Min kæreste mistede sin far.....

Hej alle!
Min kæreste og har har været sammen i næsten halvanden år, og vi har det rigtig godt.
Men han mistede sin far for snart 2 år siden, og savner ham stadig meget. Det er selvfølgelig meget naturligt, savnet og tanken om at man aldrig ser det menneske igen gør utrolig ondt.
Det jeg gerne vil spørge jer alle om er.... hvad kan jeg gøre for at hjæpe ham?
Har snakke meget med ham om faren, holder om ham når han har brug for det (og når han ikke har). Jeg elsker ham af hele mit hjerte og kan ikke klare at se ham så ked af det.
Har godt nok fået af vide af hans venner, at han er meget mere glad og positiv, efter ham har mødt mig (hvilket jeg selvfølgelig er meget glad for at høre), men er stadig meget fortvivlet.
HJÆLP!!!

Kære fortvivlede
Du gør det helt rigtige for din kæreste. Du er der for ham når han har brug for dig. Jeg har selv mistet min far og det bedste folk ku gøre for mig var at gide og snakke om det og give mig et kram når jeg havde brug for det.
Bare fortsæt med det du gør for ham. Det er det helt rigtige..
Knuzz A

Du gør det helt rigtige, der er faktisk ikke så meget andet at gøre.
Jeg taler som en står i samme situation som din kæreste. Min kæreste var der dog da jeg mistede, men vores forhold var meget nyt der, så han kendte ham ikke, og vidste ikke hvad han skulle gøre,og jeg vidste heller ikke hvad han skulle gøre, jeg kunne slet ikke forholde mig til at skulle bede om noget for jeg var selvfølgelig knust!
Men han var der! Også når jeg ikke lige var enormt ked af det, og det hjalp, og hjælper stadig utroligt meget.
Så bliv ved med at være der for ham, der er det eneste der i min erfaring hjælper!
Held og lykke med det. Knus Sat.

Kære begge!
1000 tak for jeres svar, der er dejligt at høre det fra nogen der selv har prøvet det. Jeg er selvfølgelig ked af det på jeres vejene, men alligevel.... I ve hvad jeg mener!!!
mange tak for hjælpen og rigtig glædelig jul og et rigtig godt nytår!!!
Fortvivlede

Hej.
Jeg ved det er et stykke tid siden du har skrevet dit indlæg, men det er stadig relevant.
Min kæreste mistede sin far for omkring et 1/2 år siden. Vi havde ikke kendt hinanden i særlig lang tid før ulykken skete, og jeg havde derfor heller ikke mødt min svigerfar. Men jeg tror faktisk dette har været med til at hjælpe, ikke kun min kæreste, men også resten af min svigerfamilie lidt lettere igennem den (fortsat) svære tid. Netop fordi jeg intet vidste om min kærestes far. Min kæreste har fortalt, at det dav en anledning til at snakke og fortælle om sin far. Noget der jo hjælper i bearbejdningen af tabet.
I dag går det bedre med min kæreste, men det sværeste for ham er at falde i søvn om aftenen. Af frygt for mareridt.
Men det eneste man kan gøre er at holde om ham og lytte. Og tage fri fra skole/arbejde hvis ham en dag går helt i sort...
Men det eneste der rigtig er at gøre er at holde om ham og snakker om det!!!!
Det er "dejligt" at høre, at jeg ikke er den eneste, med dette problem....

Jeg kan forholde mig til det i skriver....
For en måned siden mødte jeg alverdens sødeste pige ved et tilfælde.
Men inden vi rigtigt fik "set hinanden lidt an" fik hendes mor konstateret kræft.
Jeg har aldrig mødt min "svigermor", men det kommer måske en dag...! Det håber jeg jeg da, på sin vis, at jeg gør!
Men jeg kan kun, alt for godt, genkende den smerte som min kæreste står i lige nu, i det i skriver herinde.
Jeg er ny i det hele stadigvæk, og hun i to verdener... En spændende, glad, romantisk og opløftende verden sammen med mig. Og så den grimme, dumme, triste verden med sin mor/familie.
Jeg har hele tiden gjort som i også anbefaler herinde - bare været der for min kæreste. Lyttet og ladet hende fortælle. Jeg spørger oprigtigt interesseret til hendes mor (og far), om hvordan de har det o.s.v.
Og min kæreste fortæller beredvilligt om hvad de står i, og bruger mig som en slags "udenforstående" hun kan læsse af på. F.eks. når lægerne har været stride, eller alting er noget bras.
Jeg vil så sige, at det er en skide hamrende svær, og til tider frustrerende, situation at stå i for mig. Og min kæreste også, for den sags skyld!
Vi vil så gerne holde fast i hinanden, på trods af at vores forhold har svære betingelser...
Jeg TROR, og håber, at jeg kan være hende en lille bitte hjælp og støtte igennem det her... Jeg vil gerne, og hun vil gerne lade mig være det :-)
Jeg tror, at nøgleordene er: "at være der"
Det er ihvertfald dét som jeg forsøger, at holde mig til.