Min såkaldte bedste ven...

jeg kunne godt tænke mig at få en udeståendes mening... :
ham og jeg har været såkaldte bedste venner i 13 år... (jeg er 19 hvilket vil sige vi har kendt hinanden siden bardommen og jeg har alderen til forvirring)...
men hovedsagen er at jeg synes ikke han behandler mig som sin bedste ven. han fortæller mig aldrig sine tanker og sine problemer og jeg fortæller ham alt.
han har det med at tage af sted med en undskylding om at han skal noget og love at komme tilbage men så ikke gøre det....
han er generelt meget hård i sin opførsel pga en hård opdragelse osv men plejer at være sød over for mig. men det seneste stykke tid har han bare været rent ud sagt en idiot. og når jeg så endelig konfrontere ham med det virker han følelseskold.... '
vi havde en diskution idag (eller jeg havde en med ham) hvor jeg gik og derefter brød sammen... jeg blev enig med mig selv om at gå tilbage da jeg syntes han skulle se hvad han gør ved mig.. der stod jeg med tårer ned ad kinderne, og det eneste han kunne sige var : hvad vil du have at jeg skal sige...
burde jeg droppe ham, skifte nummer og aldrig snakke med ham igen...
eller sku jeg endnu engang bide det i mig og blive gode venner igen...
jeg er virkelig rundt på gulvet da jeg virkelig elsker ham.... har virkelig brug for at godt råd..

Du burde give ham det ultimatum, at du ikke kan være hans ven længere, hvis ikke han opfører sig pænt overfor dig. Det er ikke meget af et venskab, hvis det kun går den ene vej. Desuden bør et venskab give dig glæde, ikke få dig til at græde. Hvis ikke han åbner sig for dig og viser dig sine følelser, får han jo heller ikke selv noget ud af jeres venskab - man behøver ikke forblive venner for enhver pris, selvom det er et gammelt venskab.
Hvis ikke venner kan hygge sig og få lov til at hjælpe hinanden, hvad er så pointen?

gadvide hvad han flygter fra!
det lyder da bestemt ikke rart for dig,og det det at jeres kommunikation om de dybe emner tanker,mål,fremtiden,hemmeligheder,fortrolighd har fået et knæk er virkelig kedeligt.
tror du det er noget personligt,eller tror du han har det skidt,ikke føler sig ordentligt forstået,og nu lader det gå ud over dig.
Meget trist situation,håber han åbner sig for dig igen,men det lyder da som om der er sket noget alvorligt,måske indefor familien?men da i jo har kendt hinanden 13 år,i må have et meget nært venskab.

(det varvist det eneste jeg var istand til at skrive)

altså det jeg skrev til at starte med var lidt overfladisk for at det ikke skulle blive for langt.. men jo der er noget dybere liggende,... for 2 år siden døde han stedfar (han har ingen kontakt til sin far og så derfor ham som hans far).... han har altid været lidt en ballade mager men efter hans stedfar døde begyndte han at ryge hash... hver dag... efter noget tid fandt hans mor en anden og min ven ku godt li ham... de er så gået fra hinanden hvilket resulterede i at de nu står og skal flytte til noget mindre da pengene er små....
der er i bund og grund en masse små ting som der har gjort ham til den han er i dag... og jeg elsker ham jo.. vi har snakket om det og han forklarede at nogle dage var hans hoved fyldt med så mange andre ting at der ikke var plads til mig... og andre dage var der kun plads til mig...
hva synes du så nu??? (altid rart med en udeståendes råd:)
tak.. Lena