Min kæreste elsker mig ikke

Jeg har haft en dejlig kæreste de sidste 2 år og jeg elsker ham overalt på jorden. Jeg troede vi havde et godt forhold og vi sagde ofte til hinanden, at vi elskede hinanden. Indtil for et par måneder siden, hvor han en aften meddelte mig, at han ikke troede han elskede mig. Jeg troede jeg skulle dø, jeg kunne faktisk mærke, hvordan det stak, da mit hjerte knustes. Jeg blev helt svimmel og kunne se min strålende fremtid forsvinde, glide ud af hænderne på mig og jeg var totalt magtesløs. Jeg græd og han snakkede. Han sagde at han vist aldrig havde prøvet at elske nogen, bortset fra sin far, men at han holdt meget af mig og ville blive ked af at miste mig. Jeg var så ynkelig og desperat og ville nok have gjort alt for at han tog sin udtalelse tilbage, så jeg sad bare der, og kiggede og græd. Han sagde, at han synes vi skulle blive sammen, det kunne jo være han begyndte at elske mig igen, som han havde gjort i starten. Jeg behøver vel ikke fortælle, hvor ondt det gjorde. Men jeg sagde ja. Jeg tænkte på at gøre det forbi, men jeg ved ikke om jeg kan leve uden ham. Han er ikke nogen dårlig mand, han har haft en svær barndom og det har præget ham. Måske elsker han mig, men ved det ikke selv - han kan have taget fejl af den første forelskelse og rigtig kærlighed? Eller måske bliver han hos mig, fordi det er belejligt? Er jeg så ked af det at jeg ikke kan se sandheden i øjnene? Skal jeg gå fra den mand, jeg troede var mit livs kærlighed eller skal jeg give ham mere tid til at finde sig selv, i trygge rammer? Og lægger jeg al for meget vægt på ordet Elske?

at du skal dele din tekst op i flere afsnit med et linieskift mellem hvert afsnit. Så er det lidt lettere at læse...er lige kun nået halvejs i dit indlæg før jeg mistede overblikket...

formulere det lidt anderledes?
Du kunne jo begynbde med at fortælle hvorfor du mener du elsker ham.
Venlig hilsen
En stemme.

Kan man lægge for meget vægt på ordet "elske" - det tror jeg ikke.
Derimod bruger mange det måske oftere end det er berettiget.
Jeg vil mene du skulle fortælle lidt om, hvordan forholdet har ændret sig, eller om det overhovedet har, siden den aften. Et par måneder er jo lang tid.
Kan du ikke fortælle lidt om det?

Det er selvfølgelig vigtigt at man elsker hinanden, hvis et forhold skal holde i længden, men jeg synes du skal give både dig selv og ham tid.
Hvis han kun bliver sammen med dig, fordi det er mest belejligt for ham selv, vil du hurtgt opdage det.
Prøv at se jeres liv sådan lidt udefra, så vil du hurtigt kunne se, om jeres forhold allerede er dødsdømt, eller om der er noget at bygge videre på.
Held og lykke med det.

Jeg har selv prøvet det samme. Lige nøjagtig. Væk fra ham. Han prøver igen, men lad dig ikke narre. Han vil kun ha' sex....
Find dig en anden, det har jeg gjort og i dag er jeg bare så glad for jeg var så "hård" dengang... *ss*

vil han nok også have både varm mad og rene skjorter - og det er da det, der er mest træls.

Primitiv og ren kærlighed kan i mange situationer ligne hinanden til forveksling; men der er følgende grundforskel imellem disse former for kærlighed.

Ved primitiv kærlighed er væsenets følelse rettet mod et objekt, fordi dette udgør et vigtigt led i tilfredsstillelse af et eller flere af væsenets egne ønsker eller drifter.

Ved ren kærlighed er væsenets følelse rettet mod et objekt, fordi væsenet simpelt hen føler glæde herved. Væsenet føler i dette tilfælde umiddelbar glæde ved at hjælpe og gavne objektet.
Hvis objektet ikke gengælder væsenets følelser, forvandles primitiv kærlighed let til had, medens ren kærlighed ikke umiddelbart forvandles, men i det lange løb ligesom indkapsles fra at være aktiv til at blive passiv.
Man kan også pege på, at den primitive kærlighed først og fremmest er krævende, medens den rene kærlighed ikke stiller krav eller betingelser.
Måske du bedre kan gennemskue ham nu?

Nogle gange blir det hele bare så ens med værdag, arbejde osv. osv. Men man ALDRIG hvad man har før man har mistet det. Så jeg syns helt bestemt du skal overveje det. Men tør du ta chancen for at han har det helt fint med det?

Vil du leve dit liv med visheden om, at du ikke er genstand for hans kærlighed? At den eneste han nogensinde har elsket er hans far? Nu kan jeg jo kun tale for mit eget vedkommende, men det ville jeg aldrig lade mig nøjes med!
Jeg vil se kærligheden i hans øjne, høre den i hans stemme og mærke den i sengen.
Men jeg sidder og tænker på: hvorfor fortalte han dig det? Når han alligevel ønsker at fortsætte i forholdet... Virker mærkeligt for mig, hvis han ikke bare ville såre dig?
Synes du skal spørge sig selv, om du vil leve resten af dit liv på den måde, du har gjort det den sidste tid med visheden om hans følelser (eller mangel på samme). Var det mig, ville jeg være evig fortvivlet, og hver morgen frygte, at det var nu, han ville forlade mig.
I et forhold er det nødvendigt med gensidig kærlighed.
Du fortjener en der elsker dig af hele sit hjerte, og han bør være sammen med en han kan elske...

Jeg står i helt præcis samme situaton. Har været sammen med min kæreste i 1½ år og boet sammen i et år, og han har endnu ikke sagt han elsker mig, hvilket er psykisk hårdt. Jeg har derfor stor interesse i at vide hvordan det endte? blev du ved ham? og er i stadig sammen? nogle gode råd?