Mig & Min Angst

Mig & Min Angst
De kan ikke forliges ,jeg kæmper imod og den kæmper dobbelt imod
Den har været der næsten konstant siden 1999 dog en afbrydelse i 2002/2003
Da den besøgte mig første gang var det ikke med så voldsomme symtoner og svimmelhed,der lå jeg bare i min seng .
I i dag er jeg næsten konstant utilpas og svimmel på en meget mærkelig måde
Jeg har fået div piller mm men de hjælper ikke på mig og jeg vil ikke tage dem.
Jeg har altid været en livlig pige med mod på alt, nu hæmmer den mig så meget at jeg ikke tør at cykle/kører i bil over en bro tør ikke gå til Tandlæge som jeg ellers altid har gjort hver 3 mrd.
Massage har jeg også opgivet ! tænk nu hvis de fant en knude eller et eller andet.Min største skræk er dog blevet Lægen  ham besøgte jeg ellers flittigt ,men nu tør jeg overhovedet ikke,han finder en dødlig sygdom og jeg når ikke at leve mit liv fuldt .
Jeg er gift med jordens dejligste mand ,og vi kan ellers snakke om alt,her i weekenden fik jeg et kæmpeanfald i en dagligvarebutik ,det hele svimlede for mig han kunne se det må mig og vi kom ud af den Fucink butik og kørte hjem af,han krammede mig ømt og blidt på vejen hjem ,vi talte lidt om mit anfald! Men om aftene eller næste dag ingen ting.
Jeg ved hans problem er meget at han er sindssygt bange for jeg falder igen og ikke kan rejse mig.
Og derfor måske ikke vil bringe det for meget på bane igen. .carsten-vagn-hansen. Har jeg lige læst et stykke om han anbefaler dette: Nogle mennesker får panikangst, hvor de ofte er bange for at dø. Her hjælper ofte kun behandling med antidepressiv medicin, og her vil jeg anbefale, at man først anvender hyperikum, fx Velzina, Modigen eller Calmigen.
Er her nogen der har erfaringer med dette

- når jeg læser et indlæg som dit, hvorfor nogle mennesker finder sig i, at have det SÅ dårligt i så lang tid. Jeg er fuldstændig intolerent over for ubehag, såvel fysisk som psykisk, så jeg gør noget ved sagen omgående.
- Hvordan kan man leve med så invaliderende en angst som din i så mange år?

når man lider af angst, kan man i nogle tilfælde gå i terapi og få de såkaldte lykkepiller, hos nogle menneskervirker det, hos andre er angsten en såkaldt diagnose, ligesom manio/depressiv, som man ikke bare lige kan blive helt helbredt for, dvs. at man ikke bare kan motinere hele angsten helt væk, ikke bare prøve på at tænke på noget andet og så erder utrolig mange behandlere som ikke har kendskab til angst. Noget af det sidste som jeg har hørt virker er kognitiv behandling.
Jeg vil heller ikke finde mig i min angst, men jeg har desværre altid lidt af angst og prøvet 3forskellige slags medicin, været i div. behandlinger, men når der sker nogle store kriser i mit liv, så tikker angsten påny igen....
Jeg står nu skrevet op til kognitiv terapi og det kan jeg også anbefale trådstarteren.

Jeg er helt sikker på, at du ikke kun lider af panikangst, så medicinen alene er ikke en god løsning. Nuvel, antidepressiv medicin kan lægge en dæmper på det værste, men hvis du ikke får identificeret og bearbejdet de tankemønstre, der giver dig angst, så vil angsten næppe forsvinde, blot blive værre. Nu ved jeg ikke, hvor i landet du bor, men jeg vil helt klart anbefale, at du finder og tager kontakt til den nærmeste fobiskole- eller kognitive psykologklinik (med speciale i angst). Der findes i hvert fald i Ringsted og København fobiskoler, der tilbyder forløb rettet mod præcis din problemstilling - de vil typisk være af seks ugers varighed og være nomeret til 20-25 timer om ugen. Sådan et forløb er desværre forholdsvis dyrt, jeg mener, det koster lidt over 10.000 kr., men hvis du er på kontanthjælp eller sygedagpenge, så kan kommunen/dit lokale jobcenter muligvis henvise dig til fobiskolen.
Det er sådan, at kommunen ikke må tilbyde kontanthjælpsmodtagere behandling, men da forløbet karakteriseres som kursusvirksomhed er det ikke utænkeligt, at det alligevel kan lade sig gøre. Jeg ved, at både Køge og Ringsted kommune bruger fobiskoler på forsøgsbasis.
Altså, find din nærmeste fobiskole og tag en snak med din sagsbehandler. Hvis du ikke er på kontanthjælp eller sygedagpenge, så må du selv betale. Men det er alle pengene værd.

angsten overtager angsten...man kan blive angst for alt, selv angsten.
Jeg undrer mig altid, når jeg ser et svar som dit, og så alligevel ikke.
Man skal vist have oplevet det selv, før man kan forstå den angstes tilstand og tankegang. Det er forfærdeligt
Det bedste råd jeg kan give trådstarteren er, at få sin mand til at gå med til lægen.
Han kan måske bedre forklare lægen, hvordan du reagerer når angsten sætter ind.
Det hjælper også når der er en anden, som er tæt på én, der kan hjælpe en på vej, så man kan få den medicin og hjælp man skal have.
Det kan måske også hjælpe din mand, hvis I er sammen om din behandling.
Efter en snak med lægen og en oplysning om behandling, kan han bedre få et overblik over, hvad det drejer sig om, og hvordan han kan være med til at hjælpe dig til at få det bedre.
Håber du/I kommer godt igennem det.
Ps. Ved ikke om du har været hos en psykiater, men det var en psykiater der hjalp mig igennem min angst, med snak, redskaber og medicin.

Hej. Jeg har også lidt af angst on and off i 9 år. Før var det "bare" panikangst-anfald, som varede i få min. Var bange for at kaste op foran folk... De typiske symptomer med hjertebanken, hyperventilere osv. Har haft en god periode på nogle år, hvor der kun har været ganske lidt. Jeg fik medicin dengang, men trappede ud, da jeg havde det godt. Har her det sidste halve års tid haft en sindsyg sygdom-og dødsangst. Oveni det har jeg været meget meget deprimeret. Du skriver at du er svimmel og din krop føles mærkelig... Jeg har i halvanden uge haft det total mærkeligt i min krop. Jeg er uudholdelig træt, min krop ryster lidt, snurren i kroppen, føles som om jeg er ved at gå sukkerkold, mistet min appetit og har hjertebanken. Jeg er meget bange, for har aldrig haft det på den måde før. Men min læge mener det er angst og stress. Kan det virkelig passe, at min krop opfører sig sådan pga angst??

Det kan være utroligt svært at bede om hjælp, når man har en angstproblematik. Og de færreste behandlere (både læger og psykiatere) er opmærksomme på symptomerne.
Da jeg efter 10 år kontaktede min læge og fik et par samtaler, konkluderede hun, at jeg formentlig var skizofren og henviste mig til en psykiater. Psykiateren kunne så fortælle mig, at jeg bestemt ikke var skizofren, men efter ugentlige samtaler i over et halvt år kunne han stadig ikke stille en diagnose. På det tidspunkt havde jeg i forvejen været tilknyttet 3 forskellige psykiatere og distriktspsykiatrien, hvor ingen af dem kunne sige, hvad jeg fejlede.
Min sagsbehandler på Jobcenteret tog så chancen og henviste mig til en fobiskole, hvor de lynhurtigt konkluderede, at alle mine symptomer skyldtes angst. Da var det 7 år siden, jeg havde kontakt til en psykiater første gang. Og nu sidder jeg 12 uger senere og er i stand til at gøre mange af de ting, som havde været utænkelige for bare 3 mdr. siden; såsom at gå ud og handle, tage små ture med toget og deltage i familiearrangementer. Ydermere er det ifølge psykologerne på skolen fuldt ud realistisk, at jeg starter på en uddannelse inden årets udgang.

med at kalde dig selv:: Lille Mig!
Bare et godt råd. *LOL*
Du er bange for at dø, javel ja! Skræmmer tanken om, at du skulle være her altid, dig ikke endnu mere?
'Når ikke at leve mit liv fuldt ud' Hvad mener du?
Hvad forhindrer dig i at gøre det nu?

Hvis din læge har udelukket andre årsager, såsom diabetes eller vitaminmangel, så kan det sagtens være angst eller stress. Jeg kan ganske kort gå igennem, hvorfor du oplever dine symptomer:
Corpus amygdaloideum (en del af krybdyrhjernen) sender signaler til din krop om, at der er en trussel. Det får din krop til at reagere på flere forskellige måder. Dine muskler spænder, fordi du skal være klar til flugt/kamp, og det oplever du som rysten. Føler du snurren i hele kroppen, så er det nok fordi, du er ved at hyperventilere. Oplever du kun snurren i hænderne, så er det fordi, blodet trækker sig væk fra fingrene.
Svimmelhed og følelsen af at gå sukkerkold kan både skyldes hyperventilation, men det kan også være blodkarrene i hjernen, der udvider sig. Manglende appetit skyldes, at kroppen leder ressourcerne væk fra fordøjelsesapparatet og ud i musklerne. Dit fordøjelsesapparat lukker simpelthen ned, og det vil du føle som manglende appetit, kvalme eller ondt i maven.
Hjertebanken får du, fordi hjertet har travlt med at pumpe ilt ud til musklerne, igen, så du er klar til flugt eller kamp.
Hvis du oplever uvirkelighedsfornemmelser sammen med de andre symptomer, så er det fordi, dine pupiller udvider sig for at lukke mest muligt lys ind. Du kan opleve en lignende fornemmelse, hvis du stirrer op i en lampe i et minuts tid. Men det vil jeg selvfølgelig ikke anbefale.

"Jeg undrer mig altid, når jeg ser et svar som dit, og så alligevel ikke.
Man skal vist have oplevet det selv, før man kan forstå den angstes tilstand og tankegang. Det er forfærdeligt".
- Det kan sagtens være årsagen til jeg ikke forstår tolerencen overfor det, men det er jo altså også derfor jeg spørger. 🙂
- tak for dit svar.

Mange tak for svar:-) Synes bare det lyder utroligt at angsten kan gøre mig så "invalid". Er virkelig bange, har ringet til vagtlægen både sidst weekend og idag....:-( Jeg er helt ved siden af mig selv, det er så ubehageligt.

- Bekymring er vel en naturlig ting i en krisesituation indtil man får styr på den, men angst opfatter jeg som flere oktaver højere og så er vi vel oppe i en lag, hvor det ikke hører hjemme, medmindre krisen består i at man hænger i neglene fra tagranden på en 4. sals bygning.
- bare se, jeg tænkte ikke dybere over det, inden jeg valgte den sammenligning, men højdeskræk er en af de ting, jeg af og til støder på hos mig selv. Så jeg ved godt, hvordan et angstanfald kan føles. Den var udpræget da jeg var barn, bekæmpet hårdt og ubamhjertigt ved udfordringer i mine unge dage, og derfor stort set umærkelig. - Den er så kommet snigende lige så stille igen, sikkert bare fordi jeg ikke har bevæget mig højere oppe over jordens overflade, end en foldet JyllandsPost kan understøtte. Det generer mig ikke, for jeg har ikke brug for at hænge i tagrender, kravle på tagrygge eller klatre på stiger og i træer. På den anden side ved jeg med mig selv, at den kan trænes væk ved at tage en meter af gangen. Igen!
- Nu er højdeskræk så en helt konkret ting og derfor, kan jeg gøre noget ved den, men hvis jeg ikke vidste, hvad der fremkaldte min angst og tilstanden bare kom ud af den blå luft (tilsyneladende) ville jeg intet kunne stille op. Min logik siger mig derfor at uanset hvor meget man behandler en ukendt faktor, så vil det ikke hjælpe, før selve faktoren er kendt.
- Er det korrekt antaget?

Det kender jeg udmærket godt. Jeg har selv været både på skadestuen og hos vagtlægen under panikangstanfald. Har du snakket med din læge om mulighederne for at få behandlet din angst? Hvis det "bare" er kortvarig panikangst, så kan det godt gå i sig selv igen, men hvis du har haft det sådan i længere tid, så er det vigtigt, at du kommer til at tale med nogen, der ved hvad det drejer sig om.
Og ja, angst kan være invaliderende, men det kan heldigvis i langt de fleste tilfælde behandles meget effektivt. Det tager bare lidt tid. Og jo længere tid man går med det, jo længere tid vil det som regel tage at behandle det.
Når du har et angstanfald, så må du prøve at holde fast i, at det ER angst og at der findes en forklaring på alle symptomerne. Prøv at kontrollere din vejrtrækning, så den forbliver rolig, lad dine skuldre falde ned og find nogle modtanker til dine katastrofetanker. Det er pissesvært, men hvis først du lærer at trække vejret roligt og slappe af i musklerne, så bliver det svært for angsten at hive sig ordentligt fast.
Hvis du kan mærke, at der er noget på vej, så prøv at trække vejret ind i 3 sek., hold det i 3 sek., pust ud i 3 sek., hold det i 3 sek. og træk ind i 3 sek. Med lidt held vil du føle, at kroppen automatisk slapper lidt mere af.

Ja, det vil jeg mene. I den kognitive behandlingsform opererer man med et begreb, man kalder angstens diamant. Helt kort går det ud på, at tanker, følelser, krop og adfærd hører sammen og påvirker hinanden. Derfor kan man ikke behandle angst fra en kognitiv vinkel, hvis man ikke får alle tingene med: Det handler om at blive bevidst om sine tanker i, op til og efter situationen, konfrontere de følelser der følger med, blive bekendt med kroppens reaktioner og evt. øge sin kropsbevidsthed, og så selvfølgelig være opmærksom på sin adfærd.
Træning, eller eksponering, er en stor del af behandlingen og i princippet træner man sin angst væk, ved at opsøge de situationer, som man mener fremkalder den. Samtidig bearbejder man katastrofetankerne og identificerer dysfunktionelle skemata. Altså, de fundementale kerneantagelser, man har om sig selv. Det er superenkelt på papiret, men det er benhårdt arbejde, når man lider af angst.
Enkeltfobier, såsom højdeskræk, behandles på samme måde. Det tager dog som regel meget kortere tid, da man som udgangspunkt har en mere specifik og veldefineret problemstilling. Jeg har ladet mig fortælle, at de fleste enkeltfobier typisk kan behandles på 4-8 timer.

- man kan måske ligefrem sige at angsten for at bede om hjælpen er større end intolerencen overfor tilstanden. Men hvor kommer det så fra? At det også er farligt?

Well, problemet kan være mange steder. Nogen bliver angst bare ved tanken om at skulle ringe til lægen, nogen bliver angst ved tanken om at gå derop, og jeg tror rigtig mange har svært ved at skulle sidde og udstille deres tankeliv. Man kan også være bekymret for, om man i virkeligheden lider af en psykisk sygdom, som kræver indlæggelse - det er de færreste, der umiddelbart genkender deres symptomer som værende angst. Der kan være så mange grunde til, at man ikke får bedt om hjælp.
Et andet aspekt er, at man, hvis man ofte lider af svær angst, kan føle, at man er ved at miste kontrollen over sine handlinger. Man kan være utroligt bange for, at alle fornemmelserne og uroen i kroppen gør, at man til sidst må skrige, løbe væk, besvime, vælte ting, you name it. Alene dét kan gøre tanken om en læges venteværelse uudholdelig. Det er meget svært at forklare, hvad der sker i hovedet på en, når man lider af angst.

Det er jo fordi min angst tynger så forbandet meget den "stjæler" mit liv :-(
I dag har det været meget galt,har dog fået det en smule bedere har været ude og gå en lang tur.
Ang. Behandling som en spurgte om ,så er jeg bosat på Fyn , så hvis nogen kan anbefale en god behandler der er i så hjertelig velkommen [s]

har du prøvet at kontakte Angstlinjen og bede om råd? Du kan gå ind på sindnet.dk og finde nr, samt også mange andre indlæg om dit problem og måske nogen at skrive med, hvis du er interesseret i det.
Jeg er enig med den, der anbefalede dig at holde med at kalde dig Lille Mig! Du må ihvertfald prøve at blive Store Dig🙂
Det er en kamp. Men jeg er bange for, at hvis du giver efter, hver gang du føler angst, vil du blive mere og mere angst. Du må prøve at gøre noget af det, du er bange for. Også selvom det tager dig hele dagen.
Jeg kan sagtens snakke, da jeg ikke kender til den slags angst. Men før i tiden var jeg meget genert. Der var ikke noget, der hjalp på den generthed som at ignorere den!
Prøv. Et lille skridt ad gangen. Gør i morgen en af de ting, du ikke tør.
Jo mere du kommer angsten i møde, jo mere vil den isolere dig og æde dit liv
[f]

Så laver jeg mit navn om til Store Mig :-)

Hej
Det ser ud til at du udvikler den ene fobie efter den anden,
Min erfaring som TFT-terapeut er at det kan stoppes.
Du er velkommen til at kontakte mig på tlf 22 94 60 73 for Yderligger information.
Med venlig hilsen
Niels