...skrøbelig forhold

I dit udmærket oplæg ”NOK” nævner du, at folk kan angive utroskab som skilsmissegrund men efter din opfattelse ville de blive skilt alligevel. Indforstået, at der i problematisk parhold er en stor risiko for, at forholdet på et tidspunkt bliver opløst og utroskabet er lige "dråben", der får det til at ske. Her er jeg enig.
Det jeg så stiller spørgsmål ved er, om ægteskaber/parforhold baseret omkring nogle få fællesværdier generelt er mere skrøbelige og udsatte for evt. utroskab og lignende end de forhold, der er præget af alsidige fællesgivende interesser, aktiviter, holdninger, sex osv. - noget som samtidigt virker forebyggende.

Jeg er ikke så optaget af fænomenet "utroskab", men vil gerne have emnet belyst fra en lidt anderledes vinkel.
Jeg synes, at det kunne være interessant at få vide, hvad DET er, som er så betydningsfuld i et parforhold, at man vælger at leve med det? Og hvad skal der til, for at man bare har fået nok?

Det handler om at partneren har dårlig selvværd og er vant til at blive svigtet. Han/hun tror ikke på at kunne finde en anden og at de ikke fortjener bedre. Derfor bliver de.

Kan godt se hvad du mener, sådan sagde jeg også da jeg var i 20´verne.
Men nu i slutningen af 30´verne tænker jeg anderledes.
Kan ikke sige hvad jeg vil gøre før jeg står i situationen, men det at blive er ikke helt udelukket. Helt afhængig af omstændighederne.
Ved jeg ikke er den eneste der tænker sådan. Altså hvor de ville sige "ud" da de var ynger, men nu er det anderledes. Har også hørt kendte stærke kvinder der sagde nøjagtig det samme.
Så nu vil jeg sige det kommer helt an på omstændighederne og hvordan det bliver håndteret.

Lavt selvværd – men i forhold til hvad og hvem? Jeg kan sagtens møde mennesker på arbejdet og i vennekredsen, som umiddelbart virker selvsikker, positiv med udstråling af stort selvværd, men i deres parforhold virker de noget anderledes. Så mindreværd kan for mig være bundet til nogle bestemte personer, grupper eller steder.
Du har ret, at der er forholde, hvor begge parter har store mindreværdsfølelser, men at det er årsagen til at de forbliver sammen, kan jeg fortsat ikke forstå.. Kunne det ikke tænkes, at den ene i parforholdet har altdominerende magt? Magt i forhold til være truende på forskellige vis, psykisk - fysisk tyrannisk eller så højt elsket, at man accepterer næsten alt...

Jeg har også set forhold, som jeg ikke forventede kunne overleve efter et utroskab. Disse omstændigheder, som du nævner, hvad tænker du på...? Og hvordan tænker den, som har været utro i et parforholdet om sig selv og sin partner...?

Trust og atter trust.
At stole på hinanden, at give hinanden rum, også for fejl.
Faltisk, at viden, at man kan ikke eje hinanden, prioriteres over alt.
Respect er rund, ejerskab er firkant.
vh
Tom

Det med, at man ikke at have ejerskab i hinanden er jo helt fantastisk indgang til et parforhold. Men kan man ikke stole lidt for meget på hinanden...og er ejerskabet altid noget skidt? eller "firkantet"..lidt sjov formulering...

Jeg holder så meget af min mand og kan ikke tage det skridt at opløse vores forhold, fordi han har været mig utro. Længer af den ikke - men svært har det været...

for jeg er indrettet sådan oven i hoved, at det er enden for mig.
der går min grænse, for hvad et forhold kan holde til.
Men man kan jo godt prøve at, se andres vinkel på emnet alligevel.

Jeg tror at den svigtede part, der vælger forholdet og fravælger "sig selv" har samme overvejelser og følelsesmæssige binding som den utro part, der vælger forholdet og fravælger "sig selv" !
Begge er bundet til DÈT de har haft sammen. Så den tryghed og kærlighed de har (trods alle problemerne) vejer altså tungere end udsigten til det nye ukendte, med risiko for at miste den del af "sig selv", som jo er dybt forbundet med partneren.
Jeg som den utro, har nok samme overvejelser mht. at blive i mit forhold og fravælge min elsker, som den svigtede har mht. at blive i forholdet og fravælge MULIGHEDEN for et liv uden sin partner. Begge vælger altså en fremtid fra - med udsigt til noget de dybest set ikke ved hvad er, udover et liv UDEN den elskede. Det er måske FOR skræmmende at skulle leve UDEN partneren...ellers havde man vel valgt det ukendte. Det behøver ikke være fordi man er usikker på sig selv og sine følelser, det kan jo være man har nogle bindinger og følelser der er så stærke, at man ikke KAN frigøre sig.
Det er en rigtig god debat, du her har startet. For du kommer med dit spørgsmål ind til kernen i det hele..altså hvorfor man vælger partneren og ikke et liv UDEN ham eller hende.
Jeg kan godt sætte mig ind i den problematik, at mange vælger at blive i forholdet, på trods af utroskab, fordi den er parallel med situationen hvor jeg (som utro) vælger at blive i forholdet, og hermed fravælger min elsker. Jeg tror ikke på man igennem længere tid kan leve et dobbeltliv...og kan man det, så mener jeg at forholdet må være dødt, og så kan det vel være lige meget i grunden...
Så når jeg vælger at blive i mit forhold på trods af min egen utroskab, føler jeg at årsagen er meget lig den flere kvinder herinde har når de bliver i forholdet. Jeg håber dog ikke jeg pga. dette valg også ender som en "krampe"...:o)
For det skulle jo helst være af lyst og ikke af nød, at jeg vælger at leve med min mand - fremfor med elskeren!!!
Jamen dybest set er det vel fordi vi i vores forhold (trods problemer>) har flere positive bindinger end negative går jeg ud fra.(?) Havde det være omvendt, hvor det negative havde været det dominerende, så havde jeg nok benyttet chancen og var smuttet ud af mit ægteskab i en fart. Akkurat som de der oplever utroskab sikkert ville gribe chancen og skride, såfremt det negative havde fyldt mere end det positive.
To sider af samme sag..hvilket jeg hele tiden har ment. Utroskab er vel "bare" enopvågning til enten at skride fra ens forhold, eller smøge ærmerne op og kæmpe for det.
Jeg har valgt det sidste, fordi jeg elsker min mand højere end nogen andre på denne jord. Jeg går ud fra det er samme motiv de utrosramte har, når de bliver i forholdet...

du er udnævt til overkrampen. lol lol

Hejsa bs/knud og jens og hvad du ellers kalder dig...
Jamen det kan da sagtens være, du (efterhånden)har ret, så det også blive en af mine undskyldninger for evt.at vende tilbage til min elsker?!?
For hellere utro end bitter og frustreret....;-)

Hvad skal der til, for at man bare har fået nok?
Tjaeh; - nogle gange er der vel intet valg, man bliver forladt fordi ens partner har fundet en anden. Oftest måske, har den utro overhovedet ingen intentioner om at forlade partneren eller ændre noget, men bare få NOK bekræftelse et andet sted midlertidigt, og når affæren så er overstået af den ene eller anden grund, 'vælger' den utro så at blive hvor han/hun nu engang har valgt at være.
Men hvad vælger den bedragne? Sådan principielt er det jo særdeles nemt at have den mening at er partneren utro, så er det UD af vagten, men praksis er noget helt andet. Det afhænger af hvem man er, hvor i livet man er, omstændighederne før, under og efter utroskaben. Det afhænger af hvor meget man har at miste! (Har altid ment, at folk der angiver utroskab som skilsmissegrund, ville blive skilt alligevel). Det afhænger mere af kærlighed end af afhængighed, men afhængighed kan være så meget og ikke nødvendigvis noget negativt, selvom ordet lyder negativt for mange.
Mange har den holdning, at hvis noget har mangler, så skal det kasseres. Et forhold, hvor der har været utroskab, vil altid have en 'mangel'. Der er noget, der er gået tabt; - og det gælder om man har svigtet eller er blevet svigtet; der er en lille skønhedsfejl, som altid vil være der, men skal man kassere forholdet af den grund? Personligt ved jeg, at et liv uden min mand ville være utænkeligt, ubærligt og med tusind gange større mangler og skønhedsfejl end et liv med en - forhenværende utro - mand, der jo selv valgte illoyalitet, løgn, disrespekt mod mig for at kunne være sammen med en anden. Den sidder!
Min mand, (og måske også Pusserpigen, Den glade elsker/tro/utro mand og andre her fra debatten?) havde den gyldne teorie, om at utroskab sagtens kunne finde sted, - den havde intet med ægtefællen at gøre, faktisk tværtimod nød den bedragne godt af det overskud, den glæde og inspiration den utro hentede hemmeligt andetsteds. Praksis viste sig så at blive gråt i gråt og helt uventet meget mere omkostningsfuldt og helt unødigt farligt for det eksisterende, men nogle skal åbenbart lige prøve det, for at finde ud af at det ikke dur!
I Goethes 'Faust' siger Mephisto (= Fanden, himself!): Grau, teurer Freund, ist alle Theorie, aber grün des Lebens goldener Baum.
Fandens også at livets gyldne træ vokser hjemme hos konen/manden og at man måske først opdager det for sent;D

Helt ærlig, du virker noget 'kramp'agtig, - du er ude på overdrevet for du har opnået at jeg er helt enig i dit indlæg 'Tror valget er ens for den utro og den utrosramte'! -
Det sker ofte, at den utro 'bliver klogere' og måske endda, - ikke dig, naturligvis, men det sker for andre - fortryder utroskaben, men hvis det har medført at partneren har valgt at gå, og det ikke er det, man ønsker, så ville det trods alt have været bedre med 'mit' motto:
'Hellere tro end bitter og frustreret'

- der ikke er i deres følelsers vold og slet ikke de følelser, de har for partneren, men som synes det ville være synd og skam at splitte virksomheden ad i atomer ved en bodeling og som alligevel helst er foruden hans besøg i en private gemakker.
- Det handler jo om hvad værdigrundlaget er i ens tilværelse.

- fornuftsbetonede og velafbalancerede indlæg i den tråd.
- Jeg har megen respekt for din holdning Jackie.
//Dulkis

og tak i lige måde, Dulkis -
men helt ærligt, hvor ville jeg dog gerne have været fri for at have nogen som helst mening eller holdning om/til dette emne:)

Du kan ikke sidestille det... den utro har et valg det har den utrosramte ikke med mindre den utro fortæller at han/hun er utro.
og så dette
... " har flere positive bindinger end negative går jeg ud fra.(?) Havde det være omvendt, hvor det negative havde været det dominerende, så havde jeg nok benyttet chancen og var smuttet ud af mit ægteskab i en fart.... "
Det er vel det man kalder at gå med livrem og seler
Forstår ikke den tilgang og savner noget ansvar og moral fra dem der er utro.

altså livrem og seler betyder vel at man bliver i et forhold fordi man har trygheden og sikkerheden ... derudover har man så det ekstra krydderi tilsat via elskeren. Jeg kan selvfølgelig ikke sætte tidspunkt på og der er vel også nogen der hurtigt finder ud af at utroskaben ikke er løsningen og dropper den igen. Jeg mener at folk har lov at blive klogere ... faktisk er det mere dem der lever i et dobbelt liv over en lange periode der går med livrem og seler.

Ca 7 nanosekunder efter det bliver opdaget..
i min verden bygger er forhold på
Kærlighed- kan for mig ikke forenes med han dyrker en anden ved siden af.Det er for mig det tydeligste tegn på han ikke elsker mig.
Tillid- At jeg kan stole på ham, og det vil jeg ikke kunne mere hvis han bliver taget med fingerne i kagedåsen.
Loyalitet- At jeg kan regne med ham,uanset.
Respekt- At vi begge værner om det liv vi har sammen.
Skulle det ske ville alle disse ting pludselig være ikke eksisterende for mig, og så skulle det fortsætte på ustabilt grundlag uden disse ,for mig, væsentlige egenskaber.
Jeg ville pludselig stå der med et andet billede, et menneske jeg troede jeg kendte og tog fejl.
For mig er utroskab enden på et forhold,ligegyldigt hvor stærke følelser jeg ville have inden,vil de dø lige der og forholdet er slut.
♥ hilsen kvinde

Tak for en meget sobert indlæg...Forstår jeg ret, at din selvforståelse i forhold til de behov, du får tilfredsstillet via din mand/i dit parforhold, blev tydligere efter du indledte dit utroskab?
Uden at generalisere, da alle utroskabsproblematikker er sin egen historie og løsning, kan jeg da godt følge, at giver forholdet en chance, hvis der er flere positive bindinger end negative. Hvad taler vi om, når du nævner "bindinger"... Og hvilke fælles værdier har I valgt at tage udgangspunkt i og giver man hinanden samme råderum som før, eller bliver man enig om kontrollerende adfærd overfor hinanden...?

Livets gyldne træ vokser og holder nok aldrig med det... Hvis jeg forstår utroskab rigtigt, er det en slags modpol til troskabet. Men troskab skal nødvendigvis ikke altid være baseret på udelukkende seksuelle erfaringer med hinanden, som holdes himmelt for udenforstående.
Kan det ikke også være intellektuelle forhold, som man udvikler og udveksler hos hinanden. Nu hørte jeg i tidligere indlæg, at man kunne basere et forhold udfra fælles-økonomiske værdier. Sagt på en anden måde, kan et parforhold ikke blive få skrøbeligt, hvis det udelukkende er baseret få seksuelle relationsværdier...

...vil det sige, at flere parforhold også overlever på baggrund af fælles økonomiske interesser? Med alt respekt herfor, så kan jeg da ikke undlagde og spørge mig selv, kan økonomiske interesser være stærkere motivation til at man forbliver i et parforhold og end et gensidigt troskab baseret på relationsværdier?...

Undskyld, men jeg forstår ikke indholdet i dit indlæg og kan derfor ikke svare på det.

For jeg er helt enig: "Hellere tro end bitter og frustreret" kan sagtens være et mantra OGSÅ!;-)
Og hvis det kan skabe bedre humør hos dig, så har jeg gennem min utroskab erfaret, at det IKKE er den vej (ved længerevarende utroskab) at jeg skal løse evt. krise i mit ægteskab. Jeg kunne da ikke drømme om at lukke op for min elsker igen..aldrig i livet om jeg vil sætte det over styr, der betyder ALT for mig! Mit samliv med den mand jeg elsker overalt og altid har elsket. Så mht. utroskab, jamen det er for mit vedkommende 100% slut nu! Og jeg er ked af, hvis jeg nu har skuffer sig ..;-)
Igen: Jeg har spillet med på noget, jeg dybest set ikke ville...på længere sigt. Dog har det været både nødvendigt og livsbekræftende, for det gav et midlertidigt pusterum, fra en hverdag der pludselig (og når jeg siger pludselig,ja så er det sådan, det skal forståes.Altså helt bogstaveligt) blev fremmedgjort!!
Og utroligt at man efter næsten 18 års skønt kærlighedsforhold sammen, kan komme ud i en situation, hvor man føler sig fremmedgjort for sin partner. Men det KAN altså skr..men årsagerne er meget forskellige fra par til par. I mit tilfælde ved jeg godt hvad det var: Manglende anderkendelse af mig som kunstner især..Men det kunne ligesågodt have været noget andet. Og sådan er det med så megen anden udvikling. Et pendul der svinger lidt tilbage..men mest frem!
Vi kan nok¨ikke komme udenom at kønskampen er reelt eksisterende (også selvom den er skjult)i ethvert parforhold...og der i de fleste parforhold foregår en magtkamp...ofte kun i perioder. Vi ER altså ikke altid døgnet rundt - år efter år - i en tilstand af følelsesmæssig symbiose, med den vi elsker.
Men vi vil godt være det.:-))
I mit ægteskab har vi været lykkelige i masser af år...indtil magtbalancen tippede...Så dette har da lært mig, at det er vigtigt at REAGERE, når man føler sig underkuet. Men en reaktion alene er ikke vejen frem. Der skal et større overblik til, man skal kende sine egne følelser og sin partners...de kommer ikke altid frem, når alt går som smurt.
Så i KRISER lærer man virkelig meget om sine egne følelser og den andens...min reaktion blev så utroskab. Og det funkede jo fint, så længe det stod på. Men var jeg fortsat havde jeg sikkert mistet ALT det, som for mig står som det vigtigste i mit liv: Mit liv sammen med min elskede.
Men alt i alt er jeg faktisk meget tilfreds med det forløb, jeg har været igennem..også at jeg greb til så drastisk en handling, som at være utro. Elskeren stod parat lige på et tidspunkt,hvor jeg havde allermnest brug for det. Hm..måske det i virkeligheden var MIG der udsendte nogle signaler, som han så reagerede på..det har jeg da tænkt meget over siden.
Men mest af alt er jeg lykkelig for jeg stoppede i tide, og at min mand INTET ved om hvad jeg har været igennem..men han har nok fornemmet det.Alæligevel har han været sikkr på mig..ikke engang min computer tjekker han..der er mails til veninder om min situationan!
Jeg føler han stille og roligt ventet på, jeg kom tilbage...og det vil jeg takke ham for, ved at give endnu mere af min essens til vores samlig. Men jeg kan kun tilføjr, at det har været godt for ham også, at mærke jeg ikke NØDVENDIGVIS UBETINGET bare ER der for HAM 100%!
Men utroskab er IKKE løsningen på længere sigt.. >Måske egnet som middel til at lære sine EGNE følelser at kende? det kunne noget da tyde på!
Konklusion´: Skal man redde sit ægteskab, er utroskab et af mange muligheder, men ikke nødvnedigvis den eneste og da slet ikke på lang sigt!!!!

man skal ud af det forhold..det kan ikke gå hurtigt nok...man er da naivt at tro, man forholdet kan fungere efter utroskab...

Skal forsøge at svare på dine sidste spørgsmål..var for træt i går, efter en dag, hvor jeg definitivt afsluttede forbindelsen til min elsker!
Jeg blev i dette års krise (eller måske 1 1/2 år i virkeligheden, da min elsker begyndte sin bejlen for netop 1 1/2 år siden) klar over forskellen på at leve splittet (med et kærlighedesforhold på sidelinien) og samlet..dva. et liv med ens basis i den ene person, man har valgt at leve sammen med. Det er forskellen mellem at leve fragmenteret eller i fordybelse. Men ikke alle er enige i dette..ikke alle føler sig splittede under utroskaben, hvilket jeg så gjorde, idet hele mit liv fra at have omdrejningspunkt og sin tyngde i OS pludselig var flyttet til MIG. På lang sigt også en ensom affære at leve et sådant dobbeltliv!
Selvom det var skønt (ikke ening med jackie at jeg opdagede det var "gråt i gråt"..så langt fra da!) men så var det for mig også ensomt. Ja jeg forsøgte virkelig at bilde mig selv (og debatten her ) ind at vi alle må forstå og lære at vi er født som enere og dybest set er alene..Hm..ja vi er så,og det mener jeg stadig!! MEN vi søger at dele vores iboende ensomhed med en anden i snart agt alle handlinger..og stærkest er det altså med den ene, fpr rødderne når dybere simpelthen, og det er langt mere givende. Men det er min erfaring så...
Og det er så her forskellen på et fragmenteret(udlevet)kærlighedsliv til flere og et koncentreret til den ene. Splitter man sig op i at elske flere (i praksis og altså ikke bare platonisk) så kommer man aldrig ned i de dybere lag. Det er som med dårlig kunst..overfladisk - ikke gennembearbejdet - kun underholdsværdien tæller. Omvendt med den gode kunst, hvor der er den ægte seriøsitet i arbejdet og selv VÆRKET!
Jeg er altså stadig for utroskab vil jeg lige tilføje..tror det kan gavne mange forhold at man ikke fokuserer KUN på den eneste ene..men jeg tror ikke på længerevarende utroskab, det vil få ens ægteskab til at udtørre lidt efter lidt..som et træ der ikke får tilstrækkelig med vand eller sol langtsom men sikkert vil visne og dø ud.
Du spørger om "bindinger". Min mand og jeg har jo bindinger helt fra vi var unge. En stærk erotisk tiltrækning var det der oprindeligt første os sammen..men vi har samme fag..interesserer os for det samme..er meget ens mht. livsindstilling, hvordan vi vil leve..hvad der er væsentligt hvad ikke..film vi ser..musik vi lytter til..bøgerosv..jeg kunne blive ved. Vi er virkelig det man forstår ved "soulmates" og det om noget binder os sammen..og selve følelsen. Er han syg river alle mine følelser i mig ..jeg opfyldes af en smerte jeg kun har oplevet i forhold til ham, da den er så PERSONLIG ..en del af mig selv. Jeg ved han har det på samme måde.
Så hvorfor jeg bliver i ægteskabet er vist (for mig) ikke så svært at forstå..langt sværere er det at forstå HVORFOR jeg var utro?
Men det var nødvendigt...jeg er min elsker meget taknemlig for at have bekræftet mig og givet mig viunderlig sex. Vil nødig have undværet denne periode i mit liv.
Tror ikke på kontrol (svar på dit sidste spørgsmål) og vil fremover være langt mere åben overfor ommin mand skulle finde andre kvinder lidt FOR interessante...han må godt flirte og han må også godt have en affære, for efter det jeg har oplevet under jeg ham selvfølgelig det samme. Jeg frygter intet, efter det jeg selv har oplevet...
Efter et langt liv sammen, hvor der har været megen erotik og man ikke er forsumpet i et kedsommelig vaneliv, så dannes der en fast substans man er fælles om. En fast krystallign. substans man næsten kan tage og føle på. Jeg ved de par der har oplevet det, kan forstå hvad jeg taler om. Andre vil (af forståelige grunde) nok ryste på hovedet...;-)

hvor mærkeligt, - (hm!) - og jeg tror egentlig vi er enige meget langt hen ad vejen. Handler måske om definition af ordet 'utroskab', som jeg forbinder med løgn og fortielser, da det var det, der slog mig ud.
Hvis I kan leve (godt) med plads til affærer, som I ved (tror) ikke ændrer Jeres følelser og 'bindinger, så er det selvfølgelig godt, men jeg tror på, at man ved åbenhed og opmærksomhed kan opnå fornyelse og bekræftelse hos 'den eneste ene' og at affærer skaber afstand mellem partnerne, hvor 'uforpligtende' man end selv mener affæren er. Der skal være plads til både 'forsumpet vaneliv' med masser af kaffe og marmorkage og til romantik og lidenskab og udvikling gennem fælles interesser.
Du har været heldig (indtil videre) med at din mand ikke ved noget udover fornemmelser. Måske ville han forstå, tilgive og så var det glemt - men har du nu slettet dine spor, taget ex-elskeren og hans kone i ed? Meget langt hen i vores forløb, kunne jeg da godt mærke, min mands ændrede adfærd, faktisk længe før ex-elskerinden blev aktuel, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi tænkt der var et forhold. Måske at han havde været på bordel, jeg havde - uden at snage - set hjemmesider på hans pc, der på det tidspunkt var fælles, - og vi havde massive problemer vedr. mit helbred, som jeg troede var årsagen til hans afstandstagen og problemer med et dengang meget sart hjemmeboende barn, som ikke havde brug for, at forældrene også havde problemer. Så det blev stuvet af vejen. Han fandt så selv ud af, både at han ikke ønskede nogen form for kontakt med vedkommende, og at han gerne ville have vores liv tilbage, men han glemte at rydde op, og især viste det sig, at den dame, som først bare ville mødes for sex, ændrede indstilling, da han ikke ville og kunne mere og ikke mere havde brug for hendes seksuelle kunnen. Hvis han bare havde været ærlig og fortalt mig om det, om ikke før, så da jeg fandt et uigendriveligt bevis, så ville jeg nok - håber jeg og tror jeg, (som jeg husker det, var det der jeg var efter første 'version', og inden ex-elskerinden smed lig på bordet) at jeg accepterede og forstod en forklaring, om at han desværre skulle den vej for at vågne op og erkende sine følelser for mig. Det er sikkert også sådan det er, - i hvert fald det jeg tror på i gode stunder, som der jo er allerflest af! Men mit manglende mod til at konfrontere ham med mistanker, hans manglende åbenhed, senere affæren med nødløgne og fortiede sandheder, efter affæren igen hans løgne, oven i købet hendes løgne og chikanerier har været en meget hård kost for mig, som jeg heller ikke har været god til at forholde mig til. Først trak jeg mig ind i mig selv og løj for mig selv indtil hans endelige ufrivillige afsløring og tilståelse. Derefter har jeg kæmpet med mig selv, revideret hele mit liv. Det har været forfærdeligt og ikke noget man kan ønske for nogen. Og lad nu være med at fare i blækhuset og skrive, at jeg er en bitter krampe, der har valgt offerrollen. Sådan er det ikke; jeg er medskyldig, jeg var (og er lidt) dum og uvidende. Jeg håber du passer godt på din mand.
Lige et svar til plexus herunder: Tak, - Nu forstår jeg hvad du skriver; personligt har jeg – som Pusserpigen i øvrigt – et ægteskab, der i den grad er baseret på ’fællesværdier’, dog med inspirende og nogle gange irriterende modsætninger i forskellige holdninger, f.eks. politisk, men det er da sikkert rigtigt, at vi har mere at miste end dem der kun deler ganske lidt. Jeg tror på at man skal passe på det man har, hvis man gerne vil bevare det. Man skal også udvikle sig selv og hinanden, men udtrykket ’forebyggende’ minder mig lidt for meget om at nu skal vi bygge carport, tage på ferie, få altan i enden, så går det en tre måneder igen ...., som Niels Hausgaard udtrykker det. Altså, man skal vel ikke med vold og magt og badutspring bevare noget, der ikke er værd at bevare, eller noget det ville være bedre for en selv, og måske også den anden, at afslutte?
Til den der synes jeg og andre er naive: Det er med kærlighed som med tro: Den der ikke tager imod kærligheden/Guds Rige lige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det! ---- Naivt? ja! - men det virker!
For min del må jeg afslutte debatten her. - Jeg er så heldig, at være travlt beskæftiget med ægteskab og familieliv resten af weekenden, men jeg håber I fortsætter , så der bliver noget interessant at lukke op for på mandag!

Næhigen kan man ikke sidestille ens egen situation med andres. Og min mand og hans evt. reaktioner omkring utroskab kan du jo´slet ikke sidestillemed dine egne.
Der har ikke været en eneste løgn inde i omkring min utroskabidet min mand aldrig har spurgt direkte til min affære. Dengang det helen startede,og jeg fortalte ham om den bejler der var kommet lige lovlig tæt ind på mig (inden utroskaben ..jeg fortalte om nogle bemærkninger han havde omkring min person) sagde min mand at han helst ikke ville høre om det. Han hørte derfor ikke mere om det.
Pas på med denne ensporede tankegang at alle forhold der er ramt af det man selv er ramt af,nødvendigvis lever efter samme regler som en selv. Og jeg kan ikke bruge jeres ideologiske snakken om hvad der nu er MORALSK rigtigt!! til noget. Altså hvis man er utro, om man så skal bekende kulør eller ej.
I mit tilfælde skulle jeg ikke...og da intensiteten er tilbage i mit ægteskab bekræfter det kun at jeg gjorde ret i at holde det skjult!

Du skriver:" Hvis I kan leve (godt) med plads til affærer, som I ved (tror) ikke ændrer Jeres følelser og 'bindinger, så er det selvfølgelig godt, men jeg tror på, at man ved åbenhed og opmærksomhed kan opnå fornyelse og bekræftelse hos 'den eneste ene' og at affærer skaber afstand mellem partnerne, hvor 'uforpligtende' man end selv mener affæren er. Der skal være plads til både 'forsumpet vaneliv' med masser af kaffe og marmorkage og til romantik og lidenskab og udvikling gennem fælles interesser".
Jeg tror overhovedet ikke på på noget som helst (dogme..eller moral) når det gælder kærlighed. Jeg tager udgangspunkt i FØLELSEN. Hvis den er i orden er kærligheden det også..det er min erfaring :-)
Mht. det "forsumpede vaneliv" så er det muligvis dette som skiller os ad. For netop dette gider jeg ikke. Jeg kan godt lide den arbejdssomme dagligdag,hvor hver part går op i sit eget. Men denmed marmorkagen og kaffen er en sexdræber for os, så den holder vi os fra i dagligdagen....
God weekend-hygge til dig alligevel!
Pusserpigen:-)

kunne du for en gang skyld ikke holde dig til emnet; hvad får folk til at blive efter den anden har været utro?
Din mand var utro da i var unge, så svar dog istedet på hvad der fik DIG til at blive hos ham, istedet for at komme med din historie om din elsker.Det er jo ikke sikker din mand forholder sig passivt som du må have gjort.

Så det kan jeg nok ikke svare dig på. Vi var unge i en tid hvor alle eksperimenterede vildt. Altså lige mua. af mig og et par stykker til. Så det med faste kærester, var ikke rigtig in dengang. Jeg var DENGANG ret kompromisløs(gammeldags vil nogen hævde) men troskab var et begreb man ikke rigtig forholdt sig til. Men personligt gad jeg bestemt ikke starte et forhold op, hvor sex med flere indgik. Så der var ikke tale om at tage nogen tilbage i mit tilfælde. Jeg brød omgående kontakten og fandt nogle mænd, der ville et kæresteforhold, som jeg havde selv havde lyst til...
Først efter 7 års "on and off" forhold, blev jeg så alligevel gift med min mand. Og nu ja så er han meget trofast og bestemt ikke enig med mig i vi evt. godt kunne have en affære ved siden af. Men sådan kan man jo ændre sig, som årene går..;-)
Så "jensine"(ved jo godt du ikke hedder knud jensen, men er en af de forsmåede kvinder herinde;) som du selv har oplevet utroskab i dit parforhold og bagefter tilgivet det, sådan har jeg jo (heldigvis forstår jeg) ikke prøvet det, og kan derfor ikke svare på dette tema. Udover at sammenligne situationen med mit eget svigt.
Iøvrigt så tror jeg ikke, jeg ville tage det SÅ tungt med utroskab,som så mange af jer beskriver jeres reaktion. Men som jeg kan forstå på debatten herinde, må jeg være blevet skånet fra det frygtligste af ALT, hvad der kan ramme en i denne verden....og noget der er værre end selv pest!
Ærlig talt når det er SÅ slemt, kunne du så ikke selv lige forklare mig, hvorfor i alverden man bliver i sit kærlighedsforhold, med en kæreste man selvopfatter som en forbryder????
Jeg fatter ikke nogen med en så fordømmende holdning, overhovedet GIDER deres mand efter utroskab. For det må immervæk være en stor kamel at sluge...
Men jeg gætter på de materielle bånd må være af ret stærkt materiale, eller er det bare hele rammen omkring forholdet (omverdenen) der tæller...mere end indholdet. ?
For empatien med ens elskede, har jeg svært ved at få øje på her, med så hårde domme overfor de "usle utro bedragere".

Det kan jeg først svare dig på når jeg står i dem, som jeg forhåbentligt aldrig kommer til.
Det jeg mener er at hver person, hvert par, alt er forskelligt - det kommer an på hvad der lige præcis foregår i det parforhold, omstændighederne ved utroskaben og hvordan man håndterer det.

Jeg har efter længere periode med skilsmissetanker kommet frem til sammen med min man, at gi forholdet en chance. DEt har været en svær og for os nødvendig beslutning, da vi ellers begge vil stå i økonomisk ruiner og se frem til gøldsproblemer i mange år frem. Min mand har tilgivet mig og jeg er taknemlig for at få en chance til at vise, at det er ham, jeg vil leve med resten af livet...

Min mand og jeg står i det samme. Vi elsker hinanden og det er sket efter et skænderi i vrede og frustration. ØV! Men 21 år smider man ikke bare ud. Vi har to små børn og har meget andet sammen. Vi elsker hinanden, og jeg tror fuldt og fast på min mand. Jeg kan se selvbebrejdelsen, fortrydelsen og det at han påtager sig ansvaret for sine handlinger og valg.
Jeg har besluttet mig for at jeg kan tilgive ham. Jeg vil tilgive og jeg vil elske ham fortsat. Je accepterer ikke hans valg, men jeg tror vi kan ændre det der ligger til grund. Der er nye regler og vi kommer stærkere ud af det. Det er 14 dage siden jeg fandt ud af det, men jeg synes vi arbejder godt frem.

Et parforholdt indeholder, når man skriver om dette, usikkerhed.
Løsning ifm. findes i de runde former.
vh
Tom

Godt formuleret - jeg er enig. Det som pokerspil - du kan vinde - eller tabe alt på et sekund, og der er ikke nogen fortrydelsesret her...

Min mand, jeg har levet sammen med i nu 16 år, har også været mig utro for 2 år siden. Efter en længere smerfuld krise valgte jeg at tilgive ham og nu idag har jeg ikke fortrudt det. Vi har fået mere respekt for hinanden og vores seksuelle liv har fungeret meget bedre.

Du skriver:
"For mig er utroskab enden på et forhold,ligegyldigt hvor stærke følelser jeg ville have inden,vil de dø lige der og forholdet er slut."
Sådan sagde min kone også før jeg var hende utro. Men nu ved hun at følelserne mellem os er så stærke, at ikke en gang en omgang utroskab kunne splitte os, tvært imod, så har det styrket os endnu mere.
Der forskellige former for stærke følelser. Under forelskelsen kan man mærke følelsernes styrke i maven som en sugende fornemmelse. Men den er kun stærk på overfladen. De stærke følelser der kan overleve utroskab el.lign. ligger som et stærkt fundament, man først kender styrken af den dag hvor parforholdet kommer ud i en stærk modvind.
Men, jeg tror ikke jeg kan være hende utro igen. Dertil var den smerte jeg påførte hende alligevel for stor.

det har jeg prøvet for en del år tilbage.Og en gang er nok til mig.
mit ægteskab er i høj grad baseret på tillid, og den vil forsvinde hvis han er mig utro eller jeg ham.
det vil pludselig være en anden person der står der overfor mig.
Nu da jeg har prøvet at have et forhold hvor tillid er en af ingredienserne, så ved jeg at det vil ødelægge alt for mig.
Han vil være en anden end jeg har gået og troet.
det vil blive svært og gøre ondt, men jeg vil aldrig turde stole på ham igen, eller omvendt
det er ikke ret længe siden vi diskutede det i forbindelse med et indlæg her.
Og vi er begge af
samme mening, at det vil ødelægge noget i det dejlige forhold vi har nu.

Så i vores tilfælde vil det svække os som par.
Og tager jeg fejl, må jeg på sol'en og indrømme jeg tog fejl:-)

jeg forstår præcis hvad du taler om. JA! det fundament man har med sin elskede, kommer virkelig på prøve i modvind..her utroskab. Også hvadenten utroskaben opdages eller ej. Den utro kæmper jo selv med følelserne og mærker så hvor stærkt et fundament (eller ej) ens ægteskab bygger på.
I vores tilfælde så stærkt, at det kunne modstå en stormbølge, der nær havde splittet mig i tusinde stykker. Jeg holdt fast i det fundament, som min mand og jeg gennem et stærkt samliv har bygget op, og hvis styrke kan mærkes helt konkret i en situation, hvor man forelsker sig i en anden.
citat:"Men nu ved hun at følelserne mellem os er så stærke, at ikke en gang en omgang utroskab kunne splitte os, tvært imod, så har det styrket os endnu mere."
At det styrker mere, hvis såfremt forholdet netop er stærkt i forvejen, er helt rigtigt. Jeg er langt mere opmærksom på min mand nu..ser på ham når han går mig i møde, og får et stik i hjertet ved tanken om at jeg kunne (have) mistet ham.
Som at overleve et flystyrt...tænkte på det da nogle passagerer for nylig fortalte om deres følelser EFTER de havde overlevet nødlandingen med dash 8 flyet. Det var en opvågning, og man fik øje for hvad der betød mest for dem i livet.
Min mand og det liv jeg har sammen med ham betyder mest for mig...det er det væsentlige, det som gir mit liv mening. Men der skulle åbenbart utroskab til fra min side, for helt at erkende dette...
Man tror man er opmærksom og klar over hvad der er væsentligt og hvad ikke i ens liv, men nogle gange skal der en rystelse til, for at man virkelig vågner op...åbenbart :-)

... at læse denne tråd!
Er selv ramt af at have afsløret utro mand, og synes det er svært at holde mig på den sti hvor jeg erkender virkeligheden: At han var mig utro fordi han var i dyb krise. At han er gået i terapi og gør alt hvad han kan for at vise, hvor hans vilje og kærlighed ligger. Falder hele tiden tilbage i flosklerne: Smid ham ud, det kan han ikke tillade sig, han gør det igen, han er det ikke værd.
Men virkeligheden er jo en anden! Han væmmes ved sig selv, arbejder med sig selv, elsker mig etc. Og jeg ved det! Det er mit sårede ego der hele tiden hiver mig tilbage i flosklerne - ikke de følelser jeg kan mærke imellem os. Jeg vidste han på en måde psykisk var en tikkende bombe - havde bare aldrig forestillet mig, at eksplosionen ville komme til udtryk som godt skjult utroskab. Havde forberedt mig på stress, alkoholisme, depression... men ikke utroskab. Men jeg havde jo forberedt mig på NOGET. En eller anden reaktion... Og havde håbet på at kunne hjælpe ham på rette vej inden han knækkede. Det lykkedes bare ikke. Der skulle dette knæk til før han fik hul på sig selv.
Jeg synes det er virkelig rart og bekræftende at læse de nuancerede overvejelser herinde. Det er ikke sort-hvidt. Der findes ikke en grundregel om håndtering af det her. Det er mavefølelsen der skal lede vejen - ikke rygradsreaktionerne (flosklerne).
Så til alle jer, der tænker at det er et svaghedstegn at tilgive og blive: Det kan lige så vel være omvendt! Det afhænger helt at situationen! I vores tilfælde var det den svage der begik utroskaben og den stærke der rummede krisen og besluttede at tage chancen for et styrket forhold.
Nu vil jeg gå styrket ud til resten af min dag!

Men hvor længe havde din mand været dig utro?? En enkel gang eller to kan sikkert tilgives og glemmes, men jeg kommer altid til at forstå, at man kan leve med at ens mand har delt hans kærlighed mellem både konen og en fast elskerinde!!
Når man bevidst laver alverdens krumspring for at kunne møde og se en anden end en faste parter, når man igen og igen lyver. Ja, så er man selt og ret et dårligt menneske. Ligegyldigt hvor megen personlig krise man er i!!!

Jeg erkender helt, at det var mig den utro, der var den svage i forholdet...det er ikke altid sådan, men godt at du kan læse din situation lidt udefra, for så forstår du åbenbart godt, at din mands utroskab INTET har at gøre med hans kærlighed til dig.
Nu efter utroskaben blev han sikkert også selv mere klar over, hvor stor hans kærlighed er til dig. Han er måske i kontakt med sine følelser langt mere NU...end før utroskaben.
Lykke til fremover :-)

... men på et meget kritisk tidspunkt, hvor jeg var/er gravid. Han har ikke delt sin kærlighed - kun sin krop. Og kun fordi han mødte en ualmindeligt pågående kvinde på et tidspunkt hvor han var i eksistentiel krise over at skulle være far.
Jeg har dog endnu ikke fattet hvordan man "kan" uden følelser. Der bruger jeg så vores fælles psykolog som støtte. Det kan nogen (primært mænd). De fleste kvinder finder det aldeles uforståeligt.
Det foregik hovedsageligt på tidspunkter, hvor han ikke behøvede lyve (når han var på arbejde). Når hun pressede ham til at lyve for mig og mødes privat stod han af, det blev for meget. Han havde en eller anden besynderlig tærskel om at han godt kunne have hurtig sex på toilettet på arbejdet, men han ville ikke finde på påskud til at besøge hende om aftenen. Den tærskel er jeg sådan set ret glad for at han havde!
Han største problem var at han var i førnævnte krise, og har (nu: havde) ualmindeligt svært ved at afvise folk. Og så var hun ikke tilbageholdende med at melde ud med hvor meget hun tændte på ham, hvad hun ville gøre ved ham etc. I bund og grund selv en kriseramt kvinde der stod midt i en skilsmisse og havde brug for at føle sig i stand til at forføre. Desværre lykkedes det med min mand! Han behøvede dybest set bare møde op, så klarede hun resten.

for dine indlæg her!
Det kommer nemlig ikke an på 'hvor længe', men hvorfor og hvordan! Du har beskrevet din mand, så jeg bare kan sætte gentagelsestegn under.Bortset fra vores alder og at graviditet af biologiske grunde ikke var inde i billedet - 8 år efter sølvbrylluppet, genkender jeg din historie; - som så mange parallelle historier om utroskab:). Selv elskerinderne ser ens ud, altså bortset fra at min mands var selverhvervende, - for at sige det meget pænt - men absolut kriseramt og desperat for en vej ud af sin situation, men mønstret tilsyneladende det samme. Kærlighed var der ikke tale om, men o.k. de legede nok begge at det var det; han en meget kort tid, hun en noget længere! Sikkert begge for at holde frikvarter i deres kriser, som de ikke magtede at se i øjnene.
Næh, man behøver ikke være et dårligt menneske fordi man periodevis optræder som sådan!

Jeg kender ikke til een eneste mand der (som beskrevet i indlæg fra "lettet" og bekræftet af jackie)er blevet FORFØRT af en pågående kvinde...
Hvis det er en SÅ tynd forklaring på mænds utroskab, der danner grund for konernes tilgivelse her (+) jamen så kan jeg da gå hen og blive helt bekymret for jeres fremtid.
I bliver i så fald snydt - så det render! - af jeres utro mænd.........................

- min mand lod sig gerne forføre, - og trække rundt ved næsen m.m. - Og jeg har aldrig påstået eller bekræftet, at utro mænd er forfulgte uskyldigheder, eller at det er den tynde forklaring vi har fået som grundlag for noget som helst. Bekymr dig endelig ikke om min fremtid, - du har vist bekymringer NOK med din egen!
- men hvem du kender eller ikke kender fortæller måske bare, at du går med skyklapper og har for ensidig og snæver omgangskreds, - kort sagt befinder dig i dårligt mandligt selskab:)

Hm...ja hvis mænd, der VEDKENDER sig deres lidenskaber er såkaldt "dårligt selskab"...så er de normen i min vennekreds.
Modsat må mænd, der lader sig "forføre"og "trække rundt ved næsen" ifølge jackie så være det gode mandlige selskab...ha, den var sgu sjov! ;-))))
Mænd der ikke sender "aben" videre til de forførende kvinder (for at tækkes deres koner)men som står ved deres seksuelle lyster udenfor ægteskabet, er for mig ægte mandfolk. Dem stoler jeg langt mere på..end de skvattede mænd, der ikke TØR melde klart ud til deres vrede koner, at de kort og godt tændte på en anden kvinde,og gik efter at nedlægge hende. Min erfaring er at utro mænd er ret gode til at jagte og siden nedlægge en kvinde!
Det er vist kun i visse landsbyer i Afrika - hos et snart uddødt naturfolk, at kvinderne voldtager mændene ;-)

Jeg ved ikke helt, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre. Indrømmet, jeg troede også kun det skete på film, men jeg har jo set deres mails - set hvilket tonefald HAN brugte contra hendes. Og der er vist ikke megen tvivl om hvem der holdt den gryde i kog! Så måske kender du bare ikke nogen der har oplevet det - eller også fortæller de det ikke (jeg tror fx jeg selv ville holde tæt).
Og jeg synes faktisk ikke det er en tynd forklaring at stå i sit livs krise - være i tvivl om man er noget værd, og tilfældigvis møder man ved det vejkryds en kvinde der bekræfter een på alle de områder man er usikker på.
Der er da ingen tvivl om at han deltog, ellers havde det jo ligesom ikke kunnet lade sig gøre. Men det var hende der førte an (forførte). Han skulle da have sagt nej, han burde være blevet frastødt og vred over at hun pressede på selvom han forsøgte at sige nej. Han skulle da have gjort så meget anderledes. Men det ændrer ikke på at hun holdt teten hele vejen igennem og gjorde det nemt for ham ved konstant at tage initiativet. De findes de kvinder. Jeg håber bare de er få - eller at de holer deres initiativrighed til deres faste kærester.
Så lad venligst være med at antyde at jeg har ladet mig bilde ting ind. Jeg har leget detektiv i ½ år, for at få styr på det her!

det sædvanlige:)
Hun KAN og VIL ikke læse indenad, - -

kan min historie måske godt udlægges som du gør her, men så skal den også være meget ensidig og ondere end ond!
Hvor har du egentlig fra, at 'mænd' og 'koner' er som du hele tiden postulerer. Du, din mand, din (ex?)-elsker er jo helt, helt anderledes? O.K. elskerens kone er naturligvis en krampe, men ellers kun de helt rigtige mennesker, med helt rigtige meninger og helt rigtige følelser.
Du fortæller igen og igen om din elsker, hvor pragtfuld, lidenskabelig han er, - han har jagtet dig og nedlagt dig, - en rigtig mand, du ikke kan sige nej til!.. Hvorfor skulle der ikke findes kvindelige modeller, der har noget af det samme? Kvinder der ikke skyr noget middel for at få hvad de vil have?
Jeg har skrevet det før, men da du enten ikke kan læse indenad eller evt. husker meget dårligt, så igen: Du har en sølle fantasi PP og du har et begrænset udsyn!
I øvrigt har jeg ikke hørt aben blive givet videre til exelskerinden; tværtimod, der var absolut ingen ansvarsforflygtning. Tværtimod har jeg måttet tåle, at denne mæfikke har leveret det ene fordærvede abeådsel efter det andet direkte til MIG.

Ja jeg ved godt de findes..de kvinder I taler om.
Men i det øjeblik jeg skrev mit indlæg, tænkte jeg på de mange utro mænd, som jeg har mødt...både personligt og i min omgangskreds. Derfor min - indrømmet - meget ensidige fremstilling. Jeg har dog stadig den erfaring, at det hovedsalig er de utro mænd, der jagter kvinderne. Meeen moderne kvinder er jo ret så udadfarende, så selvfølgelig findes disse kvinder, der bevidst går efter at nedlægge en mand!
Jeg kommer til at tænke på een kollega til mig - en rigtig "player". Det er ret anstrengende..også for mændene..der jo nødig vil fremstå som ikke interessante, hvis de lægger afstand til hende. Hun skal bekræftes hele tiden af mænd og i ALLE sammenhænge!!!
Jeg har ofte tænkt over, hvad der egentlig var galt med hende. Tror hun har ladet sig nøje med at leve på sit udseende alene (det giver jo MAGT, så længe det varer)måske fordi hun ikke er den mest begavede på denne jord at tale med (mildt sagt). Tror det har været hendes måde at klare sig på.
Ja og hun har netop for nylig "forført" en af mine kollegaer (en gift mand ..en kær kollega faktisk). Da jeg kender både ham og hende, ved jeg det er hende, der har lagt an på ham i en situation, hvor han var i en krise. Han er blevet hos konen,og hende "playeren" har siden lavet nogle scener ved officielle arrangementer, hvor hun har udstillet ham..meget pinligt, hvor hun hævder de elsker hinanden.
Så ja selvfølgelig kan mænd også forføres af en fræk kvinde...hvorfor ikke.Jeg synes bare jeg sjældent oplever, det går den vej, vil jeg så tilføje...
Men ok. når jeg tænker på hende,så er hun sikkert den type, jeres mænd er faldet for! Hun så faktisk engang ret så godt ud, men ser ret slidt ud p.t. syns jeg...det sidste her med kollegaen har virkelig taget hårdt på hende!
Jeg er alligevel solidarisk med hende, fordi jeg har pokkers ondt af hun i den grad har spildt sit liv, som hun har! Spildt sit liv på mænd, der til syvende og sidst ikke gider hende seriøst. Ham min kollega er blot den sidste i en række af gifte mænd,hun har været elskerinde til....
Så godt ord igen I to "kramper" ;-))
Pusser.

Man kan kun have ondt af dem ja, men mon ikke det er det nemmeste med een man bare har hørt om eller har på nogen afstand, - og ikke en, der gider blive ved med at ringe anonymt til den genvalgte krampe efter næsten 4 års afvisninger! Jeg var lidt oppe at køre, over at min stalker nu igen - efter heldigvis meget lang pause - ringer op, viser 'hemmeligt nr.' og i baggrunden spiller den musik, som hun tidligere har fortalt mig er 'deres' musik, hvilket hun OGSÅ har misforstået! Og i øvrigt kun sukker dybt og siger ingenting. - Ja, det var en fejl, at tage tlf. når den ikke viser et nummer, for så paranoid er jeg blevet, at jeg kun svarer på kendt nr. Sådan kan det altså også udvikle sig, når 'MAN TAGER EN ELSKERINDE'! - Så - selv undskyld, PP, jeg er faldet ned igen - men begrebet utroskab, kan betragtes og vurderes fra flere sider.

lidt samme problem med en galning der jagter manden efter afvisning.(tidligere elskerinde der ikke ville tro på at hun var droppet fortid og evighed,inden jeg kom ind i billede)

Hvis i vil kan i skifte til Cybercity,de har en funktion hvor hvis et hemmeligt nr ringer bliver der sagt - abonnenten du har kaldt ønsker ikke at anonyme opkald,for at komme igennem skal du vise nr.
Det gøres let ved at taste *31* + nr.Og venter du et anonymt opkald, kan det slås fra, og til bagefter.
HUn kan selvfølgelig ringe fra et taletidskort, men så kan der spærres fra det nr. og der er vel grænser for hvor mange hun kan købe af dem,det er 100 kr hvergang,så det stopper hurtigt.
Vi havde som du også den slags pisse irreterende opkald, men nu kommer de slet ikke igennem.
I kan sagtens beholde nr, for hun skal ringe med nr for at den ringer.
Ellers gør som jeg gjore inden, når hun ringede og jeg blev klar over det var hende, så lagde jeg røret ved siden af telefonen.Det er ikke min telefon regning der løber opad.
Selvfølgelig kan du så ikke modtage andre opkald.
Men når man som de to madammer ikke har så mange penge at gøre godt med,(jeg sørgede også for hende her fik noget andet at tænke på,man må jo ikke arbejde fuld tid på førtidspension.
Så er det lidt dumt at spilde penge på at ligge på et bord hvor ingen høre en.
Du kan jo overveje det.
Det er ikke sundt for dig at blive ved med at blive mindet om hende
Hilsen hende med navnet vi kun er 17 i DK
der har og derfor alt for let at finde

Pudsigt nok, står vi lige overfor at gå over til Cybercity! Har også været ked af at skulle af med nummeret, som vi har haft altid! Så nu ved jeg hvordan, tak skal du ha'.
Hun her jagter ikke manden længere (han har desværre 'offentligt' nr. via firmahjemmeside) ,- hun generer kun konen! Efter at han meddelte hende, at fremtidige 'selvmordstrusler', (åh, lad mig ikke ønske, de var ægte:) - gik direkte videre til politiet, og hun ikke skulle tro, hun kunne komme i kontakt ad den vej, har han ikke hørt mere, selv sms-regnen standsede, men jeg skal så stadig have en lille opringning. Hun siger aldrig noget, - og der kan selvfølgelig være ANDRE, der får forkert nr., men så sidder man vel ikke bare tavs i røret?
Men du har ret. Jeg troede jeg var fløjtende ligeglad, måske fordi der er gået så lang tid siden sidst, - men .....
Håber du/I har fået fred, - og passer på Jer selv og hinanden; - der skulle jo nødigt være brug for funktionen 'Vent venligst, De er nr. XX i køen':D

Jeg har igemmen et par prøvet at komme oven på igen som person, men det er svært for jeg ved ikke om min kæreste er til at stole på!! Når ens partner først har været en utro en gang så er det meget svært at opbygge tilliden til ham igen..
Hvad kan man gøre for at bygge tilliden op igen?