Min eneste drøm, siden jeg var 10-15 år...

Det var at have min egen gård. Som tiden gik blev drømme-gården mindre og med mindre dyr. For kunne godt se at det ikke var realistiskt. Det er osse ok. Men nu nærmer jeg de 30år. Og med mindre jeg finder en fyr (hvad der ik er særlig sandsynligt). Så er min eneste drøm noget jeg må undvære. Jeg har kun liiige fået det til at køre rundt økonomiskt da jeg er på ledighedsydelse. Men da jeg endelig fik et job så det bedre ud. Men står nu i det problem at jeg kan fortsætte jobbet og tag smertestillende (ryggen den er gal med) og gå psykiskt ned (som der osse er problemer med) men kunne købe den lille og MEGET billige "gård" jeg ønsker. Eller jeg må droppe jobbet, ha overskud til venner og familie og andre hverdags/hygge-ting, men undvære mit eget sted... Jeg bor et sted som jeg hader!! Og var som villig til at flytte ind i en lille skurvogn med toilet i haven, til jeg havde råd til gården. Men det må man ikke og der er ikke bogen steder man kan. Så nu går jeg og ander ikke hvad jeg skal... Ja-ja, jeg ved at i siger at jeg skal ikke brokke mig. Men nu når det er mit eneste ønske....

Du kan måske låne penge til udbetaling❓Måske kender du nogen der kender nogen❓
Ellers kan du gå på loppemarked og finde nogle landskabsmalerier, og peppe din vindueskarm op med spændende planter❓Og du kan vel også forsøge at være med i et kollektiv ?

Pas på din ryg, du må ikke gå på kompromi med den, di skal havde den resten af dit liv, og den kan hurtigt gøre dit liv til et helvedet.
Og 30år er ingen alder, men det kan det hurtigt blive hvis du ødelægger din ryg, så kan de næste 60år blive et langt helvede med smerter, og piller også arbejde er langt fra noget man skal spøge med, husk ingen kommer og siger tak bagefter, der hakker de bare på dig.
Drømme er godt at havde, og din skal nok komme en dag 😉 .
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

Banken siger at hvis jeg bare havde til udbetalindgen, så ville de MÅSKE godt hjælpe mig. Men har ingen jeg kan låne 25.000kr af. Mit hjem er prøvet at gjort så hyggeligt som muligt. Men da jeg deler tynde vægge med naboerne, så hjælper det ikke meget. Og pladsen (udenoms) er osse alt for trang. Kollektiv og 1 vær. er svært at finde når man bor med en stor hund. Der er det næsten umuligt at finde noget. Og tror at "huslejen" ville næsten det samme. Jeg har skåret ned på alt unødigt, mad, strøm, tv, tøj o.s.v Men alligevel syntes jeg ikke at jeg rykker mig...

Ja, jeg ved at ryggen er en meget skrøbelig ting. Har haft problemer med den siden ´97 og oven i, osse med psyken. Men jeg ved at hvis jeg gik over til pension (som ik er lykken) så vil jeg få mindre end med job. Derfor dette store dilemma. Psyken er helt nede pga. jeg ikke ved hvad jeg skal. Det er pest eller kolera. Jeg ligger næsten hver dag og har ondt. Til forskel med før uden job. Der kunne det komme 2-3 gange om mdr. Men vil virkelig ikke blive boende her. Og ingen familie eller venner har plads til mig til jeg havde råd til at købe. Og med en varevogn skal man vist betale afgift hvis man bor i den, eller noget...
Hjæææælp!! Skal jeg erkende at jeg ik kan jobbet og nyde livet (men ikke mit hjem) eller skal jeg stoppe med at klynke og få en gård som jeg ikke kan nyde fordi min ryg er slidt helt ned??