mistet mange

Hvor meget kan man holde til? Jeg har snart fået nok af at være ked af det og skulle sige farvel til så mange som jeg holder af. Jeg har mistet begge mine forældre, min bror er optaget af en anden... Jeg er skilt... Har været i et forhold gennem 2 år, som han måtte stoppe - jeg elsker ham stadig så meget og det gør så ondt. Jeg har lige fået en spontan abort, jeg ønskede virkelig barnet... ARGHHH... hvorfor skal det været så svært det hele??? Er bange for at blive bitter over at livet har udformet sig sådan for mig - føler mig magtesløs og kan kun lade det hele forvinde - min ex-kæreste vil jo ikke mere - selvom han lovede mig guld og grønne skove, så ønskede han pludselig noget andet til min store frustration! Og nu er jeg alene og tør ikke at elske igen, det er sååå svært at sige farvel, hvis det igen skulle blive aktuelt igen :-S Så heller lade være med at involverer sig i nogen, så bliver jeg jo ikke ked eller skuffet, hvis det ikke går alligevel.

Ingen mennesker lever et helt liv uden modgang.
Det er modgangen, der viser vores sande styrke.
Hvis vi kan klare modgang, så kan vi klare alt.
Desuden lærer du hele tiden noget nyt om livet.
Næste gang skal du vælge en kæreste, der holder
begge ben på jorden. En fast klippe, du kan hvile
dig op ad. En der elsker dig, for det du er som
person! En der har styr på hjemmet og økonomien.
De materielle værdier eller karrieren, er i den
forbindelse ikke afgørende. Hvis du føler dig
elsket, og I kan støtte hinanden i med- og modgang.
Så har du fundet en rigtig drømmemand. 😉
Held og lykke! [l][s][f]

Det var i hvert fald, hvad vores gamle dronning svarede, da en journalist spurgte hende, om det af og til havde været hårdt.
Selvfølgelig får man hurtig nok af at være ked, så der er mange grunde til at holde op med det.
Det er naturligt at forældre dør før børnene, så det er da en normal tilstand, som der ikke kan argumenteres for at "synd". Det er også ret normalt at brødre er "optaget" af andet end en søster (eller ville der jo være noget i vejen med ham)
Du er ikke den første og helt sikkert heller ikke den sidste der blev skilt. Hvad var det du lærte ved den lejlighed - find nogle positive aspekter af den sag.
Kærestesorg er de fleste beskåret. Det vigtigste er hvordan vi håndtere det.
Det er synd for dig, du har mistet det barn, du så gerne ville have. Min dybeste medfølelse. Kan det være en trøst, at naturen er viselig indrettet og der sikkert er en god grund til at du har aborteret. Nogle fostre er altså bare ikke helt som de skal være og en del af disse udstøder vi selv. Ville du have tendens til at være mindre bitter, hvis din kæreste (ex) ikke ville dig og det barn? Tænk godt efter.
Nogle af dine fortrædeligheder rører ved det store følelsesregister, men den overvejende del du beskriver her, hedder slet og ret livet. Selvfølgelig er du rustet til det. Og som de siger, det der ikke slår os ihjel - gør os stærkere. Så du er en stærk pige - op på hesten igen søster.

Det er hårdt at miste, rigtig hårdt, men det er desværrer en del af livet.
Jeg kan nikke genkende til meget af det du skriver - jeg har også haft en periode, hvor dødsfald i familien var nærmest hverdags-kost, jeg har aborteret ufrvilligt 5 gange- min (nu eks) ville ikke have flere børn, men da hvi blev skilt fik han alligevel 2 mere .....Og glemte de to han har med mig...Det er så hans tab.
Jeg kan godt forstå din frygt for at blive bitter, men det må du alt i verden ikke styre mod.... For at kunne modtage kærlighed skal man kunne give kærlighed, og selvom man sætter sig i en udsat postion når man er sårbar, så går man glip af alt det gode og positive som er en del af den fare man udsætter sig for.
Man bliver kun skuffet hvis man stiller for høje krav til at de kan indfries.... Lad nu dine sår heles, og istedet for at lede efter KÆRLIGHEDEN, så gå ud, nyd livet - og ludslig er kærligheden der....Jeg fornemmer at det er tabet af DRØMMEN som din nu-rks har bevirket, mere end at han har ombestemt sig.... Drømmen døde (ligesom dine forældre) - men drømme kan genopstå, omend de oftest tager en anden form.
Held og lykke med det.
Så længe DU tør åben dig, så længe DU tør elske, så længe er DU i live.

Det her er snuppet fra en anden tråd:
"Min mor fandt sig også den helt forkerte mand. Han bankede os, kørte psykisk tortur på os og jeg sidder idag som incestoffer. Idag er jeg følelsforladt, jeg er kynisk, jeg kan ikke magte at have personlige forhold, det vil sige jeg ikke har en eneste ven, jeg er beregnene, manipulerende. Jeg er et såret dyr der bare venter på at jeg kan få lov at få ro, jeg glæder mig til dødens søde afløsning. Jeg ser frem til ikke at eksistere mere. Jeg har ingen kontakt til min far idag, jeg har aldrig haft den faderrolle figur, så jeg bliver nok aldrig selv forælder. Mit liv er et ensomt helvede hver eneste dag, fordi min mor valgt den forkerte mand. Jeg kommer nok aldrig til at leve mit liv som et normalt menneske, selvom det er mit største ønske, hvad jeg ikke ville give for at være elsket, hel, en del af en sund familie. Istedet er jeg skadet."
Du har det ikke svært. Forhold går i stykker, folk finder nye, familie får nok i deres eget liv, det er det livet går ud på.

er trist - men det er ikke grund til at forklejne en andens smerte...
Vist er den anden tråd du kopierede ikke nogen dans på roser - og jeg føler for vedkommende, MEN jeg kan da også godt føle med Momse :-(, men det kommer måske af at jeg selv har haft en hel del modgang i mit liv, selv har været ved at lukke alle ude for ikke at de fik mulighed til at trampe på mig....
Jeg personligt syntes det er skide synd for mig at jeg har MS, min dejlige søn er paranoid-skizofren, min far levede de sidst 9 år af sit liv som en grøntsag, min eks-mand (børnenes far) har valgt at bosætte sig 9 flyv-timer væk med sin nye familie...Når det så er sagt, så syntes jeg det er trist omend en naturlig del af livet, når drømme brister, håb synker i grus, og ens menneskelige værdier bliver draget i tvivl af indehaveren....
Man kan ikke bruge andres smerete til en dyt - og Momse er i sin fulde ret til at have ondt i sjælen. OG JEG ønsker hende alt det bedste, jeg er nemlig ret sikker på at hun nok skal finde sit fodfæste igen.