Kontrolfreak ?

Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over et år og vi har boet sammen i omkring 5 måneder.
Som tiden er gået efter vi er flyttet sammen er han begyndt at ville bestemme over min kontakt til andre mennesker af det mandlige køn. Jeg har en del venner på nettet som jeg har spillet med online og som jeg har kendt gennem flere år nu og har delt mange livs erfaringer og andre oplevelser med, glæde og sorg og et par af dem vil jeg sige for mig, er nogle venner for livet.
Min kæreste skifter humør så snart jeg snakker med dem, han putter ligesom en mine på og sidder bare og kigger ud i ingenting og ser rigtig sur ud og jeg kan spørge hvad der er galt hvortil han bare svarer "ingenting" men det er så let at se at det ikke passer.
Så begyndte han at blive vred og kan ikke forstå at jeg har behov for at snakke med dem.
Men jeg har i mange år brugt en del af min tid på computer og spil og spiller derfor også online (hvilket han også selv gør, samme spil endda) hvor jeg efterhånden har fået samlet mig de her kammerater og de betyder derfor en del for mig og fungere lige så vel for mig som de venner jeg kan se og hænge ud med.
Jeg kender ikke rigtig nogen her hvor vi bor nu, udover svigerfamilien og ser sjældent mine venner og veninder "hjemmefra" fordi der er langt imellem os, og har derfor et savn til kontakt til andre mennesker end min kæreste, da han stortset er den eneste jeg ser.
Her er det rart at kunne bruge lidt tid sammen med de venner jeg har på nettet for det giver mig mulighed og en følelse af at "være sammen med" andre end ham, bare det at kunne snakke lidt med andre.
Men jeg tør næsten ikke at tale med dem længere, når han bliver vred og skælder ud og kaster rundt med beskyldninger her og der.
Så jeg er sådan set holdt op med at snakke med dem for at undgå problemer og jeg er nærmest ved at blive sindssyg.
Min computer er ved at være gammel og fungere ikke helt optimalt længere og den har lidt problemer med at åbne internet explorer og browseren fryser bare når jeg åbner den, men hvis jeg via msn åbner browseren til mine e-mails fungere den for det meste fint, så jeg bruger denne metode til at få min browser åbnet.
Jeg er dog vist som offline på msn fordi jeg gerne vil undgå at folk skriver til mig for ikke at der skal opstå en konflikt.
Igår havde jeg så taget billeder af min hest og ville så overføre dem til computeren så jeg kunne smide dem på nettet.
Her har jeg så mappen med billeder åben, msn åben for at kunne være kommet på nettet og hjemmesiden åben hvor billederne af hesten skal ind.
I det samme kommer min kæreste over til mig og kigger så ind i vinduet for at se spejlbilledet af min computer så han lige kan se hvad jeg sidder og laver og uden at kigge ordentligt efter, bliver han endnu engang arrig og siger at jeg kun gør alting værre ved det der, og jeg er noget forvirret og spørger så hvad jeg nu har gjort, hvor han flipper ud og spørger hvem jeg nu er ved at sende billeder til og at jeg tilmed er offline på msn og jeg er bare så hemmelighedsfuld og skjuler noget for ham osv osv..
Jeg bliver selv irriteret over den anklage og svarer at jeg ikke sender billeder til nogen men det mener han at jeg gør fordi jeg har msn åben.
Jeg vil så forklare ham og vise at det ikke er muligt at sende noget til nogen når ens status er sat som offline, men dette vil han ikke hverken se eller høre på, ender dog med at dreje skærmen for at vise ham det og får ham så til at se. Når den del så er forklaret vælger han bare at hænge sig i hvorfor jeg er offline på msn og så kører skideballen derpå, jeg forklarer problemerne med browseren og at jeg ikke har lyst til at tale med nogen fordi han bliver så sur på mig når jeg gør det, derefter spørger jeg ham så, at hvis nu det var tilfældet at jeg ville sende nogle billeder af min hest til nogen, hvorfor i alverden må jeg så ikke det? Hvad søren er der i vejen med det? Og han siger så at det må jeg da også godt. Men hvorfor i alverden bliver han så, så vred i den sammenhæng at han trode jeg sendte billeder, hvis det er iorden at jeg gør det? Det hænger jo ikke sammen..
Jeg er faktisk næsten bange for at snakke med folk fordi han er så bestemmende og skælder mig ud eller bliver negativ hvis jeg gør det.
Men det er jo folk jeg har kendt længe før jeg anede at han eksisterede og som jeg gerne vil bevare kontakten til, dog uden at det skal skabe så mange problemer fordi han bliver så gal over det. Det er min måde at "koble af" på og have med andre at gøre, når jeg ikke har mulighed for at være sammen med venner og veninder hjemmefra. Men det er som om at han ikke tillader at jeg også har brug for andre i mit liv end ham, veninder er iorden, men ikke drenge-venner, og har jeg siddet og snakket med nogen og haft det sjovt og er kommet til at grine, bliver han også mobset og irriteret fordi jeg også kan have det sjovt med andre end ham, det vil han simpelthen ikke have og har ligefrem indrømmet at han bliver jaloux når andre formår at få mig til at grine eller bare trække på smilebåndet og brokker sig så over det. Han kan heller ikke have at jeg snakker om mine følelser, hvordan jeg har det, hvis jeg har brug for at snakke om nogle ting og vælger at drøfte det med nogle af de her venner på nettet.
Men det er ikke kun vennerne fra nettet, han hidser sig også op hvis det er en gammel ven fra skolen der har skrevet en sms og jeg skal altid forklare hvor jeg kender personerne fra, om det er nogen jeg har haft noget med (forhold etc.) hvorfor de skriver, hvad de skriver om osv osv. Hvis nogen skriver tit så er det galt, hvis nogen pludselig skriver, som jeg sjældent hører fra, så er det også galt, for enten, hvorfor skriver personen "hele tiden" eller også hvorfor skriver personen lige pludselig, det kan han ikke forstå..
Jeg er træt af at han vender sin vrede mod mig når andre kontakter mig, for jeg kan jo overhovedet ikke styre hvad de gør. Jeg er træt af ked af det og føler at han berøver mig min frihed og efterlader absolut ingen form for privatliv til mig hvor jeg kan dele ting med andre som ikke kommer ham ved, for jeg synes at selvom man er kærester, behøver man ikke at skulle vide alt og det synes jeg bestemt heller ikke at man har krav på.
Det er frustrerende at have en hængende over skuldrene 24/7 for at læse med i hvad der bliver sagt eller snage i alting der foregår, ikke fordi han ikke må vide det men jeg føler bare at det overskrider min personlige grænse for bare en smule privatliv og tid med mig selv og andre.
Han har også tjekket min telefon flere gange. Jeg sad og kiggede på min tlf regning på nettet og kiggede de numre igennem som jeg havde ringet til fordi jeg ikke kunne få beløbet på regningen til at hænge sammen, der tog han også et par numre og gemte på sin egen telefon i al hemmelighed og da jeg så på et tidspunkt skulle låne hans telefon at ringe fra til en veninde, indtaster jeg hendes nummer og ringer op og telefonen viser så nummeret som er gemt under navnet "Hmm". Altså jeg har svært ved at forstå han går så langt at han gemmer telefon numre på folk jeg kender for at tjekke hvem de er :/
Han har også lavet en bruger på et community site udelukkende for at tjekke op på mig og snage, da man kan gå ind og se hvem der har besøgt sin profil og jeg kunne se at han havde været inde og snage 5-6 dage i træk på min side, dette havde han ikke fortalt mig om men navnet på personen var det samme som hans og jeg konfronterede ham så med det og han tilstod at det var ham og sagde at han ville se hvad jeg havde på det site og hvorfor jeg havde en bruger der, selvom det er en side jeg yderst sjældent bruger mere, da jeg er gået over til facebook.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op.
Jeg kan ikke holde ud at der er en anden der skal styre og være herre over mit liv i forbindelse med hvem jeg må tale med, skrive med, grine med, græde med osv.
Det blev godt nok meget langt det beklager jeg, håber nogen vil tage tiden til at læse det og forhåbentligt komme med et godt råd.
Er jeg for sippet? Er det iorden det han gør? Skal jeg bare finde mig i det og leve med det?
Jeg elsker ham jo, men de dårlige sider er snart ved at tage over de gode her [:*(]
Håber nogen sidder inde med et forslag til hvordan dette kan løses, hvis det overhovedet kan.

du er ikke sippet.
Det var som at læse om min egen mand.
Må jeg have lov at spørge om hans mor er meget kontrolerende og vil bestemme alt?
Du skal benhård slå ned på at det der vil du ikke finde dig i. Jeg kan fortælle dig at hvis det forsætter på den måde, så kommer han til at bestemme alt en dag. Selv om du skal købe et ugeblad eller ej.
Han overfuser dig og fralægger sig så ethvert ansvar. Det kunne tyde på at hans mor altid har serveret alt på et sølvfad for ham også langt oppe i hans voksenliv. (Vasket hans tøj, lavet hans mad osv.) Han har ikke lært at tage ansvar for sine egne holdninger og ikke lært hvad der er rigtig og forkert.
Slå benhårdt ned, sig fra og det allerede nu.

Du spilder tiden,og du skal ikke regne med, at det bliver bedre, men en ting:Lad dig aldrig indskrænke med, at give efter, så er du i hans spind!
Har du styrken til, at stå imod(jeg havde ikke)og du føler, at dit forhold til ham er det værd-så kæmp!
han tærer på dig psykisk,så længe det forbliver verbale tæsk,og ikke udarter sig til nogen fysisk trussel,så ingen alarm, men?
....jeg er bare betænkeligt ved den der type mænd, der bekymrer sig om det du gør(seføli medmindre du har brudt hans tillid groft, og I det tilfælde, der vil jeg råde dig til, at komme ud af et sådan forhold)

Hej,
jeg kender det alt for godt og netop en sådan form kontrol og jalousi (som det jo er) har ødelagt adskillige af mine forhold. Langsomt men sikkert drænes forholdet for kærlighed og glæde.
Det ENESTE du kan gøre nu er - inden det er for sent - at give ham et ultimatum hvor du siger at ENTEN SÅ DROPPER HAN SIN KONTROL AF HVAD DU GØR eller også må I gå hver til sit.
Sig til ham at vi alle har en fortid og en historie og den skal man ikke (og kan man ikke) smide ud bare fordi der kommer en partner ind i eens liv.
Ellers ender det jo også med at du slet ikke er den person som han i sin tid faldt for.
Jeg er ked af at måtte sige det men jeg tror ikke på en fremtid for jeres forhold når han allerede nu er så kontrollerende og jaloux men prøv alligevel mit forslag.
Jeg håber det bedste.
Og NEJ, du er ikke sippet - du lyder som en klog og fornuftig pige og du må bare IKKE glemme dine venner. Det er vennerne som er der når kæresterne ikke er i ens liv mere. De er meget meget vigtige. Men de skal plejes som man vander en blomst.
Held og lykke.
Henrik

Jeg synes bestemt ikke at jeg har brudt hans tillid derfor har jeg så svært ved at forstå hans reaktioner på tingene.
Men derimod i starten af forholdet var det svært for mig at stole på ham da han havde for vane at lyve og var selv meget hemmelighedsfuld. Det skal lige siges at det var nogen rimelig seriøse løgne som jeg med tiden gennemskuede og fandt frem til sanheden. Men det har jeg da tilgivet ham for og lagt bag mig og stoler ham nu og at han er holdt op.
Men du har ret, det tærer på min psyke, meget endda også fordi han ikke tillader at jeg snakker om det med andre, så jeg føler mig lukket inde med problemerne hvor jeg ellers er en person som har brug for at drøfte tingene med andre og få nogle råd til at håndtere det og det hjælper jo slet ikke når kontakten til både familie og venner er ved at være sjælden pga afstanden, selvom jeg pga min fortid ikke er vant til at tale med familien om den slags men så har jeg altid brugt vennerne men det er jo svært når han ikke tillader at jeg snakker om det.

Hans mor har i hvertfald været det, og der har været en konflikt mellem hende og jeg fordi hun har svært ved at give slip og lade os prøve at klare os selv og det er gået ud over mig nogle gange, tror det bundede i jalousi over at der kom en anden kvinde ind i hans liv (mig) og hun måske følte sig tilside sat fordi han flyttede hjemmefra og hun nu ikke længere skal vaske hans tøj, lave hans mad, rydde op i hans ting osv. Men nu er hun begyndt at blande sig udenom efter en episode vi havde. Vi er da stadig på talefod og jeg er absolut høflig overfor hende og respektere hende, hun er jo min kæreste's mor og hun har opdraget den mand jeg har valgt at leve mit liv sammen med. Men i starten var hun meget inde over og fortælle hvordan tingene skulle være.
Jeg prøver at sige fra og forklare hvor meget det frustrerer mig at han vil bestemme de her ting og så lover han at det bliver anderledes af og til, men intet hjælper og det falder tilbage i det samme

Jeg gyser helt over at jeg ramte så meget plet.
Din svigermor stopper aldrig. Hun holder kun pauser. Har jeg ret i at din mand/kæreste aldrig siger noget til hende når hun vil bestemme hvordan du skal gøre tingene?
Jeg vil råde dig til at gøre op med dig selv NU, inden i får børn hvad du vil, for når I først har fået barn/børn så kommer svigermor helt sikkert på banen og du kan IKKE gøre noget som helst rigtig i hendes øjne. Selv børnene vil hun overtage og bestemme/opdrage på for du kan i hendes øjne ikke gøre det ordentlig.
Jeg har selv flere gange af samme grund smidt min egen svigermor og idag tåler vi kun lige hinanden.
Der vil nok komme debatører ind nu og skælde ud og sige at vi da skal tage imod svigermors råd. Det er IKKE råd fra svigermor kan jeg godt sige. Det er fordi hun mener at kun hvad hun gør er rigtig.

Tusind tak for dit svar også, og jeg giver dig ret i det med vennerne, de skal plejes og det er dem som er der altid når det går nedad bakke i den ene eller anden sammenhæng.
Og jeg har jo lyst til at pleje dem men føler ikke at jeg at jeg kan få lov til det.
Jeg er også begyndt at tvivle meget på det her, jeg har kæmpet rigtig meget allerede og gør det stadig, for at få det her til at fungere men mit lille hjerte bliver så knust når han bliver så vred hele tiden og forhindre mig i at have kontakt til en del venner. Psyken bliver heller ikke ved med at kunne klare det.
Jeg har altid levet på mine venner da jeg har en lidt speciel opvækst som "kastebold" så jeg har både været her og der og har aldrig boet hos mine forældre, boede hos min farmor i 14 år, har været på kostskole og i plejefamilie (i plejefamilien havde jeg det ganske godt, selvom det var en svær periode fordi mit liv så småt var ved at falde på plads og mange ting gik op for mig og jeg skulle pludselig forholde mig til mange ting) Men mine plejeforældre har altid været der for mig. Men udover dem har jeg aldrig rigtig følt en tryghed hos voksne mennesker og holdt mig derfor altid til vennerne for de var ihvertfald til at stole på og smed mig ikke bare væk. Så derfor er mine venner så utrolig vigtige for mig og når jeg finder nogen som jeg kan betro mig til og de til mig så føler jeg ikke at jeg kan undvære dem.
Udover alt dette, mistede jeg min mor i September pga. kræft, hvilket har taget hårdt på mig selvom hun ikke har været en del af min opvækst nåede jeg alligevel at få lidt af et forhold til hende til sidst i sygdommen og inden hun gik bort.
Så med den omgang og min egen sygdom jeg lider af som forhindre mig i mange ting jeg engang holdt af at gøre og med dette problem mellem kæresten og jeg, så ved jeg snart ikke hvad jeg skal stille op længere.
Det er nogen meget personlige ting at komme ud med, men jeg føler ikke længere at jeg kan bære rundt på det hele alene jeg kan simpelthen ikke rumme det længere og havde bare brug for at komme ud med det.
Jeg har dog sagt til min kæreste at det er enten eller, mht at holde op med at være så kontrollerende eller også er jeg smuttet men det gør åbenbart ingen forskel men jeg tror at det er fordi han ved at som situationen står til lige nu kan jeg ikke rigtig tage nogen steder alligevel :/
Undskyld at det hele er lidt rodet jeg har sikkert blandet mange ting sammen med det hele kører bare rundt oppe i hovedet på mig lige nu.

Jamen du har helt ramt plet, han er konfliktsky hvad sin mor angår og vil helst slippe for at skulle deltage i hvad end der opstår af problemer mellem hende og jeg.
Og det er netop som du siger at jeg ikke kan gøre tingene godt nok i hendes øjne og det er jo til hendes helt store bekymring for kun det bedste er godt nok til hendes søn, desværre ser det bare ud til at det kun er mor der kan give ham det bedste af det bedste :/

Ja, du har sandelig været igennem meget og derfor bliver du også nødt til at sætte grænser nu.
Som en veninde har sagt til mig flere gange:
"Ville du behandle din bedste ven sådan som du behandler dig selv lige nu?" Nej vel?
Ingen bliver glad eller tryg af et sådan forhold. Du må handle og du må gøre det hurtigt da du roligt kan regne med at intet ændrer sig så længe han tror at det bare kan fortsætte som om intet er hændt.
Sig til ham at du ikke mere magter at bo sammen med ham grundet hans kontrol og at I derfor må bo hver for sig indtil han har bevist at han tror på dig og ikke snager og kontrollerer. På den måde kan I måske også få jeres kærlighed til at overleve.
Hvis du har svært ved at sige det til ham, så må du skrive det i et brev.
PS: Kondolerer mht din mor (det må være forfærdeligt, stakkels dig)
V.h.
Henrik

Wise girl she is. Det var da egentlig utroligt som det spørgsmål giver mening, og nej det ville jeg godt nok ikke da.
Jeg vil prøve at følge dit råd næste gang det hele hamler ned mellem os, hvis det gør, man kan jo kun håbe at tilfældet udebliver. Men det er nok ikke noget jeg hverken skal forvente eller regne med.
Tusind mange tak for dine svar og alle jer andres det har virkelig hjulpet bare at høre andres meninger og råd og jeg vil prøve at følge dem indtil videre og så må jeg se hvad tiden bringer.
(Og jeg takker for din medfølselse ang. min mor, hvis man ellers kan sige det.
Det er rigtig hårdt men det hjælper at tænke på hun har det bedre nu, der var ingen der kunne blive ved med at holde til at se hendes tilværelse blive værre og værre, det var rigtig skidt. Hun er helt sikkert et bedre sted nu og i det mindste kan dét glæde mig i min sorg)

Vil du kunne leve med det resten af din svigermors dage? Har du psyken til det. Du vil ALTID have konfligter med din svigermor.
Jeg har valgt at leve med det for jeg har fået min svigermor på afstand.
Når I engang får børn kan du heller ikke overlade til din kæreste/mand at passe dem selv. Han bringer dem hver gang hjem til sin mor og så overtager hun dem og bestemmer.
Ja jeg er ski ked af at sige alt det her til dig, men det er sådan det bliver.
Din svigermor er desværre skyld i at din kæreste/mand er som han er.
Jeg kunne spørge om meget mere, men jeg lader være, for det vil blive meget tæer-krummende. Jeg kan tænke mig til det hele.

Men vil jeg blive med min kæreste må jeg vel også acceptere at hans mor er hans mor og det vil hun altid være og hende slipper jeg nok alligevel ikke af med og det har jeg det egentlig også fint nok med, så længe hun forstår at behandle mig med respekt som jeg gør med hende.
Jeg kan godt se hvad du mener og du har nok desværre ret.
"Heldigvis" er min svigermor også kommet lidt på afstand, det er jeg jo glad nok for hvis ikke hun kan opføre sig ordentligt men ellers har jeg som sådan ikke så meget imod at være i hendes selskab, så længe hun lader mig om mit og jeg, hende om sit.

mellem dig, og ham hvordan foregår den?
lytter han på samme måde til dig, som du på ham?
kan du få sagt dine meninger ordentligt til ham, eller angriber han mens du gør det?

Ja, undskyld mig, men når du fortæller det du gør, er der en rød lampe der blinker hos mig. Når folk er kontrollerende og jaloux, er der ALTID noget galt!!!
Jeg ville aldrig finde mig i at blive styret på den måde, det lyder helt vildt...
Noget, der heller ikke lyder godt, er løgnene du fortæller om.
Hvilke løgne er det?
Hvis de var gennemtænkte, ville jeg da ikke betænke mig et øjeblik. Jeg ville gå.
For mig at se har denne mand et problem, han lider af et meget dårligt selvværd.
Sådanne mennesker er som regel ubehagelige at være sammen med, især når det er i sådan en ekstrem grad som denne.
Jalousi og løgne er altid tegn på mindreværd og et eller andet der er ødelagt fra begyndelsen af. Denne person har ikke et sundt billede af virkeligheden.
Mit råd: Kom væk i en fart.

Fejler bestemt også noget.
Igår ville jeg tage emnet op og snakke stille og roligt og sådan begyndte det da også.
Vi har indgået en aftale om at lade gamle sager ligge, altså ting som har været et problem men som er blevet løst, så jeg fokusere på det der er problemet lige nu men bliver også nødt til at bruge nogle eksempler overfor ham som måske ikke lige er sket for et par dage siden, måske en måned siden, men det er jo for at prøve at få ham til at forstå lige præcis hvad jeg er utilfreds med.
Der var en aften i byen hvor en fremmed fyr spurgte efter mit nummer og jeg sagde pænt til gutten at jeg ikke var interesseret i at udveksle numre da vi jo aldrig havde hverken set hinanden eller snakket sammen før, og med det samme flyver min kæreste over og hiver mig i skulderen mens han vredt spørger hvorfor den fyr vil have mit nummer, og hvordan i alverden skulle jeg dog vide det? Det eneste den mand har fået at vide om mig er at jeg er ved at uddanne mig til landmand fordi han spurgte hvad jeg lavede, det kan man vel godt svare på?
Jeg har så svært ved at forstå hvorfor han skal rette sin vrede mod mig, over et valg et andet menneske har taget, jeg havde jo ikke bestemt at denne her fyr skulle komme og spørge om mit nummer og er han så utilfreds med det at han absolut skal ud med det hvorfor så ikke tage den med fyren som må vide hvorfor han ville have nummeret?
Men som jeg sagde med at lægge gamle ting bag os men at der er et par ting jeg føler mig nødt til at hive op i for at komme med eksempler på hvad det er han gør, som jeg ikke bryder mig om og de er fuldstændig relevant for sagen, da de har noget at gøre med det problem som står på lige nu.
Han rykker så op i gamle sager han HAR været utilfreds med ved mig, som er blevet løst og finder ikke sted længere og er derfor fuldkommen irrelevant for sagen efter min mening.
Hvad nytte er det til at bringe noget på banen som allerede er løst og derfor ikke er et problem længere?
Det han så hænger sig i er at hvis jeg må rive op i gamle sager, så må han også. Det han bare ikke kan se er, at jeg bruger dem som eksempler for ham for at præcisere lige nøjagtigt hvad det er problemet er, som lige nu ødelægger en masse imellem os hvorimod han bare finder frem af irrelevante ting som intet har med problemet at gøre og som heller ikke er noget der står på længere fordi det er løst, men han må have et behov for konstant at finde noget at komme igen med hvilket jo er en total misforståelse, det handler jo ikke om at finde alle de ting der har været galt med hinanden at brokke sig over slet ikke når det er noget som er løst og jeg kan derfor heller ikke se hvordan sådanne ting er relevante længere.
Måske er jeg dobbeltmoralsk, men jeg holder mig jo til problemstillingen og bruger ikke gamle ting imod ham som intet har med denne sag at gøre for hvilken nytte skulle jeg dog udrette med det?

Kærlighed gør blind og på trods af løgnene i starten af forholdet ville jeg så gerne give ham en chance for jeg følte at det var noget der kunne ændre sig når bare han kom til at stole på mig. I starten var det meget løgne om ham selv og hans fortid, han ville gerne skjule sin fortid fordi han åbenbart ikke må have været særlig stolt af den og fordi han var bange for at skræmme mig væk med den. Men efterhånden fandt jeg da ting som jeg synes var rimelig seriøse som han ikke havde fortalt mig om, som jeg selv syntes jeg burde have fået at vide. Men med hans forklaring på hans angst for at jeg ville dømme ham på de ting og løbe skrigende bort hvis jeg vidste om de her ting gjorde jo at jeg tilgav ham for det for et sted sagde det mig bare at han var så glad for mig at han bare ikke turde tage chancen og løbe den risiko at han muligvis ville miste mig. En anden ting er at han altid har været ekstremt genert indtil han lærer folk at kende og det var derfor svært for ham at finde ud af hvordan man lige gjorde tingene rigtigt for han var meget bange for at gøre noget forkert og var derfor meget tilbageholdende med alting.
Men mit håb om ændring af de her ting var da heller ikke helt hen i vejret for det lykkedes mig da at få ham til at indse nogle ting og han lagde langsomt fortiden bag sig og kom videre og det har han da takket mange gange for.
Jeg kan desværre ikke fortælle præcist hvad løgnene var omkring da det er meget personligt for ham og jeg har givet ham mit ord på at jeg aldrig vil røbe det for nogen og det vil jeg gerne stå ved da jeg går ind for at holde mit ord.

Altså når han offentlig hiver fat i dig som du beskriver , så regn med at han også en dag banker dig sønder og sammen. Alle tendenser er der allerede.
Sådan en kalder man psykopat.

Nu flåede han mig jo ikke ligefrem tilbage han tog fat om min skulder og hev mig så tilbage, det kan sagtens gøres uden at det bliver voldeligt og det var bestemt ikke meningen at det skulle lyde som om det var det, så har jeg ikke udtrykt mig tydeligt nok, det beklager jeg.
Nok kan jeg have så lidt forståelse for hans opførsel, men psykopat er han altså ikke.
Han har aldrig slået mig og jeg kender ham så godt at det kunne han aldrig drømme om at gøre ved mig eller nogen anden pige, uanset hvor vred han bliver, det har han slet ikke "the guts" til. Han bliver aldrig fysisk overfor mig, overhovedet så der er sket en misforståelse, det handler mere om det psykiske her og det kan da også være slemt nok.
Men lad os nu lige holde os til situationen som den er nu, det kan jeg bedre forholde mig til. Frygtede jeg at han skulle blive voldelig overfor mig så var jeg her bestemt heller ikke endnu for det vil jeg alligevel ikke udsætte mig selv for.
Ligeledes sviner han mig heller ikke til med grimme ord.
Men det bekymre mig da at du ud fra så lidt kan dømme ham til at være psykopat, du må da kende noget til det så, enten gennem dig selv eller en anden? For ellers ligner det da ingenting at give ham sådan en hård dom.