Kærlighed er snyd og bedrag!
Jeg er en homoseksuel dreng på 15.
Jeg har ALDRIG været forelsket.
Jeg har kun stærke følelser overfor min mor, far, søskende og kæledyr.
Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig at være forelsket. Pludselig at få de samme følelser overfor en fremmed som man har for sine nærmeste virker bare langt ude. Jeg tror heller ikke på kærlighed ved første blik, eller i første år for den sags skyld. hvordan kan man opbygge stærke følelser på så kort tid som de fleste gør? For mig virker det falsk. Jeg tror ærligt talt at det handler mere om alt det ydre.
Ærlig talt tror jeg at man kan "forelske" sig i alle, man skal bare være sammen med dem i lang nok tid. Man kan vel godt sige at jeg er forelsket i min familie, for jeg tror ikke at der er en forskel på en sådan kærlighed og en kærlighed til en partner. Og den må da på alle tidspunkter være mindre en kærligheden til ens familie, så hvorfor er den så så fantastisk? Og at to mennesker så tilfældigt bliver "forelskede" i hinanden og danner par virker helt tosset. Hvad er chancerne for at lige netop disse to mennesker møder hinanden?
Jeg har tit følt noget helt vidunderligt når jeg fx lytter til musik jeg kan lide eller ser tv serier jeg kan lide. Det er næsten den bedste følelse i verden. Er det en slags forelskelse?
Jeg har vidst ikke nogen pointe, men jeg følte alligevel et behov for at skrive det. Dette er selvfølgelig kun en kort og sikkert også dårlig version af hvad jeg mener og føler, så kommenter endelig så vil jeg gerne uddybe.
Jeg har ALDRIG været forelsket.
Jeg har kun stærke følelser overfor min mor, far, søskende og kæledyr.
Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig at være forelsket. Pludselig at få de samme følelser overfor en fremmed som man har for sine nærmeste virker bare langt ude. Jeg tror heller ikke på kærlighed ved første blik, eller i første år for den sags skyld. hvordan kan man opbygge stærke følelser på så kort tid som de fleste gør? For mig virker det falsk. Jeg tror ærligt talt at det handler mere om alt det ydre.
Ærlig talt tror jeg at man kan "forelske" sig i alle, man skal bare være sammen med dem i lang nok tid. Man kan vel godt sige at jeg er forelsket i min familie, for jeg tror ikke at der er en forskel på en sådan kærlighed og en kærlighed til en partner. Og den må da på alle tidspunkter være mindre en kærligheden til ens familie, så hvorfor er den så så fantastisk? Og at to mennesker så tilfældigt bliver "forelskede" i hinanden og danner par virker helt tosset. Hvad er chancerne for at lige netop disse to mennesker møder hinanden?
Jeg har tit følt noget helt vidunderligt når jeg fx lytter til musik jeg kan lide eller ser tv serier jeg kan lide. Det er næsten den bedste følelse i verden. Er det en slags forelskelse?
Jeg har vidst ikke nogen pointe, men jeg følte alligevel et behov for at skrive det. Dette er selvfølgelig kun en kort og sikkert også dårlig version af hvad jeg mener og føler, så kommenter endelig så vil jeg gerne uddybe.