Klar til at leve...

Man skubber de fleste andre væk,
Lukker kun denne ene ind,
Lader som om man elsker,
Mens man finder på flere og flere ting.
Ting man gerne ville have gjort,
Men syntes man var for skrøbelig til at nå,
Iblandt alle de ting der var sikre,
Ting man vidste man kunne få...
Èn kynisk optimisme kunne det kaldes,
At lade stå til mens man bare håber,
At andre tager sig af alle de ting,
Som resten af verden råber...
For er det ikke dét vi gør?
"Kan jo ikke redde verden,
Har selvfølgelig prøvet...ganske uden held."
Men det er disse der ikke forstår,
At man må starte med sig selv...
For har du set denne verdens skidt,
Set de oceaner af armod og hænder rakt ud,
Ville du måske begynde at tvivle på,
Om der virkelig findes en gud...
Eller måske vælger du at omfavne Ham,
Eller Hende, for den sags skyld,
Kanske du ser, at de fleste af dine ord,
Ikke er mere end bare fyld...
Så gør som Anden blandt andre siger,
Træd ud af møllen og ud af livets kø,
Du bliver jo først rigtig klar til at leve,
Når du for alvor er klar til at dø....

Men selv dét glemmer man, gør man ikke..?