Man bliver bestemt ikke populær
... hvis man kender sandheden. Sandheden er som sagt ilde hørt.
Hvis der kom en og sagde, at alt hvad du havde kært, alt hvad du troede på, alt hvad du troede, at du vidste, alle dine værdier, alle dine håb og længsler, al din kærlighed til kone, børn, familie, venner, og samfund, ja, hele dit livsgrundlag - det er altsammen forkert - det hele er baseret på en illusion - så ville du sikkert tænke, at den person var på stoffer eller hørte til på en anstalt.
I denne liberalismens og relativismens tidsalder er det forbudt at kende den Absolutte Sandhed. Vi kan selvfølgelig godt vide med sikkerhed om ting som videnskab og teknologi, men hvis man hævder at have stadfæstet den oprindelige, ægte kundskab om religion fra Gud selv, hvis man hævder at kende Gud og meningen med livet, bliver man øjeblikkeligt afvist som vanvittig fanatiker.
Det siger alle religioner, kommer det uundgåelige svar.
Lad os kigge nærmere på dette typiske svar fra det moderne menneske. Det er egentligt ret fjollet, når man tænker sig om. Først bliver det påstået, at det siger alle. Og så bliver det faktum, at alle siger det, brugt til at afvise, det der blev sagt.
Hvis alle siger det samme, så er det helt rimeligt at antage, at der må være noget om det. Det giver ingen mening at antage, at hvis alle siger det, så må det være forkert. Hvor er logikken? Man ville kun forvente, at alle religionerne grundligggende set siger de samme ting, for alle religioner er forskellige kulturelle udtryk for den samme sandhed. Selvfølgelig kan detaljerne variere, men hvis alle religioner er forskellige kulturelt betingede udtryk for den samme sandhed, ville man netop forvente at de ville tale om de samme principper.
Og det er hvad vi lærer fra den vediske version - at alle religioner stammer fra den oprindelige religion fra Gud selv. Og hvis det virkeligt er sådan, bør man også kunne undersøge og bekræftige det. Hvis det er et faktum, må det også kunne stadfæstes. Ellers er der bare tale om spekulation og ønsketænkning. Og det er sandelig den måde religion generelt bliver opfattet som i det moderne samfund - som en trosretning eller ren spkulation.
Men hvis der på den anden side findes et højeste væsen, det som nogen kalder Gud, så er det helt logisk at antage, at dette væsen også ville give en proces gennem hvilken, Han kan kendes. Men det er meget upopulært i det moderne samfundsklima, der for tiden sætter standarden i verden, at hævde at kende den oprindelige forklaring fra Gud selv. Hvordan kan du fremlægge en så uhyrlig påstand, kommer indvendingen - ingen kender den Absolutte Sandhed. Det kan man ikke vide noget om.
Så hvor kommer denne mærkelige ide fra, at man ikke kan kende sandheden? Den kommer selvfølgelig fra mennesker. Det er nemmeligt, hvad langt de fleste mennesker bliver bliver opdragede til at tro på. Men det giver ingen mening. Hvis der er en sandhed, hvis Gud er til, hvis der er en mening med livet, så kan det selvfølgelig også vides med sikkerhed. Og hvorfor kan det det? Fordi Gud kan, som det almægtige, altvidende, allestedsnærværende væsen Han er, selvfølgeligt bevise sin egen eksistens hinsides al tvivl.
Og hvis der ingen Gud er, ja, hvis alting er relativt, hvis alting blot er kemikalier, som er den livsanskuelse, der udlæres på alle verdens universiteter, så kan det ikke blive bekræftiget. Man kan per definition ikke bevise en negativ. Det er det, der er så sjovt ved livet - hvis Gud eksisterer, kan det vides med sikkerhed, og hvis Han ikke eksisterer, kan det ikke vides med sikkerhed. Læg mærke til, at dette ikke er en formodning, det er bare et faktum - hvis Gud er til, kan det bevises, for Gud kan i så fald bevise sin egen eksistens. Og hvis Gud ikke er til, kan det ikke bevises. Det er såre simpelt.
Læg mærke til hvordan propagandamaskinen fortæller os lige det modsatte. Den kalder religiøse mennesker for troende, og ateister kaldes for ikke-troende. Hvor vildledende er det? Som ateist tror man på noget, der ikke kan bevises. Men som teist tror man op noget, der i det mindste har en teoretisk mulighed for at blive bevist.
Vi kan således slå fast, at det er en intellektuel overlegen position at indtage at tro på Gud snarere end det modsatte. Den første formodning, at der er en Gud, har en chance for at blive bekræftiget, men formodningen om, at der ingen Gud er, kan ikke bekræftiges.
Men hvis man vover, at påpege dette indiskutable faktum, så løber man panden mod en mur - nej, nej, der er ingen der kender sandheden. Gud er blot en myte på linie med nisser og julemanden. Det er hvad vi bliver fortalt. Hvad vi lan lære af det er, at samfundet ikke bliver regeret af godgørende kræfter. Hvilken slags samfund vil uddanne sin befolkning i noget, der er så indlysende forkert? Så hvis man kender sandheden og gerne vil delagtiggøre andre i den, er man oppe mod massiv modstand.
Hvis der kom en og sagde, at alt hvad du havde kært, alt hvad du troede på, alt hvad du troede, at du vidste, alle dine værdier, alle dine håb og længsler, al din kærlighed til kone, børn, familie, venner, og samfund, ja, hele dit livsgrundlag - det er altsammen forkert - det hele er baseret på en illusion - så ville du sikkert tænke, at den person var på stoffer eller hørte til på en anstalt.
I denne liberalismens og relativismens tidsalder er det forbudt at kende den Absolutte Sandhed. Vi kan selvfølgelig godt vide med sikkerhed om ting som videnskab og teknologi, men hvis man hævder at have stadfæstet den oprindelige, ægte kundskab om religion fra Gud selv, hvis man hævder at kende Gud og meningen med livet, bliver man øjeblikkeligt afvist som vanvittig fanatiker.
Det siger alle religioner, kommer det uundgåelige svar.
Lad os kigge nærmere på dette typiske svar fra det moderne menneske. Det er egentligt ret fjollet, når man tænker sig om. Først bliver det påstået, at det siger alle. Og så bliver det faktum, at alle siger det, brugt til at afvise, det der blev sagt.
Hvis alle siger det samme, så er det helt rimeligt at antage, at der må være noget om det. Det giver ingen mening at antage, at hvis alle siger det, så må det være forkert. Hvor er logikken? Man ville kun forvente, at alle religionerne grundligggende set siger de samme ting, for alle religioner er forskellige kulturelle udtryk for den samme sandhed. Selvfølgelig kan detaljerne variere, men hvis alle religioner er forskellige kulturelt betingede udtryk for den samme sandhed, ville man netop forvente at de ville tale om de samme principper.
Og det er hvad vi lærer fra den vediske version - at alle religioner stammer fra den oprindelige religion fra Gud selv. Og hvis det virkeligt er sådan, bør man også kunne undersøge og bekræftige det. Hvis det er et faktum, må det også kunne stadfæstes. Ellers er der bare tale om spekulation og ønsketænkning. Og det er sandelig den måde religion generelt bliver opfattet som i det moderne samfund - som en trosretning eller ren spkulation.
Men hvis der på den anden side findes et højeste væsen, det som nogen kalder Gud, så er det helt logisk at antage, at dette væsen også ville give en proces gennem hvilken, Han kan kendes. Men det er meget upopulært i det moderne samfundsklima, der for tiden sætter standarden i verden, at hævde at kende den oprindelige forklaring fra Gud selv. Hvordan kan du fremlægge en så uhyrlig påstand, kommer indvendingen - ingen kender den Absolutte Sandhed. Det kan man ikke vide noget om.
Så hvor kommer denne mærkelige ide fra, at man ikke kan kende sandheden? Den kommer selvfølgelig fra mennesker. Det er nemmeligt, hvad langt de fleste mennesker bliver bliver opdragede til at tro på. Men det giver ingen mening. Hvis der er en sandhed, hvis Gud er til, hvis der er en mening med livet, så kan det selvfølgelig også vides med sikkerhed. Og hvorfor kan det det? Fordi Gud kan, som det almægtige, altvidende, allestedsnærværende væsen Han er, selvfølgeligt bevise sin egen eksistens hinsides al tvivl.
Og hvis der ingen Gud er, ja, hvis alting er relativt, hvis alting blot er kemikalier, som er den livsanskuelse, der udlæres på alle verdens universiteter, så kan det ikke blive bekræftiget. Man kan per definition ikke bevise en negativ. Det er det, der er så sjovt ved livet - hvis Gud eksisterer, kan det vides med sikkerhed, og hvis Han ikke eksisterer, kan det ikke vides med sikkerhed. Læg mærke til, at dette ikke er en formodning, det er bare et faktum - hvis Gud er til, kan det bevises, for Gud kan i så fald bevise sin egen eksistens. Og hvis Gud ikke er til, kan det ikke bevises. Det er såre simpelt.
Læg mærke til hvordan propagandamaskinen fortæller os lige det modsatte. Den kalder religiøse mennesker for troende, og ateister kaldes for ikke-troende. Hvor vildledende er det? Som ateist tror man på noget, der ikke kan bevises. Men som teist tror man op noget, der i det mindste har en teoretisk mulighed for at blive bevist.
Vi kan således slå fast, at det er en intellektuel overlegen position at indtage at tro på Gud snarere end det modsatte. Den første formodning, at der er en Gud, har en chance for at blive bekræftiget, men formodningen om, at der ingen Gud er, kan ikke bekræftiges.
Men hvis man vover, at påpege dette indiskutable faktum, så løber man panden mod en mur - nej, nej, der er ingen der kender sandheden. Gud er blot en myte på linie med nisser og julemanden. Det er hvad vi bliver fortalt. Hvad vi lan lære af det er, at samfundet ikke bliver regeret af godgørende kræfter. Hvilken slags samfund vil uddanne sin befolkning i noget, der er så indlysende forkert? Så hvis man kender sandheden og gerne vil delagtiggøre andre i den, er man oppe mod massiv modstand.