Min mands datter

Hej,
Hvordan støtter jeg min mand bedst muligt?
Han har en datter på 17år, som han ikke ser mere (hendes valg).
De har de side 1½-2 år været på fødselsdagskort, julekort kontakt, og det har været alt. Til stor sorg for min min (og mig).
Nu han min mand lige opdaget, at hans datter har lavet en webside hvor hun har skrevet at hun ikke savner sin far mere - (websiden er lavet i hendes rigtig navn som er meget sjældent).
Min mand er total i vildrede, for i de kort han har modtaget fra hende, skriver hun, at hun elsker ham og savner ham. (hvad skal han nu tro på)
Både min mand og jeg skriver til hende hver gang, at døren altid er åben for hende og hun er hjertelig velkommen.
Hun er enebarn, da vi har valgt ikke at få børn for hun skulle være vores eneste ene og vi vil (ville) gøre alt for hende.
Det har vi aldrig lagt skjul på overfor hende eller andre.
Min mand er både meget såret, men også rassende og vred og hendes udtalelser på websiden. Han er lige nu parat til at slå hånden helt af hende.
Det er dog noget der har været længe under vejs pga andre ting som hun har sagt og gjort overfor min mand. Websiden er det berømte dråbe for ham.
Jeg forsøger at holde mig neutral (selvom det er svært, skal jeg ærlig indrømme. Jeg er jo kun et menneske)
Hvad kan jeg gøre for at han skal komme hel igennem denne triste periode (datterens fødselsdag er tæt på) Han ønsker egentlig ikke at sende et kort, men det har jeg dog overtalt ham til at gøre.
Det er en rigtig rodet historie og jeg trist over alt den ballade og ville ønske at de to kunne finde hinanden igen. Han har jo været fars pige før hen (også efter at jeg kom ind i deres liv - der blev hun jo så også min lille pige).
Hun er blevet total fremmed og ikke et menneske jeg normalt ville omgåes, hvis det ikke lige var fordi hun er min steddatter. Man kan jo tilgive meget, når man er i familie, men jeg må sige hun kører lige på kanten iøjeblikket.
Gode seriøse råd ønskes.
Spar mig for belæringer.

Jeg ved ikke om dette kan være dig til hjælp, men jeg prøver alligevel, at fortælle om mine erfaringer.
Jeg har boet med min mor, som forlod min far inden jeg blev 1 år. Jeg er nu selv en voksen kvinde med mand og børn.
Jeg har kun sjældent set min far i løbet af min opvækst, det er der mange grunde til, de har begge opført sig "ikke voksent".
Når jeg læser dit indlæg så tænker jeg på, hvordan er hendes mor? Hvad fortæller hun hende om jer og specielt om faderen? Jeg fik det meste af mit liv at vide al mulig dårlig om min far, fordi min mor var blevet skuffet i sit liv, og gav ham skylden for alt!
Det var først der jeg skulle giftes, at min mor syntes han skulle inde i billedet igen, så han kunne føre mig op af kirkegulvet. No way, der var det ligesom for sent! Der havde jeg ikke længere brug for en far, og hendes undskyldninger med, at man tilgiver når man bliver ældre, og bla bla, kunne jeg ikke rigtigt bruge til noget. I dag er min far død, og jeg er egentlig ked af, at jeg aldrig fik chancen for at lære ham at kende, men det er ikke et barns ansvar at holde kontakten. Så han har faktisk også været skyld i vores manglende kontakt.
Der hvor jeg vil hen er, at din mand må holde fast i sin datter. Ignorere hvad hun har skrevet på hjemmesiden. Har moren forsøgt at påvirke hende? Det kan være hun er i en vanskelig periode, hvor hun har brug for støtte og hjælp, og lader sin vrede/sorg går ud over sin far. Det er jo det nemmeste at beskylde dem der ikke er her.
Et konkret råd fra mig vil være, at invitere hende ud at spise, til middag hos jer, eller på en eller andet måde genoprette kontakten, ikke bare via fødselsdag og julekort. Det er jer der er de voksne og må finde en naturlig måde at invitere hende over til jer. Fortæl hende ligeud, at I er kede af ikke at høre fra hende noget oftere. I den alder hun har, har hun brug for at blive behandlet som voksen, men kan alligevel til tider har behov for at de "rigtige" voksne tager affære.
Held og lykke med det. Og opgive hende ikke! Aldrig! Få hende til at forstå, at I elsker hende, og altid vil være der for hende!
Hun er bare heldig, det skal hun vide fra mig...

nøjagtig det alle der er såret gør, ja nemlig, se så efter at få talt ud med det barn,
inden hun gør det mere broget for jer og for hende selv,
har i fortalt til hende at i har valgt flere børn fra på grund af hende?
ja så kan det jo være hun har skyldsfølelse over det?
det er jo også et meget stort ansvar at give/pålægge et barn,

Hej!!
Jeg syntes bestemt at din mand skal blive ved med at skrive at han er der for hende og at jeres dør er åben for hende.
Jeg kan godt forstå at din mand er såret men han er den vokse og hun er stadig kun et stort barn. Det kan godt være at hun vælger ham fra men han skal blive ved med at vise at han gerne vil hende. Har han svigtet hende tidligere siden hun ikke kan finde ud af sine følelser til sin far??
Ja det er ikke nemt - men det var lige min tanke;0)

Der er ikke meget i kan gøre.Lad hende ifred,Hun har vel sine grunde til at gøre som hun gør.Selvfølgelig er det hårdt for jer,fuld forståelse for det.Gennem hendes hjemmeside,giver hun jo tydelig udtryk for hvad hun føler og mener om sin Far.Hvis hun føler at sådan skal det være,så lad være med at trænge jer på over for hende.Noget har jo gjort hende bitter over for Faderen,som kun faderen skal tale med hende om,engang.Du Stedmoder,skal holde dig tilbage i dette tilfælde,og ikke blande dig i Fader og datter forhold.-Har datteren selv sagt til Faderen at hun ikke vil se ham?Eller er det kun gennem hendes hjemmeside hun giver udtryk for det?
Mange børn fravælger deres Mor/Far,og det er der selvfølgelig grunde til.Faderen kan da udmærket sende hende en hilsen på hendes fødselsdag,så har faderen da tænk på hende.I skal tage det helt rolig,for pludselig står hun i døren,så lad hende tænke i fred.Hej.lukke til.

det lyder som om hun er lidt jealoux på dig.
Har han gjort det klart for sin datter hvorfor det ikke gik mellem ham og hendes mor?.
har han fortalt hende ansigt til ansigt at hun er hans datter og at han vil gøre alt for hende.
det er lidt svært at finde ud af med dit korte indlæg, men jeg tror måske det er noget i fortiden der ikke er blevet helt afsluttet. det er måske et afsluttet kapitel for jer men ikke for hende.
Håber at i finder sammen alle 3.
MVH jepper

Jeg forstår godt det er svært, og meget følsomt og kan bringe stor forvirring til jer (din mand).
Jeg vil dog sige:
Hun ER jo meget ung, og i den alder, der er man sgu ofte så forvirret, ved ikke hvad man vil, den ene dag det ene, den næste noget andet.
Jeg vil foreslå din mand, at ikke presse hende, men lade hende vide, at hun er velkommen, og bare kan ringe/kigge forbi, hvis hun vil, altså, vil hun ikke være "voksen", så må i jo være det.
Under alle omstændigheder: afkræv hende en grund til den opførsel hun lægger for, og så vær der begge to, når i snakker med hende, men gør det så kærligt som muligt.
At din mand slår hånden af hende, det vil han fortryde, båndet imellem far og datter, er specielt stærkt, og hvor der er bånd, er der også konflikter;o).
Skriv hvordan det går........

Tak for alle jeres råd.
Jo hendes mor er meget dominerende, men jeg har altid omtalt hende pænt og det samme har min mand, når datteren har været hos os. Den regel har vi altid haft her i huset.
Datteren og hendes far havde "far-datter" dage på min opfordring, for at de to skulle have noget helt alene.
min mand var single i 9 år efter brudet med hans ex, og da jeg kom ind i billedet. Var det mig meget vigtigt han datteren kunne acceptere mig.
Den opfattelse har jeg ellers altid haft.
Hun kom da til mig, nå hendes mor havde gjort hende ked af det.
Derfor er jeg også helt forundret over hendes pludselige ændring og totale afvisning.
Vi har nu bestemt at se tiden an til hun bliver 18 år (til næste år). Så må vi igen se til den tid, hvordan året har udviklet sig.
Jeg har hele tiden haft på fornemmelsen, at hendes mor har sat sig på hende.
For min mand må ikke kontakte datteren for moderen, og da han ikke vil skabe problemer for sin datter har han forsøgt at gøre det så diskret som muligt. Ved at skrive til datteren via hendes skole (en aftale med skolen), så moderen intet får at vide. Samt min mand har flere gange forsøgt at aftale et lille møde med datteren på et neutralt sted, hvis hun ikke ville hjem til os. (må hun helst ikke for sin mor)
Datteren er bange for at såre sin mor eller gøre hende vred (moderen har et ilter temperemen)
Nå, men endnu en gang tak for alle de gode råd.
mvh
fortvivlet

ps. Vi håber på at hun vender tilbage til os (kontakter os) når hun flytter hjemme fra og ud af hendes moders klør.