kæreste og diagnosebarn..

Jeg har nu mødt denne vidunderlige mand og vi er begge to forelsket i hinanden. Han - (lad os kalde ham Peter)har to børn fra et tidligere forhold, som han ser hver anden weekend.
Jeg har også to børn, som begge bor hjemme, men den store er på efterskole og den mindste på 8 er hos sin far ca 8 dage ud af 1 måned hos sin far...
Vi har ikke talt om fremtiden sammen endnu, men min prinsessedrøm er, at kunne ønske mig, at flytte sammen og blive gift med Peter, som jeg er så forelsket i.
Jeg er bare så bange for, at han ikke kan magte mit mindste barn, da han har tourette syndrom og lettere asperger. Han har nemlig arbejdet med børn som har det svært-div.diagnoser, og det blev for meget for Peter.
Jeg har de sidste 9 år ikke mødt nogen mand, (jo en enkelt, men jeg ville ik bo sammen med ham) som vil bo sammen med mig, men jeg har heller ikke mødt den rigtige mand, før nu. Vi er begge to sidst i 40érne, så det er ikke modenheden, der mangler..
Jeg frygter, at Peter KUN vil have migtil fornøjelser engang imellem, når han synes - ligesom mange andre mænd, jeg har oplevet og det vil mit selvværd ikke kunne klare.
Peter siger, at han er forelsket i mig og bare noget helt særligt, at jeg frembringer følelser og en dybde i ham, som han aldrig har mødt før og at man ikke kan vide, hvad fremtiden bringer..........
Det er ikke til at holde ud det her, for når jeg bliver forelsket, sådan rigtig forelsket, som jeg kun har oplevet få gange i mit liv, så mister jeg fuldstændig jordforbindelsen på den måde, at jeg vil denne mand konstant, være sammen med ham 24 timer i døgnet. Peter vil også, men han har mere brug for ofte, at være sig selv - det har jeg også, men ikke så ofte som ham.
Vi har begge to nogle diagnoser, som gør, at man er bange for at blive svigtet.
Men mest af alt, er jeg bange for, at Peter ikke kan rumme mit barn....

Hvis det er ham og kun ham du vil- så STOL på at det lykkes-giv det forhold al den positive opmærksomhed det kræver. Du har jo næsten opgivet på forhånd--det er da dårlig kampmoral😉 Flyt ikke sammen her og nu-forelskelse skal have lov til at modnes som KÆRLIGHED. Læg fælles planer-men aldrig så langt ud i fremtiden at du "skræmmer ham"--Lad ham være den, der "fører an"-pres ikke på. Så ved I begge to om det kan bære en hverdag med din søn. Start med at bygge op når drengen ikke er hos dig, inddrag først drengen når du kan på en god måde, så han ikke bliver "en hindring" men en god udfordring (stor forskel)og husk at drenden er dit og hans fars ansvar--en bonusfar er en ven og støtte i det daglige-men ikke en opdrager eller på nogen måde en ansvarlig for om forholdet kan bære der. I fremtiden udviskes de grænser og din kæreste/mand kan tage større andel af det daglige "bøvl" som det helt naturligt er at have et opmærksomhedskrævende barn. Så nyd din kæreste som en god ven og elsker-indtil tiden viser om en hverdag kan bære[f]-Fortæl ham IKKE om din prinserssedrøm nu-det er meget uklogt:)

😃😃😃 mon ikke de fleste ville finde andre interesser inden den "kostbarhed" er gennemført? (mig selv inkl.)

jeg er godt nok ikke noget sexmonster, men at skulle undvære den intime del, med at vente 4-7måneder, det kunne jeg simpelthen ikke😖

nogle måneder, kunne jeg godt vente, jeg har allerede ventet 3 uger, fra første gang jeg blev forelsket i ham...
Jeg prøver ihærdigt at have hovedetmed mig...
Nu erdet iKKE sådan igennem de sidste 20 år har været sammen med mænd, der er alkoholikere, stofmisbrugere, voldelige eller er utro, men jeg har typisk fundet en mand, der er meget selvstændigt, ligesom jeg selv, men de har nok været noget mere selvstændige end jeg, forstået på den måde, at de ikke ville flytte sammen med mig og måske lige netop derfor jeg nærmest desperat ønsker at flytte sammen. Men når jeg skal mærkle efter helt indeni, så er jeg faktisk i tvivl om, jeg kunne magte at bo sammen med en, i hvert fald hvis manden var meget hjemme, da jeg har brug for luft..
Ellers er det ikke helt tosset, dine forslag og kommentarer🙂

ja, det erlige præcis det, jeg har, da jeg er så fandens bange for, at han ikke vil mig, når forelskelsen har lagt sig.
Det sidste forhold jeg var i, varede 3 år og jeg ventede og ventede på, at han blev klar til at flytte sammen, men det skete aldrig, jeg mistede selv med tiden lysten til at flytte sammen og jeg blev kvalt i hans måde at leve livet på...
Jeg vildenne gang prøve at fokusere mere på min intuiation, end angsten for at miste og nærmest opgive på forhånd....det er med at nyde og det gør jeg heldigvis også en del af tiden og er håbefuld og glæder mig til næste gang jeg ser vidundermanden...
Du er ikke den første, der siger til mig, at jeg skal lade være med at fortælle min prinsessedrøm, for det kan måske kvæle forelskelsen...
Jeg er med årene blevet noget bedre til ikke at "overfalde" manden med alle mine ord, så laaaaaaaaaaaaaaaaangsomt fremad.tak🙂

Jeg kan heller ikke. Men det er det råd jeg fik ved et par stykker igennem tiden.
Man kan selv bestemme hvor lang eller kort tid men vil eller ej. Det har jeg heldigvis ikke noget med at gøre. Det er ikke mig der har børn i klemme og en mand der virker lidt usikker.
Enhver må bruge sin sunde fornuft og tage havd man mener man kan bruge af hvad de skrives her.

Tak for de pæne ord. Og det med at holde ham stangen, (hi, hi) det er noget du selv vurdere. Heldigvis for mig. *gg*
Min erfaring med de partnere vi slår kludene sammen med, igennem ens liv. Er at de som regel har en rød tråd, noget der er ens mere eller mindre for dem alle. Det behøver ikke være at de er alkoholikere eller , utro eller misbrugere.
Men jeg kan da se jeg tiltrækkes af de samme ting ved en mand, og de derfor et stykke hen af vejen har nogen ting der er ens, selv om hver mand er unik i form af sin opdragelse og livserfaring.
Eksempelsvis kan jeg ikke lade være med at grine lidt af at hoveddelen af de par stykker jeg har kendt. Har lidt mere under kysen, IQ mæssigt end de fleste.
Der er sikkert flere, men det var lige den der poppede op da jeg tænkte på hvilken lighedstræk der kunne være.
Sådan kan du sikkert også se et eller flere træk i de mænd du har kendt. Og det behøver heldigvis ikke være negative træk.😃
Men det giver dig et fingerpeg hvad du kan kikke på hos dig selv, hvis du synes du har brug for det. Eller skal være opmærksom på. Hvis der er et træk du ikke er så begejstret for som dukker op igen og igen.
Krage søger mage kan man vist sige.😉 Det gælder vist for os alle.[f]

Det er min erfaring, ogsåå at det ikke altid er til kvindens fordel at flytte sammen!
Vær du glad for dit liv som single og du samtidig har et forhold til en mand du kan se, når du har lyst. Hvorfor vil du mere??? Læs herinde hvad det giver af problemer 😮
Jeg var ikke særlig ivrig efter at flytte sammen med min nuværende mand - vi havde hed elskov, hver gang vi sås, for vi var opfyldte af HINANDEN og vi vidste jo hvor vi havde hinanden. Vi var ikke i tvivl om vi begge ville hinanden. 🙂
Så kom det punkt hvor min mand ville mere - han ønskede at vi skulle være sammen HVER DAG! Jeg var tvivlende, fordi jeg var bange for den lidenskab vi havde sammen ville forsvinde - i dagligdagens problemer og små irritationer og skænderier. Jeg havde en drøm om vi boede hver for sig og så holdt ILDEN vedlige 😉
Vi flyttede alligevel sammen efter mange år, hvor vi bare var kærester på højeste niveau. Jeg fik en masse bekræftelse ud af det når vi sås, og kunne sagtens klare mig uden ham i hverdagen, men han ville mere. Nå men vi flyttede så sammen - og ca. 15-16 år fik vi alligevel sammen både lykkeligt og kreativt og med et intens samliv.
Men herefter begyndte det at blive mere end trælsk. Jeg mærkede ikke samme intensitet og nærvær - min mand tog mig efterhånden for givet (som jeg beskrevet andetsted) og langsomt men sikkert mistede jeg motivationen til at blive i forholdet. Jeg ville skilles, men jeg blev efter vi havde fået talt ud om det. MEN:
Jeg blev siden utro!
Og ja det ændrede meget. Så hvorfor skulle der det til, førend vi igen fandt hinanden på den gode måde? Er det overhovedet en god idè at man bor sammen, det er mit spørgsmål.Nu hænger jeg så på den, idet jeg stadig er forelsket i min (forh.v.) elsker og omvendt, for `Bordet fanger´😖
Det berører dog ikke mine følelser for min mand, som jeg stadig elsker højt.[l]
Men tænk dig lige om endnu engang førend du glorificerer parforholdet. Måske skulle du satse mere på dig SELV, f.eks. at blive i stand til at leve dit daglige liv UDEN en mand ved din side. Og så ellers nyde de stunder du har med ham, når I nu ses....
Jeg har været heldig og min mand og jeg har et intens og kærligt forhold som vi startede med, vi har igen meget nærvær og opmærksomhed omkring OS sammen. Men det har kostet al for megen energi og smerte!
Det kunne meget vel være gået helt galt, føler jeg nu når jeg tænker nærmere over det. Derfor er mit råd til dig. Drop dine "princessedrømme" !!! For de har ikke rod i virkelighedens verden. Lev dit liv med udgangspunkt i dig selv og hvad du kan byde på f.eks. overfor din kæreste. Tænk mere på hvad du kan give end hvad du kan få.[f]🙂[l]
Pusser

Dårlig cocktail, er så negativt. Du og din kærste er ikke en dårlig cocktail, der er jo noget ved manden der gør dig glad. Ellers var i ikke sammen.[l][l][l][l][l][l]
Du er sikkert den mest lækre cocktail på drinks-kortet. Så nap den, det liver så dejligt op.
Eksempelvis - Kiss me slow
3 cl. Lys Rom
2 cl. Gul Grand Marnier
saft af en ½ citron
Bland ingredienserne i en shaker.
Hæld drinken op i et cocktailglas.
Pynt evt. med citronskal.
http://www.drinkszonen.dk/ God week end. Jeg er nød til at dykke ned i lektierne. Så jeg tror nok jeg er nød til at sætte pc'en heeelt væk.😉

de mænd, som er meget humorristiske, men hamme her, er ikke udpræget humorristisk, han er et meget mere følelsesmenneske og det passer bedre til mig - ikke sagt, at jeg ikke holder af humor, for det gør jeg helt bestemt, men de mænd, er ofte mere overfladiske😃

god arbejdslyst med lektierne🙂[f]

ramte lige plet. Tænk mere over, hvad jeg kan give, end hvad jeg kan få...
jeg ved jo udemærket godt, atselvom man bliver gift, bliver man jo ikke mere lykkelig...
Det er mere følelsen af, at en mand virkelig vilmig med hud og hår og vil giftes og flytte sammen med mig...
Ja, jeg tænker mig lige en ekstra gang om.
For 10 år siden blev jeg forelsket i en mand og vi flyttede sammen efter bare 2 måneder, detgik overhovedet ikke, såefter 1 års tid flyttede jeg væk og derefter blev vi igen forsonet med hinanden, men vi flyttede aldrig sammen igen -det var ikke alene det, at vi havde boet sammen, der gik i stykker, der skal nok mere til.
men som du så rigtigt nok skriver, så forsvinder gløden og intensen i forholdet, når man bor sammen, for man når aldrig at glæde sig til, at man skal ses....
Men derimod, kan savnet om den man er forelsket i også gå i stykker, når den ene har et andet behov, end den anden, så som at flytte sammen...men lige pt. vil jeg droppe mine prinsessedrømme og vågne op til virkeligheden, men det er ski svært, når manden er så dejlig🙂
En helt anden ting er jo også, at vi hver især har børn at tænke på og de ville sikkert ikke fåmeget glæde ud af, at vi flyttede sammenlige nu, når man er så forelsket - så ville jeg nok komme tilat svigte dem og det har de ikke fortjent, "bare"fordi deres mor er sindsygt forelsket🙂
Tingene må udvikle sig langsomt, så derved opbygges forhåbentligt et godt fundament og når forelskelsen har lagt sig, så kommer kærligheden - forhåbentligt også og så kan man se mere fornuftigtpåtingene..[s]

her i dag, da vi mødtes nogle timer sagde Peter, at han nu håbede på, at vores fremtid kunne bringe os endnu tættere sammen og han måtte indrømme, at han den seneste tid,er blevet mere og mere glad for mig. Han ved godt, at han har været tilbageholden med at sige for mange søde ord, da han væille være 100 % afklaret med, hvordan han havde det - han ønskede faktisk en fremtid sammen med mig, at bo sammen osv...
Uhh, hvor er jeg glad nu, så har min nervøsitit haft en grund til, at jeg ikke helt vidste hvor han var henne, da han lige skulle mærke efter...
Nu kan jeg slappe af igen...
Tusinde tak for jeres svar🙂🙂