget offentligt tilsyn er tiltag, der indføres, fordi private aktører har rimeligt frit spil i metoder og prioriteringer og derfor er der alle de skræmmende eksempler at henvise til. Ikke alle steder er der ønskværdige eller menneskeværdige forhold for de mennesker, der er tvunget til at være der.
Men, bevares, majoriteten i den danske befolkning vil børn noget godt, og det er da altid noget. Om ikke andet ved alle, at mishandlede børn sjældent bliver gode forsørgere af dem, der tilfældigvis på et givent tidspunkt og med stemmeflertal bliver prioriteret og begunstiget i velfærdssamfundet.

"thomas-f-hansen" Hvorfor er kontrol, tilsyn og kvalitet en trussel mod ordinære og andre behandlings og botilbud ?

Du foreslår at man giver de implicerede incitament til at udvise oprigtigt engagement i forhold til de anbragte.

[sun] [sun] Et oprigtigt engagement hvordan vurderer man det kvalitativt❓Skal alle der arbejder på og med de sociale tilbud bestå en tilbudstest i stil med indfødsretstesten og underskrive en tro og loveerklæring som indeholder regler om periodisk bortfald af personfradraget ved svig. sjusk og fusk ? [sun] [sun]

. . . . . . . . . . . . . .
Hvis man sørger for, at de beslutningstagere og ledere som gennem tiden har haft ansvar for sagen, får lønnedgange når de som tilsyneladende kvalificerede ansatte med ansættelseskontrakt en gang har fejlet, svigtet, fusket groft eller flere gange fejlet, fusket, svigtet i noget mindre omfang vil risiko for lønnedgang måske sikre kvalitet,
for mange kan godt motiveres af sådan noget som lønninger.
Hvis fx en forvaltningleder sylter en sag og det så viser sig at være en skandale så kan man godt sætte lønnen ned til mindstelønsniveau indenfor forvatning, i så lang tid som skandalen har været aktuel for de implicerede børn og ansatte på botilbuddet og indtil problemerne er løst, eller man kunne fratage dem deres personfradrag i sådan en periode og undlade at anmelde dem til politiet ?
Hvis ikke der er straffe for ansattes svig, fusk og sjusk i forvaltning og botilbud hvad hindrer så pt de liberalt anarkistiske & måske mere moralsk degenererede i at fejle, fuske og sjuske ?
& Bedre strafferammer for svig, sjusk og fusk.

Min grundholdning er, at der i princippet ikke er nogen institution, som kan erstatte en familie.
Derfor er det et kvantespring i hvert eneste tilfælde, når man af den ene eller anden grund anbringer nogen uden for hjemmet.
Det kan helt enkelt aldrig blive det samme som et rigtigt hjem.
Når man vælger at påtage sig det ansvar, som en anbringelse er, så skal man være sig bevidst, at man skal tilbyde samme muligheder og hjertevarme, som den anbragte ville få i en almindelig familie.
Man kan ikke helt tilbyde familierammer, men man kan bestræbe sig på, at gøre det så godt som nu mulighederne er.
Mange af de anbragte har helt specielle behov, som institutionen skal kunne stille op på.
Her skal man stille op med personale der har de rette forudsætninger for at kunne løse opgaven.
Det er ikke de rette forudsætninger, hvis man er uddannet buschauffør og skal tage sig af børn eller unge med en belastet baggrund.
Man kan være nok så velmenende, men selv et spædbarn kan kræve langt mere end de fleste formår.
Derfor hilser jeg det velkomment, når der nu forlanges ordnede forhold, i de institutioner der vil beskæftige sig med mennesker der har særlige behov.
Jeg er overbevist om, at der er mange veldrevne institutioner, som lever fuldstændig op til alle krav.
Men der har været mange af de gode institutioner, som må bukke under økonomisk, fordi økonomi er blevet eneste parameter, når der skal vælges anbringelse.
Fordi nogen institutioner ikke lever op til forventningerne, bl.a. fordi de har leveret en alt for billig vare, så er de gode institutioner presset ud.
Det ER de anbragte børn, som har betalt prisen.
De anbragte børn er ikke kun blevet udsat for svigt, fordi de ikke har fået den omsorg de har krav på, der er også betalt en pris fordi man ikke har tilgodeset børnenes særlige behov.
Hvad der ellers ellers er foregået af vanrøgt, svigt og misbrug, ligger helt uden for.
Det har KUN grundlag i økonomisk tænkning !
Uanset om det er mangler i tilsyn, dårlige institutioner, eller manglende social indsats, i og uden for institutionerne, så har det baggrund i at man sparer eller slår plat på systemet.
At Danmark et et højt udviklet samfund, betyder at vi i den sammenhæng skal yde en tilsvarende støtte til de svageste, ellers er der intet formål med at være højt udviklet.
Der findes ikke svagere mennesker i noget samfund end børn.
Børn med særlige behov, som skal have støtte i hjemmet er ekstra svagt stillet.
Børn der anbringes uden for hjemmet, har ikke engang tilstrækkelig forældrerelation, de kan ikke stå svagere, det er simpelthen umuligt.
De børn har intet, de kan ikke engang vende sig mod nogen og skrige om hjælp.
De er helt alene i verden.
Sådanne børn SKAL hjælpes !
Vi har valgt en opbygning i samfundet, hvor det offentlige system danner grundlag for social velfærd.
Vi kan diskutere til hudløshed om "Robert" får for meget eller for lidt.
Men vi kan aldrig diskutere om systemet skal stille op over for børn med særlige behov !
Det er helt og aldeles systemets pligt, ellers er der intet grundlag for systemet !

Din premis holder ikke.
Jeg skriver ikke noget om, at kontrol og tilsyn ikke er godt.
Jeg skriver at det ikke er nok, der skal motiveres så de mennesker der går ind i den slags opgaver, kan gøre det betryggende og løse en af vores vigtigste sociale opgaver fordi de har det som et kald, har lyst, vil det, kaldes du det hvad du vil.
Og Nej, penge er ikke nok motivation.
Man skal gøre det man er bedst til, og man bliver kun den bedste til noget, fordi man kan li det.
Er man kun i biksen fordi der er løn til den første, så skal finde sig noget andet at beskæftige sig med.
Det ER bedre at være lykkelig bonderøv, en trist bankdirektør !