Kærestesorg - uden opbrud?!

Min dejlige kæreste. Jeg er ikke i tvivl om at vi begge regner med at være sammen for altid. Skal flytte sammen, have børn sammen - ja hele mollevitten.

Igennem de to år vores kærlighed har varet har jeg følt mig utrolig lykkelig og elsket.
Men hvor kommer så den følelse af kærestesorg pludselig fra?

Har det præcis som jeg havde det efter opprudende med mine ungdomskærligheder. Men hvor kommer det pludselig fra? Jeg elsker ham, ingen tvivl om det?
Men hvorfor føler jeg at jeg bare må græde?

...fordi du er bange for at miste ham, når du nu er så glad for ham. Livet kan hurtigt vende 180 grader og ødelægge alt og det er du udemærket klar over. Men tag det roligt. Der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud, hvis der overhovedet nogensinde kommer nogen sorger...

Måske er det den gamle sorg der ikke er bearbejdet.
Iallefald er det noget du skal have kigget på, om du vil gøre det selv eller med prof. hjælp er op til dig.
Jeg tror iallefald at det er sundt at lukke op, og ikek lukke i.
/t

Nu er det jo helt klart umuligt for nogen her, at sige noget som helst om dit forhold. Vi
kender kun de små ord, du selv har skrevet her. Derfor vil svaren du får, selvfølgelig også
være der efter. Det til trods for, at vi forsøger svare efter bedste evne her.
Det er en del år siden, at jeg selv som sådan, diskuterede mine følelser i et parforhold, med
andre på denne måde. Lige med undtagelse af, de kærester jeg haft selvfølgelig.
Begrundelsen for det er, at jeg hend ad vejen fik lært, at de svar jeg fik, det var jo deres, og
begrundet i deres følelser, deres forhold, og deres erfaringer. Noget der sjældent kunne
sammenlignes, med det jeg selv stod i.
Forhold er sjældent ens. Det der er guld værd i et forhold, kan være altødelæggende i et
andet. Noget vi alle lærer, og som du sikkert selv allerede udmærket ved.
Hvorfor mon så sige det?
Jeg siger det, fordi du sikkert i dit forhold, gør precis det, som jeg nok desværre selv gør i
mit, og ligesom alle andre her, med garanti selv gør i deres. Du sammenligner det du har nu,
med alt det der har været før.
For en del år siden, havde jeg en kæreste der var mig utro. Jeg vidste det godt, men turde
ikke gøre noget ved det, nok mest fordi jeg var bange for at miste hende.
Men selv om jeg virkelig selv føler, at jeg er kommet “over” hende, kommet “videre,” så
hænger det åbenbart stadig meget ved. Noget som de piger jeg kendt siden, og ikke mindst
min dejlige kæreste idag, faktisk desværre lider meget under. Jeg er så bange for at miste
hende, så bange for at hun kunne være mig utro en dag, at jeg nok alt for ofte selv skaber
problemerne, ved som de andre også nævnt her, tage sorgerne på forskud.
Jeg har også prøvet, at have kærester der selv været sådan over for mig. Tro mig, de forhold
endte hurtigere end de var begyndt. For den usikkerhed, den mistro, som de piger viste mig,
den kunne jeg slet ikke klare.
Det er altid lettest, at kunne mærke og forstå smerten, når man selv får tæsk. Men det er
sjældent man selv forstår, hvor ondt det faktisk gør, når man selv er den, der giver nogen
tæsk.
Jeg tror det bedste du kan gøre er, at tage en stille og rolig snak med din kæreste, hvor du
prøver at fortælle og forklare, hvad det er du er bange for, og hvorfor du er det.
Sidst men ikke mindst. Hvis en rigtig mand kan græde og vise følelser, hvorfor skulle en
forelsket kvinde så ikke også kunne gøre det.
Tro på dig selv, tro på din kæreste, og sørg for at få grædt ud ;-)
// Lars

det er fordi du tror at han ikke elsker dig men det gør han sikkert

Sådan har jeg det også... Og det er vel normalt at være bange for at miste det man holder mest af.
Det er helt naturligt.
Men det er en pokkers træls følelse.
Men snak med din kæreste om det, kan være det gør det lidt nemmer.