Landsbyens blod - ANMELDELSE
Yan Lianke har skrevet en grum fortælling om det korrupte Kina og dets uskyldige ofre. Handlingen foregår i Kinas folkerigeste provins Henan, hvor hundredtusindvis af mennesker i begyndelsen af 1990'erne smittes med hiv-virus på grund af omfattende blodsalg. Så tænker man straks: socialrealisme eller dokumentarisme! Men sådan er Liankes form slet ikke. I romanen er de nøgne, statistiske kendsgerninger udeladt (omend kritikken af styret, som lader uhyrlighederne foregå, synger under overfladen). Fortælleren er den døde 12-årige dreng Qiang, der med gravmørkets distante overblik samler trådene i beretningen om landsbyens undergang efter en kort blomstring.
Handlingen er komponeret som en billedfrise, kontinuerlig og to-dimensionel uden formmæssige overraskelser, men med fuldkomment naturlige spring i tid og sted. Historien har et meget simpelt metaforplan: solen, blomsterne og bladene. Disse ydre omstændigheder bruges emminent til at vise historiens drama.
Landsbyens blod er ikke eventyr, det er vel nærmest rå realisme? Men den er skrevet i et eventyrlignende sprog. Kompositorisk opbygget som en stribe på hinanden følgende eventyr, hvorved romanen selvsagt ikke træder ind i tradtionen af vestlig modernistisk litteratur. Allerede i første sjettedel af bogen sker der så meget, at man næsten ikke kan overskue at skulle læse videre. Fremragende!
Som vestlig læser leder man instinktivt efter pejlemærker, som man ville orientere sig efter. Men de gives ikke. Forholdet til fakta, tidsforløb, historisk realitet og persontegning er helt anderledes, end hvad vi kender fra Vesten. Det er forfriskende, men kræver selvsagt også mere af læseren.
Handlingen og dens persongalleri er altsammen set fra et dødens synspunkt. Et grumt skygge- og støvspil, hvor liv, ungdom, vitalitet og vækst konsekvent udelades. Det er som at blive kysset koldt af et spøgelse, men som man vænner sig til romanens univers, bliver det grotesk morsomt og fascinerende. Fx den korte erotiske forelskelse mellem de to unge aids-ramte midt i dødens hensynsløse kulisse har Dostojevski-lignende kvalitet.
Når alt det er sagt, forekommer den kinesiske (verdens-)litteratur arkaisk i sammenligning med de formeksperimenterende vestlige genrer. Når først man har drukket af modernismens bedste værker, forekommer der ingen vej tilbage. Når man læser V.S. Naipaul, Milan Kundera, Italo Calvino, Thomas Mann, etc., kastes man endegyldigt bort fra traditionel romanform og vil have mere af det ufatteligt spændende stof, som kvalitetsmodernisme skaber.
Yiankes kinesiske litteraturtradition synes ikke at lægge op til formmæssige eksperimenter, som ville kunne glæde en europæisk hjerne. Men så er der så meget andet godt at sige om denne bog...
Yan Lianke: Landsbyens blod
Oversætter: Susanne Posborg
Tiderne Skifter, 306 sider
Handlingen er komponeret som en billedfrise, kontinuerlig og to-dimensionel uden formmæssige overraskelser, men med fuldkomment naturlige spring i tid og sted. Historien har et meget simpelt metaforplan: solen, blomsterne og bladene. Disse ydre omstændigheder bruges emminent til at vise historiens drama.
Landsbyens blod er ikke eventyr, det er vel nærmest rå realisme? Men den er skrevet i et eventyrlignende sprog. Kompositorisk opbygget som en stribe på hinanden følgende eventyr, hvorved romanen selvsagt ikke træder ind i tradtionen af vestlig modernistisk litteratur. Allerede i første sjettedel af bogen sker der så meget, at man næsten ikke kan overskue at skulle læse videre. Fremragende!
Som vestlig læser leder man instinktivt efter pejlemærker, som man ville orientere sig efter. Men de gives ikke. Forholdet til fakta, tidsforløb, historisk realitet og persontegning er helt anderledes, end hvad vi kender fra Vesten. Det er forfriskende, men kræver selvsagt også mere af læseren.
Handlingen og dens persongalleri er altsammen set fra et dødens synspunkt. Et grumt skygge- og støvspil, hvor liv, ungdom, vitalitet og vækst konsekvent udelades. Det er som at blive kysset koldt af et spøgelse, men som man vænner sig til romanens univers, bliver det grotesk morsomt og fascinerende. Fx den korte erotiske forelskelse mellem de to unge aids-ramte midt i dødens hensynsløse kulisse har Dostojevski-lignende kvalitet.
Når alt det er sagt, forekommer den kinesiske (verdens-)litteratur arkaisk i sammenligning med de formeksperimenterende vestlige genrer. Når først man har drukket af modernismens bedste værker, forekommer der ingen vej tilbage. Når man læser V.S. Naipaul, Milan Kundera, Italo Calvino, Thomas Mann, etc., kastes man endegyldigt bort fra traditionel romanform og vil have mere af det ufatteligt spændende stof, som kvalitetsmodernisme skaber.
Yiankes kinesiske litteraturtradition synes ikke at lægge op til formmæssige eksperimenter, som ville kunne glæde en europæisk hjerne. Men så er der så meget andet godt at sige om denne bog...
Yan Lianke: Landsbyens blod
Oversætter: Susanne Posborg
Tiderne Skifter, 306 sider