Kvinder og vasketøj
Sikke en morgen!
Alle havde de været gnavne og vrisset af alt. Det var en lettelse, da de endelig tog afsted på arbejde og i skole. Helt i morgenhumørets ånd var der små provokationer at se flere steder. Krukken med hårvoks stod uden låg på håndvasken i badeværelset og ikke i skabet. Tallerkenerne fra morgenmaden stod lige over opvaskemaskinen og ikke i den. Kanden stod ved siden af kaffemaskinen og ikke på varmepladen, som nu til ingen verdens nytte brugte kostbar energi til at varme luften.
Hvor var det dog typisk af dem, når de var morgensure! De vidste, at alle småtingene ville irritere mig, og idag skulle mit vanlige glade morgenhumør åbenbart ikke have lov at overleve. Det var lykkedes for dem. Jeg var godt og grundigt irriteret over de hensynsløse småting men mest af alt over, at de ønskede at provokere mig, og at jeg lod mig provokere af det.
Jeg prøvede at ryste irritationen af mig, og fjernede alle sporene efter min morgensure familie. Lågen til krukken på badeværelset og lågen til opvaskemaskinen blev smækket hårdere i end nødvendigt var. Også kanden blev sat ekstra godt på plads på sin varmeplade. Min vanlige morgensang udeblev, og jeg nøjedes med dybe suk og tænderskæren.
Det var vaskedag idag. En af sensommerens smukkeste dage med god varme og knastør luft. Det perfekte tørrevejr til vasketøjet. Jeg indsamlede tøjet, der lå i bunker på badeværelset, soveværelset og på ungernes værelser. I sofaen lå et par dele, som jeg valgte ikke at surmule over, da de var mine egne. Den samlede bunke lå nu på vaskerummets gulv, og jeg begyndte at sortere i hvidt og kulørt. Der var mange jeans, og de kom i en bunke for sig selv, så de kunne blive vasket først. Deres tykke stof ville være længe om at tørre, så det var passende med dem i dagens første maskinfuld.
Jeg mærkede min hånd blive let revet på ydersiden, og min irritation tog til, da jeg fandt årsagen. Der var en klar aftale om, at bukselommer skulle tømmes inden vask, og signalet om, at det var gjort, var at lukke lynlåsen. Minsandten om ikke der var masser af åbne lynlåse. Nu havde jeg altså revet sig på en af dem, og skulle desuden i gang med at tømme alle lommerne. Det var ikke just uskyldige tanker, jeg sendte min familie i det øjeblik.
Mens jeg stod der og rev i bukserne med voldsomme bevægelser, fik jeg øje på tørresnoren i den anden ende af vaskerummet. Tja, hvorfor ikke... Jeg havde ofte tænkt på, hvor smertefyldt det måtte være, men lige nu var jeg alt for arrig til at kunne mærke smerte. Jeg udfordrede sig selv og mit kogende temperament. Resolut gik jeg hen til tørresnoren og tog to af de små klemmer. Morgenkåbens bælte blev løsnet, og på hver af de blotlagte bryster lod jeg forsigtigt spidserne af klemmerne tage fat om mine brystvorter. Stille slap jeg grebet, og klemmerne strittede nu lige ud i luften.
Ha! Skulle det virkelig være noget? Vel følte jeg en smule smerte, men den var i hård kamp med den lystfølelse, trykket også fremkaldte i mig. Med det dårlige humør oven i lystfølelsen havde smerten ingen magt.
Jeg gik tilbage til bukserne med de åbne lynlåse. Tøjklemmerne så latterlige ud, og de var hele tiden i vejen, når jeg bøjede sig over bukserne. Med et snuptag havde hver hånd fat i hver sin klemme og drejede dem nedad langs brysterne. Den lille hulning i klemmernes sider så ud til at være lavet til brystvorter, så der slap jeg klemmerne og vendte tilbage til vasketøjet.
Jeg nåede knap at række ud efter næste par jeans, før smerter jog igennem min krop, og fik mig til at krumme mig sammen. Mine brystvorter føltes, som blev de spiddet, og tårer sprang frem i mine øjne, mens mine bevægelser frøs til is. Mine næste bevægelser foregik i slow motion. Jeg rettede mig langsomt op, og meget forsigtigt klemte jeg med tommel- og pegefingrene om tøjklemmernes ender. Det tilbageholdte åndedræt blev afløst af en lang, dyb udånding, mens jeg sank i knæ oven i stakken af beskidte jeans. Jeg slap klemmerne i luften, og lagde nænsomt mine glatte håndflader over brysterne. Nogle sekunder sad jeg der og skærmede brystvorterne, der fortsatte med at sende smerte gennem hele mit krop og tårer frem til mine øjne. Jeg tog mod til mig, flyttede forsigtigt mine hænder og kiggede ned. Der var ingen blod at se, selv om jeg var overbevist om, at det burde der være.
Tavst og nærmest brødebetynget genoptog jeg arbejdet. Da jeg undervejs i bunken stødte på to små tøjklemmer, satte jeg dem fast i morgenkåbens revers. Morgenkåben blev samtidig lukket, og bæltet strammet til, som for at undgå en reaktion fra brystvorterne, om de så klemmerne igen. Vaskemaskinen blev sat på det rette program og startet. Jeg rejste mig langsomt, tappet for den tidligere så store energi fra irritationen, og forlod vaskerummet.
Jeg skænkede mig den sidste kop kaffe fra kanden, og slukkede for maskinen. Gennem køkkenvinduet så jeg min nabokone, som var nået længere end jeg denne dag. Hun var ved at hænge vasketøj på sin tørresnor. Vi fik øjenkontakt og jeg smilede venligt. Der blev vinket tilbage, og naturligvis måtte jeg så også vinke. Naboen gestikulerede at drikke af en kop, og lignede herefter et spørgsmålstegn. Jeg løftede koppen med kaffe og nikkede til hende. Hun nikkede også, og fortsatte med at hænge sit vasketøj op.
Med et fraværende blik ud mod den blå himmel, satte jeg mig ved spisebordet. I det samme gik yderdøren op, og naboen kom ind.
"Jeg var tidligt oppe idag. Hunden peb hele natten, så jeg opgav at sove, og begyndte midt i nat at bage boller for dog at lave et eller andet konstruktivt. Jeg tænkte lige nu, om du måske havde lyst til nybagte boller til din morgenkaffe?" sagde hun på vej ud i køkkenet efter en kop kaffe.
"Hey, hvad er den af? Vil du ikke give kaffe?" spurgte hun, da hun så den tomme kande.
"Jo, selvfølgelig vil jeg da det!" svarede jeg, og rejste mig for at sætte en ny kande over. Jeg blev stoppet på halvvejen og jaget tilbage til stolen med besked om at nyde min egen kaffe.
Herlig nabo var hun, altid i et smittende humør og meget engageret i alt omkring sig, og hjemmevant som hun var i køkkenet, fik hun på ingen tid dækket op til os begge med de nybagte boller, smør og kaffe.
"Hvordan går det med Trofine?" spurgte jeg.
"Det MÅ altså blive idag. Hvis ikke der er sket noget inden middag, tager jeg hende med til dyrlægen." Naboens hund, Trofine, var med hvalpe, og tæven havde altid haft det svært med at føde hvalpe. Som regel gik der et døgns tid med piveri fra hende, før hun til sidst endelig lagde sig til rette, og lod naturen hjælpe hende med at komme i gang.
"Jeg kan ikke blive så længe," fortsatte hun, "for det kan ske når som helst." Jeg nikkede indforstået.
"Har du heller ikke sovet i nat?" Hun kiggede undersøgende på mig. Jeg prøvede på at tage mig sammen og slippe hele morgenens forløb.
"Jo tak, jeg har sovet som en engel," svarede jeg med et smil.
"Jamen NOGET er der da galt fat med dig!" Naboen, der også var min gode veninde, så lidt bekymret ud. Hun satte sig ved bordet, og rakte kurven med bollerne frem.
"Det er faktisk lidt pinligt... Men med de ting vi to har fortalt hinanden, kan jeg næppe overraske dig idag." Jeg smilede lidt genert, men hun rejste sig blot og gav mig et kram og et let kys på kinden. Hun kiggede på mig, pegede så på kaffen, som var løbet igennem, og hentede en kop til sig selv. Hun satte sig igen, og ventede på at høre mere fra mig.
"Du må ikke grine af mig, vel?" Jeg fik en overbevisende hovedrysten som svar, mens hun tog en bolle og begyndte at smøre den, rakte den over til mig, og kiggede igen intenst og let bekymret. Jeg tog imod den smurte bolle og fortalte, hvad der var sket i vaskerummet. Mit forsøg blev undskyldt med min morgensure familie. Jeg sluttede min fortælling med at sige, at smerten stadig dunkede i takt med mine pulsslag i brystvorterne, og at jeg nok stadig var lidt chokeret over, at jeg bevidst havde påført mig selv en sådan smerte.
"Gør det stadig meget ondt?"
"Nej, det aftager da lidt nu. Det er vist mest min stolthed, der lider lige nu." Jeg holdt en pause og smilede skævt til hende. "Har du prøvet det da?" spurgte jeg.
"Mellem os to har jeg faktisk prøvet næsten præcis det samme," svarede hun, og smilede også lidt genert. "Og min smerte aftog først, da nogen tilgav mig mine 'synder'."
Jeg kiggede undrende på min veninde og nabo. Hvad mente hun mon med at tilgive synderne? Vi kiggede undersøgende på hinanden, og smilede så indforstået.
"Må jeg?" spurgte hun, rejste sig, og gik over mod mig. Hun stillede sig bag min stol og lagde armene omkring mig.
"Det er helt ok. DU er helt ok." sagde stemmen bag mig. Jeg slappede mere af i skuldrene, og tog en dyb indånding. Krammet blev ved, og jeg lagde mine hænder på hendes korslagte arme og trykkede. Det var så dejligt at få denne tilgivelse. Jeg lagde nakken tilbage og kyssede hende på kinden. Kysset blev besvaret med et langt kys på min pande.
Sådan stod og sad vi lidt og vuggede hinanden og smilede. Åh hvilken herlig følelse af at være helt, som man skal være.
Hendes korslagte arme bevægede sig, og hendes hænder gled ned af armene, mens hun med mellemrum gav et varmt tryk. Hænderne nåede mine, tog fat og klemte ekstra hårdt for at konsolidere venskabet og nærheden.
Jeg var afslappet nu. Sank næsten sammen i stolen og nød bare at være til stede og tage imod.
"Slap helt af i hele kroppen," hviskede hun, og jeg gjorde, som jeg blev bedt om.
"Det er dejligt," svarede jeg.
"Ja, ikke? Prøv at koncentrere dig om at slappe af der, hvor jeg rører dig nu," sagde hun.
"Ok," smilede jeg med lukkede øjne mod min nære veninde.
Hun slap grebet om hænderne, og aede håndryggene. Så førte hun hænderne over på min mave og krydsede igen armene og krammede - og gav mig en kys på kinden.
"Det gør du flot," hviskede hun i mit øre.
"Bliv ved med det."
Jeg nød denne meget blide massage og mærkede, hvordan min krop langsomt men sikkert slap smerten. Hun lod igen hænderne krydse, og førte dem op langs mine sider helt op i armhulerne. Her drejede de ind mod brysterne, men inden de nåede helt frem til centrum, hvor brystvorterne var, fandt de konturen af brysterne, og tegnede dem hele vejen rundt, til hænderne mødtes over solar plexus, hvor de igen kørte ned over maven og stoppede et øjeblik.
Jeg sad med tilbageholdt åndedræt, da hun rørte mine bryster, men slappede om muligt endnu mere af, da hendes hænder fortsatte.
"Går det bedre nu med smerten?" spurgte hun.
"Ja, meget," var mit hæse svar.
"Prøv at slappe helt af, når jeg nu nærmer mig smerten."
Jeg tog en dyb indånding, og lod kroppen falde sammen, idet jeg åndede ud. Gentog det og sagde så, "Jeg er klar."
Hun gav mig endnu et kram med hænderne på maven, og supplerede det med endnu et kys på kinden. Derefter førte hun hænderne op ad maven mellem brysterne. Lige under brysterne lod hun sine håndled flytte langsomt ud, så mine bryster gled hen over dem. Med fingrene tegnede hun igen konturen af en cirkel omkring mine bryster, og sluttede under dem, hvor hun forsigtigt formede hænderne som vægtskåle og løftede for at mærke deres vægt.
Den tykke morgenkåbe var som forsvundet, og jeg havde kun hende og mig i bevidstheden. Hendes hænder førtes stille op, og klemte forsigtigt på mine brystvorter. Jeg gav mig ved mindet om smerte, men overgav mig hurtigt, inden mine hænder nåede at fjerne hendes hænder. Hun kærtegnede mine bryster med en nænsomhed, der forplantede sig i hele min krop, og selv om hun tog hårdere og hårdere fat om brystvorterne, lykkedes det ikke smerten at genindfinde sig. Nydelse havde overtaget.
"Du satte tøjklemmerne forkert," sagde hun, mens hun med den ene hånd hentede en af de små klemmer fra morgenkåbens revers.
"Må jeg vise dig forskellen på nydelse og smerte?" spurgte hun, mens hånden med klemmen løsnede bæltet, og den anden hånd tog den sidste klemme.
"Vær forsigtig," svarede jeg, og det implicitte 'ja' var ikke til at overhøre.
Hun trak morgenkåben ud over mine skuldre og arme, så jeg sad helt nøgen. Jeg følte mig forlegen og bestemt ikke på vant grund mere. Rykkede mig lidt på stolen som for at rejse mig op.
"Hvor er du dog smuk!" udbrød hun, da hun kiggede ned over min krop.
"Jeg ville elske at være nær din krop hver dag!" smilede hun til mig. Jeg valgte at tage imod komplimentet og tie.
Hendes hænder havde nu fat i de to tøjklemmer, og førte dem mod hver sin brystvorte. Jeg stivnede, da jeg mærkede klemmerne mod min hud. Forskrækket kiggede jeg op.
"Kig med på hvad jeg nu gør," sagde hun. Jeg kiggede ned på mine bryster og hendes hænder. Med klemmerne vendt ned langs brysterne præcis som kort før de frygtelige smerter, nærmede hun sig brystvorterne.
"Hvad er det, du gør?!" udbrød jeg forskrækket, og rykkede mig tilbage i stolen.
"Jeg gør det på den rigtige måde. Stol på mig." Hun fulgte med hænderne mine bevægelser tilbage i stolen.
"Kig efter nu. Du skal sætte klemmerne fast med denne vinkel, men du skal sætte dem fast med de yderste dele, der går frem over rundingerne. Jeg lover dig, at jeg gør det forsigtigt, så du kan sige stop til hver en tid, men prøv at slappe af og mærke, inden du siger stop."
Jeg nikkede nervøst afventende, mens hun gav mig endnu et kys på kinden, og satte de åbne klemmer mod brystvorterne. Med tilbageholdt åndedræt kiggede jeg intenst, og meget, meget langsomt fik klemmerne fat med de yderste fremspring. Det gippede i mig, da de klemte første gang, men med det stigende tryk, mærkede jeg også, at der ingen alvorlig smerte var at registrere. Da hun langsomt slap klemmerne, var det ikke smerte men lystfølelse, der var dominerende i min krop.
Jeg åndede lettet op, og fastholdt blikket på brysterne. Det var en meget underlig fornemmelse at sidde på denne måde med en god veninde som supervisor, som om jeg selv var et projekt. Veninden lod mig trække vejret roligt et par gange, så ansigtet faldt i trygge folder. Så tog hun atter fat om mine bryster og løftede for at mærke deres vægt. Løftede, klemte og kærtegnede igen og igen, til jeg lod mit hoved falde tilbage og overgav mig til min krops bøn om mere.
"Gør det stadig ondt, eller er det dejligt med klemmerne nu?" spurgte hun med et drilsk smil. Genert og flov prøvede jeg at sætte mig op for at fjerne klemmerne. Dette var langt over, hvad jeg i sin vildeste fantasi havde overvejet! Jeg blev stoppet af hendes hænders faste greb på mine håndled.
"Nu har du den rette følelse i dig. Det gør ikke ondt mere. Det gør godt. Det pirrer og beder om mere, ikke?" Jeg måtte jo erkende, at hun havde ret, så jeg nikkede langsomt.
Hun kyssede mig på kinden, kyssede igen og med de lette kys tegnede hun en sti fra min kind til min mund. Jeg besvarede hendes kys, da hun nåede min mund. Med legende tunger smagte vi på hinanden. Jeg tog hendes hænder og førte dem til mine bryster. Hun kærtegnede dem med skiftevis hårde og blide klem. Det var en fantastisk følelse, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om kyssene. Hun drejede min stol væk fra bordet, så hun kunne komme til, og tog atter fat om mine bryster. Jeg strøg mine fingre igennem hendes dejlige hår, og trak hende lidt ind imod mig. Med et fast greb om mine bryster, lod hun sin tunge lege på mine meget hårde brystvorter. Det føltes som elektriske udladninger, der forplantede sig i hele min krop, og fik min skede til at trække sig sammen i takt med hendes tunges bevægelser.
Jeg flyttede min ende ud på kanten af stolen og strakte mig i en bue op over ryglænet. Hun fulgte min opfordring, og uden at fjerne sin tunge fra mine brystvorter, lod hun et par fingre glide hen over mit venusbjerg. Hun kiggede op på mig, og jeg nikkede. Så lod hun de to fingre glide ind i mig, og bevægede fingerspidserne i en let dans mod skedens overside. Jeg nærmede mig hastigt orgasmens sus, og bad hende slikke mig. Hun tog et fast greb om min lænd og trykkede mig ud imod sit hoved. De faste, næsten dominerende bevægelser forstærkede hele tiden min rus. Med få strøg af hendes tunge mod min klit havde hun mig helt i sin magt.
"Du er da ikke til piger, er du?" Hun stoppede pludseligt op og kiggede på mig, stadig med de to fingre spillende i mig.
"Nej… eller… Jo for pokker!" klynkede jeg. "Nu er jeg!" Jeg trykkede hendes ansigt mod mit skridt, og med et frækt grin svarede hun, "Dejlig nyhed at få."
Hun genoptog tungespidsens arbejde, og da min vejrtrækning blev dybere, fulgte hun den ved at bruge hele sin tunges længde til lange strøg på min klit. De lange slik var mere end jeg kunne kontrollere, så da orgasmens bølgede ind over mig, greb jeg hårdt om hendes hånd og trykkede den med hårde, dybe bevægelser ind i min skede.
Helt udmattet hang jeg over ryglænet og nød de mange bobler, der susede rundt i min krop. For hvert kys hun gav mig på vejen fra mit skridt til min mund, sendtes nye bobler af sted, og jeg nød hver eneste af dem.
Hun tog forsigtigt klemmerne af mine bryster, og gav mig min morgenkåbe på igen. Jeg løftede mit hoved, og kiggede smilende på hende.
"Vil du ikke sidde ned?" spurgte jeg med et sultent smil.
"Det vil jeg meget gerne, men jeg må gå nu. Trofine er sikkert i gang med at føde hvalpene, og har brug for mig."
Jeg kunne ikke helt skjule min skuffelse, men kunne også se på hende at hun kæmpede mellem lyst til mig og pligten overfor Trofine.
"Det forstår jeg godt. Vi kan jo aftale, at vi mødes og fejrer hvalpenes fødsel, når det er overstået?" foreslog jeg.
Hun smilede lettet, og halvvejs mod døren vendte hun sig og sagde "Hva… Tager du selv klemmer med?"
"Naturligvis. Jeg tager dem da på, inden jeg går herfra." Vi smilede til hinanden. Forventningen om mange dejlige oplevelser mellem to veninder og nabokoner havde givet titlen "hjemmegående" en helt ny vinkel.
Alle havde de været gnavne og vrisset af alt. Det var en lettelse, da de endelig tog afsted på arbejde og i skole. Helt i morgenhumørets ånd var der små provokationer at se flere steder. Krukken med hårvoks stod uden låg på håndvasken i badeværelset og ikke i skabet. Tallerkenerne fra morgenmaden stod lige over opvaskemaskinen og ikke i den. Kanden stod ved siden af kaffemaskinen og ikke på varmepladen, som nu til ingen verdens nytte brugte kostbar energi til at varme luften.
Hvor var det dog typisk af dem, når de var morgensure! De vidste, at alle småtingene ville irritere mig, og idag skulle mit vanlige glade morgenhumør åbenbart ikke have lov at overleve. Det var lykkedes for dem. Jeg var godt og grundigt irriteret over de hensynsløse småting men mest af alt over, at de ønskede at provokere mig, og at jeg lod mig provokere af det.
Jeg prøvede at ryste irritationen af mig, og fjernede alle sporene efter min morgensure familie. Lågen til krukken på badeværelset og lågen til opvaskemaskinen blev smækket hårdere i end nødvendigt var. Også kanden blev sat ekstra godt på plads på sin varmeplade. Min vanlige morgensang udeblev, og jeg nøjedes med dybe suk og tænderskæren.
Det var vaskedag idag. En af sensommerens smukkeste dage med god varme og knastør luft. Det perfekte tørrevejr til vasketøjet. Jeg indsamlede tøjet, der lå i bunker på badeværelset, soveværelset og på ungernes værelser. I sofaen lå et par dele, som jeg valgte ikke at surmule over, da de var mine egne. Den samlede bunke lå nu på vaskerummets gulv, og jeg begyndte at sortere i hvidt og kulørt. Der var mange jeans, og de kom i en bunke for sig selv, så de kunne blive vasket først. Deres tykke stof ville være længe om at tørre, så det var passende med dem i dagens første maskinfuld.
Jeg mærkede min hånd blive let revet på ydersiden, og min irritation tog til, da jeg fandt årsagen. Der var en klar aftale om, at bukselommer skulle tømmes inden vask, og signalet om, at det var gjort, var at lukke lynlåsen. Minsandten om ikke der var masser af åbne lynlåse. Nu havde jeg altså revet sig på en af dem, og skulle desuden i gang med at tømme alle lommerne. Det var ikke just uskyldige tanker, jeg sendte min familie i det øjeblik.
Mens jeg stod der og rev i bukserne med voldsomme bevægelser, fik jeg øje på tørresnoren i den anden ende af vaskerummet. Tja, hvorfor ikke... Jeg havde ofte tænkt på, hvor smertefyldt det måtte være, men lige nu var jeg alt for arrig til at kunne mærke smerte. Jeg udfordrede sig selv og mit kogende temperament. Resolut gik jeg hen til tørresnoren og tog to af de små klemmer. Morgenkåbens bælte blev løsnet, og på hver af de blotlagte bryster lod jeg forsigtigt spidserne af klemmerne tage fat om mine brystvorter. Stille slap jeg grebet, og klemmerne strittede nu lige ud i luften.
Ha! Skulle det virkelig være noget? Vel følte jeg en smule smerte, men den var i hård kamp med den lystfølelse, trykket også fremkaldte i mig. Med det dårlige humør oven i lystfølelsen havde smerten ingen magt.
Jeg gik tilbage til bukserne med de åbne lynlåse. Tøjklemmerne så latterlige ud, og de var hele tiden i vejen, når jeg bøjede sig over bukserne. Med et snuptag havde hver hånd fat i hver sin klemme og drejede dem nedad langs brysterne. Den lille hulning i klemmernes sider så ud til at være lavet til brystvorter, så der slap jeg klemmerne og vendte tilbage til vasketøjet.
Jeg nåede knap at række ud efter næste par jeans, før smerter jog igennem min krop, og fik mig til at krumme mig sammen. Mine brystvorter føltes, som blev de spiddet, og tårer sprang frem i mine øjne, mens mine bevægelser frøs til is. Mine næste bevægelser foregik i slow motion. Jeg rettede mig langsomt op, og meget forsigtigt klemte jeg med tommel- og pegefingrene om tøjklemmernes ender. Det tilbageholdte åndedræt blev afløst af en lang, dyb udånding, mens jeg sank i knæ oven i stakken af beskidte jeans. Jeg slap klemmerne i luften, og lagde nænsomt mine glatte håndflader over brysterne. Nogle sekunder sad jeg der og skærmede brystvorterne, der fortsatte med at sende smerte gennem hele mit krop og tårer frem til mine øjne. Jeg tog mod til mig, flyttede forsigtigt mine hænder og kiggede ned. Der var ingen blod at se, selv om jeg var overbevist om, at det burde der være.
Tavst og nærmest brødebetynget genoptog jeg arbejdet. Da jeg undervejs i bunken stødte på to små tøjklemmer, satte jeg dem fast i morgenkåbens revers. Morgenkåben blev samtidig lukket, og bæltet strammet til, som for at undgå en reaktion fra brystvorterne, om de så klemmerne igen. Vaskemaskinen blev sat på det rette program og startet. Jeg rejste mig langsomt, tappet for den tidligere så store energi fra irritationen, og forlod vaskerummet.
Jeg skænkede mig den sidste kop kaffe fra kanden, og slukkede for maskinen. Gennem køkkenvinduet så jeg min nabokone, som var nået længere end jeg denne dag. Hun var ved at hænge vasketøj på sin tørresnor. Vi fik øjenkontakt og jeg smilede venligt. Der blev vinket tilbage, og naturligvis måtte jeg så også vinke. Naboen gestikulerede at drikke af en kop, og lignede herefter et spørgsmålstegn. Jeg løftede koppen med kaffe og nikkede til hende. Hun nikkede også, og fortsatte med at hænge sit vasketøj op.
Med et fraværende blik ud mod den blå himmel, satte jeg mig ved spisebordet. I det samme gik yderdøren op, og naboen kom ind.
"Jeg var tidligt oppe idag. Hunden peb hele natten, så jeg opgav at sove, og begyndte midt i nat at bage boller for dog at lave et eller andet konstruktivt. Jeg tænkte lige nu, om du måske havde lyst til nybagte boller til din morgenkaffe?" sagde hun på vej ud i køkkenet efter en kop kaffe.
"Hey, hvad er den af? Vil du ikke give kaffe?" spurgte hun, da hun så den tomme kande.
"Jo, selvfølgelig vil jeg da det!" svarede jeg, og rejste mig for at sætte en ny kande over. Jeg blev stoppet på halvvejen og jaget tilbage til stolen med besked om at nyde min egen kaffe.
Herlig nabo var hun, altid i et smittende humør og meget engageret i alt omkring sig, og hjemmevant som hun var i køkkenet, fik hun på ingen tid dækket op til os begge med de nybagte boller, smør og kaffe.
"Hvordan går det med Trofine?" spurgte jeg.
"Det MÅ altså blive idag. Hvis ikke der er sket noget inden middag, tager jeg hende med til dyrlægen." Naboens hund, Trofine, var med hvalpe, og tæven havde altid haft det svært med at føde hvalpe. Som regel gik der et døgns tid med piveri fra hende, før hun til sidst endelig lagde sig til rette, og lod naturen hjælpe hende med at komme i gang.
"Jeg kan ikke blive så længe," fortsatte hun, "for det kan ske når som helst." Jeg nikkede indforstået.
"Har du heller ikke sovet i nat?" Hun kiggede undersøgende på mig. Jeg prøvede på at tage mig sammen og slippe hele morgenens forløb.
"Jo tak, jeg har sovet som en engel," svarede jeg med et smil.
"Jamen NOGET er der da galt fat med dig!" Naboen, der også var min gode veninde, så lidt bekymret ud. Hun satte sig ved bordet, og rakte kurven med bollerne frem.
"Det er faktisk lidt pinligt... Men med de ting vi to har fortalt hinanden, kan jeg næppe overraske dig idag." Jeg smilede lidt genert, men hun rejste sig blot og gav mig et kram og et let kys på kinden. Hun kiggede på mig, pegede så på kaffen, som var løbet igennem, og hentede en kop til sig selv. Hun satte sig igen, og ventede på at høre mere fra mig.
"Du må ikke grine af mig, vel?" Jeg fik en overbevisende hovedrysten som svar, mens hun tog en bolle og begyndte at smøre den, rakte den over til mig, og kiggede igen intenst og let bekymret. Jeg tog imod den smurte bolle og fortalte, hvad der var sket i vaskerummet. Mit forsøg blev undskyldt med min morgensure familie. Jeg sluttede min fortælling med at sige, at smerten stadig dunkede i takt med mine pulsslag i brystvorterne, og at jeg nok stadig var lidt chokeret over, at jeg bevidst havde påført mig selv en sådan smerte.
"Gør det stadig meget ondt?"
"Nej, det aftager da lidt nu. Det er vist mest min stolthed, der lider lige nu." Jeg holdt en pause og smilede skævt til hende. "Har du prøvet det da?" spurgte jeg.
"Mellem os to har jeg faktisk prøvet næsten præcis det samme," svarede hun, og smilede også lidt genert. "Og min smerte aftog først, da nogen tilgav mig mine 'synder'."
Jeg kiggede undrende på min veninde og nabo. Hvad mente hun mon med at tilgive synderne? Vi kiggede undersøgende på hinanden, og smilede så indforstået.
"Må jeg?" spurgte hun, rejste sig, og gik over mod mig. Hun stillede sig bag min stol og lagde armene omkring mig.
"Det er helt ok. DU er helt ok." sagde stemmen bag mig. Jeg slappede mere af i skuldrene, og tog en dyb indånding. Krammet blev ved, og jeg lagde mine hænder på hendes korslagte arme og trykkede. Det var så dejligt at få denne tilgivelse. Jeg lagde nakken tilbage og kyssede hende på kinden. Kysset blev besvaret med et langt kys på min pande.
Sådan stod og sad vi lidt og vuggede hinanden og smilede. Åh hvilken herlig følelse af at være helt, som man skal være.
Hendes korslagte arme bevægede sig, og hendes hænder gled ned af armene, mens hun med mellemrum gav et varmt tryk. Hænderne nåede mine, tog fat og klemte ekstra hårdt for at konsolidere venskabet og nærheden.
Jeg var afslappet nu. Sank næsten sammen i stolen og nød bare at være til stede og tage imod.
"Slap helt af i hele kroppen," hviskede hun, og jeg gjorde, som jeg blev bedt om.
"Det er dejligt," svarede jeg.
"Ja, ikke? Prøv at koncentrere dig om at slappe af der, hvor jeg rører dig nu," sagde hun.
"Ok," smilede jeg med lukkede øjne mod min nære veninde.
Hun slap grebet om hænderne, og aede håndryggene. Så førte hun hænderne over på min mave og krydsede igen armene og krammede - og gav mig en kys på kinden.
"Det gør du flot," hviskede hun i mit øre.
"Bliv ved med det."
Jeg nød denne meget blide massage og mærkede, hvordan min krop langsomt men sikkert slap smerten. Hun lod igen hænderne krydse, og førte dem op langs mine sider helt op i armhulerne. Her drejede de ind mod brysterne, men inden de nåede helt frem til centrum, hvor brystvorterne var, fandt de konturen af brysterne, og tegnede dem hele vejen rundt, til hænderne mødtes over solar plexus, hvor de igen kørte ned over maven og stoppede et øjeblik.
Jeg sad med tilbageholdt åndedræt, da hun rørte mine bryster, men slappede om muligt endnu mere af, da hendes hænder fortsatte.
"Går det bedre nu med smerten?" spurgte hun.
"Ja, meget," var mit hæse svar.
"Prøv at slappe helt af, når jeg nu nærmer mig smerten."
Jeg tog en dyb indånding, og lod kroppen falde sammen, idet jeg åndede ud. Gentog det og sagde så, "Jeg er klar."
Hun gav mig endnu et kram med hænderne på maven, og supplerede det med endnu et kys på kinden. Derefter førte hun hænderne op ad maven mellem brysterne. Lige under brysterne lod hun sine håndled flytte langsomt ud, så mine bryster gled hen over dem. Med fingrene tegnede hun igen konturen af en cirkel omkring mine bryster, og sluttede under dem, hvor hun forsigtigt formede hænderne som vægtskåle og løftede for at mærke deres vægt.
Den tykke morgenkåbe var som forsvundet, og jeg havde kun hende og mig i bevidstheden. Hendes hænder førtes stille op, og klemte forsigtigt på mine brystvorter. Jeg gav mig ved mindet om smerte, men overgav mig hurtigt, inden mine hænder nåede at fjerne hendes hænder. Hun kærtegnede mine bryster med en nænsomhed, der forplantede sig i hele min krop, og selv om hun tog hårdere og hårdere fat om brystvorterne, lykkedes det ikke smerten at genindfinde sig. Nydelse havde overtaget.
"Du satte tøjklemmerne forkert," sagde hun, mens hun med den ene hånd hentede en af de små klemmer fra morgenkåbens revers.
"Må jeg vise dig forskellen på nydelse og smerte?" spurgte hun, mens hånden med klemmen løsnede bæltet, og den anden hånd tog den sidste klemme.
"Vær forsigtig," svarede jeg, og det implicitte 'ja' var ikke til at overhøre.
Hun trak morgenkåben ud over mine skuldre og arme, så jeg sad helt nøgen. Jeg følte mig forlegen og bestemt ikke på vant grund mere. Rykkede mig lidt på stolen som for at rejse mig op.
"Hvor er du dog smuk!" udbrød hun, da hun kiggede ned over min krop.
"Jeg ville elske at være nær din krop hver dag!" smilede hun til mig. Jeg valgte at tage imod komplimentet og tie.
Hendes hænder havde nu fat i de to tøjklemmer, og førte dem mod hver sin brystvorte. Jeg stivnede, da jeg mærkede klemmerne mod min hud. Forskrækket kiggede jeg op.
"Kig med på hvad jeg nu gør," sagde hun. Jeg kiggede ned på mine bryster og hendes hænder. Med klemmerne vendt ned langs brysterne præcis som kort før de frygtelige smerter, nærmede hun sig brystvorterne.
"Hvad er det, du gør?!" udbrød jeg forskrækket, og rykkede mig tilbage i stolen.
"Jeg gør det på den rigtige måde. Stol på mig." Hun fulgte med hænderne mine bevægelser tilbage i stolen.
"Kig efter nu. Du skal sætte klemmerne fast med denne vinkel, men du skal sætte dem fast med de yderste dele, der går frem over rundingerne. Jeg lover dig, at jeg gør det forsigtigt, så du kan sige stop til hver en tid, men prøv at slappe af og mærke, inden du siger stop."
Jeg nikkede nervøst afventende, mens hun gav mig endnu et kys på kinden, og satte de åbne klemmer mod brystvorterne. Med tilbageholdt åndedræt kiggede jeg intenst, og meget, meget langsomt fik klemmerne fat med de yderste fremspring. Det gippede i mig, da de klemte første gang, men med det stigende tryk, mærkede jeg også, at der ingen alvorlig smerte var at registrere. Da hun langsomt slap klemmerne, var det ikke smerte men lystfølelse, der var dominerende i min krop.
Jeg åndede lettet op, og fastholdt blikket på brysterne. Det var en meget underlig fornemmelse at sidde på denne måde med en god veninde som supervisor, som om jeg selv var et projekt. Veninden lod mig trække vejret roligt et par gange, så ansigtet faldt i trygge folder. Så tog hun atter fat om mine bryster og løftede for at mærke deres vægt. Løftede, klemte og kærtegnede igen og igen, til jeg lod mit hoved falde tilbage og overgav mig til min krops bøn om mere.
"Gør det stadig ondt, eller er det dejligt med klemmerne nu?" spurgte hun med et drilsk smil. Genert og flov prøvede jeg at sætte mig op for at fjerne klemmerne. Dette var langt over, hvad jeg i sin vildeste fantasi havde overvejet! Jeg blev stoppet af hendes hænders faste greb på mine håndled.
"Nu har du den rette følelse i dig. Det gør ikke ondt mere. Det gør godt. Det pirrer og beder om mere, ikke?" Jeg måtte jo erkende, at hun havde ret, så jeg nikkede langsomt.
Hun kyssede mig på kinden, kyssede igen og med de lette kys tegnede hun en sti fra min kind til min mund. Jeg besvarede hendes kys, da hun nåede min mund. Med legende tunger smagte vi på hinanden. Jeg tog hendes hænder og førte dem til mine bryster. Hun kærtegnede dem med skiftevis hårde og blide klem. Det var en fantastisk følelse, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om kyssene. Hun drejede min stol væk fra bordet, så hun kunne komme til, og tog atter fat om mine bryster. Jeg strøg mine fingre igennem hendes dejlige hår, og trak hende lidt ind imod mig. Med et fast greb om mine bryster, lod hun sin tunge lege på mine meget hårde brystvorter. Det føltes som elektriske udladninger, der forplantede sig i hele min krop, og fik min skede til at trække sig sammen i takt med hendes tunges bevægelser.
Jeg flyttede min ende ud på kanten af stolen og strakte mig i en bue op over ryglænet. Hun fulgte min opfordring, og uden at fjerne sin tunge fra mine brystvorter, lod hun et par fingre glide hen over mit venusbjerg. Hun kiggede op på mig, og jeg nikkede. Så lod hun de to fingre glide ind i mig, og bevægede fingerspidserne i en let dans mod skedens overside. Jeg nærmede mig hastigt orgasmens sus, og bad hende slikke mig. Hun tog et fast greb om min lænd og trykkede mig ud imod sit hoved. De faste, næsten dominerende bevægelser forstærkede hele tiden min rus. Med få strøg af hendes tunge mod min klit havde hun mig helt i sin magt.
"Du er da ikke til piger, er du?" Hun stoppede pludseligt op og kiggede på mig, stadig med de to fingre spillende i mig.
"Nej… eller… Jo for pokker!" klynkede jeg. "Nu er jeg!" Jeg trykkede hendes ansigt mod mit skridt, og med et frækt grin svarede hun, "Dejlig nyhed at få."
Hun genoptog tungespidsens arbejde, og da min vejrtrækning blev dybere, fulgte hun den ved at bruge hele sin tunges længde til lange strøg på min klit. De lange slik var mere end jeg kunne kontrollere, så da orgasmens bølgede ind over mig, greb jeg hårdt om hendes hånd og trykkede den med hårde, dybe bevægelser ind i min skede.
Helt udmattet hang jeg over ryglænet og nød de mange bobler, der susede rundt i min krop. For hvert kys hun gav mig på vejen fra mit skridt til min mund, sendtes nye bobler af sted, og jeg nød hver eneste af dem.
Hun tog forsigtigt klemmerne af mine bryster, og gav mig min morgenkåbe på igen. Jeg løftede mit hoved, og kiggede smilende på hende.
"Vil du ikke sidde ned?" spurgte jeg med et sultent smil.
"Det vil jeg meget gerne, men jeg må gå nu. Trofine er sikkert i gang med at føde hvalpene, og har brug for mig."
Jeg kunne ikke helt skjule min skuffelse, men kunne også se på hende at hun kæmpede mellem lyst til mig og pligten overfor Trofine.
"Det forstår jeg godt. Vi kan jo aftale, at vi mødes og fejrer hvalpenes fødsel, når det er overstået?" foreslog jeg.
Hun smilede lettet, og halvvejs mod døren vendte hun sig og sagde "Hva… Tager du selv klemmer med?"
"Naturligvis. Jeg tager dem da på, inden jeg går herfra." Vi smilede til hinanden. Forventningen om mange dejlige oplevelser mellem to veninder og nabokoner havde givet titlen "hjemmegående" en helt ny vinkel.