min far driver mig til vanvid

min far er ofte ved at drive mig til vanvid - han skal ofte, ca 1 gang i ugen til hver 14 dag altid lige fortælle mig, hvordan han synes jeg skal leve mit liv og har du nu gjort dit og dat og gør det snart ik....han blander sig i stort set ALT.
Jeg er begyndt de sidste mange uger, ikke at fortælle ham noget mere, kun meget overfladiske ting, men det sker, at jeg falder tilbage i mit gamlemønster og igen lige fortælle ham åbenhjertet om, hvordan tingene står til - jeg beder faktisk sjældent om et råd og alligevel skal han altid irettesætte mig, kritisere mig...
Min far kan finde på at sige, at han synes overhovedet ikke, at jeg kan finde ud af at være ordentlig mor for mine børn, at jeg ikke kan finde ud af et arbejde, at der trænger til at blive fejet spindelværv væk i min lejlighed, om jeg nu har husket at ringe på kommunen, eller er jeg jo selv ude om det, hvis jegi tideikke når at søge tilskud til noget osv osv.....
puuuuh ha, hvor jeg føler mig dum, så dum, så ubrugelig, så dårlig en mor, så dum så dum og jeg kan ikke overskue at lukke røven på ham... Jeg har prøvet så mange gange, men så går han enten til angreb på mig og bliver ondskabsfuld, eller tier han stille, men så fortsætter han da bare næste gang han kommer forbi hos mig...
Jeg har et meget stærkt ambivalent forhold til ham, men hold da op, hvor kan jeg ikke klare alle hans bemærkninger længere - han er også styrende overfor min mor og han har fuldstændigt taget magten over, om hvor lidt hun skalse til sine børnebørn...
Min far har sagt til mig, at jeg ikke får noget ud af, at slå hånden af ham, for det vil han ikke respektere,for han vil alligevel komme rendende hos mig...
Jeg er efterhånden grædefærdig og har det så dårligt med mig selv..
Hjælp mig please solens folk, hvad skal jeg stille op med min far????

I livet lærer man selv hvordan folk skal behandle en. Så længe du tillader din far at opføre sig på den måde vil han blive ved med det, fordi han føler at han gør det af pligt, kærlighed og fordi dine handlinger lærer ham at det er det rigtige at gøre.
Din far tager ikke noget af dit privatliv - du giver ham det.
Det er en del af livet at denne balance forskubbes når børn bliver til voksne. Snak med ham om det og forklar ham det.

knus fra mig.

kun alt for godt.
havde det samme problem med min mor.
det stoppede da jeg forklarede hende at jeg faktisk ikke havde lyst til at snakke med hende og se hende så længe hun teede sig sådan.
hun sagde det jo bare var fordi hun elskede mig, og bekymrede sig for mig
(vidste jeg jo godt, men derfor stadig skide irreterende)
vi fandt frem til at jeg selv havde fremhersket denne adfærd, ved kun at læpsse alt det dårlige i mit liv af på hende, så hun følte jeg ubevidst bad om hjælp, når jeg følte jeg bad om opbakning. og anerkendelse.
efter en laaaaaang snak, fik jeg fortalt hende hvordan jeg gerne ville have hun var.
støttende og positiv.
og hun fik fortalt at hun gerne så jeg var mere konkret, når jeg ville have hjælp, eller når jeg ville have skulderklap.
og det arbejder hun så på.
og jeg arbejder på ikke at læsse alt det dårlige af på hende, men også fortælle det gode. samt sige højt henholdsvis HJÆLP. eller SKULDERKLAP.😉

Når du taler om og han taler om, at slå hånden af ham, så er det nok fordi tingene er sat noget på spidsen og det er tilsyneladende hans hjemmebane. Dér klarer du dig dårligt, for det er hans regler.
Hvordan er din livssituation? Er han nødt til at blande sig, for at du får gjort tingene rettidigt? Gør han noget, for at lette din hverdag, eller dyrker han blot en beskidt vane? Noget siger mig, din mor har tilladt ham at være en rigtig hustyran.
Du siger, stille og roligt til ham, at du ikke magter at hører på hans kritik og kan han ikke finde ud af det, må han blive væk til han har lært det. Lås så din dør, så han ikke kan komme "rendende".

ja, det er lige hans regler, som jeg skalrette mig efter.....detmed at slå hånden af ham kom i en snak vi havde, da han vidste at jeg for nogen tid siden havde sagt farvel til to i min omgangskreds.... og måske er min far så også bange for, at jeg vil slå hånden af ham...! måske har han mærket, at jeg ikke altid gider ham..
Min livssituation har igennem en længere periode ikke været strålende og min far er sådan, at han bekymrer sig for en og det er på sin vis også betænktsomt af ham, men når han vil styre for meget, så går charmen ligesom væk..
Det sker, at jeg kan være lidt langsom i optrækket til at få nogle ting gjort, men selv når jeg har gjort tingene, så holder han stadigvæk moralprædken.
Han gør ikke noget rent praktisk for at lettemin hverdag, for som han har sagt, så kan det ikke betale sig... et eksempel kunne være, da jeg havdeinfluenza, da gad han ikke hente mit barn i børnehave, og den dag havde jeg ikke andre der kunne hjælpe til....faktisk, så er det yderst, yderst sjældent, at jeg beder ham om hjælp..
Ja, han har en beskidt vaneog den kanman ikke bryde og som din fornemmelse siger dig, min mor har ladet ham være en rigtig hustyran igennem alle årene - hun har mange gange forsøgt at slåi bordet, men han hører ikke efter - ingen i familien kan lide ham, da han vil styre det hele og altid ved bedst besked..
Det med at låse døren, har jeg igennem en periode prøvet og så bebredede han mig, såved du hvad han gjorde.... han kom da bare på nogle tidspunkter, hvor han vidste at mit barn var hjemme og så åbnede mit barn døren for ham...

atdu kunne få tingene sagttil din mor og at det hjalp🙂
Hvis bare min far havde været lige så lydhør... jeg har for nogle år tilbage sagt nogle tingtil ham og det hjalp også for en længere periode...
Når jeg den dag i dag prøver at sige nogle ting, så bliver han nærmest aggressiv på sine "gamle" dage...og jeg orker ikke at blive ved med at snakke til en dør der klapper lige ind i hovedet på mig igen..
ja, jeg tror også, at min far bekymrer sigom mig - det harhan også sagt, men som du skriver, såer det alligevel skide irriterende.
Det med at læsse af, ja det har jeg gjort mange gange overfor min far, men jeg har også nævnt positive ting, såsom, at nu vil jeg den uddannelse eller arbejde, men så har jeg fået negative ord med påvejen... har jeg fundet mig en sød kæreste, så hører jeg udei byen af en kammerat, at min far da ikke tror at mit forhold holder, så det er derfor han holder mere afstand til mig pt. men nok også fordi min nye kæreste ikke æder alt rådt, hvad min far siger og giver ham modspil - det kanmin far sikkert ikke tåle..
Min far har ganske få gange hjulpet med medpraktiske ting og mit barn på nu knap 6 år har aldrig sovet hos farfar ogmormor, for det gider min far sgu ikke bøvle med...
Hvor er min far fej, egoisktisk, nedgørende og jeg har lyst til atgive ham et kæmpe spark bagi,men samtidig holder jeg alligevel så meget af ham, men jeg kan ikke holde til mere at jeg så ofte bliver i dårligt humør.
Den værste er dog den med, at han har sagt rent ud, at han synes mit barn skal i familiepleje, så de kan rette op på ham, for jeg kan som mor ikke finde ud af at opdrage mig barn....han skal næsten altid kritisere et eller andet ved mig, når han er her...
Jeg har talt medkommunen om det og de siger at jeg skal slappe af, for jeger ikke en dårlig mor. Der er nogle ting, som jeg kunne blive bedre til, men sådan er det for alle mødre vel...

du slår hånden af ham, så har han sgu da ikke mere at lave i dit li. Det er ikke noget han bestemmer, så hvis han har fået overbevist dig om det, så er du godt nok manipuleret helt hen i hegnet.

hvad du skriver, men når jeg skal være helt ærlig, så tør jeg ikke snakke med hamom det, for jeg har igennem lang tid oplevet, at han bliver aggressiv. Når jeg vil snakke med ham/sige fra på en pæn måde, så hører han ikke efter. Når jeg siger det bestemt, så bliver han nærmest aggressiv og siger, jeg hør nu efter, du er.... ja, så kører det derud ad med div. kritik af mig....
Jeg kan bareikke tåle at høre på ham længere.
Han har selv fortalt, at han er begyndt at lide af depression og han kommer hjem tilmig ca 1 gang i ugen og hører ofte kun på sig selv og sit brok og lige meget, hvad jeg end siger af ord, så er jeg ALTID forkert på den, selv ved bagateller...

ja, det erlige det han gør og jeg er manipuleret helt hen i hegnet, jeg tør ikke andet, da jeg er bange for ham, ikke rent fysisk, men psykisk, da han kører psykisk terror på mig,når jeg ikke gør som han siger, så derfor tørjeg ikke sige noget til ham længere og jeg tør heller ikke slå hånden af ham, for jeg frygterat det så bare bliver endnu værre...
jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med ham..
Mærkeligt nok, så har jeg samtidig ondt af ham, for han er jo en stakkel,men jeg er ogs¨å rasende over at skulle stå på sidelinjen og se ham behandle min mor dårligt, men det kan jeg ikke blande mig i, det er min mors liv...

Af og til må vi tage en meget dyb vejrtrækning og finde nogle ressourcer frem, vi ikke har gjort brug af endnu. Det er også nede i den pose modet ligger.
*Du er en voksen kvinde
*Du er mor til et barn
*Du KAN det du skal.
Du skal have din far ud på en sidelinie i dit liv. Der er hans plads. Hans ret til at blande sig stoppede for længe siden og så igen, da han ikke ville give dig et hånd i en kneben situation. Hvis der ingen hjælp er i ham, har han ingen ret til at intervenere dig på den måde. De to ting hænger sammen. Han har selv bevist, det ikke er at udvise omsorg - kun rå indblanding.
Så skriver du:"måske har han mærket, at jeg ikke altid gider ham". Hvordan kan det være han er i tvivl? Han skal da ikke gå og mærke. Han skal vide, omgående, hver gang han er over dine grænser. Kan du ikke tage en konfrontation med ham, må du forlade rummet. Efterhånden tar du konfrontationen, fordi du ikke gider gå.
Din situation med din far er ulidelig, så derfor er du nødt til at lave om det. Han vil/kan ikke. Så det er i virkeligheden dig, der har magten, du har bare ikke været vant til at bruge den. Der må altså være en del i sparebøssen, men få styr på det, mens det kan gøres, så alle kan leve med den nye situation, ellers har du bare lavet en åben krig. Det er dit barn og dets mormor ikke tjent med. 🙂
Jeg ved godt, det ikke er nemt. Jeg ved også at du ikke kan trylle. Jeg ved også det ikke lykkes første gang, men jeg ved også du er NØDT til at løse det, hvis du ikke skal være ulykkelig. Derfor får du lige denne med på vejen.
[f]Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre.
Mod til at ændre de ting jeg kan
og især visdom til at se forskellen.[f]

så vigtigt,hvad de far syntes og mener om dig? Gør dog op med dig selv at du ikke længere ligger under for ham.Hvad er det du skal overbevise ham om ustandseligt? Ret ryggen pigebarn og lev dit liv med dine børn uden at andres meninger skal bestemme over dig.Du er mor til et par børn og er ikke længere din fars lille pige! Gu er du god nok...Held og lykke!

det er lige netop den rolle min far har sat mig i,og som jeg selv har sat mig i.....jeg gider sgu heller ikke være i den rolle længere og var det bare så let at hoppe ud af rollen som fars lille pige, så havde jeg for længst gjort det....
I min opdragelse har jeg fået en personlighedsforstyrrelse, som gør,at jeg er overfølsom for kritik og kan ikke længere finde ud af at sortere i det, og at jeg ikke behøver tage alt kritik så alvorligt....
Hvis jeg da bare evnede at rette ryggen og tænke rend mig i røvenmed, hvad min far siger, men jeg bliver alt for påvirket...og når jeg igennem hele mit liv har fået at vide, at jeg ikke er god nok, så skal der siges 10000000 gange til mig, at jeg er god nok,førjeg tror på det...

alle dine fornuftige ord, og det summer lige lidt rundt i mit hovede....
Den med, at jeg forlader rummet, fordi jeg ikke kan tage konfrontation med ham, men det kan også være besværligt, så jeg bliver nødt til med tiden at konfrontere ham, og det er uanset hvad han end siger og gør.....for ja, dette her er ulideligt, det har jo stået på i mange mange år...

Hejsa,
Er selv vokset op med en far der var lige sådan, det kostede et par års tavshed= ingen kontakt før han forstod det. Han var også ekstrem god til at sige: du er dum, du duer ikke etc.
Du bliver nødt til at sige fra. Hvis ikke direkte så via et brev. Hvor du gør det tydeligt for ham at hvis han ikke stopper med den måde han behandler dig på, så ønsker du ikke kontakt med ham mere.
Og tro mig livet bliver så meget dejligere når du først har fået sagt fra.
Har du ikke nogle søskende du kan støtte dig til?
mvh
Læsehesten

det bliver jeg nødt til, for jeg kan ikke få mig selv til at sige det direkte op i hans åbne ansigt og han vil sikkert også bare afbrydemigog igen komme med alverdens kommentarerom, at jeg jo bare er sart, det er mig, der er noget galt med osv....
i et brev, får jeg jo sagt alt det jeg har i sinde...
Jeg bliver nødt til at sætte nogle retningslinjer opfor ham, ellers bliver han bare ved med attromle migned og længere ned i skidtet - jeg kan til dels takke ham for, at min selvtillid er så dårlig som den er...
Har du ik også kæmpet med dårlig selvtillid pga din far??? for når man vokser op med en så domminerende far, så bliver man voldsomt præget..

- salgsteknik for begyndere: Det tager 8 gode oplevelser, før kunden har "glemt" én dårlig.
- Jeg tror alle ville være endt med en personforstyrrelse, med din far i huset. Det er utroligt, hvad folk gør ved deres børn under dække af, at de elsker dem og kun vil deres eget bedste. Jeg synes virkelig det er rædselsfuldt for dig, men jeg er fuldstændig blank på det, der hedder en dominerende og kritisk far. Min mente aldrig jeg gjorde noget forkert. Sagde andre noget andet, så mente han de havde misforstået situationen - og i yderste konsekvens (når jeg havde været rigtig tåbelig) så var sikker på, jeg havde en grund, som bare ingen andre kunne se logikken i - year rigt!!
- Jeg tror det ville være en god idé med et brev til ham, men du er nok nødt til at følge det op efterfølgende, for jeg tror ikke det virker som en forvandlingskugle, men du får til gengæld det ud, som er problemet mellem Jer - det er også noget værd.
-Er noget af "morskaben" at du ingen søskende har?

at ens far og andre fædre man hører om, at selvom de elsker deres børn, kan udsætte dem for ondskab, som de måske ikke engang selv er klar over - men de er jo syge i hovederne..
Ja, jeg får da luft for mine tanker, når jeg skriver et brev og jeg tror heller ikke, at et brev virker som en forvandlingskugle.... jeg vil i brevet været direkte, ikke noget med at pakke tingene ind i vat, for her er der ingenmisforståede bemærkninger - faktisk så er jeg ret god til at formulere mig i et brev, den går ren ind.
jeg har en bror, men har ingen kontakt til ham, og han har heller ikke kontakt til vores far, en laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang historie...