Er det ok at forlade/efterlade syge/døende?

Jeg spørger bare...
Jeg har nu 2 gange prøvet at være indlagt i en måned eller mere hvor min familie - som jeg ellers mener at have ok kontakt til - slet ikke hverken har ringet eller besøgt mig.
Jeg overlever skam nok uden, men måske blot et telefonopkald var på sin plads... måske bare 1 gang om ugen...?
Den eneste jeg kunne få til at besøge mig var min ex-kæreste og det var mod betaling (til lidt slik og sårn), men min blod-familie... jo min bror kom en enkelt gang men har en fobi for hospitaler så vi måtte mødes udenfor i det kolde februar-vejr...
Hjemme igen hersker der også dyb tavshed...
Hvornår er det "ok" at man simpelthen "boykotter" syge/gamle og lign, og blot "overlader" personens "skæbne" til det "offentlige"?
Jeg var selv skræmt fra vid og sans - havde aldrig været indlagt før - men ikke engang min mor eller far besøgte mig - selvom de har masser af tid og bil selv og hele pivetøjet...
Følte mig sgu ret alene...

Det er ikke en hel almindelig familie du har.- Især fatter jeg ikke dine forældre. Jeg var sprunget afsted, hvis det var mine børn. Min mand besøgte mig hver dag, da jeg var indlagt.
Ærlig talt, jeg ville fortælle dem hvor forladt jeg havde følt mig.

- det er helt forkert. Hvis du havde været indlagt i tre dage, kunne der MÅSKE være en god grund til, at de ikke nåede det, men en måned eller mere? Det stinker.
Jeg tænker på - hvad har du været indlagt for? Kan det have nogen betydning? Ikke, at jeg mener, det kan undskylde noget, men hvis der har været tale om fx psykisk sygdom, er det for nogle mennesker et stort tabu og noget, der gør dem bange for at blive konfronteret med.
Under alle omstændigheder: Du SKAL have din skuffelse og dine sårede følelser formidlet til dem. Enten må du tale med dem, eller også må du skrive et brev til dem, hvor du fortæller, hvad det har gjort ved dig. Lad være at skrive "Jeg overlever skam nok" - jeg tror faktisk, du har det rigtigt, rigtigt svært med det, og det skal du ikke nedvurdere.

Ja jeg har brudt min hjerne meget med at tænke mig selv til en mulig forklaring på mine forældres absolutte fraværenhed.
De har begge to ret krævende jobs, hvilket jeg har fuld forståelse for at de ikke "bare" kan droppe hvad de har i hænderne og flyve af sted på hospitalet...
Men alligevel... hvis man er indlagt 1 måned er det jo ikke "for sjov"... så FEJLER man faktisk noget "rigtigt" - ikke "bare" en rift der skal sys eller lign.
Så synes jeg da godt man kunne tillade sig at mene at 1 opkald pr telefon bare 1 gang om ugen var på sin plads.
Der var min bror til gengæld god. Jeg har lært at han er den eneste jeg kan stole 100% på og at der ikke ligger en bagtanke om penge bag, som det desværre er med min ex. Jeg havde bedt hende komme en dag med lidt lakridser og cola og hun var i byen alligevel, så det var ikke jordens største omvej for hende alligevel.
Så stillede hun sgu op med sin mor, sin søster og hendes 2 små børn, sin lillebror og min datter... alt sammen på en 2-mands-stue ;/ Heldigvis var jeg netop på det tidspunkt alene på stuen. Ellers var en afdeling for folk med forskellige handicaps hurtigt blevet ændret til en børnehave ;/
Men for at vende tilbage til mine forældre:
Jeg tror ganske enkelt at de er nået til et punkt i deres liv hvor de er "færdige med at have børn". Forstået på den måde, at man kan selvfølgelig altid ringe til dem og spørge om et godt råd om næsten enhver tænkelig situation - eller også kan de i al fald henvise til hvor man alternativt BØR søge råd.
Man kan som regel også låne penge af dem så længe det handler om små-penge, og de skal meget gerne retur hvis man ellers bil bevare sin "ret" til at låne i fremtiden hvilket jo er fuldt forståeligt. Jeg hader selv når folk skylder mig penge og ikke betaler til aftalt tid.
Men de er nok nået til et punkt hvor de lissom siger "Det har vi jo ikke nogen grundlæggende indflydelse på alligevel, vores børn er voksne mennesker og må selv rode sig ud af hvad de måtte få rodet sig ud i".
Om det så gælder et dårligt huskøb, at den ene er på hospitalet, eller bilen trænger til nye dæk.

3 dage kan enhver jo klare - også uden besøg... og hvis de havde tavlt på job osv... men jo... kun min bror ville komme frivilligt - og mødes udendørs...
Min ex ville så også men det var mod betaling... XD Prøv at være luder hehe...
Det var jo ikke sådan at mine forældre slet ikke ville tale med mig - det forgik bare altid på mit initiativ, det var ALDRIG dem som ringede op.
Min far spurgte mig faktisk også om der ikke var tale om en slags psykisk sammenbrud eftersom jeg i over 2 år nu har haft en tur i fængsel "hængende" over hovedet. Det er muligt at det var udløst af noget psykisk, men det jeg oplevede var ganske fysisk:
Jeg kunne ikke længere gå, mit højreben eksede ganske enkelt. Det betød jo samtidigt en masse andre problemer, for nu kunne jeg ikke længere køre på min knallert hvis jeg manglede en liter mælk eller noget andet.
Men nej, jeg var ikke på psykiatrisk afdeling, men det udelukker jo absolut ikke at jeg måske burde have været det. Jeg var på neurologisk, som udførte nogle få tests som ikke rigtig kunne konkludere noget som helst.
Jeg fik en masse af vide om hvad jeg IKKE fejler, og så en diagnose som lød på dropfod hvilket forklarer mit fortsatte gangbesvær.
Men jeg fik da også lært noget om hvor VIGTIGE vitamin-piller er hvis man er et sted hvor man måske ikke altid får spist efter kost-pyramiden.
Så der er mange aspekter i det, men den der med ligefrem at gøre dem opmærksom på at jeg ville have sat pris på blot et opkald, blir svær at sluge.
Faktisk var der ingen andre end min ex der vidste at jeg overhovedet var på sygehuset før efter en uge hvor jeg selv ringede og sagde det til dem ;/