Min mor gør så trist

Min mor bebrejder mig min tilstand. Tror ikke helt hun tror på mig.
Jeg har en depression, og blev sygemeldt op til eksamen her i januar. Jeg er studerende. Jeg har endnu ikke kommet igang med det nye semester, hvilket er helt ok for både læge og studievejleder, har kontakt til begge.
Hvad jeg ikke helt fatter er min mors manglende forståelse. For nogle år siden snakkede vi om "mentale tilstande" og hun sagde højt og helligt at hos vores læge kunne man ikke "bare" gå op og få nogle piller og en lægeerklæring hvis man var lidt depri. Jeg ved ikke om hun selv har prøvet, men det var i hvert fald hvad hun sagde. Og nu har jeg så været til læge og fået "det hele"...og alligevel ryster hun på hovedet når jeg ikke får lettet røven til min uddannelse. Det skal så også lige siges at jeg har rigeligt at lave hjemme, da jeg er alenemor. Så pt er det bare hårdt.
Som sagt har jeg god kontakt til min studievejleder som forstår min situation. Og siden jeg startede hos lægen, har jeg været der igen, og min medicin er blevet sat op. Så meget ved min mor også. Jeg har været på piller i 2½ uge nu...
Så det er altså bare en kniv i ryggen at hun betragter det som det rene dovenskab at jeg ikke kommer afsted om morgenen.
Til hendes forsvar skal nok siges at jeg er god til facader, og min facade har altid været oppe omkring hende. På den anden side, så er det altså kun hende der ikke kan se igennem den. Men hun nægter vist pure at se gennem facader.
Mit forhold til hende er rigtig skidt, og vi har aldrig været tætte. Alligevel fylder hun meget i mit liv. Som en sort sky. Hvis ikke det var fordi hun var gift med min far som jeg elsker højt, og mine dejlige børn som fortjener en mormor, så havde jeg slet ikke kontakt til hende.

Hejkære du
Det lyder sørme som om vi har samme mor...
Dog har jeg ikke en depression ( men kunne nok hurtig få en).
Din læge, din studievejleder og dig ved hvad der er galt. Du ved hvad der gør dig depri og det arbejder du helt sikkert på at komme over.
Jeg syntes du skal give dig den tid det tager og nyde at du har et hjem, et barn og at du lever i bedste velgående, dog med en mindre depression lige nu. Men du lyder som om du er stærk nok til at komme over den.
Lad din mor sige og tænke hvad hun vil.... Lad være med at snakke depression med hende.
Sig ja, du er sygemeldt fordi du ikke har det godt.. HVis hun vil hjælpe dig til at få det bedre kan hun evt. hjælpe dig lidt i din dagligdag.
Har hun slet ikke forståelse for dig og din depression - så skriv et brev til hende hvor du fortæller hvordan du har det. Og skriv også at du ikke orker hendes kommentar så længe de ikke er til din hjælp.
Du skal nok klare det - du er stærk og det ved du også godt. Lige nu er der bare nogen ting der gør dig ked af det. Men du bliver glad igen. Husk du er mor....du er noget værd for dit barn.....
Ha´en dejlig dag, smil til verden og den smiler tilbage.
Mange kærlige knus fra mig til dig.

Jeg tror, det er fordi hun føler sig hjælpeløs. Hun aner ikke, hvad hun skal gøre og er bange for, du ikke skal klare din uddannelse. Jeg ville være meget bange, hvis du var min datter. Ikke for at klandre dig, jeg tror skam det er forfærdeligt svært og især i denne mørke tid. Det hjælper sikkert, når vi får solen frem igen. Jeg håber du klarer dig.

og træk stikket ud til din mor

og hvis du har, hvad siger han til det?
Hvis du ikke allerede har gjort det, så snak med din far, og hvis du via den vej kan få ham til at hjælpe med at få din mor til at indse, at du har det meget svært, og du har brug for støtte og ikke bebrejdelser.
Og endnu et forslag er, at du aftaler en dag, hvor du alene tager hjem til dine forældre og sig til dem, at du har brug for at få snakket om det her, fordi du som sagt har det svært, og at det ikke er for sjovt eller det handler om dovenskab, at du har været nødt til at holde en pause i studiet.
Du skriver, at du er god til facader, og til det vil jeg sige, at det er ikke altid uanset, hvor meget man tror, at andre burde kunne se igennem facaden, når man har det skidt, at folk kan se det
Man kan ikke forvente, at folk er tankelæsere og heller ikke ens mor.
Hvis du kunne snakke med dem, uden at du har sat facaden eller på forhånd er bebrejdende,(som får du din mor til at gå i forsvar,)ville det være bedst.
Lille tip! Begynder din mor at blive urimelig, så græd! (godt at have et løg i et stykke køkkenrulle og lad som om du skal tørre øjnene eller puste næse, så du kan få lidt løgsaft til at sætte gang i tåreproduktionen 😉 )
Men lad være med at indlade dig på et skænderi. Det løser nemlig ikke det du søger, omsorg og forståelse fra din mor.
Husk! Du skal ikke forsvare, at du har en depression.

Kære ven.
Først, jeg føler med dig. Det er slemt ikke at blive forstået af sin mor, men som en anden skriver - din mor er ikke tankelæser. Du er nødt til at "komme ud af busken", hvis du vil din mor noget nu. Det er selvfølgelig nok ekstra vanskeligt i din situation, du er i, men prøv, hvis du orker ... Jeg tror, din mor vil blive meget glad.
Når jeg siger det, er det fordi, min datter også "gemmer" sig. Jeg er aldrig blevet lukket ind. Alt, hvad der betyder noget for hende må jeg ikke vide eller opdage. Det er en stor sorg, må jeg indrømme - og det har bl.a. betydet, at jeg ikke rigtig har været i stand til at hjælpe hende i nogle svære tider, hun har haft i sin barndom. Hun er 18 år nu - nok noget yngre end du - men alligevel -jeg synes, jeg kan genkende billedet, du tegner. Nu har min datter accepteret, at vi prøver at få hjælp udefra via et psykologisk center.
Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det er, der gør, at du har facaden på over for din mor? Ville blive glad, hvis du vil prøve at svare på det.
Til sidst: jeg ønsker dig alt godt, at du må finde glæden igen. Det tror jeg, du gør - bare det at du skriver er godt.

Hej midlertidigt hårdt belastet kvinde.
Din mor (og far for den sags skyld) er fra en anden generation og tid.
Vi er alle børn af en tid og du skal måske UBEVIDST udleve din mors forventninger og drømme om at studere som hun aldrig selv fik mulighed for.. sådan var vores forældres vilkår og din mor skulle nok ikke BÅDE være alenemor OG studere! Men hun har måske måttet sluge mange kameler på den bekostning at hun havde fået børn.
Du er også barn af en tid, hvor der bliver stillet umenneskelige krav til mennesker, nok derfor at så mange mennesker er på antidepressiver.
Du har gjort det eneste rigtige i den situation: snakket med din studievejleder..og fået sat studiekravene lidt på stand-by, til du selv er kommet lidt ovenpå igen
Det er meget almindeligt at døtre skal udleve deres mødres ambitioner, hvadenten de kan eller ej.
Du er ikke alene
Det er meget hårdt i nutidens samfund

...jeg tror også hun i virkeligheden er ufattelig bange, og måske prøver hun med vold og magt at benægte både over for sig selv og andre at der kunne være noget galt med dig.
Min mor var også lidt skeptisk da jeg i sin tid begyndte at fornemme at der var noget helt galt og at jeg skulle bruge noget professionel hjælp, og jeg tror simpelthen at hun desperat klyngede sig til den lille mulighed der var for at min depression bare var lidt forbigående tristhed.
Jeg har ikke selv børn, men jeg tror virkelig det må være UFATTELIG hårdt at se sit barn blive alvorligt syg. Jeg har en formodning om at det må være meget værre end at man selv eller ens partner bliver syg.

Du skriver at jeres forhold er skidt og at I aldrig har været tætte. Måske din mor så tænker to ting vedr. din depression: "Tænk hvis min datter er syg og TÆNK hvis det er MIN skyld!!"
Det tror jeg sgu ikke der er nogen der vil kunne klare -derfor er ren fornægtelse det bedste middel.
Det er selvfølgelig bare gæt, gisninger og formodninger, for jeg kender jo hverken dig eller din mor eller har noget yderligere kendskab til jeres indbyrdes forhold, men måske det er værd at tænke over...?

Hej. Jeg håber du trods alt er en bedre mor end min egen. Min egen største frygt er at blive ligesom hende overfor mine børn.
Alt hvad jeg gør, bliver kritiseret. Når andre har været bekymret for mig (med rette), har hun negliceret det, hvilket har ført til store svigt hele barndommen. Allerede der havde jeg problemer. Hun har altid kritiseret mit valg af venner (fredelige men ikke popsmarte), og forgudet min bror (andre end jeg ser forskellen). Og sådan har det altid været.
Jeg fik en fysisk sygdom da jeg var teenager. Jeg gik rundt i over et år og var syg før jeg blev sendt til læge.
Da børnenes far og jeg gik fra hinanden var hendes svar til mig: "Er det nu en af dine ideer igen" og "Det er da synd for ham"...(Hallo mor...hvad med mig? Hvad med børnene? Og desuden var faren og jeg enige om det...og har et fint forhold til hinandne i dag)
Da jeg aborterede tvillinger før jeg fik mine andre børn sagde hun til mig ude på hospitalet: "Det var nok for det bedste"...(læs: du kan ikke magte to børn)
Derudover er det min mor der har lært mig facaden. Min mor går mere op i at facaden er pletfri end hvordan der er bag facaden. Det er i hvert fald det jeg føler. Og jeg føler det stærkt.

Vil gerne høre mere...
Jeg håber også meget, at jeg er en god mor!!! Der er ikke noget, jeg ønsker mere.
Tænker lige, der må være noget, din mor er bange for, siden hun har lært dig at holde en facade. Hvad kan det være?
Det lyder, som om du har haft mange hårde år uden støtte fra din mor. Det er smerteligt at høre. Hvilke svigt i barndommen, er det, du har været udsat for - udover ikke at være blevet sendt til læge, da der var noget galt?
På den anden side, lyder det, som om, du alligevel gerne vil din mor. Er det rigtigt? Er hun medvirkende til den depression, du har nu?
Mange hilsener, lillemor