Los Krimbos 2
Kriminalassistent Jordgaard anmodede den unge dame om at sætte sig ind på passagersædet, hvorefter han selv satte sig ind bag rattet og tog sin notesblok frem: ”Fulde navn og cpr-nummer”.
”Kamilla Goforit Simonsen, 310885-1496”.
”Guffuridt? Hvordan staver du til det?”
”Som på engelsk Go For It ... G O F O R I T”.
”Okay. Du var altså ude for at løbe et orienteringsløb, kom ind over skovbunden og fandt den døde person liggende der. Er det rigtigt?”
”Fuldstændig sandt. Jeg var vist kommet lidt på afveje. Muligvis fordi, at kompasnålen hang i.”
”Sikke et held for det. Ellers var personen måske ikke blevet fundet i dag. Du har ikke rørt ved noget på vedkommende?”
”Ikke spor. Jeg kunne godt se, at der ikke var nogen chance for at vække ham til live igen.”
”Eller hende. Det skal en nærmere undersøgelse vise. Du ringede straks til os, uden at tilkalde de øvrige løbere?”
”Ja, jeg havde ved uheld fået min mobil med. Det er ellers forbudt i officielle løb. Muligheden for at få assistance.”
”Vi vader ligefrem i heldige uheld. Jamen godt. Det vil sige, at vi kan notere klokken 15.00 som cirka findetidspunkt.”
”Ja, det skal nok passe, at det var for tyve minutter siden. Hvor længe tror I, at han har ligget der?”
”Det er svært at sige. Men over en uge vil jeg personligt skyde på.”
”Men I skal nok opklare forbrydelsen,” indskød pigen sværmerisk og kyssede politimanden på kinden. Myndige mænd i uniformer har altid gjort hende svag i knæene: ”Det er jeg ikke spor i tvivl om.”
”Hvem siger, at der er tale en forbrydelse? Personen kunne jo være faldet om af hjerteslag.”
”Det tror jeg ikke på,” afviste hun og lagde hånden på hans lår.
”Så så lille dame. Det er ikke tilladt at lægge an på en tjenestemand i funktion.” Jordgaard var på den ene side ikke ked af hendes tilnærmelser, men på den anden side nervøs for, at nogen af kollegaerne så, hvad der gik for sig: ”Jeg tror faktisk ikke, jeg har flere spørgsmål. De kan roligt gå hjem nu.”
”Øv. Nu havde vi det lige så hyggeligt. Der må da være noget mere, som jeg kan være til nytte med?”
Jordgaard tænkte på sin højgravide kone derhjemme, og hvor lang tid der måtte være endnu, inden der atter var sex på menuen. Derved blev der lidt snævert i underhylerne, så han måtte omjustere: ”Vi lader høre fra os, hvis der bliver noget mere. Tak for hjælpen.”
Hun trak pennen ud af hånden på ham, og idet han rakte ud for at få den tilbage, greb hun fat om hans arm og trak den ind til sit bryst: ”Eller også lader jeg høre fra mig. Gåden skal jo løses.”
”Den klarer vi nok alene,” svarede han og kiggede gådefuldt i hendes blik, mens armen stadig hvilede mod hendes bryst: ”Men jeg kunne jo køre Dem hjem. Det er alligevel snart vagtskifte. Et øjeblik.”
Jordgaard gik ud til sine kollegaer, samtidig med at endnu en vogn kom til: ”Så er teknikerne her, så kan jeg vist godt drage bort. Jeg må jo alligevel trække mig ud af opgaven en af de nærmeste dage, så der er ingen grund til, at jeg involverer mig for meget i den.”
”Fint, fint”, svarede de i kor og fotograferede videre på liget fra alle mulige vinkler.
Jordgaard fulgte med Kamilla op på tredje sal inde i byen: ”Jeg har ikke meget tid. Vi skal gøre rede for hvert kvarter dagen lang. Så hvad du end har for, så skal det gå hurtigt.”
Ti sekunder efter var hun ganske nøgen og trak ham med ind i sengen. Jordgaard trak sine bukser ned til knæene og kastede sig straks over hende. Skønt agten kun varede 4 minutter, nød de det begge i fulde drag.
På vej ned af trappeopgangen hørte han hende råbe: ”Vi ses forhåbentlig en anden gang igen?”
Forhåbentlig ikke. Det er allerede noget værre rod, jeg her har fået kastet mig ud i.
”Stationen kalder vogn 61. Kom ind 61.”
Jordgaard får hastigt låst bildøren op og sat sig ind: ”Vogn 61 her.”
”Hvor har du været?”
”Der var lige en ældre dame, som bad mig hjælpe hende med at få sin kat ned fra et træ.”
”Flot klaret 61.”
”Kamilla Goforit Simonsen, 310885-1496”.
”Guffuridt? Hvordan staver du til det?”
”Som på engelsk Go For It ... G O F O R I T”.
”Okay. Du var altså ude for at løbe et orienteringsløb, kom ind over skovbunden og fandt den døde person liggende der. Er det rigtigt?”
”Fuldstændig sandt. Jeg var vist kommet lidt på afveje. Muligvis fordi, at kompasnålen hang i.”
”Sikke et held for det. Ellers var personen måske ikke blevet fundet i dag. Du har ikke rørt ved noget på vedkommende?”
”Ikke spor. Jeg kunne godt se, at der ikke var nogen chance for at vække ham til live igen.”
”Eller hende. Det skal en nærmere undersøgelse vise. Du ringede straks til os, uden at tilkalde de øvrige løbere?”
”Ja, jeg havde ved uheld fået min mobil med. Det er ellers forbudt i officielle løb. Muligheden for at få assistance.”
”Vi vader ligefrem i heldige uheld. Jamen godt. Det vil sige, at vi kan notere klokken 15.00 som cirka findetidspunkt.”
”Ja, det skal nok passe, at det var for tyve minutter siden. Hvor længe tror I, at han har ligget der?”
”Det er svært at sige. Men over en uge vil jeg personligt skyde på.”
”Men I skal nok opklare forbrydelsen,” indskød pigen sværmerisk og kyssede politimanden på kinden. Myndige mænd i uniformer har altid gjort hende svag i knæene: ”Det er jeg ikke spor i tvivl om.”
”Hvem siger, at der er tale en forbrydelse? Personen kunne jo være faldet om af hjerteslag.”
”Det tror jeg ikke på,” afviste hun og lagde hånden på hans lår.
”Så så lille dame. Det er ikke tilladt at lægge an på en tjenestemand i funktion.” Jordgaard var på den ene side ikke ked af hendes tilnærmelser, men på den anden side nervøs for, at nogen af kollegaerne så, hvad der gik for sig: ”Jeg tror faktisk ikke, jeg har flere spørgsmål. De kan roligt gå hjem nu.”
”Øv. Nu havde vi det lige så hyggeligt. Der må da være noget mere, som jeg kan være til nytte med?”
Jordgaard tænkte på sin højgravide kone derhjemme, og hvor lang tid der måtte være endnu, inden der atter var sex på menuen. Derved blev der lidt snævert i underhylerne, så han måtte omjustere: ”Vi lader høre fra os, hvis der bliver noget mere. Tak for hjælpen.”
Hun trak pennen ud af hånden på ham, og idet han rakte ud for at få den tilbage, greb hun fat om hans arm og trak den ind til sit bryst: ”Eller også lader jeg høre fra mig. Gåden skal jo løses.”
”Den klarer vi nok alene,” svarede han og kiggede gådefuldt i hendes blik, mens armen stadig hvilede mod hendes bryst: ”Men jeg kunne jo køre Dem hjem. Det er alligevel snart vagtskifte. Et øjeblik.”
Jordgaard gik ud til sine kollegaer, samtidig med at endnu en vogn kom til: ”Så er teknikerne her, så kan jeg vist godt drage bort. Jeg må jo alligevel trække mig ud af opgaven en af de nærmeste dage, så der er ingen grund til, at jeg involverer mig for meget i den.”
”Fint, fint”, svarede de i kor og fotograferede videre på liget fra alle mulige vinkler.
Jordgaard fulgte med Kamilla op på tredje sal inde i byen: ”Jeg har ikke meget tid. Vi skal gøre rede for hvert kvarter dagen lang. Så hvad du end har for, så skal det gå hurtigt.”
Ti sekunder efter var hun ganske nøgen og trak ham med ind i sengen. Jordgaard trak sine bukser ned til knæene og kastede sig straks over hende. Skønt agten kun varede 4 minutter, nød de det begge i fulde drag.
På vej ned af trappeopgangen hørte han hende råbe: ”Vi ses forhåbentlig en anden gang igen?”
Forhåbentlig ikke. Det er allerede noget værre rod, jeg her har fået kastet mig ud i.
”Stationen kalder vogn 61. Kom ind 61.”
Jordgaard får hastigt låst bildøren op og sat sig ind: ”Vogn 61 her.”
”Hvor har du været?”
”Der var lige en ældre dame, som bad mig hjælpe hende med at få sin kat ned fra et træ.”
”Flot klaret 61.”