Lukket kæreste.....HJÆLP, ønskes

Jeg har været sammen med min kæreste i over 5 år. I alle de år har han været lukket som en østers om alt og jeg mener alt. Jeg ved intet om hans barndom, om hans opvækst, hans følelser, hvad han vil med sit liv. jeg kender mine venner bedre.
Jeg er nu kommet så langt ud, at jeg ikke rigtig orker mere. Så 1. juledag snakkede jeg med ham. Han siger at han vil ændre sig og at han vil vores forhold.
Hvorfor er jeg så ikke sindsyg glad?
Jeg er lidt ligeglad og alligevel ikke, for så ville jeg jo bare gøre det forbi.
Jeg er 27 og han er min første kæreste. På mange punkter er han dejlig, han giver mig tryghed, selvtillid og selvværd. Men er det nok?
Efter at jeg snakkede med ham 1. juledag har han åbnet sig, men jeg kan ikke selv rigtig åbne op, igen. Jeg er normalt en meget udadvendt og åben person, men nu føler jeg mig bare udbrændt.
Så er der børne spørgsmålet. Han vil meget gerne have børn, det vil jeg ikke. Han siger at han gerne vil bringe det offer ikke at få nogen, men jeg er lidt bekymret for at jeg vil høre for det om et par år, at det er min skyld at vi ikke fik nogen og hvis forholdet alligevel ikke holder, så vil han blive rigtig bitter på mig.
Jeg har sagt direkte at jeg ikke vil give ham det håb at han nogensinde kan få børn sammen med mig.
Hvis der er nogen der kan hitte noget ud af det jeg har skrevet og har en løsning, så kom med den....jeg er desperat

Du vil ikke have børn, derfor burde du have forladt ham for
4-5 år siden.
Hvorfor er du nogensinde flyttet sammen med ham, hvis
han er lukket som en østers om alt? Åbenhed er en
forudsætning for et parforhold, og det gælder begge parter!
Du er ikke sindsyg glad og er udbrændt, fordi du stadigvæk
elsker ham, selvom du ikke kan leve med hans lukkethed.
Desuden har du allerede forberedt at indstille forholdet, og
det gør altid ondt før og længe efter brudet.
Held og lykke, Knus og kram B

Hvordan kan man have et forhold til en mand i fem år, uden at lære noget som helst om hans fortid...Det lyder simpelthen uhyggeligt og sært. Hvordan kan man elske en person, man nærmest ikke kender?
Det lyder virkelig sygt...undskyld mig..sæt dig ned alene og prioriter dine ønsker - hvad er det præcis du selv ønsker?

Prøv følgende: Isbjerge skal ikke tøs op med kritik, men med varme.

Altså den her sag er ikke så simpel som så.
Godtnok siger han at han vil ændre sig, men det er ikke så ligetil. Lukkethed er et basalt karaktertræk hos ham og jeg vil gætte på at det altid har været sådan.
Jeg er selv ret lukket med mine følelser og siger ikke noget om det, med mindre jeg bliver spurgt direkte. Det er en fejl jeg gerne vil ændre, men det holder ikke ret længe før jeg falder tilbage i den gamle rolle.
Udfra mine egne erfaringer kan jeg sige dig 2 ting.
1. Jeg tror ikke han holder tingene hemmeligt for dig bevidst. Han finder det simpelthen ikke relevant, fordi de ting ikke er så vigtige for ham.
2. Han ændrer sig ikke af sig selv. Han skal have hjælp, enten af dig eller af en proffessionel.
Jeg har også observeret en anden ting. Mit sidste forhold gik i stykker for et år siden og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg min lukkethed var en stor skyld i det. Det var i hvert fald kimen til en masse andre problemer.
Her for et par måneder siden mødte jeg så den mest vidunderlige pige som mødte alt hvad jeg fortalte med respekt og interesse. Jeg har simpelthen lyst til at fortælle hende alt hvad der foregår i min verden, og det kommer som skidt fra en spædekalv, for jeg ved jeg ikke kan sige noget hun vil vrænge næse ad. Det gjorde min gamle kæreste tit og derfor klappede jeg hellere i.
Så tænk lidt over.. :
Hvordan reagerer du på de ting han fortæller og hvordan reagerer han på dit feedback. Måske er det dig der gør ham bange for at åbne sig.
Men i så fald, er i så de rette for hinanden?

jeg tror din kæreste har nogle uløste konflikter som han skal tage stilling med sig selv og evt også med en proffesionel. Men det ville jo virke mest rigtigt for dig at han åbnede sig til dig og ikke nogen andre i første omgang. Jeg går ud fra at hans følelser er ægte overfor dig alligevel, men noget tyder på at han gerne vil gøre dig tilfreds med ham uanset hvem han er. Så måske er der noget der tyder på at han et eller andet sted har det dårligt med sig selv. Der var en anden der skrev noget med at det nok var dig der ikke var til at tale med, måske skal du ikke sidde det helt overhørigt, men lad det ikke påvirke dig til at klappe i. Prøv at lyt til hvad han siger og kender du ham godt nok ved du hvad han siger. Så er det der du skal overraske.

Jeg har i hele vores forhold lyttet til det han har sagt uden at vrænge næse, men på den anden side så er det svært at lytte når han ikke rigtig siger noget. De ting han har snakket om f.eks. (faktisk mest) arbejde har jeg spurgt ind til, spurgt om og hvis han ville, prøvet at komme med råd. Jeg vil meget gerne hjælpe ham på alle måder. Vi har trods alt været sammen i fem år. Det sidste der er sket, efter at jeg har forsøgt at tale med ham om, at jeg synes at det er et problem for mig at han er så lukket. Det er at det er min skyld det hele. Det er mig der syntes at der noget galt i forholdet ikke ham. Jeg er ikke, synes jeg selv, en person der sidder på folk, heller ikke ham, han har fået den frihed, til det han nu syntes han ville have frihed til. Jeg stoler på ham når han går i byen, spørger om det var sjovt, om han blev stiv, plejer ham når han har tømmermænd, tager hjem til andre når han har brug for at være alene eller skal hygge sig med drengene. Kort sagt, jeg giver ham plads. Noget af hans familie er blevet mine venner, som jeg kan hygge med uden at han behøver at være der. Jeg synes bestemt at jeg viser meget tillid og har meget tiltro til ham. Han er altid den 1. jeg spørger til råds når jeg har nogle problemer eller bare har brug for en mening.
Jeg er ikke typen der siger at et problem er for småt eller for mærkeligt. Folk er forskellige og har forskellige problemer.
Jeg har foreslået ham at han får noget professionel hjælp, men det var han vist ikke rigtig med på....
....jeg syntes hvis bare lige nu at det er lidt håbløst, men jeg hader at give op...men der er vel grænser for hvor meget man kan yde uden at få bare lidt igen?

Jo mere du skriver jo mere virker det som om han ikke rigtig tager dig alvorligt.
Der er jo ingen konsekvens for ham hvis han ignorerer dig, eller ikke bruger lidt tid på, med og FOR dig.
Stiller du nogen krav til ham overhovedet?

Om jeg stiller krav, det har jeg nok ikke været god nok til. Men det er så det jeg forsøger at gøre nu. Det har så på nuværende tidspunkt resulteret i at det er mig der har et problem, at det er mig der har brug for at tale med en psykolog.
Jeg tror han smider den i hovedet på mig, fordi jeg har gået til en for snart 8 år siden. Hvor jeg på daværende tidspunkt havde det lidt svært med blandt andet at min mor var alvorlig syg og at min far var blevet alkoholiker. Så jeg har fået bearbejdet mine problemer.
Så derfor er det min skyld at det er gået galt i vores forhold. det er mig der har ændret mig. ja jeg har ændret mig. Jeg har ændret mig ved at jeg stiller krav til vores forhold. Jeg var 22 da jeg mødte ham, han er min første kæreste, så det er ikke fordi jeg har så meget erfaring i hvordan et forhold skal være. Han har haft en del kærester. Så han burde vel have lært en del af dem...
...ja, jeg er vist skrub forvirret, det er kaos inde i mit hoved.

Ok, nu kender jeg jo ikke nogen af jer og har ikke set meget til problemstillingen, men igen.
For det første er det sundt at stille krav. Man skal ikke tilsidesætte sine egne behov for en anden, i hvert fald ikke hele tiden, så ja.. ..det kan godt være at du har ændret dig, men i mine øjne er du bare modnet nok til at du vil have noget feedback..
Det er helt naturligt og i de flestes verden et MUST for at et godt forhold skal kunne fungere.. Ellers kunne du jo bare have en kat og et massageapparat.
For det andet. Ja, det er godtnok DIG der har problemet med jeres forhold, men det er HAM der ER problemet. Det er svært at stille krav, især hvis man ikke er vant til det eller modparten er stærkere eller mere dominant, og derfor er det vigtigt at du er godt forberedt når du stiller dem.
Udover at jeg selv engang var meget lukket aå var jeg også en meget tilbageholdende person. Min kæreste kunne let dominere mig i en diskussion og nu var hun også uddannet i netop kommunitation på det plan. Det gjorde at hun let kunne trænge mig op i en krog når jeg kom med et krav og jeg kunne ikke umiddelbart modargumentere hendes logik.
..før jeg fik tænkt mig lidt om, men så var der atter ro over vandene og jeg lod ofte emnet ligge.. Hun fik ret, jer fik ro.. ..men jeg fik ikke løst problemet..
Hvor vil jeg hen med denne smøre? Jo jeg føler først og fremmest at du selv står i samme situation. Når du lufter et problem, så bliver du argumenteret i jorden og kommer derfor ikke videre.
For mig var løsningen ofte at skrive mine følelser og tanker ned til mig selv, og derved få vendt alle punkter og problemstillinger. Jeg forestillede mig hvad svaret kunne være (man har jo hørt det før) og fik klarlagt mine modargumenter til det.
En andet ting var, at selvom jeg måske først senere, ved nærmere eftertanke, kunne komme med modargumenter så var det vigtigt at diskussionen blev taget op igen. Det er svært, men nødvendigt, ellers kommer man ikke videre.
..ved ikke om det er samme situation du står i, men hvis du har lyst og vil bruge mine input til noget, så skal du være velkommen til at maile mig på temp@anri.dk
Det er en midlertidig mailadresse men du kan få den rigtige senere.
..skal lige siges at jeg har en dejlig kæreste, så der ligger ingen skumle intentioner bag min lyst til at hjælpe. ..det er blot, at jeg selv har stået der, og gerne vil dele mine egne erfaringer.

Hej
grunden til at du føler dig udbrændt, er at nu har du brugt 5 år på at få ham til at åbne og det er lang tid. jeg kender godt følelsen, det er det samme med min kæreste, selvom det ikke har varet i så lang tid.
du har kæmpet i lang tid, og det gør at du bliver træt og mister lysten. prøv at give dig selv lidt tid og hvis lysten ikke kommer igen, så stop forholdet selvom han er sød og dejlig. så er det bare ikke nok.
angående det med at få børn. jeg ved ikke hvorfor at du ikke vil have børn, det ved du vel selv. men har han sagt at det er ligemeget bare i bliver sammen, så mener han vel det. han er vel voksen og selv ansvarlig for sin handlinger. og hvis i kun er i slutningen af tyverne, er der jo mange år hvor i/han kan få børn endnu.
håber at du kan bruge mit svar til noget
knus missmanilla

Børn. jeg vil ikke have børn. han sagde at det var ok, men nu har han vendt 180 grader og siger at jeg skal til psykolog, så jeg kan finde ud af hvad der holder mig tilbage fra at få børn, så det kan fikses og jeg kan få lyst...hva f.... stiller man så op?
For nu vil han have børn!! Det er det ultimative i et forhold at få børn, den største kærlighedserklæring man kan give sin partner.
Han er seks år ældre end jeg, så han har meget travlt med at få børn. Han har endda snakket om at få frosset sin sæd ned, så han kan være sikker på at de virker om to-tre år.
Dette emne er lige nu et af de helt store problemer i vores forhold. Jeg SKAL give mig og det vil jeg altså ikke...så derfor en psykolog