Kærestens dobbeltliv

Min venindes havde været sammen med hendes kæreste i 4 år. I sidste uge opdagede hun, at hendes kæreste gennem ca. 2 år har haft et dobbeltliv kørende. Han har simpelthen haft en anden på Fyn også. (han bor på Sjælland). Han er tit med arbejdet på Fyn og derfor fattede ingen af os mistanke (han må være ret prof).
Min veninde er selvfølgelig helt knust da hele fundamentet i deres forhold pludselig blev revet væk under som et tæppe under hende. Manden er naturligvis røget på gaden, i aller bogstavligste forstand. Nu vil jeg prøve at hjælpe min veninde...men hvordan hjælper man hende bedst? Jeg er ikke ordlam og har ikke noget problem med at snakke og hjælpe mine veninder...men den her situation er grotesk.
Vær sød at give mig et råd...jeg vil så gerne prøve at gøre det lidt lettere for hende
På forhånd tak

og spørg om i skal se en film, så skal du nok finde en god og så se den. Snak snak snak endelig med hende om det, det er det vgtigste og bedste du kan gøre. Og selvom hun måske prøver at gemme det lidt væk, skal du presse en smule på, hun har brug for at fortælle om det. I er ikke færdige med at snakke om det, før den dag hun er frøken glad igen (lang tid). Hun vil automatisk ville klare problemerne selv og det er meget normalt, altså hun ønsker ikke jer andre ledt for meet ind i situationen (hun kan klare sig), det er her u skal hjælpe, for hun har brug for dig og hvis ikke de næste to uger, så det hele næste år!

...jeg er vant til at lege psykolog efterhånden ;)
Jeg skal snakke som aldrig før. Og huske at give hende pauser engang i mellem selvfølgelig. Det værste er at man i den her sammenhæng ikke engang kan sige "kender det godt" for det gør jeg virkelig ikke. Det er altid nemmest at debatere røvhullet ud fra et sammenligningsgrundlag. VI må tage det her i stiv arm.
Tager gerne imod flere råd og tak til dig :-)

med min kæreste gennem næsten 4 år også - han levede også (flere)dobbeltliv og var nærmest prof (hmm..er det mon den samme..eller er der faktisk mange af den slags), og der er mange faser, hun skal igennem i sin bearbejdning af chokket og sorgen. Det tager laaang tid, og det eneste du kan gøre er at lytte, når hun har brug for at tale, og ellers bare være tilstede, hvis det er det hun har brug for. Man er jo så forskellig; selv isolerede jeg mig fuldstændig bagefter. Fik det egentlig først lidt bedre, da jeg afslørede ham overfor nogle af de andre, han bedragede. Men altså det er egentlig ret bekymrende at se, at mit ikke er et særlig enestående tilfælde af slagsen ..og desværre her halvandet år efter er jeg stadig ikke kommet helt over det..altså forstået på den måde, jeg vil da hverken eje eller ha' ham, se ham, tale med ham (hvilket han slet ikke forstår) - men desværre stoler jeg ikke på nogen mere, og skal aldrig igen have nogen så tæt på mig. Håber alt det bedste for din veninde.

Nu afhænger det ikke bare om, at være irreterende og konstant snakke med hende om det samme og det samme og det samme, nok har hun mistet en stor del af sit liv, men hun er stadig et menneske, og skal behandles som et. Ikke en prøveklud hvor man kan teste sine psykolog skills!
Hun skal nok komme sig, vis hende at hun kan bygge et liv uden ham, og HVIS hun har brug for det, så få hende til og få en hverdag op og stå... Men det kræver også hun på egen hånd skal være stærk, og ikke gøre sig afhængige af andre end sig selv.

...you are right. Det var heller ikke sådan ment med at jeg ville kaste mine psykologiske skills ud over hende..he he😉Selvfølgelig skal hun have tid selv til at få ro og bearejde tankerne uden udefrakommende indblanding.
Tak for rådet

...er der flere af slagsen. Måske ER det den samme ??? Hvem ved.

...er der flere af slagsen. Måske ER det den samme ??? Hvem ved.

det er jo ikke ligefrem fordi man kan regne med psykopater. Den dag kommer hvor du kan lade nogen komme helt tæt på dig...det håber jeg meget for dig :-)

tror bare der er mange latterlige fyre..
har os været ude for det samme..

Først. Du er da en fantastisk veninde. Hvis bare der var mange af din slags...
Nå, om din veninde.
Tror det vigtigste er, bare at være der. Lytte til hende, svare hvis hun spørger om noget (som jo ofte er de samme spørgsmål om og om igen), og måske se til, at hun ik er for tit alene. Det er som regel værst når man er alene.
Men i bund og grund, er det jo hendes sorg. Og det er vigtigt at hun får lov at bearbejde den.
Du kan ikke alene sørge for at hun får det godt igen, men du kan hjælpe til at gøre vejen lidt lettere, og gøre det værd at stå op om morgenen.
det er ikke altid man er i humør til selskab, men bare det, at der er en i samme rum, selvom der ikke bliver sagt noget, gør det hele lidt lysere. For ensomheden hun skal igennem er garanteret forfærdelig. hun vil nok også komme til at føle sig ensom, selvom der er folk til stede..
Jeg er sikker på at hun nok skal komme sig. Det er skide svært, men med tiden vil hun hele. Og med en veninde som dig, kan det kun være lettere at komme igennem.
Mange roser til dig, og min dybeste medfølelse til din veninde.
Håber hun kommer ovenpå igen....
Kramz :-)

Uanset hvilken situation man er i, har man ikke altid behov for at høre den der "kender det godt" eller "har selv prøvet det"
Man skal faktisk kun snakke når man bliver bedt om det.
Vil hun vide hvordan du har reageret på nogen ting, spørger hun selv efter det. hvis ikke hun spørger er det ikke det hun har brug for..
Det har jeg lært for mange år siden på et komunikationskursus. Så måske det ik er helt sådan det skulle lyde, men det er hen i den stil i hvert fald...

det går skam også bedre og bedre. Men da det jo - også for din veninde - er en oplevelse udover det sædvanlige, er det jo noget, der sætter dybe spor.

...god konstatering. Jeg tiltrækker helelr ikke ligefrem de søde. Eller dvs. de er søde i starten men så viser det sig at de alle lider af skizofreni og ændrer personlighed på en dag (til det dårlige naturligvis)