Livet efter døden - Hvordan, hvornår, hvor?
Menneskets Skaber og Livgiver har personligt garanteret for at døden ikke nødvendigvis gør definitivt ende på livet. Desuden forsikrer Gud os om at det ikke blot bliver muligt at leve igen i begrænset tid, men derimod at leve med håb om aldrig nogen sinde at skulle dø. Paulus udtrykte sig enkelt og fortrøstningsfuldt da han sagde at Gud har ’givet alle en garanti, idet han har oprejst Kristus fra de døde’. — Apostelgerninger 17:31.
Dette lader tre grundlæggende spørgsmål stå ubesvaret: Hvordan kan en død blive vakt til live? Hvornår vil det ske? Hvor skal de opstandne leve? Overalt på kloden er der givet forskellige svar på disse spørgsmål, men nøglen til sandheden om denne sag har at gøre med en nøjagtig forståelse af hvad der sker med mennesket når det dør.
En udbredt opfattelse som de fleste har hørt om, er at noget i mennesket er udødeligt og at kun legemet dør. Den udødelige del omtales undertiden som „sjælen“ eller „ånden“. Den siges at overleve legemets død og leve videre et andet sted. Denne tanke er ikke bibelsk. De bibelske personer blandt fortidens hebræere så ganske vist frem til et liv efter døden, men ikke på den måde at noget udødeligt i dem skulle leve videre. De havde tillid til at de engang i fremtiden skulle vende tilbage til livet på jorden ved et opstandelsesmirakel.
Patriarken Abraham er et enestående eksempel på en der havde tro på en fremtidig opstandelse af de døde. I Hebræerbrevet 11:17-19 beskrives Abrahams villighed til at ofre sin søn Isak: „Det var ved tro at Abraham, da han blev prøvet, så godt som ofrede Isak, . . . Men han regnede med at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde; og derfra fik han ham også tilbage på en billedlig måde,“ idet Gud ikke krævede at han blev ofret. Et yderligere vidnesbyrd om at israelitterne oprindelig troede på at de på et senere tidspunkt ville vende tilbage til livet (og ikke umiddelbart ville fortsætte livet på et åndeligt plan), finder vi hos profeten Hoseas: „Af Sheols vold [menneskehedens fælles grav] vil jeg løskøbe dem, fra døden vil jeg genløse dem.“ — Hoseas 13:14.
Men hvornår kom så tanken om menneskets iboende udødelighed ind i den jødiske tankegang og trosopfattelse? Encyclopaedia Judaica indrømmer at det „sandsynligvis var under græsk indflydelse at læren om den udødelige sjæl trængte ind i jødedommen“. Helt op til Kristi tid var en fremtidig opstandelse imidlertid stadig det som gudfrygtige jøder troede på og så frem til. Dette fremgår tydeligt af Jesu samtale med Marta da hendes broder, Lazarus, var død: „Marta sagde så til Jesus: ’Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.’ . . . Jesus sagde til hende: ’Din broder skal opstå.’ Marta sagde til ham: ’Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.’“ — Johannes 11:21-24.
Heller ikke i dette spørgsmål behøver vi at gætte os frem. Bibelens enkle sandhed er at de døde „sover“, er uden bevidsthed, ikke føler noget og ikke har nogen kundskab. Bibelen fremholder ikke denne sandhed på en indviklet måde der er vanskelig at forstå. Tænk engang over følgende letforståelige skriftsteder: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting . . . Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“ (Prædikeren 9:5, 10) „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse. Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ — Salme 146:3, 4.
Det er altså forståeligt at Jesus Kristus omtalte døden som en søvn. Apostelen Johannes gengiver en samtale mellem Jesus og disciplene, hvor Jesus siger: „’Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.’ Så sagde disciplene til ham: ’Herre, hvis han er gået til hvile, vil han blive rask.’ Jesus havde imidlertid talt om hans død. Men de mente han talte om søvnens hvile. Så sagde Jesus da rent ud til dem: ’Lazarus er død.’“ — Johannes 11:11-14.
Den menneskelige dødsproces involverer hele personen, ikke blot legemet. Ud fra klare bibelske udtalelser må vi konkludere at mennesket ikke har en udødelig sjæl som lever videre når legemet dør. Bibelen viser klart at sjælen kan dø. „Se, alle sjælene tilhører mig. Såvel faderens sjæl som sønnens sjæl — de tilhører mig. Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) Intetsteds bruges ordet „udødelighed“ om noget iboende hos menneskene.
New Catholic Encyclopedia har følgende interessante baggrundsoplysninger om det hebraiske og det græske ord der gengives med „sjæl“ i Bibelen: „Sjælen i Det Gamle Testamente er næpæš [næ´fæsj], i Det Nye Testamente [psyche´]. . . . Næpæš kommer øjensynlig af en rod der betyder at ånde, og . . . eftersom åndedrættet adskiller døde fra levende, kom næpæš til at betyde livet eller jeget eller ganske enkelt det individuelle liv. . . . Der er ingen dikotomi [tvedeling] af sjæl og legeme i Det Gamle Testamente. Israelitten opfattede tingene konkret, som helheder, og han betragtede derfor ikke mennesket som bestående af flere dele. Selv om ordet næpæš bliver oversat med vort ord sjæl, betyder det aldrig sjælen som noget der er adskilt fra legemet eller personen. . . . Ordet [psyche´] er det ord i Det Nye Testamente der svarer til næpæš. Det kan betyde livsprincippet, selve livet, eller det levende væsen.“
Vi ser altså her at ved døden vil den person, eller levende sjæl, som før var i live, ophøre med at eksistere. Legemet vender tilbage til støvet, til jordens grundstoffer — en proces som sker gradvis efter begravelse og den derpå følgende forrådnelse, eller som fremskyndes ved kremering. Jehova sagde til Adam: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:19) Hvordan kan et liv efter døden da være muligt? Det skyldes at Gud bevarer mindet om den person som er død. Jehova har mirakuløs magt og evne til at skabe mennesker, og det bør derfor ikke overraske os at han kan bevare en persons individuelle livsmønster i sin hukommelse. Ja, en persons udsigt til at få livet igen er udelukkende afhængig af Gud.
Det er i den betydning vi skal forstå ordet „ånden“ når der siges at den vender tilbage til Gud som gav den. Den inspirerede skribent af Prædikerens Bog forklarer dette på følgende måde: „Og støvet vender tilbage til jorden, hvor det var før, og ånden vender tilbage til den sande Gud, som gav den.“ — Prædikeren 12:7.
Kun Gud kan gøre nogen levende. Da Gud skabte Adam i Eden og blæste „livsånde“ ind i hans næsebor, og desuden fyldte hans lunger med luft, fik Jehova livskraften til at sætte liv i alle cellerne i Adams legeme. (1 Mosebog 2:7) Eftersom denne livskraft kan gives videre fra forældre til børn gennem undfangelse og fødsel, kan et menneskes liv med rette tilskrives Gud, skønt det selvfølgelig kommer fra forældrene.
Opstandelsen — en lykkelig tid
Man må ikke forveksle opstandelsen med reinkarnation, som ikke finder støtte i Bibelen. Reinkarnation er troen på at en person efter sin død bliver genfødt i én eller flere på hinanden følgende eksistenser. Dette siges at være på enten et højere eller et lavere eksistensplan i forhold til ens tidligere liv, afhængigt af hvad man har udrettet i sit forrige liv. Ifølge denne opfattelse kan man blive „genfødt“ enten som menneske eller som dyr. Dette er i direkte modstrid med hvad Bibelen lærer.
Ordet „opstandelse“ er oversat fra det græske ord ana´stasis, der bogstaveligt betyder „genopståen“. (Hebraiske oversættere har gengivet det græske ord ana´stasis med de hebraiske ord techijath´ hammethim´ der betyder „genoplivelse af de døde“.) Opstandelsen indebærer en reaktivering af en persons livsmønster, et mønster som Gud har bevaret i sin hukommelse. Alt efter hvad der er Guds vilje med den enkelte, bliver personen genskabt enten i et menneskelegeme eller i et åndeligt legeme, dog med sin personlige identitet, så han har den samme personlighed og de samme minder som da han døde.
Ja, Bibelen omtaler to former for opstandelse. Den ene er en opstandelse til himmelen med et åndeligt legeme; kun få får del i denne opstandelse. Det var en sådan opstandelse Jesus Kristus fik. (1 Peter 3:18) Han antydede at andre også ville erfare dette, idet de ville blive udvalgt blandt hans disciple. De første der fik dette løfte, var Jesu trofaste apostle, til hvem han sagde: „Jeg går hen for at berede jer en plads . . . Jeg [kommer] igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er.“ (Johannes 14:2, 3) Bibelen omtaler dette som „den første opstandelse“, idet den er først i tid og i betydning. I De Hellige Skrifter beskrives de der oprejses til himmelsk liv, som Guds præster og som nogle der hersker som konger sammen med Kristus Jesus. (Åbenbaringen 20:6) Den „første opstandelse“ er for et begrænset antal, og Bibelen viser at det kun er 144.000 der vil blive udvalgt blandt trofaste mænd og kvinder. De vil indtil døden have bevaret deres uangribelighed over for Jehova Gud og Jesus Kristus, idet de aktivt har forkyndt for andre om deres tro. — Åbenbaringen 14:1, 3, 4.
Opstandelsen er uden tvivl til meget stor glæde for dem der oprejses til liv i himmelen. Men det er ikke kun dem der erfarer lykke, for der er også givet løfte om en opstandelse til liv her på jorden. De der bliver oprejst, vil slutte sig til en utallig skare der har overlevet afslutningen på den nuværende onde ordning. Efter at apostelen Johannes havde betragtet det lille antal som modtager en himmelsk opstandelse, fik han et syn af „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. Hvor vil det blive en glædesfyldt tid når millioner, måske milliarder, får livet igen her på jorden. — Åbenbaringen 7:9, 16, 17.
Enhver følelse af glæde og lykke ville være kortvarig hvis de døde fik livet igen på en jord fyldt med ufred, blodsudgydelser, forurening og vold, sådan som situationen er i dag. Opstandelsen må derfor finde sted efter at der er indført en „ny jord“. Forestil dig en planet der er renset for de mennesker og institutioner der indtil nu synes at have været besluttede på at ødelægge jorden og spolere dens oprindelige skønhed — for ikke at tale om de usigelige lidelser de har bragt over dens indbyggere. — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 11:18.
Det står klart at tiden for en opstandelse af menneskeheden stadig ligger ude i fremtiden. Den gode nyhed er imidlertid at den vil ske i nær fremtid, nemlig når der er gjort ende på denne onde tingenes ordning. Men der er overvældende vidnesbyrd om at ’den store trængsels’ pludselige udbrud er nær, og trængselen vil kulminere i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, der almindeligvis omtales som Harmagedon. (Mattæus 24:3-14, 21; Åbenbaringen 16:14, 16) Den skønne planet Jorden vil da blive renset for al ondskab. Derefter følger Jesu Kristi tusindårsrige, hvor Jorden efterhånden vil blive omdannet til et paradis.
Bibelen fortæller at under dette tusindårsrige vil opstandelsen af de døde finde sted. Så vil det løfte Jesus gav mens han var på jorden, gå i opfyldelse: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud . . . til en . . . opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29.
Opstandelseshåbet er et vidunderligt løfte for fremtiden — en tid hvor de døde vil komme til live igen. Det opmuntrer os når vi står over for fremskreden alderdom, sygdom, uventede ulykker og sorger samt hverdagens pres og problemer. Det fjerner dødens brod — ikke helt og holdent sorgen, men det adskiller os fra dem der ikke har noget håb for fremtiden. I erkendelse af at opstandelseshåbet indeholder denne trøst, sagde apostelen Paulus: „Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover ind i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. For som vi tror at Jesus døde og opstod, således vil Gud også føre dem som ved Jesus er sovet ind i døden, frem sammen med ham.“ — 1 Thessaloniker 4:13, 14.
Måske har vi allerede erfaret sandheden i noget som fortidens Job havde observeret: „[Mennesket] tæres bort som råddenskab, som en klædning der ædes af møl. Et menneske, født af en kvinde, lever kun kort og mættes af uro. Han bryder frem som en blomst og skæres af, og han flygter som skyggen og bliver ikke stående.“ (Job 13:28–14:2) Vi er også opmærksomme på livets usikkerhed og den barske kendsgerning at vi alle er underlagt „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Selvfølgelig har ingen af os lyst til at gå døden i møde. Men det sikre håb om opstandelsen fjerner den overvældende frygt for døden.
Fortvivl derfor ikke! Se videre end til dødens søvn — til en tid hvor vi kan få livet igen ved opstandelsesmiraklet. Se med tillid frem til et liv uden ende, og glæd dig over at vide at disse skønne udsigter bliver til virkelighed i nær fremtid.
Dette lader tre grundlæggende spørgsmål stå ubesvaret: Hvordan kan en død blive vakt til live? Hvornår vil det ske? Hvor skal de opstandne leve? Overalt på kloden er der givet forskellige svar på disse spørgsmål, men nøglen til sandheden om denne sag har at gøre med en nøjagtig forståelse af hvad der sker med mennesket når det dør.
En udbredt opfattelse som de fleste har hørt om, er at noget i mennesket er udødeligt og at kun legemet dør. Den udødelige del omtales undertiden som „sjælen“ eller „ånden“. Den siges at overleve legemets død og leve videre et andet sted. Denne tanke er ikke bibelsk. De bibelske personer blandt fortidens hebræere så ganske vist frem til et liv efter døden, men ikke på den måde at noget udødeligt i dem skulle leve videre. De havde tillid til at de engang i fremtiden skulle vende tilbage til livet på jorden ved et opstandelsesmirakel.
Patriarken Abraham er et enestående eksempel på en der havde tro på en fremtidig opstandelse af de døde. I Hebræerbrevet 11:17-19 beskrives Abrahams villighed til at ofre sin søn Isak: „Det var ved tro at Abraham, da han blev prøvet, så godt som ofrede Isak, . . . Men han regnede med at Gud var i stand til at oprejse ham endog fra de døde; og derfra fik han ham også tilbage på en billedlig måde,“ idet Gud ikke krævede at han blev ofret. Et yderligere vidnesbyrd om at israelitterne oprindelig troede på at de på et senere tidspunkt ville vende tilbage til livet (og ikke umiddelbart ville fortsætte livet på et åndeligt plan), finder vi hos profeten Hoseas: „Af Sheols vold [menneskehedens fælles grav] vil jeg løskøbe dem, fra døden vil jeg genløse dem.“ — Hoseas 13:14.
Men hvornår kom så tanken om menneskets iboende udødelighed ind i den jødiske tankegang og trosopfattelse? Encyclopaedia Judaica indrømmer at det „sandsynligvis var under græsk indflydelse at læren om den udødelige sjæl trængte ind i jødedommen“. Helt op til Kristi tid var en fremtidig opstandelse imidlertid stadig det som gudfrygtige jøder troede på og så frem til. Dette fremgår tydeligt af Jesu samtale med Marta da hendes broder, Lazarus, var død: „Marta sagde så til Jesus: ’Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.’ . . . Jesus sagde til hende: ’Din broder skal opstå.’ Marta sagde til ham: ’Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.’“ — Johannes 11:21-24.
Heller ikke i dette spørgsmål behøver vi at gætte os frem. Bibelens enkle sandhed er at de døde „sover“, er uden bevidsthed, ikke føler noget og ikke har nogen kundskab. Bibelen fremholder ikke denne sandhed på en indviklet måde der er vanskelig at forstå. Tænk engang over følgende letforståelige skriftsteder: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting . . . Alt hvad din hånd finder at gøre, gør det med den kraft du har, for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“ (Prædikeren 9:5, 10) „Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse. Hans ånd går bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde.“ — Salme 146:3, 4.
Det er altså forståeligt at Jesus Kristus omtalte døden som en søvn. Apostelen Johannes gengiver en samtale mellem Jesus og disciplene, hvor Jesus siger: „’Lazarus, vor ven, er gået til hvile, men jeg tager hen for at vække ham af søvnen.’ Så sagde disciplene til ham: ’Herre, hvis han er gået til hvile, vil han blive rask.’ Jesus havde imidlertid talt om hans død. Men de mente han talte om søvnens hvile. Så sagde Jesus da rent ud til dem: ’Lazarus er død.’“ — Johannes 11:11-14.
Den menneskelige dødsproces involverer hele personen, ikke blot legemet. Ud fra klare bibelske udtalelser må vi konkludere at mennesket ikke har en udødelig sjæl som lever videre når legemet dør. Bibelen viser klart at sjælen kan dø. „Se, alle sjælene tilhører mig. Såvel faderens sjæl som sønnens sjæl — de tilhører mig. Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) Intetsteds bruges ordet „udødelighed“ om noget iboende hos menneskene.
New Catholic Encyclopedia har følgende interessante baggrundsoplysninger om det hebraiske og det græske ord der gengives med „sjæl“ i Bibelen: „Sjælen i Det Gamle Testamente er næpæš [næ´fæsj], i Det Nye Testamente [psyche´]. . . . Næpæš kommer øjensynlig af en rod der betyder at ånde, og . . . eftersom åndedrættet adskiller døde fra levende, kom næpæš til at betyde livet eller jeget eller ganske enkelt det individuelle liv. . . . Der er ingen dikotomi [tvedeling] af sjæl og legeme i Det Gamle Testamente. Israelitten opfattede tingene konkret, som helheder, og han betragtede derfor ikke mennesket som bestående af flere dele. Selv om ordet næpæš bliver oversat med vort ord sjæl, betyder det aldrig sjælen som noget der er adskilt fra legemet eller personen. . . . Ordet [psyche´] er det ord i Det Nye Testamente der svarer til næpæš. Det kan betyde livsprincippet, selve livet, eller det levende væsen.“
Vi ser altså her at ved døden vil den person, eller levende sjæl, som før var i live, ophøre med at eksistere. Legemet vender tilbage til støvet, til jordens grundstoffer — en proces som sker gradvis efter begravelse og den derpå følgende forrådnelse, eller som fremskyndes ved kremering. Jehova sagde til Adam: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:19) Hvordan kan et liv efter døden da være muligt? Det skyldes at Gud bevarer mindet om den person som er død. Jehova har mirakuløs magt og evne til at skabe mennesker, og det bør derfor ikke overraske os at han kan bevare en persons individuelle livsmønster i sin hukommelse. Ja, en persons udsigt til at få livet igen er udelukkende afhængig af Gud.
Det er i den betydning vi skal forstå ordet „ånden“ når der siges at den vender tilbage til Gud som gav den. Den inspirerede skribent af Prædikerens Bog forklarer dette på følgende måde: „Og støvet vender tilbage til jorden, hvor det var før, og ånden vender tilbage til den sande Gud, som gav den.“ — Prædikeren 12:7.
Kun Gud kan gøre nogen levende. Da Gud skabte Adam i Eden og blæste „livsånde“ ind i hans næsebor, og desuden fyldte hans lunger med luft, fik Jehova livskraften til at sætte liv i alle cellerne i Adams legeme. (1 Mosebog 2:7) Eftersom denne livskraft kan gives videre fra forældre til børn gennem undfangelse og fødsel, kan et menneskes liv med rette tilskrives Gud, skønt det selvfølgelig kommer fra forældrene.
Opstandelsen — en lykkelig tid
Man må ikke forveksle opstandelsen med reinkarnation, som ikke finder støtte i Bibelen. Reinkarnation er troen på at en person efter sin død bliver genfødt i én eller flere på hinanden følgende eksistenser. Dette siges at være på enten et højere eller et lavere eksistensplan i forhold til ens tidligere liv, afhængigt af hvad man har udrettet i sit forrige liv. Ifølge denne opfattelse kan man blive „genfødt“ enten som menneske eller som dyr. Dette er i direkte modstrid med hvad Bibelen lærer.
Ordet „opstandelse“ er oversat fra det græske ord ana´stasis, der bogstaveligt betyder „genopståen“. (Hebraiske oversættere har gengivet det græske ord ana´stasis med de hebraiske ord techijath´ hammethim´ der betyder „genoplivelse af de døde“.) Opstandelsen indebærer en reaktivering af en persons livsmønster, et mønster som Gud har bevaret i sin hukommelse. Alt efter hvad der er Guds vilje med den enkelte, bliver personen genskabt enten i et menneskelegeme eller i et åndeligt legeme, dog med sin personlige identitet, så han har den samme personlighed og de samme minder som da han døde.
Ja, Bibelen omtaler to former for opstandelse. Den ene er en opstandelse til himmelen med et åndeligt legeme; kun få får del i denne opstandelse. Det var en sådan opstandelse Jesus Kristus fik. (1 Peter 3:18) Han antydede at andre også ville erfare dette, idet de ville blive udvalgt blandt hans disciple. De første der fik dette løfte, var Jesu trofaste apostle, til hvem han sagde: „Jeg går hen for at berede jer en plads . . . Jeg [kommer] igen og tager jer til mig, for at I også kan være hvor jeg er.“ (Johannes 14:2, 3) Bibelen omtaler dette som „den første opstandelse“, idet den er først i tid og i betydning. I De Hellige Skrifter beskrives de der oprejses til himmelsk liv, som Guds præster og som nogle der hersker som konger sammen med Kristus Jesus. (Åbenbaringen 20:6) Den „første opstandelse“ er for et begrænset antal, og Bibelen viser at det kun er 144.000 der vil blive udvalgt blandt trofaste mænd og kvinder. De vil indtil døden have bevaret deres uangribelighed over for Jehova Gud og Jesus Kristus, idet de aktivt har forkyndt for andre om deres tro. — Åbenbaringen 14:1, 3, 4.
Opstandelsen er uden tvivl til meget stor glæde for dem der oprejses til liv i himmelen. Men det er ikke kun dem der erfarer lykke, for der er også givet løfte om en opstandelse til liv her på jorden. De der bliver oprejst, vil slutte sig til en utallig skare der har overlevet afslutningen på den nuværende onde ordning. Efter at apostelen Johannes havde betragtet det lille antal som modtager en himmelsk opstandelse, fik han et syn af „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. Hvor vil det blive en glædesfyldt tid når millioner, måske milliarder, får livet igen her på jorden. — Åbenbaringen 7:9, 16, 17.
Enhver følelse af glæde og lykke ville være kortvarig hvis de døde fik livet igen på en jord fyldt med ufred, blodsudgydelser, forurening og vold, sådan som situationen er i dag. Opstandelsen må derfor finde sted efter at der er indført en „ny jord“. Forestil dig en planet der er renset for de mennesker og institutioner der indtil nu synes at have været besluttede på at ødelægge jorden og spolere dens oprindelige skønhed — for ikke at tale om de usigelige lidelser de har bragt over dens indbyggere. — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 11:18.
Det står klart at tiden for en opstandelse af menneskeheden stadig ligger ude i fremtiden. Den gode nyhed er imidlertid at den vil ske i nær fremtid, nemlig når der er gjort ende på denne onde tingenes ordning. Men der er overvældende vidnesbyrd om at ’den store trængsels’ pludselige udbrud er nær, og trængselen vil kulminere i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, der almindeligvis omtales som Harmagedon. (Mattæus 24:3-14, 21; Åbenbaringen 16:14, 16) Den skønne planet Jorden vil da blive renset for al ondskab. Derefter følger Jesu Kristi tusindårsrige, hvor Jorden efterhånden vil blive omdannet til et paradis.
Bibelen fortæller at under dette tusindårsrige vil opstandelsen af de døde finde sted. Så vil det løfte Jesus gav mens han var på jorden, gå i opfyldelse: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud . . . til en . . . opstandelse.“ — Johannes 5:28, 29.
Opstandelseshåbet er et vidunderligt løfte for fremtiden — en tid hvor de døde vil komme til live igen. Det opmuntrer os når vi står over for fremskreden alderdom, sygdom, uventede ulykker og sorger samt hverdagens pres og problemer. Det fjerner dødens brod — ikke helt og holdent sorgen, men det adskiller os fra dem der ikke har noget håb for fremtiden. I erkendelse af at opstandelseshåbet indeholder denne trøst, sagde apostelen Paulus: „Endvidere, brødre, ønsker vi ikke at I skal være uvidende om dem som sover ind i døden, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. For som vi tror at Jesus døde og opstod, således vil Gud også føre dem som ved Jesus er sovet ind i døden, frem sammen med ham.“ — 1 Thessaloniker 4:13, 14.
Måske har vi allerede erfaret sandheden i noget som fortidens Job havde observeret: „[Mennesket] tæres bort som råddenskab, som en klædning der ædes af møl. Et menneske, født af en kvinde, lever kun kort og mættes af uro. Han bryder frem som en blomst og skæres af, og han flygter som skyggen og bliver ikke stående.“ (Job 13:28–14:2) Vi er også opmærksomme på livets usikkerhed og den barske kendsgerning at vi alle er underlagt „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Selvfølgelig har ingen af os lyst til at gå døden i møde. Men det sikre håb om opstandelsen fjerner den overvældende frygt for døden.
Fortvivl derfor ikke! Se videre end til dødens søvn — til en tid hvor vi kan få livet igen ved opstandelsesmiraklet. Se med tillid frem til et liv uden ende, og glæd dig over at vide at disse skønne udsigter bliver til virkelighed i nær fremtid.